Baggrund
Læsetid: 7 min.

Fra spredte kilder til velkomponeret kunstnerisk helhed

Der er ikke noget at sige til, at nordmændene i mere end fire århundreder har benyttet beretningerne i ’Heimskringla’ til at spejle og styrke deres folkelige selvfølelse
Kultur
25. januar 2019

»En perle, der forgættes (dvs. glemmes eller bliver væk), så nøje ledes op (dvs. bliver fundet igen),« skriver Hans Adolph Brorson i sin salme »Mit hjerte altid vanker«.

Men hvad angår perlen over dem alle i middelalderlig islandsk historieskrivning, Snorre Sturlassøns Heimskringla om de norske konger, er den desværre gået tabt én gang for alle. Til gengæld er den bevaret via talrige afskrifter og afskrifters afskrifter, og det står enhver frit for at fordybe sig i denne gyldne klassiker, nemmest via Johannes V. Jensens og Hans Kyrres livfulde fordanskning (1948), udgivet i tre statelige bind.

Snorre (1179-1241) menes at have skrevet særlig intensivt på værket i årene omkring 1230. I hvert fald ved man, at han det år undlod at ride til tings, skønt han som lovsigemand forventedes at fremsige en tredjedel af loven, som dengang kun fandtes mundtligt overleveret.

En samtidssaga beretter, at hans nære slægtning Sturla Sighvatsson vinteren efter opholdt sig langvarigt hos Snorre på Reykholt og »lagde megen energi i at få skrevet sagabøger efter de bøger, som Snorre satte sammen«.

Man må forestille sig, ikke kun et skrivebord, men et klosteragtigt ’scriptorium’, hvor forfatteren har haft skrivere til hjælp, og hvor der rundt om på borde og hylder har foreligget en lang række ældre kilder i form af sagaer om konger og jarler, men også islændingesagaer og ’totter’ samt stamtavler og oversigtsværker.

Men hvad der har gjort Heimskringla klassisk, er det mesterskab, hvormed forfatteren strukturerer stoffet, så der ud af det formentlig højst heterogene materiale kommer en helstøbt, personligt præget fortælling. Snorre blev i kraft af disse egenskaber et lysende forbillede for megen senere nordisk historieskrivning og fortidsformidling.

Hans forlæg er fornemt episk integrerede, beretningen holder som regel et imponerende højt informations- og spændingsniveau, og forfatteren sørger med omhu for at karakterisere sine personer psykologisk og dermed, om end sagatypisk diskret, forklare, hvorfor de handler nøjagtig som de gør.

Folkelig selvfølelse

Et kendt eksempel er beretningen i Olav Trygvessøns saga om hans ærkerival i kampen om magten i Norge, Håkon Jarl fra Trøndelagen, egnen omkring datidens Nidaros, nutidens Trondheim. Han var såmænd længe vellidt blandt de lokale bønder, »men da han blev til Aars, hændte det tidt, at han viste sig usædelig i sit Forhold til Kvinder, og det gik saa vidt, at han lod Døtre af Stormands æt hente hjem til sig og havde dem hos sig en Uge eller to, hvorpaa han sendte dem hjem igen. Herved skabte han sig mange Fjender blandt de krænkede Kvinders Slægtninge, og Bønderne begyndte at knurre ilde, som det altid har været Trøndernes Skik, naar de mente at møde Uret«. Forfatteren har i forvejen indirekte antydet, at jarlen er både herskesyg og paranoid, men nogen egentlig dom fældes ikke; det overlades til læseren, eller dengang mest tilhørerne.

Da bønderne gør oprør, og Olav Trygvessøn står fjorden ind med fem langskibe, har jarlen søgt tilflugt hos en af sine elskerinder, den hovedrige Tora på gården Rimul. Hun har skjult Håkon og hans træl Kark i en hule, dækket den med bjælker, fejet muld og møg over og drevet svinene derind.

Det ender, som vi ved, med, at slaven drømmer, at Olav lægger en blodrød ring om hans hals. Ud på morgenen falder jarlen i en urolig søvn, »og der gik saa store Trækninger igennem ham, at han stemte Hælene og Nakken ind under sig, som om han vilde rejse sig, og skreg højt og vildt. Herover blev Kark saa skrækslagen, at han trak en stor Kniv af sit Bælte, jog den i halsen paa Haakon og skar Struben over«.

Dér lå han, som H.C. Andersen ville have sagt. En dramatisk hændelse af vidtrækkende historisk betydning for mere end tusind år siden skildres, så vi føler, at vi selv er til stede lige op og ned ad den kvindekære, for ikke at sige erotomane lokalhøvding.

Samme sans for det sanseligt konkrete udviser Snorre, da han, efter at Olav er blevet konge, forklarer navnet på hans skib: »I Forstavnen sad der et Dragehoved, og agter snoede Halen sig som en Krog op i Luften; Hoved og Stjert, saa vel som hele Stavnen, var belagt med Guld. Dette Skib gav Kongen Navnet Ormen; thi naar Sejlet var oppe, saa det ud som Vingerne paa en Drage.« Jo, vi kan unægtelig se Ormen hin Lange for os.

Heimskringla indledes med en del af de svenske kongers historie i form af Ynglingasaga, og herefter skifter scenen til Norge med historier om stormænd og konger. Midterdelen udgøres af hovedelementet, sagaen om Olav den Hellige frem til hans død 29. juli 1030, og derpå følger de kortere skildringer af i alt ni konger af Norge. Skulle man udpege højdepunkter, måtte det blive de spektakulære slag i Hjørungavåg og ved Svold – dér hvor Ejnar Tambarskælvers bue springer i to stykker: »Hvad var det, der brast saa højt?« spurgte Kong Olav. »Norge af din Haand, Konge,« svarede Ejnar.

Ikke mindre plastisk og derfor uforglemmelig er scenen i slutningen af Olav den Helliges saga, hvor heltens jordiske levninger besøges halvandet år efter slaget ved Stiklestad.

»Biskop Grimkel traadte hen til Kisten, da de aabnede den, og ud strømmede der den herligste Vellugt. Og da han derpaa afdækkede Kongens Ansigt, var hans Aasyn helt uforandret, med den vanlige Rødme paa Kinderne, som var han nylig sovet ind. De, der havde set Kong Olaf, da han faldt, kunde se stor Forskel fra dengang og nu paa hans Haar og Negle; de var vokset, næsten som om han hele Tiden havde været i Live her paa Jorden, lige siden han faldt.«

Der er ikke noget at sige til, at nordmændene i nu mere end fire århundreder, nemlig lige siden kongesagaerne blev restaureret af filologerne samt trykt og oversat, har benyttet Snorres beretninger til at spejle og styrke deres folkelige selvfølelse og ikke ubetydelige nationale selvhævdelsestrang.

De mange kongesagaskrivere på Island

Snorre var ikke den første kongesagaskriver på Island. Forud for ham gik Sæmundur den Lærde, hvis tekst om de norske konger ganske vist for længst er gået tabt, men hurtigt blev oversat til oldislandsk. Han skrev på datidens engelsk, latin, ligesom de benediktinske munke i Nordisland, som reelt var dem, der indledte sagaskrivningen overhovedet. Lige efter dem fulgte Oddr Snorrason, hvis saga om Olav Trygvessøn indgår redigeret i Heimskringla.

Det vistnok ældste kendte håndskrift af Heimskringla, kaldet »Kringla« – efter beretningens allerførste ord, når bortset fra fortalen: »Kringla heims«, dvs. verdens eller jordens kreds – gik til ved Københavns brand i 1728, men var forinden blevet afskrevet flere gange, først af islændingen Jón Eggertsson (i 1682).

Pudsigt nok er et enkelt blad bevaret i Sverige; det var nemlig udlånt, da dele af Árni Magnússons samling gik tabt! Et andet vigtigt, endnu eksisterende håndskrift, kaldet Hulda, dvs. den skjulte eller fordækte som følge af de mange gange det i 1660’erne skiftede opholdssted i dybeste hemmelighed, menes at stamme fra midten af 1300-tallet. Af stor betydning er også Hrokkinskinna, dvs. den krøllede skindbog, som er skrevet på tykt og stift pergament, der som følge af en fugtskade er skrumpet noget sammen. Hovedparten af den dateres til begyndelsen af 1400-tallet.

Desuden kan nævnes bogen Eirspennill, opkaldt efter kobberspændet, den lukkes med håndskriftet AM 39 fol., der ligesom Kringla har indeholdt alle tre dele af historieværket; Codex Frisianus med de smukke kolorerede initialer (begyndelsesbogstaver) samt en stribe andre små eller større manuskripter, hvoraf nogle ligger i en brandsikret (og klimaneutral) boks på KU’s Søndre Campus, hvorimod man ved visse andre må støtte sig til kopier og fragmenter, fordi originalerne ulykkeligvis nu kun eksisterer som tårevædede minder i forskernes hjerter.

Der findes i Heimskringla mange passager, som burde have mulighed for at stå danske hjerter nær. Snorre omtaler af gode grunde lokaliteter som Odense, Viborg og Hals, og han gør i Harald Hårdrådes saga særligt rede for Limfjordens topografi. Det fremgår her, at den vestlige munding på begivenhedernes tid har været åben for sejlads, om end der kun kunne passere et enkelt skib ad gangen. Derfor bliver Svend Estridssøn en smule forsinket, da han jagter Kong Harald. Denne lader nu sin flåde sejle længere ind i fjorden, til det sted, som i teksten kaldes Lusbredning.

Her findes der, skriver Snorre, »helt ind mod Vest et smalt Ejde eller en Tange, der skiller Fjorden fra Havet. Dertil roede Harald og hans Folk om Aftenen, og om Natten, da det var blevet mørkt, lettede de Skibene, hvorefter de trak dem over Tangen. Før Dag laa Skibene, lastede paa ny, i Havstokken. Derefter styrede de nordpaa langs den jydske Kyst, mens de kvad:

Af Danernes Hænder
Harald undslap«.

Hertil er afslutningsvis to ting at sige.

Det ene er, at man ikke skal undre sig spor over at støde på vers i en kongesaga. Der er masser af dem, og de bedste tilskrives navngivne skjalde som den berømte Sigvat, bl.a. citeret i Martin A. Hansens Løgneren (1950), eller Halfred Vanrådeskjald, som har en islændingesaga for sig selv, for slet ikke at tale om den elskovssyge slagsbror Tormod Kolbruneskjald, den ene helt i Fostbrødrenes saga.

Det andet, vi lige skal have på plads, er, at tangen eller »ejdet« eller draget, hvor Harald Hårdråde lod sine mænd tømme skibene for gods og slæbe (eller rulle?) dem fra Limfjorden ud til Skagerrak, ligger der og kan beses endnu. De lokale kalder det for Sløjkanalen, og langt inde i landet ved Kollerup har man fundet vraget af et strandet handelsskib dateret til ca. 1150.

Serie

Islands litterære mirakel

I Island er sprog og litteratur ægte sammenhængskraft. På tværs af politisk overbevisning, sociale skel og epoker er litteraturen det, der forener. Islands litteratur har ikke kun syntes så stor og rig i de senere årtier med et væld af forfatterskaber, der har gjort stort indtryk i hele verden – den har i mere end tusind år gennem Edda-digtningen og sagaerne påvirket og ændret verdenslitteraturen. Information præsenterer i den kommende tid et udvalg af de værker, der for mere end tusinde år siden gjorde islandsk litteratur til noget helt særligt i verdenslitteraturen og stadig påvirker vores forestillinger i dag.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her