Sådan så USA’s ledere ud, da de var unge

Sidste år i USA mistede fire førsteårsstuderende livet som det direkte resultat af optagelsesritualer i en studenterklub, et såkaldt broderskab (fraternity).

Alle fire dødsfald skete under eller umiddelbart efter et drukgilde, der var en del af broderskabets indvielsesceremoni og involverede indtagelse af enorme mængder spiritus under heppende tilråb fra de ældre studerende.

En af de døde, 19-årige Maxwell Gruber, en studerende ved Louisiana State University, viste sig efterfølgende at have haft 0,49 g alkohol pr. deciliter blod på dødstidspunktet – allerede en mængde på 0,31 g kan være livstruende.

»Ingen er fysisk i stand til at drikke så meget … Det kan kun ske under tvang«, sagde hans mor til ABC News efter tragedien.

»Det er meningsløst. Hvordan kan nogen dyrke et broderskab, hvor brødre skal tvinges til den slags og til at ydmyge hinanden?«

I sin bog True Gentlemen: The Broken Pledge of America’s Fraternities, noterer forfatteren John Hechinger sig, at godt 100.000 unge amerikanske universitetsstuderende mænd hvert år søger optagelser i fraternity-klubber, selv om disse i stigende grad associeres med, hvad han kalder »den uhellige treenighed af racisme, dødsdruk og kvindehad«.

Varig loyalitet

Mange af de unge mænd, som tiltrækkes af broderskaberne, kommer senere i deres liv til at bestride topstillinger inden for politik, retsvæsen og finansverden. Og ikke nok med det: De loyalitetsrelationer, som de former i broderskaberne, vil de ofte fastholde igennem hele arbejdslivet og karrieren, hvor disse hvide, rige og privilegerede mænd således konsekvent vil promovere og dække over hinanden, uanset hvor grænseoverskridende de på noget tidspunkt måtte have opført sig.

Hechinger citerer fra et broderskabs hvervevideo, i hvilken de studerende stilles i udsigt, at de vil komme til at knytte livslange bånd med »de fremmeste og bedst begavede mænd på campus – mænd, som vil kunne blive forlover ved dit bryllup, kistebærer ved din begravelse og alt muligt andet derimellem«.

I Andrew Moiseys tankevækkende fotobog, The American Fraternity: An Illustrated Ritual Manual, optræder der også en begravelse, som dog ikke har noget at gøre med hændelser på og omkring det universitet, hvorfra bogens fotodokumentation stammer.

Vi ser en gruppe unge studerende, der virker beklemte under deres overværelse af dette det mest dystre ritual af alle. På andre billeder ser vi igen de samme unge mænd i mere afslappet samvær i deres lukkede mandefællesskab på campus, hvor tæt drikkeri, verbale overskridelser, konsekvent mobbeadfærd og kvindehad hører til normerne.

Det er en verden, hvor homoseksualitet er tabuiseret, men crossdressing og halvnøgen brydning er acceptabelt og tissemands- og testikelparadering noget nær obligatorisk.

Ædle idealer

»Jeg ville påvise, hvordan de broderskabsforestillinger, fraternity-klubberne bygger på, kan bringe det værste frem i unge mænd, og hvordan de høje og ædle idealer, der en gang skulle være styrende for disse organisationer, nu er veget for en ofte modbydelig opførsel,« uddyber Moisey, der selv studerede på Berkeley og nu underviser på Cornell.

»Og så ville jeg gerne dokumentere, hvordan de unge mænd føler, at de har ret til at svælge i deres skamløse opførsel – og ikke ser sig selv som dårlige mennesker af den grund.«

Moisey, hvis storebror var medlem af den fraternity-klub, som skildres i fotobogen, begyndte at tage billeder af livet i denne i 2008, da George W. Bush, »den ultimative frat-fyr«, var præsident.

»Jeg havde set mig gal på Bush og hele den hvide privilegiekultur, der havde fremelsket ham og hans værdier, men dengang var ingen interesseret i billederne. Men nu er der pludselig gået ti år, og klimaet er et andet.«

Bogen giver ubehagelige glimt af en lukket verden, hvis ultramachoværdier for mange er blevet blåstemplet gennem valget af overmobber Donald Trump og Trumps efterfølgende godkendelse af højesteretsdommer Brett Kavanaugh. 18 præsidenter er opført som tidligere broderskabsmedlemmer i bogen – herunder Kennedy, Reagan, Clinton og Bush – men interessant nok glimrer Trump ved sit fravær. Kavanaugh er dog med på en tilsvarende liste over højesteretsdommere, selv om bogen gik i trykken, før hans kontroversielle endelige bekræftelse.

»Jeg tog en chance, og det gav bonus,« siger Moisey.

»Fra en broderskabskultur, der beskytter de dårlige frø, er et af de værste frø blevet valgt til højesteret.«

De amerikanske broderskaber er en kompleks kultur med traditioner, der strækker sig langt tilbage: Motiverne er stærkt fotogene, og fotobogen bliver da også næsten selv til et kunstobjekt, der konceptuelt afspejler en gammel broderskabshåndbog – komplet med edsaflæggelser, bønner, løfter og beskrivelser af de hemmelige ritualer og regler, der binder medlemmerne sammen for livet.

Følgelig opstår der de mest frapperende kontraster mellem excesserne og ydmygelserne på den ene side og på den anden side de ophøjede frimurerlignende ceremonier, der giver vor tids broderskabsklubber deres historiske legitimitet: initieringsritualer, drikkegilder, lysceremonier, særlige tituleringer, sange, pligtøvelser og ordensvæsen.

Der er mange foruroligende visuelle genklange, bl.a. et kornet billede af hætteklædte novicer, der bliver ydmyget, som minder om billeder af de fanger, der blev torteret i Abu Ghraib-fængslet.

Andetsteds bliver tydeligvis lidende og allerede døddrukne unge mænd ansporet til at drikke endnu mere af ældre studerende med forudsigelige resultater til følge i form af opkastning, bevidstløshed og tab af al selvkontrol. Aggression og ydmyghed er de gensidigt forstærkende normer her.

Drengerøvsadfærd

Når unge kvinder er med på fotografierne, understreges indtrykket af lurende ​​fare.

Nogle af dem medvirker tilsyneladende godvilligt, affinder sig i den drengerøvsagtige adfærd, blotter deres bryster og ser ikke ud til at være generet over at blive gramset på og udsat for sjofel tiltale og lystne blikke. Andre synes mere usikre, lidt skræmte, men er dog mødt op af egen fri vilje trods den truende atmosfære af forstærket mandschauvinistisk overherredømme.

En kvinde er fanget på et foto, fuldt påklædt men øjensynligt besvimet og med spredte ben, liggende på en seng. Hvad der er gået forud eller siden skal ske, kan man kun gisne om. Uanset hvad der skete, udstråler billedet noget foruroligende, især når man sammenholder med undersøgelser, der for nylig konstaterede, at kvinder i de tilsvarende søsterskabsklubber, de såkaldte sororities, er 74 procent mere udsatte for at blive voldtaget end andre collegekvinder.

»Hvad laver de piger på de billeder,« spørger forfatteren Cynthia Robinson i sit harmfulde og undrende efterord. »Hvorfor gik de med til disse fester, hvor alle ved, hvad der sker?«

Ud fra personlige erfaringer kommer hun selv med et ubehageligt bud på et svar:

»Nu skal jeg fortælle jer hvorfor, for jeg var der selv. Jeg var dengang en sydstatspige opvokset i et beskyttet miljø, som jeg var ivrig efter at bryde ud af, så jeg blev frat house-stamgæst inden udgangen af ​​mit første semester. Jeg oplevede også at besvime i frat houses. Det gjorde mange andre piger … Jeg var der, fordi jeg ville finde ud noget: Om jeg kunne være som en bestemt ting, om jeg kunne være på en bestemt måde. Pigerne på i billederne i bogen er der af den samme grund. De søger at blive bekræftet ved at føre sig frem over for deres jævnaldrende. Og ved at demonstrere over for dem, at de kan vække begær. Mere end noget andet ønsker at de at være et objekt for begær.«

Moiseys sort-hvide fotografier bevæger sig fra portrætter til reportage til en lavbelyst stil, der kan minde om overvågningsfotografering – nogle ritualer gennemføres i skæret fra stearinlys.

Hans rolle er at være den lidenskabsløse iagttager, der fremviser den på en gang ordinære hverdagsagtige og samtidig rebelsk overskridende virkelighed i de unge mænds campus- og kollegieliv – de sjuskede soveværelser, de beskidte køkkener, de graffitibemalede døre, det udsvævende festliv.

Broderskabet har endda sin egen hund, der ser ud til at strejfe frit rundt mellem værelserne og på et grumt billede holdes fast af en fordrukken ungersvend, mens en anden tæsker løs på den. Alt er tilsyneladende tilladt i den mandlige forbrødring.

’Safe spaces’

»De her særlige frirum for unge universitetsstuderende mænd har eksisteret siden 1820’erne,« uddyber Moisey, »men de har ændret mærkbart karakter siden de såkaldte kulturkampe i 1970’erne og er efterhånden blevet til et safe space for mænd, der uden samvittighedskvaler ville dyrke en bestemt slags livsform.«

Mange broderskaber, hævder han, ser sig selv som belejrede institutioner, der forsøger at fastholde konservative kerneværdier om broderskab, privilegier og machismo over for et venstreorienteret kulturkritisk stormløb.

Og foruroligende nok, pointerer han, består kodekset om loyalitet over for broderskabet, længe efter at de øvrige principper for broderskabsliv for længst er faldet væk.

»Det afgørende her er, at troskab over for de andre i broderskabet står højere end troskab over for idealer og værdier,« siger Moisey.

»Selv om de fleste af disse unge mænd anser sig for meget respektable, er deres loyalitet sådan, at de til enhver tid vil beskytte skurke, der gemmer sig i deres midte. Hvis man er et dårligt frø og bliver medlem af et broderskab, kan man altid føle sig sikker på at have et tilflugtssted. Og det, vi har set i dag, er, at den støtte og beskyttelse, som broderskaber tilbyder de dårlige frø, kan strække sig op de på de højeste niveauer af amerikansk magt og beslutningstagning.«

Det sidste billede i bogen viser en række fraternity-gutter, der kigger på et udvalg af Moiseys fotografier. De ser ubekymrede ud og morer sig endda over skildringerne af dem selv.

»Jeg har ikke ønsket at hænge dem ud,« siger Moisey, »jeg ville bare vise verden, hvad der ikke er blevet vist før. Og da jeg viste min billeder til dem, var det helt okay med dem. I deres egen opfattelse er de bare helt almindelige amerikanske fyre, som gør hvad helt almindelige amerikanske fyre nu engang gør på college.«

Da Moisey første gang udstillede sine fotos i et lille galleri i Berkeley, var det bemærkelsesværdigt nok hans ledsagende tekst, der skabte størst medieopmærksomhed. Den lød, som følger: »Sådan så vores ledere ud, da de var unge.«

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen