Læsetid: 7 min.

Fra spredte kilder til velkomponeret kunstnerisk helhed

Der er ikke noget at sige til, at nordmændene i mere end fire århundreder har benyttet beretningerne i ’Heimskringla’ til at spejle og styrke deres folkelige selvfølelse
25. januar 2019

»En perle, der forgættes (dvs. glemmes eller bliver væk), så nøje ledes op (dvs. bliver fundet igen),« skriver Hans Adolph Brorson i sin salme »Mit hjerte altid vanker«.

Men hvad angår perlen over dem alle i middelalderlig islandsk historieskrivning, Snorre Sturlassøns Heimskringla om de norske konger, er den desværre gået tabt én gang for alle. Til gengæld er den bevaret via talrige afskrifter og afskrifters afskrifter, og det står enhver frit for at fordybe sig i denne gyldne klassiker, nemmest via Johannes V. Jensens og Hans Kyrres livfulde fordanskning (1948), udgivet i tre statelige bind.

Snorre (1179-1241) menes at have skrevet særlig intensivt på værket i årene omkring 1230. I hvert fald ved man, at han det år undlod at ride til tings, skønt han som lovsigemand forventedes at fremsige en tredjedel af loven, som dengang kun fandtes mundtligt overleveret.

En samtidssaga beretter, at hans nære slægtning Sturla Sighvatsson vinteren efter opholdt sig langvarigt hos Snorre på Reykholt og »lagde megen energi i at få skrevet sagabøger efter de bøger, som Snorre satte sammen«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu