VILD med dans

Danskerne er vilde med dans. Bare ikke den slags dans. På engelsk kaldes den »contemporary dance«. Samtidsdans. På dansk har vi ikke rigtig nogen anden betegnelse for den end ’dans’.

Modsat den sportsdans, der dyrkes på skærmen, har samtidsdansen ry for at være for de få og svær at forstå. Der bliver skrevet forsvindende lidt om den i avisernes kultursektioner, og sammenlignet med andre kunstformer har den en svag institutionel forankring. Den huses ikke rigtig af teatrene. Den huses med få undtagelser heller ikke af institutionerne for den billedkunst, som dansen – i lighed med performancekunsten – på nogle måder er mere beslægtet med end med teatret.

Ude i verden har de fleste større kunstmuseer med respekt for sig selv et mere end sporadisk program for koreografisk scenekunst. I Danmark har vi kunsthallen Charlottenborg, der helt konkret lægger hus til vores vigtige eneste nationale institution for ny dans og koreografi, Dansehallerne, som de sidste mange år har måttet flytte nomadisk fra det ene midlertidige sted til det andet og siden 2017 har været uden egen scene. Og vi har Den Kongelige Ballet, der huser det selvstændige dansekompagni Corpus. Ikke meget mere.

Alligevel er det koreografiske felt i Danmark i rivende kunstnerisk udvikling. Det er derfor, vi på Information nu retter opmærksomheden mod dansen og prøver at forstå, hvad det egentlig er, der er så svært at forstå. De dansere og koreografer, vi giver ordet til, er på hver deres forskellige, bemærkelsesværdige måde med til at drive udviklingen.

Drivkraften bag dansen

Corpus sætter, som kompagniets latinske navn antyder, kroppen i centrum. For Corpus’ kunstneriske leder, Tim Matiakis – der som tidligere balletdanser er skolet i dansens allermest klassiske tradition for at fortælle historier og dyrke dygtighed som en del af dansens sprog – er kroppen både et redskab til at undersøge verden med og noget, der selv skal undersøges. Han er ikke så optaget af, hvordan dans kan fortælle historier, men snarere af, hvordan den kan være en umiddelbar fysisk oplevelse. Som et frirum for den undersøgelse befinder Corpus sig selv i centrum, ikke bare af byen og landet, men også i centrum af dansens største og ældste institution.

Omvendt opererer et selvorganiseret kollektiv som DANSEatelier i den mest prekære og knap så pengestærke periferi. For de 11 dansere og koreografer er selve måden, de organiserer sig på, en del af det at arbejde koreografisk. For dem skal dans ikke alene være en kropslig oplevelse, men også en social oplevelse.

De udgør ikke kun et kunstnerisk kollektiv, der skaber værker sammen, og de dyrker langtfra et fælles udtryk. For dem handler dans om deling, og de ser det som direkte politisk at holde sammen på et hjemligt rum, hvor de selv, andre kunstnere og publikum kan mødes og dele dansen og den viden, de ligesom Matiakis mener, den kan give os: »Den måde vi vælger at være med hinandens kroppe på,« er, som de formulerer det, også »et valg omkring, hvordan vi som mennesker gerne vil være med hinanden«.

Danseren og koreografen Marie Topp ser et slægtskab mellem filosofien og dansen. Hun kalder dans ideer, der bliver omsat i bevægelse, løsrevet fra sprogets begrænsninger. Dans kan opleves som uhåndgribelig, fordi den ikke bruger ord.

»Men i virkeligheden åbner dansen,« som hun siger, »for, at man kan tale om alt det, sproget ikke kan rumme.«

I hendes værker er der ikke som hos DANSEatelier kroppe, der rører og bogstaveligt talt tager fysisk hånd om hinanden. Hendes værker udfordrer i det hele taget ideen om dans som rytmisk og rørig bevægelse, for bevægelserne i dem er ofte så langsomme, at de opfattes af blikket på en helt anden måde.

Topp er interesseret i dans, der ikke handler om, at »publikum skal blive imponeret over sylfiderne, der svæver, og føle, at det er noget uopnåeligt«. For hende er det også feministisk at lade os se og sanse en både genkendelig og ny krop, der ikke nødvendigvis er attraktiv eller kan mere end publikums egen.

Dansens styrke

Bevidstheden om, at dans for mange opleves som utilgængelig, deler Tim Matiakis, DANSEatelier og Marie Topp. De ved alle, at dans kan føles fremmedgørende, fordi sproget er så stor en del af den måde, vi forstår verden på. Men peger også på, at netop det er dansens styrke.

Vi lever i en kropsfikseret tid, men vi lever også i en tid, hvor vi er fremmede over for vores egne og hinandens kroppe. Når dans – også den sociale af slagsen – kan føles akavet og ligefrem grænseoverskridende, er det, fordi den minder os om, at vi er kroppe. »Så går man,« som Matiakis siger, »måske i stedet hjem og ser Netflix, hvor man kan være alene.« »Dans«, derimod, »er en mulighed for at mærke sig selv«.

Som Marie Topp siger, vil mange måske faktisk nyde ubehaget ved at blive mindet om deres krop og – ikke mindst – blive tvunget til at opholde sig i danseforestillingens distraktionsfri rum. Som DANSEatelier siger det: »Dans er en måde at være sammen på«.

Dans taler direkte til den erfaring, alle har af at være en krop. Og dans taler direkte til det behov for at være kroppe sammen, som også i andre dele af kunsten og i samfundets rørelser kommer til udtryk som en længsel efter nye fællesskaber.

I det følgende lader vi danserne og kroppene tale for sig selv. Fordi dans er mere kropslig end sproglig, er det billederne, der bærer. Selv det bedste fotografi kan dog ikke fange det, som dans er: Den fysiske oplevelse af at befinde sig i samme rum som en krop i bevægelse. Det skal man ud og opleve på egen krop. Og, som Tim Matiakis siger, ikke frygte ikke at forstå.

Corpus: »Alle kan se dans«

I en solbadet sal på toppen af Operaen i København træner den græsk-svenske koreograf Tim Matiakis med en håndfuld af de dansere, der udgør Corpus, et selvstændigt, eksperimenterende kompagni under Den Kongelige Ballet. 

Dansekompagniet, som den klassisk skolede Matiakis er kunstnerisk leder af, er midlertidigt forvist fra A-salen bag Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor de normalt holder til. Salen skal bruges til et koncertarrangement, som dansekompagniet er vært for sammen med technorave-arrangørerne Fast Forward Productions. Det siger en del om Corpus, der i samarbejde med anerkendte koreografer fra hele verden udfordrer dansens traditionelle formater.

Træningssessionen i Operaen afsluttes med en øvelse, hvor danserne skal holde 30 balloner i luften, mens de i flok bevæger sig skiftevist langsomt og hurtigt på kryds og tværs af den store sal. Det kan ikke helt lade sig gøre. Men det er sådan, Corpus undersøger, hvad kroppen og dansen kan lære os om os selv og verden. Som Matiakis siger: »Undersøg, prøv, test.«

Tim Matiakis: »Vi lavede en forestilling, som hed ’One One One’. En stol, en danser, et publikum. Publikum blev inviteret til at sidde på stolen og holde øjenkontakt med danseren i al den tid, danseren dansede for dem. De improviserede bevægelser blev genereret ud fra den information, som danserne fik gennem den øjenkontakt.

Det er de øjeblikke, der interesserer mig. Der kan man sige, at der er sket et reelt møde. Det var dans som en kommunikation, hvor jeg fortæller noget om mig selv, og jeg får en helvedes masse information om dig, bare jeg kigger på dig.«

»Vi fødes med en krop. Alt det andet lærer vi. Vi lærer, hvad et bord er. Den eneste måde, jeg kan lære, hvad et bord er, er gennem min krop, mine øjne, mine sanser. Min hånd lærer mig, at det her er et bord.Hvad kan dansen, hvis den kun er dans? Hvad kan den fortælle, hvis den ikke skal pakkes ind i en fortælling, et tema, en idé? Kan den tale, og hvad siger den? Siger den forskellige ting til forskellige personer, alt efter deres tilgang, deres forskellige livshistorier, associationer, uddannelser? Mit ønske er, at dansen skal tale til alle.«

Tim Matiakis: »For at overleve bliver vi nødt til at forstå. Det er vores logiske sans, der holder os i live. Dans er at vise os livet, hvis man vil sige det virkelig stort. Man skal bare tænke på dansen som krop. Den er kroppens udtryksmiddel, ikke hovedets. Det er kroppen, der indrammer det, vi alle oplever. Derfor kan alle se dans. Man kan se dans, hvis man kan fornemme, at det er kroppen, der taler.

Vi lytter ikke altid til kroppen, det er det største problem. Vi bliver mere og mere ukropslige i vores tilstedeværelse. Derfor kan det føles fremmedgørende og mærkeligt, når kroppen er i centrum. Det er mærkeligt: så jeg går hjem og ser Netflix. Der kan jeg være alene, og hvis jeg ikke kan lide det, jeg ser, kan jeg spole frem. Dans er en mulighed for at mærke sig selv.«

Tim Matiakis: »For at få en god oplevelse med at se dans skal man ikke prøve at forstå den. Man skal prøve at se den og mærke, hvad den gør ved en. Det er videnskabeligt bevist, at når man ser en krop bevæge sig, sker der også noget i ens egen krop. Vær til stede. Se, hvilken oplevelse du får uden at prøve at forstå, hvad den oplevelse skal med dig. Det ved kroppen. Din krop ved, hvad den skal. Stol på det.«

Marie Topp: »Dans er også alt det, som du selv mærker og føler, at det er«

Danseren og koreografen Marie Topp sidder alene og næsten uden at bevæge sig på gulvet i et bart fotostudie. Topp har gjort sig bemærket for koreografier bygget op i lange serier af langsomme og minimale bevægelser, der udfordrer vores blik på kroppen. Den spændte, forvredne og alligevel genkendelige stilling, hun befinder sig i på gulvet, stammer fra hendes soloværk The Visible Effects of Force (K3 Tanzplan Hamburg, Bora Bora & Dansehallerne 2015), hvor hun arbejder med forestillingen om en krop påvirket af en usynlig kraft.

Som hun selv forklarer det: »Jeg aktiverer min muskulatur i så ekstrem grad, jeg kan. Når man betragter det udefra, forestiller man sig, hvad det er, der påvirker den her krop. Det stikker i alle retninger, hvad folk ser. Jeg prøver ikke at styre, hvordan folk ser på min dans. Folk ser det, de ser. Jeg vil gerne skabe et andet rum end et rum, hvor man skal sidde og forstå og afkode noget bestemt og føle, at det er det, der er tingen.«

Marie Topp: »Jeg arbejder med et helt konkret fysisk pres, skubber ned i gulvet alt, jeg kan. Jeg prøver at gøre det uden en logisk sammenhæng, så man ikke kan se, hvor trykket ligger henne, og så det ikke følger en kropslig logik. Så der kommer nogle former frem, som er nye. Man får oplevelsen af, at man ser kroppen på en anden måde, end man plejer.

Jeg er interesset i at finde de positioner, hvor man ser noget, der er genkendeligt, og så pludselig er det helt anderledes.« »Det kan være, at danseren sidder i en bestemt positur og så flytter sit tyngdepunkt, men holder positionen med sin muskelkraft. Du kan genkende posituren som sådan, du selv sidder på gulvet, og samtidig ser den helt anderledes ud, fordi man måske har tyngdepunktet nede i hælene, og normalt ville du bare have det i dine baller.«

Marie Topp: »Der er et større slægtskab mellem filosofien og dansen, end der er mellem dansen og teatret, fordi der ikke er noget tekstforlæg i dansen. Dans er kompliceret tænkning, der bliver omsat i form. Der er mange samarbejder mellem dansere og filosoffer. Måske fordi det er interessant for filosofferne at få tænkningen ud af hovedet. Dansen er løsrevet fra sprogets begrænsninger. Det er friheden ved dans, men det er også en ulempe. For nogle kan det blokere for oplevelsen af dans, at man ikke kan sætte ord på, og så opleves dansen som uhåndgribelig. Men i virkeligheden åbner dansen for, at man kan tale om alt det, sproget ikke kan rumme.«

»Jeg prøver ikke at styre, hvordan folk ser på min dans. Det kan man heller ikke. Folk ser det, de ser. Jeg vil skabe et andet rum end et rum, hvor man skal sidde og forstå og afkode noget bestemt og føle, at det er det, der er tingen.

DANSEatelier: »Dans er en måde at være sammen på«

I et baghus på Nørrebro væver 11 kroppe sig ind og ud mellem hinanden og udgør DANSEatelier. Igennem de sidste tre år er DANSEatelier, der både er et fysisk rum og et selvorganiseret kollektiv bestående af 11 dansere, koreografer og venner, blevet et centralt samlingssted for det eksperimenterende dansekunstmiljø i København.

DANSEatelier er ikke et dansekompagni med en fælles kunstnerisk identitet.

»Vi er mere den sociale støtte i et fag, hvor der ikke er særlig meget støtte,« som de siger. »Det konstante er, at vi bliver ved med at vælge hinanden til.« 

Når de mødes i det daglige og træner, arbejder og spiser sammen og hver for sig, er det som et modstykke til kunstverdenens prekære, individualiserede arbejdsforhold og projektbaserede, fragmenterede arbejdsrytme.

Som koreografisk kollektiv arbejder DANSEatelier både sammen, i mindre konstellationer og hver for sig, og de afholder arrangementer som Performance Feast og DANSEatelier feat. Friends, hvor de inviterer andre kunstnere til at præsentere deres arbejde. 

For DANSEatelier er alle de aktiviteter del af deres koreografiske projekt. Det handler, med deres egne ord, om »at skabe et sted som en koreografi«.

Eller et »dansehjem«, som én formulerer det.

DANSEatelier: »Vi arbejder med telepati, bl.a. inspireret af den franske koreograf Alice Chauchat. Når vi tæller ind eller ned, så vender vi alle sammen i en diagonal retning og forestiller os, at vi danser en synkrondans sammen. Det sker ikke, men det sker.

Det ser måske ikke ens ud, men der er en form for forbindelse og koncentration imellem os, som bliver det vigtige. Man har brug for de andre, man kan ikke gøre dette alene, det er hele ideen med det.«

DANSEatelier: »I vores fælles værk ’Tectonics’ tager vi ’snapshots’. Det vil sige, vi ’tager’ bevægelser fra hinanden. Det handler om fysisk empati, at praktisere det, fysisk, se hinanden, være med hinanden og holde rummet, sammen. Det lyder lidt abstrakt, men egentlig er det ret meget det, øvelsen går ud på: Det er at have lukkede øjne og mærke hinanden og skærpe sanserne i forhold til hinanden. Det er det der med at praktisere kollektivitet, både i måden vi organiserer os på, men også koreografisk i det fysiske arbejde.«