Læsetid: 16 min.

»Jeg skelner ikke mellem god og dårlig litteratur. Halfdan Rasmussen og Anders And er gode på hver sin måde«

Danmark har med Nina Christensen fået en ny professor i børnelitteratur. Hun er skeptisk over for kanontænkning, mener at det er vigtigt, at få de historier, der har stået i skyggen af en dominerende litteraturtradition, frem i lyset, og at Anders And er vigtig for børnelitteraturhistorien. Og så er hun på den traditionelle bogs vegne ikke bange for den digitale udvikling
»Litteraturen er altid flermedial, det er min foreløbige tese. Hvis man har for snæver en horisont, så er man for begrænset. Vi ser både dengang og nu, at det er vigtigt for et barn at lære at mestre de kommunikationsformer, der er til rådighed,« fortæller Nina Christensen.

»Litteraturen er altid flermedial, det er min foreløbige tese. Hvis man har for snæver en horisont, så er man for begrænset. Vi ser både dengang og nu, at det er vigtigt for et barn at lære at mestre de kommunikationsformer, der er til rådighed,« fortæller Nina Christensen.

Anders Rye Skjoldjensen

25. januar 2019

Hun er sådan en, der når hun står foran et monument, vil have lyst til at vælte det og sige, at her skal vist fortælles en anden historie.

Hvis hun bliver præsenteret for en litterær kanon, vil hun sige, at den vist skygger for andre historier, eller når hun læser en videnskabelig udlægning, så får hun lyst til at undre sig og gå kilderne efter, fordi der nok også gemmer sig andre mulige udlægninger. Hun trevler op, skiller ad. Hun taler ikke om store synteser eller klare historiske linjer, men hellere om prøveboringer, glidende forløb og skæve forbindelser.

Sådan kan man lidt kækt sammenfatte Nina Christensens verdensbillede. I hvert fald når det gælder det, der er hendes område, nemlig børnelitteraturen. Hun er nytiltrådt professor i børnelitteratur, den eneste af slagsen her i landet, ved Center for Børns Litteratur og Medier, Aarhus Universitet.

I fredags holdt hun sin tiltrædelsesforelæsning, hvor hun udpegede de overordnede pejlemærker for den kommende forskning og undervisning inden for feltet »spændt ud mellem fortid, nutid og fremtid«.

Bag om de etablerede sandheder

Nina Christensen har i bogen Videbegær anslået temaet for, hvordan hun går til litteraturen og ødelægger de myter, der bygges op omkring de store sammenhænge og linjer i historien.

I bogen viser hun, hvordan udgivelsen og modtagelsen af H.C. Andersens eventyr i 1835 efterfulgt to år senere af B.S. Ingemanns Morgensange for Børn har været med til helt frem til i dag at fastholde dansk børnelitteratur i et romantisk litteratursyn.

H.C. Andersen ses som en romantisk helt, der befrier børnelitteraturen fra fortidens moralske opdragere og tænker barnet som et selvstændigt følende og tænkende individ helt anderledes end den voksnes fornuft. Men noget er gået tabt i denne fortælling, og dette fokus på hjertets litteraturhistorie skygger for, at man allerede i 1700-tallets oplysningstid havde et langt bredere og rigere litteraturbegreb, som så blev snævret ind eller glemt i den efterfølgende romantik.

Ja, sådan arbejder hun, Nina Christensen. Hun læser bagud, bag om kilderne og de etablerede sandheder.

»Det provokerede mig, at man beskrev 1700-tallets litteratur som moraliserende, opdragende og kedsommelig. Jeg kan vise dig et værk, Ungdommens ven fra 1770: et lille værk også fuld af ironi og humor. Det, der blev fortolket som moraliserende og kedeligt, skyldes jo, at det bygger på en ret fast dydsetik. Det gjorde litteraturen generelt i den periode. Hvis vi måler den tids litteratur med et romantisk litteraturbegreb og siger, at det er kedeligt sammenlignet med H.C. Andersen, så begår man en stor fejl. Det er vigtigt at læse på samtidens præmisser og ikke med andre tiders smagsdom.«

Nina Christensen trækker også Pernille Engsig Eskildsen og Jakob Brodersens bog Liv – den fantastiske historie om evolution fra 2018 frem af bunken på bordet foran sig – en encyklopædisk bog om, hvor livet kommer fra og hvem de første mennesker var. Den står med andre ord i gæld til en oplysnings- og dannelsestradition, som vi ellers har forsøgt at slette fra vores kollektive hukommelse.

»Liv-bogen har i opbygningen klare paralleller til naturvidenskabelige bøger fra slutningen af 1700-tallet og frem, og dannelsesaspektet er stadig meget markant i børnelitteraturen. Hvis man ikke går bagom, så misser man rødder tilbage og overser vigtige genrer.«

Børnelitteraturen i et nyt lys

Nina Christensen er gået direkte til sagen. Foran sig i det lille lokale på Den Sorte Diamant i København har hun en ordentlig bunke børnebøger.

På Det Kongelige Bibliotek holder hun til sammen med Charlotte Appel og Karoline Baden Staffensen i en lille forskningsgruppe om børn og bøger i perioden 1750-1850. Hendes område gælder læsekulturen. I et andet kontor, som jeg får lov at se til sidst i samtalen, samler de alle de bøger, der udkom i Danmark i perioden. De fleste er stillet systematisk op i reoler, men enkelte er forsvarligt låst inde i et pengeskab.

Det er med det materiale, de får vendt grundigt op og ned på den udbredte forestilling om, at dansk børnelitteraturhistorie alene hviler på et romantisk litteraturbegreb.

Ved ikke kun at fokusere på den sædvanlige kanon af værker, ved ikke kun at fokusere på skønlitteratur og ved at rette blikket mod børns brug blotlægger de en helt anden børnelitteraturhistorie. De har til hendes egen overraskelse eksempelvis fundet ud af, at dansk børnelitteratur i perioden forud for romantikken i høj grad var transnational.

»Vi ved nu, at børn i Danmark i perioden 1750-1850 ikke kun læste på dansk, men også på tysk, fransk og engelsk. Vi forestiller os ofte, at vi begynder med det danske, og siden bliver vi så i stand til at læse på andre sprog, men sådan er det ikke.«

Blå bog: Nina Christensen

  • Født 1968.
  • Uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og spansk, ph.d. på afhandling om den danske billedbog 1950-1999.
  • Professor ved og leder af Center for Børns Litteratur og Medier ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet. Har som centerleder overordnet formelt ansvar for Forfatterskolen for Børnelitteratur. Underviser lejlighedsvis på skolen fx. i børnelitteratur og barndomssyn og billedbogens historie. Underviser desuden på Master i børns litteratur og medier og på valgfag for bl.a. studerende i litteraturhistorie og nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet. Tidligere freelancekonsulent på børnebøger ved forlaget Høst & Søn gennem 10 år.

Hun gjorde også en anden opdagelse, nemlig at litteraturen i den tidlige periode bevæger sig på tværs af forskellige medier.

I brevarkiverne har hun fundet over hundrede breve fra en ung Ida Thiele, datter af folkemindesamleren Just Mathias Thiele, og hende H.C. Andersens Den lille Idas blomster var skrevet til. Det interessante ved brevene er, at Ida også brugte andre medier, gik i teatret, lavede dukketeater og opførte dramaer med sine fætre. Hun oplevede også litteratur på tværs af aldersgrupper – et eksempel på en tidlig crossoverlitteratur.

»Det udvider ens forestilling om, hvad litteratur er i perioden, og det udvider forestillingen om, hvad dansk litteratur er. Det lærer mig, at vi altid skal være opmærksom på, hvad der sker af nye ting, sørge for at nogen forsker i for eksempel det digitale, og i hvad der sker, når man læser på iPad og hører lydbøger – så man også får et lys bagud.«

»Litteraturen er altid flermedial, det er min foreløbige tese. Hvis man har for snæver en horisont, så er man for begrænset. Vi ser både dengang og nu, at det er vigtigt for et barn at lære at mestre de kommunikationsformer, der er til rådighed. Ida er meget optaget af at skrive et godt brev, det er vigtigt for hende. På lignende vis er det vigtigt for børn i dag at mestre kombinationen af billede og skrift og personlig optræden, f.eks. på YouTube.«

Anders Rye Skjoldjensen
Hvis man sukker over al den merchandise, der omgiver nutidens ungdomsbøger, uendelig kommerciel udnyttelse af Harry Potter-fænomenet og spredning af dens succes på mange medier og platforme, så kan Nina Christensen berolige med, at sådan har det altid været.

»Vi kender for eksempel et Robinson Crusoe-brætspil fra omkring 1850, ligesom der fandtes Robinson-dukketeatre. Det er naturligvis ikke i så massiv grad som i dag, men mange ting har været der i svøb.«

–Så historisk bevidsthed gør én immun mod for meget fremtidsfrygt?

»Ja, jeg er nok farvet af at opleve litteraturen i mange former. Jeg synes, at det der er sket i de sidste ti-femten år er en opmærksomhed på aspekter af litteraturen, som jeg ikke tidligere tænkte så meget over, for eksempel lydbogen. For et par år siden var jeg ikke i stand til at koncentrere mig om at lytte til en lydbog i mere end ti minutter ad gangen.«

–Hvad opdagede du?

»Jeg opdagede den ro og koncentration, det forudsatte. Vi har faktisk indført fælles lydbogslæsning hjemme hos mig, og vi er nu endelig kommet til sjette bind af Marcel Prousts På sporet af den tabte tid. Jeg var ellers ikke kommet til det værk, men som lydbog er det en fantastisk oplevelse. Det har taget lang tid, men det har skabt en anden kropslig erfaring af værket og et fællesskab omkring læsningen. Jeg er optaget af den sociale side af læsningen. I 1800-tallet var læsning en social begivenhed, og jeg er derfor optaget af, hvordan den højtlæsningskultur udvikler sig og præger litteraturen.«

Men tilbage til, hvor børnelitteraturhistorien begynder.

»Nogle vil sige, at den begynder med Platons dialoger, som på en måde også er børnelitteratur. Det er samtaler om livets indretning, der også senere er blevet læst af store børn. Hvis man har et romantisk litteraturbegreb, så begynder den fra begyndelsen af 1800-tallet – hvis man derimod har et brugsperspektiv, så er det et andet sted. Der er jo også sædelærer, en 1500-tals genre, der er religiøs litteratur, børnebibler, katekismer.«

–Hvis du skulle skrive en verdens børnelitteratur for børn, skulle den så starte med Platon?

»Nogle børnelitteraturforskere nævner sumererne, men det svære vil helt ærligt bestå i at finde et litteraturbegreb, som man kan bruge tværs af nationer og perioder. Det er meget komplekst at få tværnationale felter i spil. Ord som ’race’ og ’multikulturel’ er i dag vigtige i nogle lande, mens andre tilgange fylder meget i Danmark. Man taler altid fra et sted, det må man anerkende, og der er ikke bare ét sted. Det er derfor, jeg er fortaler for prøveboringer. Jeg er præget af det postmoderne og tror i mindre grad på de store linjer.«

En kolossal opgave

Nina Christensen står over for en kolossal opgave, for der findes ikke nogen lang tradition i Danmark for forskning i børnelitteratur. Første gang der blev forsket i den var i 1970’erne med navne som Pil Dahlerup, Søren Vinterberg, Karin Esmann Knudsen og Torben Weinreich, hvor den var tæt knyttet til ideologikritikken. Siden røg den ud ligesom kvinde- og arbejderlitteraturen. Til forskel fra Norge og Sverige bevarede vi ikke her i landet lærestole for børnelitteratur.

I 1980’erne var det hårde tider, så heller ikke der blev det prioriteret på universiteterne, og først i 1998 blev Center for Børnelitteratur, det nuværende Center for Børns Litteratur og Medier, oprettet.

»For mig var det først et legitimationsprojekt. Jeg troede f.eks. engang, at jeg skulle skrive ph.d. om, at billedbøger er kunst. Jeg ville lægge vægt på den æstetiske dimension. Jeg samlede alle børnebøger fra 1950 frem til 1998. Men kun højst 10 procent af dem havde en kunstnerisk intention, resten var alt muligt andet.«

–Det er vel som al anden litteratur?

»Ja, det er rigtigt.«

– Findes der overhovedet en børnelitteraturhistorie?

»Torben Weinreich skrev Historien om børnelitteratur i 2006.«

– Jo, men litteraturhistorie er jo en kamp mellem forskellige måder at udlægge historien på, så én historie gør det jo ikke. Hvor kommer du til at stille dig her?

»Jeg vil først og fremmest gerne brede feltet ud, så vi kommer til at samarbejde med Litteraturhistorie og koble os på andre fag som Medievidenskab, Historie, Teologi, Nordisk. Vi skal tænke i tværfaglige samarbejdspartnere.«

– Tænker du børnelitteratur som selvstændigt felt eller som del af den store litteraturhistorie?

»Det er noget andet og dog det samme. Det afhænger af, om du kigger på ligheder eller forskelle. Børnelitteraturhistorien adskiller sig fra den anden ved at skulle inddrage andre historier, institutionernes historie, skolernes historie og pædagogikkens, som alt sammen har stor betydning for udviklingen af selve børnelitteraturhistorien.«

­– Det gælder vel også voksenlitteratur, at den også kan hænge sammen med institutioner?

»Jo, men børnelitteratur er også defineret ved sin målgruppe, og det er litteratur generelt ikke. Det, der interesserer mig mest, er ikke klare kategorier, men at opstille klare kriterier for med det samme at finde ud af, hvor mudrede de er. Det gælder særligt inden for børnelitteraturen. Tag for eksempel Anders Matthesens bog Ternet Ninja. Forfatteren har selv udtalt, at det ikke er en børnebog, fordi personerne i bogen taler som de gør. Jeg vil påstå, at den kan læses som en børnebog, men også af en voksen. Den forhandling om, hvorvidt bogen er for børn eller voksne, knytter sig til en masse forestillinger om, hvad den voksne og barnet er.«

Anders Rye Skjoldjensen
Nina Christensens forgænger som professor, Torben Weinreich, er især kendt for sit arbejde med kanon og for hele tankegangen, der knytter sig til et særligt paradigmeskift i børnelitteraturen fra 1967, hvor fem værker af henholdsvis Ole Lund Kirkegaard, Cecil Bødker, Flemming Quist Møller, Benny Andersen og Halfdan Rasmussen alle udkom inden for få måneder og gjorde året til et skelsættende år i dansk børnelitteratur, der stadig giver genlyd i moderne dansk børnelitteratur. Her blev det litteratursyn også knæsat, at barnet ikke er en halvfærdig voksen, men et selvstændigt og kompetent individ, et menneske i sig selv.

Se, det er en stærk fortælling, der skaber sammenhæng ikke alene mellem slutningen af 1960’erne og i dag, men også trækker en linje tilbage til H.C. Andersen og det romantiske litteratursyn. Men ifølge Nina Christensen er den fortælling også reducerende.

»Jeg er mere interesseret i at følge bevægelser og udviklinger, afdække glidende forløb, skæve forbindelser og kontinuitet på tværs af århundreder end at sige, at her skete noget voldsomt. Sådan tænker jeg ikke litteraturhistorien. Jeg deltog ikke i diskussionen om, hvorvidt lige de fem bøger var særligt revolutionære. En historiker har lært mig, at ordet revolution skal man ikke omgås for let. Jeg har læst 60’ernes børnelitteratur, og jeg kan se, at der var en bevægelse i starten af 60’erne frem mod noget af det, der skete i slutningen af perioden. Det er også rigtigt, at der ikke rigtigt er nogen værker fra 70’erne og 80’erne, som vi anser for at være vigtige i dag, men jeg kunne på den anden side også sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget liv alle de fem værker har i dag? Jo, Ole Lund Kirkegaard er der ingen tvivl om, og Halfdan Rasmussen, og til dels Cykelmyggen Egon, men ellers ikke.«

–Så du er lidt skeptisk?

»For mig er diskussionen om de mest banebrydende værker ikke den mest interessante.«

–Fordi den skygger for noget andet?

»Det er udmærket at nogen sætter fokus på det, jeg vil bare ikke være med til at tale den op. Jeg har andre fortællinger at passe.«

Den nye professor har mange fortællinger, hun skal passe. Danmark har ikke haft et professorat i børnelitteratur i de sidste tolv år, hvor Torben Weinreich gik på pension, og meget er sket i den periode. Så hvad skal være Nina Christensens nye bidrag?

»Torben var af gode grunde meget optaget af kanon som led i at få sat kvalitet i fokus. Det er som sagt nyt at have opmærksomhed på det tværmediale og transnationale. Det er også nyt at interessere sig for børn som producenter: fanfiction og den udfordring af teksternes kvalitet, forfatterskoler for børn og hele YouTube-delen. Torben og jeg deler interesse for institutionernes betydning: Bibliotekerne og hvad de køber ind, skolerne, fordi meget børnelitteratur kommer ud og bliver brugt i danskundervisningen. Men der mangler at blive forsket i børnelitteratur i daginstitutionerne. Er der et sted, hvor børnelitteratur ikke er, så er det i daginstitutionerne, og det er underligt, når man ved, hvor vigtigt det er.«

Et internationalt forskningsmiljø

Nina Christensen peger endvidere på vigtigheden af at være forankret i et internationalt forskningsmiljø, for mange diskussioner giver ikke mening nationalt. Eksempelvis diskussionen om race, hvor hun selv har følt, at hun med sit syn på sagen kommer til kort og har følt nødvendigheden af selv at komme på efteruddannelse. Lære at forstå, hvorfor andre taler om de her ting på en anden måde og hvordan omtale af karikaturer pr. definition kan være nedsættende.

»Jeg har været involveret i tonsvis af diskussioner om, hvad der er krænkende og ikke i børnelitteraturen, Mustafas kiosk, Pippi Langstrømpe osv. Vi har i Danmark den tendens til at tænke, at det er inkluderende at kunne grine ad hinanden. Hvis man ikke kan grine ad sig selv, klarer man sig ikke. Den tanke tror jeg er meget stærk i Danmark i sammenligning med USA.«

– Hvorfor er det sådan?

»Det har at gøre med, at vi har været en så homogen kultur, og hvis noget nyt skulle integreres, så skulle det være på en måde som vi forstod. Men jeg vil nødig sige noget om folkekarakterer.«

– Hvad tænker du om de bøger, hvor nogle synes at de er krænkende og vil have dem fjernet eller skrevet om?

»Jeg ville ønske, at der var en der ville vil skrive ph.d. om det. Vi savner en grundig redegørelse for, hvad vi stiller op med det.«

–Hvordan bliver det opfattet i udlandet?

»Den første konference jeg var på, havde jeg, en helt lysegrøn forskerspire, Egon Mathiesens Fredrik med bilen med som eksempel på, hvordan man i efterkrigstiden formidlede tolerance. En amerikansk kvindelig forsker kunne på ingen måde forstå, hvordan den kunne fortolkes som tolerance. Men jeg vidste, at bogen blev opfattet som tolerant i samtiden, hvilket styrkede mig i, at man skal se en tekst i dens historiske kontekst. Siden er jeg blevet mere oplyst om, hvad de stereotyper dækker over, og så er vi tilbage ved det med børnelitteratur spændt ud mellem fortid, nutid og fremtid. Egon Mathiesen og bl.a. Fredrik med bilen blev i 1954 præmieret som det bedste, og det kan jeg godt argumentere for, men samtidig er vi nødt til at tage højde for, hvordan et nutidigt barn reagerer på stereotyper. At arbejde med børnelitteratur er hele tiden at se historien flytte sig. Vi kan ikke kontrollere, at tiden forandrer sig, at befolkningen ændrer sig, og at vi derfor må nyfortolke os selv. Børnelitteraturen er hurtig til at gribe disse ting, der er for eksempel kommet en række bøger om flygtninge og klima for børn.«

–Er det særligt for Danmark?

»Der er i Norden tilbage fra romantikken en forestilling om barnet som et kompetent væsen, som et ophøjet guddommeligt væsen i sig selv, der skal have lov til at være i den tilstand så længe som muligt, inden det bliver kultiveret af de voksne. Der går en tråd fra den periodes barnehævdelse til reformpædagogikken og 1930’ernes og 40’ernes forståelse af barnet som et selvstændigt individ med ret til indflydelse på sin egen situation, som et lille medmenneske, der ikke skal underlægges den sorte skole, men have lov at være et kreativt, tænkende væsen. Og så har vi dem, der kunne være børn af reformpædagogikken, Thomas Windings generation, som viderefører den tråd i 70’erne. Den tradition løber parallelt i hele Norden. Det betyder, at man ikke er bange for bøger som Morten Dürr og Lars Hornemanns graphic novel Zenobia om et flygtningebarns skæbne og ikke bange for at vise, at pigen drukner. Sådan en bog ville man ikke tidligere havde kunnet sælge til andre lande, men tingene ændrer sig, og bogen er nu købt af en lang række lande. Men generelt bliver dansk børnelitteratur internationalt stadig beskrevet som grænseløs.«

–Hvorfor er vi grænseløse?

»Fordi der er den tillid til, at barnet er robust, og fordi relationen mellem barn og voksen foregår gennem samtale, hvor bøger kan være et hjælpemiddel til at tage nogle af de samtaler.«

–Man vil opdrage børnene til verden?

»Man vil danne dem til selvstændige individer, og den tradition går tilbage til slutningen af 1700-tallet, hvor børnelitteraturen i højere grad lægger op til, at man skal møde de her karakterer og så reflektere over, hvordan de handler og finde ud af, hvad du selv vil gøre.«

Men hvad har den nye professor i børnelitteratur så selv fået læst op og selv læst som lille.

»Halfdan Rasmussens børnerim, Thorbjørn Egners Folk og røvere i Kardemommeby, A.A. Milnes Peter Plys og min onkels samling af Anders And.«

–Hvem læste for dig?

»Min farmor, som er vokset op i Grønland. Hun fortalte også mundtlige historier om deres liv som børn i starten af 1900-tallet. Min far og mor læste også, og jeg læste selv, Laura Ingalls Wilders Det lille hus på prærien igen og igen, læste i det hele taget nybyggerhistorier og Herta Enevoldsens historiske romaner, som er helt ulæselige for voksne mennesker. Jeg gik på en kristen friskole, hvor vi sang Ingemann og opførte nordiske myter, senere flyttede jeg til nybygget skole i Ballerup, hvor vi læste Latipak, som er kapital stavet bagfra. Det var et paradigmeskift, hvor Anders And pludselig blev udtryk for den kapitalistiske orden, hvilket jeg havde svært ved at forstå. Jeg læste også den litteratur fra 70’erne, hvor man lærte, at piger godt kunne blive buschauffører, men kan godt huske dem der forsøgte at få mig væk fra Heltekongens datter. Min højtelskede skolebibliotekar så mig med bogen og sagde, at han ikke troede det var noget for mig, men jeg kan tydeligt huske, at det syntes jeg det var. Så jeg bygger videre på den agenda, at børn skal have ret til selv at bestemme, hvad der er godt for dem.«

–Hvad står tilbage som det vigtigste?

»Halfdan Rasmussen, fordi det var mødet med poesien, Laura Ingalls Wilder på grund af det lange episke forløb og dannelseshistorien, og så Anders And. Jeg arbejder meget med billeder, og de betyder meget der, ligesom jeg er immun over for skel mellem god og dårlig litteratur. Halfdan og Anders And er gode på hver deres måde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anker Nielsen
  • Gert Romme
David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Anker Nielsen og Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu var Halfdan jo meget andet end sjove sætninger og pudsige ordstillinger. Den yngre Halfdan kunne faktisk være lige så barsk i sin skildring af datidens virkelighed som Morten Nielsen.

De kaldte, De råbte i Skoven:
Vor Fører! Vor Fører!! Vor fører!
Men Ekkoet svarede tilbage:
FORFØRER!
FORFØRER!
Forfører!

Og måske var han slet ikke så lys og munter:

Jeg skriver sjove digte.
Jeg skriver også triste.
De første læser andre folk.
Selv læser jeg de sidste.

Jørn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Hver "sin" måde.

Jeeez. Man kan da ikke have en professor i børnelitteratur, der ikke engang har styr på fundamental retskrivning. Hvordan skulle vore børn nogensinde kunne lære at skelne mellem Anders And og Ponttoppid And, hvis ikke engang lederen af børnelitteratur forstår at formulere sig korrekt?

anne lindegaard

Kære Nina Christensen - jeg ønsker mig en henvisning til det sted hvor du uddyber, at "Halfdan og Anders And er gode på hver deres måde".
For først dér blir det betydningsfuldt.

Bjarne Christensen

Det var en god samtale og en fin artikel. Rigtig glædeligt, at Nina Christensens store arbejde krones med et professorat. En skam, at der ikke sættes økonomi af til, at langt flere af folkeskolens fag får en forskningsmæssig forankring og kompetente ildsjæle.