Læsetid: 6 min.

Rygtet om barbarerne dér ude i Atlanten var falsk

Arngrímur Jónsson bidrog på latin til at styrke sit folks ydre renommé og indre selvbevidsthed
1. februar 2019

På vandringen gennem islændingenes litteratur fra eddaer og sagaer frem til i dag gøres nu undtagelsesvis holdt ved en forfatter, som skrev på latin. Det drejer sig om Arngrímur Jónsson, oftest betegnet Arngrímur den Lærde (1568-1648), der det meste af sit liv var præst på Nordlandet (Melstaður i Miðfjörður, Mælifell i Skagafjörður), sideløbende med sin tilknytning til bispesædet og skolen på Hólar. Sin uddannelse modtog han dels dér, dels ved Københavns Universitet, hvorfra han dimitterede 21 år gammel i 1589.

Hans værk er ganske omfattende og har haft stor betydning såvel udadtil for Islands renommé som indadtil for national og kulturel selvbevidsthed. Således blev han en af de første til at advare mod fremmedsproglig indflydelse og dermed blandt ophavsmændene til den purisme (på islandsk hreintungustefna eller ren-tunge-kurs), der fortsat gør øboernes sprog til et af verdens mest uspolerede.

Af de biografiske vidnesbyrd om Arngrímur tegner sig billedet af en lærenem, yderst videbegærlig person med et venligt og imødekommende væsen, som bevirkede, at han tidligt fik velyndere og venner blandt indflydelsesrige og kloge folk. Allerede da han var i tyverne, blev han rektor for skolen på Hólar, og i 1596 udnævntes han af Christian IV til assistent for biskop Guðbrandur Þorlaksson, ham, efter hvem den ældste islandske bibel er opkaldt. Så vidt vides, var det en direkte opfordring fra bispen, der fremkaldte Arngrímurs første fremtræden som forfatter med pamfletten eller stridsskriftet Brevis commentarius de Islandia (Kort afhandling om Island, København 1593).

Formålet med dette svendestykke var at manifestere et forsvar mod de mange nedsættende domme, der blev fældet over Island i udenlandske lærde mænds skrifter, en hensigt, som også præger Arngrímurs hovedværk Crymogæa (græsk for Island), som udkom i Hamburg i 1609.

islændingene skulle ikke forblive ukendte

I mellemtiden havde han udarbejdet to skrifter om dansk og norsk historie, henholdsvis Rerum Danicarum fragmenta (1596) og Supplementum historiæ Norvegicæ (1597). Ingen af disse blev dog trykt; de var tænkt som kildesamlinger for danske historikere. Når de alligevel er værd at nævne, hænger det sammen med, at de til dels bygger på kilder, som siden er gået tabt.

Deres intenderede publikum har været folk som Niels Krag (1550-1602), Jon Jacobsen Venusin (født før 1563, død 1608) samt ikke mindst rigskansler og kongelig historiograf Arild Huitfeldt (1546-1609), som netop dengang arbejdede på sin Danmarkshistorie. Siden blev Arngrímur gode venner med oldgranskeren Ole Worm (1588-1654), med hvem han korresponderede til sin død, og med en håndskriftinteresseret polyhistor, professor Stephan Hansen Stephanius i Sorø.

De fem nævnte og flere til var renæssancehumanister, som så historiens nytte i et opbyggeligt perspektiv. Det handlede om at tildele sin nation en lang og glorværdig fortid, gerne på en måde, så folkets oprindelse kunne spores helt tilbage til Bibelens beretninger og dets bedrifter måle sig med grækernes og romernes, men historieskrivningen skulle også give samtidens fyrster mulighed for at lære af forbilledlige eksempler og selv undgå politiske bommerter.

Også Arngrímur opfattede historien som livets læremester, men dertil kom hans funktion som (tidlig) indsamler af håndskrifter og ønsket om, at islændingene ikke skulle forblive ukendte og foragtede ude blandt andre nationer. Kildekritik i moderne forstand ville have ligget ham fjernt, men han henviser flittigt til udenlandske lærde og bruger ivrigt løs af den islandske middelalderlitteratur.

To udenlandsophold fik især betydning for ham. 1592-93 var han i København som bispens udsending og indledte da faglige samarbejder, og i forbindelse med et ophold 1602-03, som vistnok primært handlede om juridiske tvister over jord og arvegods, kom han til Hamburg og fik kontakt med præsten Philip Nicolai. Til ham sendte han Crymogæa, som Nicolais enke lod trykke med undertitlen Rerum Islandicarum Libri III, altså tre bøger om islandsk historie.

Efter en lang og floromvunden dedikation til kongen indledes første bog med en præsentation af Islands geografi. Arngrímur opholder sig her ved de forskellige navne på landet: Først opdages det af Naddoddur, der i en storm havner under Østlandets høje fjelde og kalder øen for Sneland. Så kommer en svensker til, Garðar Svavarsson, og opholder sig år 864 en vinter lang i nutidens Húsavík. Han er fræk nok til at opkalde landet efter sig selv: Garðarsholm. Navnet Island får det af vikingen Flóki, efter sigende fordi denne en dag står og kigger ned på drivisen i Vestfjordene. Arngrímur er i øvrigt omhyggelig med at afvise, at øen skulle være identisk med det sted, romerne kaldte Ultima Thule.

I de næste kapitler af første bog gennemgår han historien om Islands første bebyggelse og kommenterer som sagt udførligt på sproget, inden han kaster sig ud i en eventyrlig og vidtløftig spekulation, som sporer de nordiske folks oprindelse til det i Bibelen omtalte Kanaans land.

Mere jordbunden er hans skildring af Island i fristatstiden, dets institutioner og embeder, den gamle hedenske gudsdyrkelse. Vi får en liste over lovsigemænd og en indføring i bestemte sider af lovgivningen, bl.a. regler for holmgang. Til sidst berettes om kristendommens indførelse omkring år 1.000 og tidlig islandsk kirkehistorie.

Værkets anden del rummer genfortællinger eller summariske referater af i alt en snes islændingesagaer og totter. Derpå er Arngrímur klar til at føre historien op til sin egen tid og behørigt fremhæve sin foresattes, biskoppens, meritter. Forfatteren må her i adskillige runder udføre balancegang. Da han skildrer det 10. og 11. århundrede, lovpriser han, ganske i Egill Skallagrimssøns ånd, sit folks legendariske frihedstrang, men fra og med de borgerkrigslignende fejder i det sene 13. århundrede må han erkende, at det måske trods alt var det bedste for islændingene at komme under den norske krone, sådan som det skete i 1262.

Senere, ved reformationen, vanskeliggøres balancegangen af, at landets sidste katolske bisp Jón Arason, som blev halshugget sammen med sine to sønner i Skálholt i 1550 – stenen, hvor det skete, kan stadigvæk beses – på den ene side var en inkarneret papist, men på den anden side jo døde som martyr for sin tro.

Opgør med forestillingen om uciviliserede fiskere og bønder

Crymogæa er skrevet for det udenlandske publikum og henviser da også flere gange til samtidens faglige forbillede, franskmanden Jean Bodin (1530-96). Bogen, som kom i nye udgaver i 1610 og 1614 (foruden to mindre uddrag i 1613 og 1618), vakte vitterlig udenlandske lærdes interesse for Island, dets historie, dets kultur.

Folk forstod omsider, at det var andet end uciviliserede fiskere og bønder, der boede deroppe ved udkanten af verden, og at forfædrene havde været andet og mere end tyveknægte og gemene voldsmænd. I hvert fald krediteres Arngrímur i europæisk udbredte skrifter for at have åbnet læsernes øjne for sit lands særegne traditioner og rige litteratur.

Nationalt set bidrog han til det, man på islandsk gerne betegner som lærdommens epoke. Ved sine latinske skrifter, men også gennem oversættelser af religiøse tekster og salmer, står han blandt ophavsmændene til en bevægelse, som, omend geografisk spredt, fremkaldte et roligt tidehverv i landets intellektuelle kultur. Den stolthed over sprog, nation og historie, som i dag af mange islændinge nærmest anses for en selvfølge, var noget, som skulle skabes og vindes.

Folk forstod, med et udtryk hentet fra biskop Brynjólfur Sveinsson (1605-75), at ikke alt skulle nedsynke i barbari, et budskab, som fik effekt i de århundreder, der fulgte, og hvor samfundslivet på mange områder sygnede hen. Hvor kongemagten styrkedes, hvor det danske handelsmonopol blev skabt og intensiveret, hvor naturkatastrofer og misvækst gik hårdt ud over befolkningen, og hvor velstanden generelt aftog. Det var på denne baggrund, den opstod, det, som man måske kan kalde islændingenes kulturelle grundmyte, og som i lidt forenklet form lyder: Det sku’ vær’ så godt, og så’ det faktisk skidt. Men så er det altså heller ikke værre, for vi har trods alt en af verdens bedste litteraturer …

Arngrímur Jónssons skrifter, Arngrimi Jonae opera latine conscripta, blev udgivet 1950-57 som bind IX-XII i serien Bibliotheca Arnamagnæana af Jakob Benediktsson, hvis engelsksprogede afhandling om forfatteren afsluttede værket, men også findes som selvstændig bog. Udvalgte kapitler af Crymogæa udkom i islandsk oversættelse, ligeledes ved JB, i 1985.

Serie

Islands litterære mirakel

I Island er sprog og litteratur ægte sammenhængskraft. På tværs af politisk overbevisning, sociale skel og epoker er litteraturen det, der forener. Islands litteratur har ikke kun syntes så stor og rig i de senere årtier med et væld af forfatterskaber, der har gjort stort indtryk i hele verden – den har i mere end tusind år gennem Edda-digtningen og sagaerne påvirket og ændret verdenslitteraturen. Information præsenterer i den kommende tid et udvalg af de værker, der for mere end tusinde år siden gjorde islandsk litteratur til noget helt særligt i verdenslitteraturen og stadig påvirker vores forestillinger i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu