Læsetid: 7 min.

»’Hvad er der sket med dig, Astrid? Livet er sivet ud af dig.’ Jeg blev simpelthen så nysgerrig«

I løbet af fire korte år udviklede Astrid Lindgren sig fra barn til voksen og fik samtidig lagt fundamentet til sin karriere som forfatter. Så dramatiske var de fire år, at filminstruktør Pernille Fischer Christensen besluttede sig for at lave en film om dem, og hun overtalte Kim Fupz Aakeson til at skrive med på manuskriptet. Information har talt med dem begge om arbejdet med ’Unge Astrid’ og Astrid Lindgrens enorme betydning for os alle
Stilbillede fra filmen.

Stilbillede fra filmen.

Nordisk Film Produktion

31. januar 2019

For godt ti år siden fik Pernille Fischer Christensen fingrene i en bog om Astrid Lindgren, Astrid Lindgrens liv i billeder. Den var lidt af en åbenbaring for den danske instruktør. Nu er hun aktuel med en film, Unge Astrid, om fire formative år i den unge Astrid Lindgrens liv i 1920’ernes Vimmerby i Småland, inden hun blev til den verdensberømte forfatter, vi alle kender i dag.

»For mig ligger hendes storhed ikke i, hvor mange bøger hun har solgt,« siger instruktøren, da jeg møder hende og hendes medmanuskriptforfatter (og mand), Kim Fupz Aakeson, til en snak om filmen og Astrid Lindgren.

»Den ligger i, at hun har gjort så dybt et indtryk på os som børn. Hun har skabt noget evigt, som virkelig har haft betydning. For mig har det været karakterdannende. Hun har opdraget os.«

I Pernille Fischer Christensens barndom var Astrid Lindgrens bøger et moralsk kompas, som blandt andet lærte hende at skelne mellem rigtigt og forkert.

»Jeg kan love dig for, at vi børn, der var sammen – kusiner, fætre, søskende – skændtes og havde sindssygt mange konflikter, og vi ville alle sammen gerne være som Lisa i Bulderby og være søde og rare over for hinanden. Vi ville også gerne være Tvebak og elske vores bror så højt og følge efter ham ind i døden.«

Et Astrid Lindgren-liv

Pernille Fischer Christensens mor er pædagog og stor Astrid Lindgren-fan, og instruktøren tilbragte en del af sin barndom på landet i Sydsverige, fordi hendes far arbejdede på hospitaler i området.

»Vi levede et Astrid Lindgren-liv med at ride uden saddel, og vi havde ingen elektricitet og ikke noget varmt vand,« siger hun.

»Det lyder ur-romantisk. Men der var en masse nærvær og samvær. Vi var sammen og læste bøger, ikke mindst svensk børnelitteratur: Maria Gripe, John Bauer og især Astrids bøger, fordi de foregik i det samme landskab. Alt det sidder derinde og er et sted at søge hen. Astrid Lindgren var min mors store idol. Også som en kvindetype, der virkelig var et modstykke til Marilyn Monroe. Et helt andet bud på, hvad det vil sige at være kvinde.«

Men indtil Pernille Fischer Christensen læste en anmeldelse af Johan Erséus’ billedbiografi Astrid Lindgrens liv i billeder og købte den til sin mor – den endte snart hjemme hos instruktøren selv – havde den svenske forfatter mest været et ikon og symbol for hende. Et udklip, som hun udtrykker det, ikke et menneske. Og straks hun begyndte at læse i bogen, meldte spørgsmålene sig.

Jagten på sandheden

»Hvad er det her for en kvinde? Billederne fulgte hende fra barn, hvor man kunne se et livligt, yndigt, lidt ADHD-agtigt Pippi-barn. Der er nogle fantastiske billeder af hende i en skoleklasse, hvor hun ikke kan sidde stille, og fletningerne stritter, og der er bare så meget liv i hende. Så kan man se på konfirmationsbilledet, at hov, nu blev livet lidt mere melankolsk. Det er svært. Håbløse sløjfer i håret. Der er ingenting, der passer sammen. Hun ved ikke længere, hvem hun er. Bang, så er der billeder af hende fra hendes ungdom, hvor man tænker: ’Hvad er der sket med dig? Livet er sivet ud af dig.’ Jeg blev simpelthen så nysgerrig. ’Hvad er det med dig, Astrid?’«

På et af billederne stod den purunge Astrid sammen med en lille dreng, Lasse, og Pernille Fischer Christensen begyndte at grave i, hvem han mon var. Det viste sig at være Astrids søn, som hun som 19-årig fik uden for ægteskab med en meget ældre avisredaktør, Blomkvist, og som hun tog til Danmark for at føde og siden måtte efterlade, fordi hun ikke kunne forsørge ham alene.

»På museet i Vimmerby står stadig Astrid Lindgrens korte tekst – jeg tror dog, at de kommer til at ændre den: ’Drengen ville jeg gerne have, men faren ville jeg ikke have.’ Punktum. Forklaringen på, hvorfor hun skulle til Danmark med drengen, får man ikke. Om hendes forhold til redaktøren tænkte jeg: ’Hold kæft, et gammelt svin. Hun er sikkert blevet voldtaget.’«

Sandheden viste sig at være noget anderledes.

»Hun faktisk var forlovet med redaktøren i to år og skulle giftes med ham,« siger Pernille Fischer Christensen, der undervejs i sin research blandt andet talte med forfatteren Jens Andersen, som samtidig skrev på sin siden hen så roste biografi om Astrid Lindgren. 

Mørket findes jo

Efterhånden blev Pernille Fischer Christensen overbevist om, at der var en god historie at fortælle om fire afgørende år i Astrid Lindgrens liv, fra hun var 16, til hun blev 20, og hun fik overtalt Kim Fupz Aakeson til, at de skulle skrive filmen.

»Jeg skriver ikke biopics,« siger han.

Astrid Lindgren betyder dog også meget for ham, både personligt og som succesfuld forfatter af bøger for børn, og han kunne ikke andet end sige ja.

»Vi skriver på hende, kan man sige. Hun var den, der bragte alvor og sorg, de store, tunge emner, ind i børnelitteraturen, hvilket betød, at dem kunne man godt skrive om for børn. Vi andre har haft glæde af at kunne fortsætte den rejse.«

Pernille Fischer Christensen overtager, henvendt til sin mand:

»Astrid Lindgren mødte den samme modstand som forfatter, som du gør nogle gange: Hvad kan man udsætte børn for? Man syntes, at hun var for brutal. Det var for alvorligt og voldsomt.«

Hendes svar på kritikken var, siger Pernille Fischer Christensen, »at børn har brug for kunst, der chokerer dem. Alle mennesker har brug for at få rystet deres sjæl en gang imellem for at kunne ånde frit og se angsten i øjnene. Mørket findes jo, det farlige findes jo«.

Kimen til forfatterskabet

Det var vigtigt for de to danske filmskabere, at Unge Astrid ikke blev en alt for traditionel biografisk film, fordi, som Pernille Fischer Christensen udtrykker det:

»Jeg har det svært med glansbilledet og referatet af et liv. En film er jo også en film og en historie, og den skal også fungere som et stykke dramatik. Når man laver dramatik, så laver man orden. Der er en motor, der skal køre. Et liv er ikke orden. Mit liv er i hvert fald ikke orden. Og så er der selvfølgelig ting i løbet af de fire år, som ikke kan komme med.«

Først prøvede de at dele filmen ind i tre, fortæller Kim Fupz Aakeson: Barndom, ungdom og alderdom. Men de endte hele tiden med at vende tilbage til de fire år i Astrid Lindgrens liv, hvor hele hendes liv forandredes, og kimen til forfatterskabet blev lagt.

»Hun har selv sagt om de år, at ’forfatter var jeg nok blevet alligevel, men ikke en verdensberømt forfatter’. Hun ved godt, at det var der, hun mødte mørket og savnet,« siger han.

Danskere fortæller på svensk

Umiddelbart kan det undre, at det er to danskere, der ender med at lave den første biografiske film om Sveriges største forfatter, Astrid Lindgren. Men måske er det i virkeligheden helt, som det skal være. Det mener i hvert fald Kim Fupz Aakeson.

»Jeg tror på en måde, at det var nødt til at være os, da vi så kom til Sverige med ideen, sagde de: ’Ja, det skal vi da’. De havde ikke rigtig selv turdet røre ved hende. Det er ligesom Per Fly, der fortæller historien om Monica Zetterlund, og Janus Metz, der laver film om Björn Borg,« siger han.

Pernille Fischer Christensen fortæller, at mange har spurgt til, om hun og Kim Fupz Aakeson havde en ærefrygt i forhold til Astrid Lindgren. Og selvfølgelig har de haft det, men, siger hun, »vi prøver jo at nærme os mennesket. Hvad for et menneske har hun mon været? Hvad er det for menneskelige problematikker, hun har måttet stå igennem?«

Pernille Fischer Christensen synes ikke, at det har været svært at forestille sig, hvad Astrid Lindgren gik igennem i løbet af de fire år, som Unge Astrid skildrer, selv om hun ikke selv har oplevet noget lignende.

»Man har nogle punkter i hendes liv at holde sig til,« siger hun.

»Hun blev gravid. Hun måtte rejse alene til Danmark. Hun måtte forlade sin hjemby. Hun havde ikke sin mor med sig, da hun skulle føde. Hun måtte efterlade sit barn i Danmark. Med al min empati, kan jeg godt mærke det, når jeg prøver at forestille mig, hvordan det har været. Jeg tror, at jeg ville have sværere ved at forestille mig, hvordan det er at være astronaut. Jeg har prøvet at føde et barn. Jeg ved godt, hvor dyb den kærlighed er, og at det største traume er at miste et barn.«

’Unge Astrid’. Instruktion: Pernille Fischer Christensen. Manuskript: Pernille Fischer Christensen og Kim Fupz Aakeson. Svensk/dansk. Biografer over hele landet.

Astrid Lindgren måtte svigte et barn, da hun nærmest selv stadig var et. Måske var det derfor, hun altid blev anfægtet på børns vegne. Og derfor hun altid opfandt en Søndeneng, et Nangijala, en Mattisskov, hvor de kunne sejle med deres barkbåde, kæmpe mod drager, synge som en nattergal, mødes med de underjordiske og bestemme over deres egen skæbne
Læs også
»Jeg kendte historien om Astrid og Lasse. Jeg forstod dens betydning. Men sjældent har jeg troet så meget på Astrid Lindgrens insisteren på at stå på børnenes side, som jeg gør det efter at have set denne film. Det er et mesterværk, der er mesteren værdig,« skriver Anita Brask Rasmussen.
Læs også
Astrid Lindgrens karakterer er ikke bare karakterer, men menneskelige arketyper. Hvilken af den store svenske forfatters karakterer minder du mest om?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
Malan Helge anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu