Læsetid: 5 min.

To håndbolddigte i anledning af Danmarks sejr ved VM i herrehåndbold

I 1956 skrev Klaus Rifbjerg et håndbolddigt. Siden da er sportsgrenen gledet ud af kunstens verden, og i dag bliver den betragtet som uæstetisk og småborgerlig. Det gør Information nu noget ved. Vi har bedt digterne Malte Tellerup og Ida Holmegaard give deres bud på et håndbolddigt anno 2019
I 1956 skrev Klaus Rifbjerg et håndbolddigt. Siden da er sportsgrenen gledet ud af kunstens verden, og i dag bliver den betragtet som uæstetisk og småborgerlig. Det gør Information nu noget ved. Vi har bedt digterne Malte Tellerup og Ida Holmegaard give deres bud på et håndbolddigt anno 2019

Bo Amstrup

28. januar 2019

»Der er aldrig nogen, som skriver digte om håndbold. Ingen ser et eksistentielt drama i Mikkel Hansens hopskud.«

Sådan skrev vi i lørdags i Moderne Tider om grøften mellem kultureliten og vores tempofyldte nationalsportsgren.

De seneste uger har VM i håndbold samlet over to millioner danskere foran fjernsynet. Og i aftes blev det danske herrelandshold verdensmester, da det slog Norge med 31-22 i finalen i Boxen i Herning. Vi har derfor bedt to af tidens unge, anmelderroste forfattere, håndboldskeptiker Ida Holmegaard og den tidligere håndboldspiller Malte Tellerup, give deres bud på et håndbolddigt.

AF MALTE TELLERUP

Jeg er målmand.
Jeg ser skuddene komme imod mig og jeg standser dem. Simpelt.
Jeg holder panden frem, når der skydes om hovedet.

Min første målmandstræner, John, jeg tror, vi er 12, da han begynder den koncentrerede træning med os. Han slår en bold mod vores brystkasse, vores mave og vores lår. Det bliver rutine inden hver kamp. Ingen andre gør det. Jeg spænder i musklerne, tager imod slagene, hærder mig og ser det andet hold der løber og varmer op og ser dem se vantro på os.

En målmand skal se frygten i øjnene og kaste sig ind i bolden. Det handler om at afvente og at eksplodere. Det handler om timing.

Hvis jeg ikke reagerer for tidligt. Ikke går for sent. Så kommer ingen forbi mig.

Ind i mit spil flettes de andres. Vi skal kunne stole på aftalerne. Vi skal være synkrone. At kende hinandens bevægelser, inden de er udført: Jeg redder bolden og kaster en lang aflevering til fløjen, der er løbet, der springer efter bolden og griber den i luften og jerner den ind under overlæggeren. Så hvirvler han rundt på gulvet og hallen bryder ud i vild jubel imens han løber tilbage med løftede arme.

Vi lærer at alt handler om holdet, at vi skal ofre os for sejren og
vi lærer at pleje vores talent
Jeg vil skinne igennem, jeg vil være bedst
Forældrene sidder på tribunen og råber af dommeren, af modstanderen
far er der, mor er der. Til hver kamp.

Vi spiller DM kval mod københavnerholdet Stadion. Muhammed har en af sine dage. Han kan alt. Efter han har scoret: De giver bolden op, og han springer ind imellem anden aflevering, fisker bolden, dribler op og scorer igen. Den slags ting. Så begynder deres forældre med tilråb. Mumi er overalt på banen. Forældrene buher, råber og håner hver gang han har bolden. Han spiller videre, han knuser deres hold. Jeg husker ikke hvad de råber, men vores forældre er rasende bagefter, at det de andre gjorde var langt over grænsen. De kunne ikke klare at se en somalier jorde deres hvidlinge. Der findes talent så uhæmmet, at det stråler og ødelægger. Men vi mister ham til en kontrakt i OB. Og de mister ham til bandekriminalitet.

Fra et underligt sted der hedder Rødby, der hedder Løgumkloster, dukker ranglede unge op med samme ild i øjnene som mig. De vil være bedst. Vi står i hallen og stamper for at komme i gang med at blive professionelle.

Så er træning alt. Vi træner som ingen andre på vores alder. For vi er ikke i tvivl. Vi vil være bedst. Hver træning er en sammentømring af holdet. Og det er en konkurrence, hvem skiller sig ud og spiller blændende. Hvem løfter sig op over mængden.

Jeg bliver som den eneste efter træning med et net bolde og øver det lange udkast. Jeg kaster boldene op i den anden ende af hallen, går op og samler dem sammen og kaster tilbage. Indtil min arm er gummi.

Træning er alt. Plus løb. Vi løber biptest til vi er ved at kaste op. Til sommertræningen cykler jeg også de 13 km ud til hallen og hjem. Det bliver bemærket.

Jeg kommer op og træne med liga, fordi Landin er skadet. Vi træner i den store hal. Der er plads til 2000 tilskuere. Men jeg kan ikke følge med på niveauet, jeg er der ikke endnu, og de andre på holdet viser ingen nåde. Klavs Bruun hakker den ind og forsvaret er rasende. Hvorfor skal vi ha ham på vores hold? Far sidder på tilskuerpladserne og lyser af stolthed. Som den eneste i hele hallen.

Det tager lang tid at finde balancen igen: At være tilstede med alt det jeg kan, men ikke tænke en eneste tanke, ikke en eneste gang tænke over hvad jeg gør. Bare gøre det spillet beder mig om at gøre. Sejre.

Så findes triumf. De afgørende minutter hvor alt står på ét bræt og dirrer af spænding. 29-28. Der fløjtes for straffe. Jeg sørger for at dommeren kaster bolden til mig. Jeg har den i hænderne og ser på ham, der træder frem til stregen. Jeg lægger bolden for hans fødder og ser ham i øjnene. Jeg er helt rolig og klar. Og så napper jeg skuddet med én perfekt bevægelse. Jeg bliver helt varm i kroppen og råber al min kraft ud, samtidig med at jeg svæver og er tømt for kræfter. Hele holdet stormer imod mig og krammer mig og hinanden.

Af IDA HOLMEGAARD

Jeg skal være ærlig

Jeg elsker at se sport i fjernsynet

Men jeg har aldrig rigtig brudt mig om håndbold

Det er noget med måden spillerne klumper sig sammen i en halvcirkel om målfeltet

Hvorfor er banen så lang, når de ikke bruger midten til noget?

Hvorfor må de skubbe så meget?

Det ser ikke rart ud.

Skal de drible eller hvad?

Det eneste jeg for alvor holder af

Er straffekastet

En spiller stiller sig på stregen, på ét ben

Strittende med alle de andre lemmer

Og læner sig fremad

Der er noget sårbart ved denne sprællende lænen

Som om spilleren er lige ved at miste balancen

Som den franske spiller, for eksempel, der skal skyde straffekast mod Danmark i første halvleg

Han står på stregen på et ben og læner sig fremad

Som en blomst læner sig mod solen

Som et efterhånden hullet klodsmajortårn langsomt læner sig inden det vælter

Som kvinder har fået at vide, at de skal under lønforhandlinger af Sheryl Sandberg i bogen Lean In Læner han sig frem

Som et menneske på vej ud i yogastillingen Halvmånen

Som et træ efter en storm

Men mere billeagtigt strittende

Læner den franske spiller sig frem, han strækker øjeblikket ud

Abrupt viftende med bolden

Som om han prøver at gøre tegn til målmanden

Men det gør han jo også

Han prøver at snyde målmanden med sin sprællen

Han læner sig frem, han kaster, han rammer

Frankrig får et mål

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Henrik Brøndum
Viggo Okholm og Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kender tilfældigvis familien til Malte og kan som
tidligere håndboldspiller i de lidt lavere cirkler sagtens genkende
beskrivelsen set i forhold det at man gerne vil være med hvor det "sner"
Ja for mig er håndbolden stadig i en alder af 73 det "magiske"
Den idræt har givet utrolig meget siden barndommen og langt op.

Torben K L Jensen

med den afstand til modstanderne (alle 10!) har vi fået en ny standard ud over håndbold på verdensplan - selvfølgelig på Danmarksplan.

Michael W Pedersen

Det er knaldhammerende vigtigt at vi har begivenheder der kan samle befolkningen, der var 2,75 mil, der fulgte håndbolden i Tv, der var 3 mil der ikke gjorde det, så skal vi have øl og pølser, gentagelser af kopier fremført af kopier af intetsigende værter der fører sig frem. Så skal vi have øl og pølser, hvor kan jeg brække mig, skal jeg lade mit vand i et plastik bæger ? Tillykke Danmark ?

Michael W Pedersen

Det er knaldhammerende vigtigt at vi har begivenheder der kan samle befolkningen, der var 2,75 mil, der fulgte håndbolden i Tv, der var 3 mil der ikke gjorde det, så skal vi have øl og pølser, gentagelser af kopier fremført af kopier af intetsigende værter der fører sig frem. Så skal vi have øl og pølser, hvor kan jeg brække mig, skal jeg lade mit vand i et plastik bæger ? Tillykke Danmark ?