Interview
Læsetid: 7 min.

»Jeg ved, hvordan vold ser ud i virkeligheden. Og den ligner ikke den i Fight Club«

Filminstruktør Christina Rosendahl svælgede i voldsfilm som ung. Det var hendes måde at bearbejde sin egen voldelige opvækst på. Blod og afhuggede lemmer er for hende den rene barnemad, til gengæld bryder hun sammen, når hun ser en løve nedlægge en hjort på Discovery Channel
Kultur
18. januar 2019
»Jeg ved, hvordan vold ser ud i virkeligheden. Og den ligner ikke den i Fight Club,« siger Christina Rosendahl.

»Jeg ved, hvordan vold ser ud i virkeligheden. Og den ligner ikke den i Fight Club,« siger Christina Rosendahl.

Søren Bidstrup

Christina Rosendahls barndomshjem var præget af frygten for det næste slag. Hendes far var for så vidt en kærlig far. Men han var en voldelig ægtemand. Og når han var fuld, slog han Christina Rosendahls mor. Det skete ofte, også når Christina Rosendahl og hendes yngre søster så på.

Faktisk kan den nu 47-årige filminstruktør ikke huske sit barndomshjem uden vold. Den var der hele tiden, selv på dage, hvor den ikke var der. Så lå den som en ængstelig forudanelse over hjemmet. Eller hang i luften som en dirrende uro.

Først da Christina Rosendahl var ti år gammel, flygtede hendes mor fra sin mand og gik under jorden med sine børn.

Det var i 1981. Men den urolige opvækst sidder stadig i Christina Rosendahl. Det ville derfor også kun være naturligt, hvis hun havde reservationer over for meget udpenslende voldsscener på film. Men det har hun ikke. Tværtimod.

»Jeg er meget, meget glad for voldsfilm. Jeg har dyrket dem lige siden mine teenageår og kan sidde i dagevis og se splatterscener med blod ud over det hele. Det har jeg det faktisk rigtig godt med,« siger Christina Rosendahl.

Det er der for så vidt en banal psykologisk forklaring på, mener hun. For på film er volden under kontrol. Man er ikke udleveret til en fuld fars uregerlige temperament eller underlagt en voldelig ægtemands tilfældige luner. Man kan trykke ’start’, når volden skal begynde. Og ’stop’, når den skal slutte. 

»Det meste af min ungdom sad jeg med en fjernbetjening i hånden og så voldsfilm på VHS. Det gav mig en følelse af kontrol. Det havde jeg ikke i mit barndomshjem. Men på film kunne jeg selv stoppe volden. Og det var, som om lidt af min magtesløshed forsvandt,« siger hun.

Løver og hjorte

I 2017 udkom Christina Rosendahl med filmen VOLD – i kærlighedens navn, en dokumentar som skildrer hverdagen på det danske kvindekrisecenter Danner, hvor kvinder kommer for at få bearbejdet deres oplevelser og forsøge at skabe et nyt liv for sig selv og deres børn. Den slags vold, dokumentarismens virkelige vold, rammer Christina Rosendahl på en anden måde end fiktionens.

»Det er ikke al vold på film, jeg kan holde ud,« forklarer hun.

»Hvis jeg for eksempel ser en naturfilm på Discovery, hvor en løve nedlægger en hjort, kan jeg bryde fuldstændig sammen og begynde at græde. Det kan jeg slet ikke rumme.«

Det har noget med graden af realisme at gøre, siger hun. Naturprogrammer minder hende om en virkelighed, hun kun kender alt for godt: den rå, ufiltrerede vold. Og den kan hun stadig blive ramt af, specielt efter at hun har fået barn. Med spillefilm forholder det sig anderledes.

»Når jeg ser en voldelig film i biografen, gennemskuer jeg straks konstruktionen bag. Jeg ved, at det er en kunstig form for vold, og det giver en distance, så jeg kan gå ind i det tabubelagte rum uden at gå i stykker,« forklarer hun.

Feministisk hævnfilm

En af de voldelige spillefilm, Christina Rosendahl holder særligt meget af, er det kontroversielle kultværk I spit on your grave (Day of the woman) fra 1978 af den israelske instruktør Meir Zarchi.

Handlingen er bygget op over et simpelt hævnmotiv: En ung kvindelig forfatter, Jennifer Hills, tager på skriveophold langt ude på landet blandt amerikanske hill billy-typer. Hun påkalder sig straks opmærksomhed med sine hotpants og lange ben. Fire lokale fyre ender med at banke og voldtage hende, så hun til sidst ligger fuldstændigt ødelagt og bevidstløs tilbage på gulvet i sit sommerhus. Det er første halvdel af filmen.

Anden halvdel skildrer hendes oprejsning, da hun planlægger og gennemfører fire udsøgte hævntogter i form af en kastration, en hængning, et øksemord og en brutal partering, der foregår ved, at Jennifer Hills pløjer ham i stykker med skruen på en motorbåd.

»Det er en rigtig revenge film med en meget klar feministisk tematik,« siger Christina Rosendahl. »Filmen begynder som en klassisk voldsfortælling med kvinden som offer og fire afstumpede fyre som gerningsmænd. Men så laver den en fuldstændig omvending af kønsrollerne, som får volden til at virke sindssygt stærk – ikke mindst i kombination med den meget nøgterne fortælleform, der er helt blottet for filmmusik, og som nærmest er kirurgisk i sit blik.«

Særligt kastrationsscenen står stærkt i Christina Rosendahls erindring. Den foregår i et badekar, som Jennifer Hills får lokket sin overfaldsmand op i ved at spille på sin seksualitet.

»Hun er gul og blå af alle de tæsk, hun har fået, men alligevel lykkes det hende at posere som en sexbombe, og den mand, der lige har voldtaget hende, er selvfølgelig dum nok til at gå med hende hjem og hoppe i badet. Selve kastrationen er ikke udpenslet, for den foregår under vandet, som er dækket af skum. Men det er alligevel en meget voldsom oplevelse at sidde dér og se, hvordan vandet langsomt bliver rødt.«

Sex og magt

For Christina Rosendahl er det ikke volden i sig selv, der er interessant i I spit on your grave. Det er det magthierarki, som volden er med til at blotlægge og understrege.

»Filmen handler grundlæggende om relationen mellem gerningsmand og offer, og det er interessant, at hovedpersonen ikke bare er en uskyldig blondine. Hun bruger meget bevidst sin egen seksualitet, da hun tager hævn. Så filmen portrætterer seksualitet som noget, der både kan være et overgreb og et magtmiddel. Både straf og forførelse.«

Filmen har også fået Christina Rosendahl til at reflektere over den måde, hun selv gør brug af sin egen seksualitet i forskellige relationer.

»Seksualitet er jo ofte noget, der bliver udvekslet mellem to eller flere personer i et magthierarki. Og når jeg ser filmen, kommer jeg til at tænke på min egen evne til at have magt og til at være underlagt andres magt. Som filminstruktør befinder jeg mig jo ofte i toppen af et magthierarki, hvor mit lederskab er med til at påvirke andre længere nede i hierarkiet. Og det er de roller, volden i filmen er med til at forstærke og spille ud mod hinanden,« siger hun.

Drengerøvsfilm

Anderledes kedelig og ligegyldig er volden i filmen Fight Club fra 1999 af den amerikanske instruktør David Fincher.

»Faktisk har jeg slet ikke set den til ende,« indrømmer hun.

»Jeg endte med at udvandre fra biografen. Den sagde mig ganske enkelt ingenting.«

Kort fortalt handler Fight Club om en udbrændt og livstræt kontornusser, Jack, der ad omveje får forbindelse til en fandenivoldsk og entreprenant sæbeforhandler, Tyler. Sammen starter de en klub, hvor mænd kan mødes for at tæske hinanden og føle sig lidt i live igen. 

Konceptet udvides til større og mere indgribende hærværksaktioner, der efterhånden kommer ud af kontrol, og mod slutningen bliver det klart, at Jack og Tyler faktisk er én og samme person – en personlighedsspaltet, plaget ung mand.

Det var under en af filmens evindelige slåskampseancer, at Christina Rosendahl rejste sig fra sit sæde i Grand Teatret i København og udvandrede.

»Jeg orkede bare ikke at se på det længere,« siger hun. »Og jeg får muligvis hele filmparnasset på nakken nu, for den her film skal man jo synes, er fantastisk. Men jeg havde en oplevelse af, at det var nogle drengerøve, der havde lavet en film om nogle drengerøve til nogle drengerøve. David Fincher er en blæret filmskaber. Han kan sit filmhåndværk. Men der er noget ved hele hans æstetisering af volden, som pisser mig af.«

– Hvorfor?

»Det er nok, fordi jeg tager vold meget alvorligt. Også den vold, der foregår på film.«

– Kan du beskrive, hvad der sker i dig, når volden bliver for lækker?

»Jamen, så sidder jeg og får en følelse af, at de her mennesker ikke aner noget som helst om vold. De prøver at beskrive volden, sådan som de engang har set den beskrevet på film. Men jeg ved, hvordan vold ser ud i virkeligheden. Og den ligner ikke den i Fight Club

Vold som ventil

For Christina Rosendahl bliver filmvold uinteressant i det øjeblik, den ikke bruges til at fortælle noget med.

»Det er det samme med sexscener. Hvis man bare ser to mennesker kopulere, uden at det bidrager  til fortællingen, så er jeg hellere fri. Gode sexscener er ligesom gode voldsscener – de rummer bittesmå fortællinger om filmens karakterer,« siger Christina Rosendahl.

Hun mener til gengæld, at gode voldsscener i hænderne på de rette instruktører kan være med til at aftabuisere den virkelige vold, som er til stede i os alle, og som mange har svært ved at tale om. 

– Sidder der stadig en lille teenager i dig og ser med, når du sætter en voldsfilm på?

»Ja, men hvor voldsfilm engang var min eneste redningsplanke til at være i kontakt med nogle svære følelser, har jeg heldigvis fået andre kanaler til dét siden. Og jeg vil også sige, at hvis man har et teenagebarn, der begraver sig i voldsfilm, så synes jeg også, at man skal hive fat i ham eller hende. Man skal ikke overlade mennesker til den slags. Volden skal frem i lyset, så den kan blive del af en større samtale.«

Serie

Vold i film

I forbindelse med Lars von Triers seriemorderthriller The House That Jack Built diskuterede vi i avisen den eksplicitte vold. Men kan man overhovedet diskutere vold i film, ikke som moralsk boksekamp, men på værkets egne præmisser? Vi har spurgt en række filmfolk om, hvad filmvold kan - og bedt dem om at udpege en scene, der virker, og en, der bestemt ikke gør.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

For mig at se handler den her omtalte film aldeles ikke om det som der står i artiklen; den handler om hævn, og kun hævn! Og en meget voldelig hævn! Det er altså en tradition, der går tilbage fra USA, og dets Western-periode, hvor en outlaw lige pludselig kunne blive sheriff den ene dag, og den anden dag være en outlaw igen! Og det kunne lige så godt være en Clint Eastwood-fortælling om en mand, som var blevet gennemtæsket af fire personer fra en bande, og nu opsøger dem og dræber dem en efter en :( -- fordi han vil have hævn! HÆVN - vil hane have. Hvordan hævn nogensinde kan blive et symbol for feminisme er mig en gåde?