Klumme
Læsetid: 4 min.

Skandalen om prisbelønnede, men løgnagtige reportager i Der Spiegel aktualiserer en gammel diskussion

Mødet mellem litteratur og journalistik er altid problematisk
Mødet mellem litteratur og journalistik er altid problematisk

Johannes Eisele

Kultur
4. januar 2019

En journalist på tyske Der Spiegel, Claas Relotius, har vundet både berømmelse og fine priser på at skrive artikler, som siden har vist sig at være opspind og løgnagtig reportage. Igennem flere år har han beskrevet ting, der ikke er sket og refereret kilder, som aldrig har eksisteret. Nu til dags kalder vi den slags for fake news.

Til sidst blev han afsløret af en kollega. Hele historien er yderst pinlig for Europas største nyhedsmagasin, der aldrig har holdt sig for god til at belære andre om nødvendigheden af at holde de højeste journalistiske standarder i hævd, herunder grundige faktatjek.

De forfalskede reportager blev slået stort op, ofte over flere sider, og blev lovprist som umådeligt velskrevne. Falskneren var lige så beundret for sine originale emner som for sin litterære stilsans. Det var en stil, som var en skønlitterær forfatter værdig, hvilket er et særsyn, man kan savne i aviser og blade – måske fordi en sådan stil netop føjer sig bedre efter fiktion end efter virkelighed. Og dén sondring er altafgørende: I journalistik skal alt, hvad der står i spalterne stemme – helt ned til sidste bogstav. Og de allerstrengeste krav gælder også for en genre som reportagen.

Hvad så med skønlitteratur? For romaner, digte, noveller og så videre findes ikke et tilsvarende krav. En forfatter kan skrive om Kina, der druknes i en tsunami, uden at dette får andre konsekvenser, end at forfatteren får ros eller dadel for, hvor overbevisende han lykkes med et sådant kunststykke. Med journalistik forholder det sig anderledes. Skrev han det samme i Information (og slap teksten forbi redaktionssekretariatets faktatjekkere), ville han øjeblikkeligt blive sparket ud af bladhuset.

Farlig møde

Mødet mellem litteratur og journalistik er altid problematisk. Førstnævnte risikerer at korrumpere sidstnævnte med sin fantasi og æstetik, sidstnævnte at fordærve førstnævnte med saglighedskrav og distanceret objektivitet. Mest problematisk er det, når det ene giver sig ud for at være det andet og vice versa.

Udlandskorrespondenten og forfatteren Ryszard Kapuscinskis første store internationale succes handler om den etiopiske kejser Haile Selassie. Jeg mener også, at det er hans bedste bog, hvad jeg flere gange lod forfatteren vide.

Desværre er der næppe grundlag for at tillægge bogens påståede dokumentariske kvaliteter vægt – de er så åbenlyst forskønnet. Ja, hist og her er de formentlig helt opdigtet af forfatteren Kapuscinski. Med virkelighedens Haile Selassie havde bogen ikke stort at gøre, hvilket dog på ingen måde formindskede bogens værdi som en parabel over al slags despotisk magt. Som sådan læstes den også i forfatterens kommunistiske hjemland, Polen.

Var dette så ikke tilstrækkeligt?

Påståelighed

Ikke for Ryszard, som vedblev at bedyre, at alt, han havde skrevet, var sandt. Jeg troede det ikke et øjeblik, og hver gang jeg sagde det til ham, blev han lige oprørt. Alle fakta stemte. Alt kunne dokumenteres. Intet havde han lagt til, som ikke fandtes på stedet. Hans ivrige, ja næsten geskæftige påståelighed, skuffede mig hver gang, eftersom det var så åbenlyst, at meget af det, han skrev, ikke kunne passe.

Hvorfor gøre Haile Selassie til en overtroisk analfabet, når vi ved, at han var en dannet og belæst person – en absolutistisk hersker ganske vist, men med reformistiske ambitioner? Og hvorfor alle disse kulørte og absurde detaljer og anekdoter, som min kollega hævdede at have opsnappet fra lakajer i paladset, som dog af hensyn til deres sikkerhed måtte forblive anonyme og ikke lod sig identificere? Fandtes de overhovedet? Det er umuligt at fastslå.

I teksten fungerer deres vidnesbyrd og lignende ’fakta’ som løst påførte ornamenter – som udsmykning af den art, som den strenge arkitekt Adolf Loos med funktionalistisk ildhu engang brændemærkede som ’forbrydelse’.

Givet er det, at ingen kvalitetsavis og dens faktatjekkere i dag havde ladet hans tekster passere.

Fakta eller fiktion

Hvorfor insisterede Ryszard så på at skrive reportage og ikke roman? Det tog adskillige år, før det gik op for mig hvorfor. Da bogen om Haile Selassie udkom på engelsk, turnerede han med den i Amerika, og ved hver oplæsning eller diskussion blev han konfronteret med ét og samme spørgsmål:

Is it true or not?

Først forsøgte han at undvige et kategorisk og enkelt svar på spørgsmålet, fordi et sådant ikke fandtes. Forgæves. Det amerikanske publikum ville vide besked. Facts or fiction? Opfostret som det var i en angelsaksisk og strengt positivistisk tradition ville det ikke levne plads for relativisme eller subtil postmodernisme.

Yes or no?

Og det eneste acceptable svar på det spørgsmål kunne kun være: Ja, alt er bogstaveligt sandt. Skildret præcis, som det skete – ikke som det kunne eller burde have været. Thi i så fald ville det ikke være virkelighed, men et bluffnummer.

Men Haile Selassie havde beviseligt eksisteret, og just om ham handlede bogen, så Ryszard indså meget snart, at ingen i Amerika nogensinde ville interessere sig for hans bog, hvis det, som stod i den, ikke stemte, og var delvis opspind.

Altså havde han set sig nødsaget til at holde sig til løgnen og forsikre om, at alt var sandt til punkt og prikke.

The Emperor blev en stor bestseller og en publikumssucces i Amerika og snart også i Europa. Med rette. Også min beundring for Ryszards bog har gennem årene holdt sig usvækket, selv om den har meget lidt at gøre med den Haile Selassie, han prætenderede at ville skildre.

© Richard Swartz og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her