»Afrika er ikke bare Vestens skrotkontinent, Afrika er det væsentligste, du kan beskæftige dig med, hvis du vil forstå vores verden«

Thomas Boberg kommer i sin nye rejseroman Africana efter godt 400 sider og hen mod slutningen endelig for alvor til Afrika. Indtil da har han hen over flere år rejst rundt i Etiopien, Sudan og Gambia, men altid som ham, der kommer til Afrika, som den rejsende, som betragteren, som den, der kigger på dem, afrikanerne. Men her i Banjul Havn i Gambia viser Afrika sig for ham, og det i form af en container fyldt med skrot og skrammel fra Europa.

Det er ikke bare nøglescenen i bogen, det er også nøglen til forståelse af Gambia, af Vestafrika, af hele kontinentet og dermed også verden.

Containerdøren åbnes, og ud kommer alt det, forfatterens nabo i København NV Dodou har købt og samlet i Danmark, og som han nu med fortjeneste vil forsøge at sælge videre i Gambia. Dodou var kommet til Danmark før 2015 og klarede til forskel fra så mange andre rejsen over Middelhavet.

Forfatteren står med sin blok på havnen og noterer: »200 bildæk, en Nissan familiebil, en Seat Cordoba SDI, en scooter, en generator fra Politigården i København, en brugt vandtank, to brugte sorte kontorlæderstole, ti sivfletstole fra storskraldrummet i NV, tre brugte motorer, seks brugte gearkasser, syv Schulstad plastikkasser, brugt Ledow motorcykel, to ruller sorte og orange plastikslangerør til kloakering, motorcykelhjelm, ti stive rør af plast eller metal, to elektriske hejsesenge for ældre fysisk besværede mennesker, femten dåser hvid vægmaling, brugt Panasonic Colour Television, poser med værktøj, en plastikølkasse med værktøj, en brugt svejsemaskine, en aircompressor, en rullekuffert, adskillige ruller tyve meter blå slange til vandforsyning, to persiennedøre, to garagedøre, brugt Bosch ovn, fire hejsebånd til biler, to kasser Multi-Purpose Gardening Tools System, lille brugt ladvogn fra Sloths biler i Skanderborg, brugt Philips TV-skærm, en lang gul ridset gasbeholder …«

Sådan lyder listen eller formlen: Afrika som Vestens skrotkontinent. For det er jo sådan, at ingen rigtig går op i Afrika, ingen tager Afrika seriøst som andet end et kontinent, der burde hegnes ind, så folk ikke kan komme ud derfra, alt imens transporten til Vesten og Kina holdes åben for guldet, diamanterne, kobolten, coltanen og alle de andre metaller og ressourcer, der burde gøre Afrika til det væsentligste i verden at beskæftige sig med.

Anderledes er det med Thomas Boberg; for ham er Afrika det væsentligste, man kan beskæftige sig med, hvis man vil forstå verden her og nu. Det er derfor, han siden 2013 har rejst rundt og har forsøgt at trænge dybere ind i kontinentet, forsøgt at forstå Afrika og i romanens form at give det dets egen stemme i vores vestlige bevidsthed.

Men lige nu sidder vi i Thomas Bobergs store arbejdsværelse i Københavns Nordvestkvarter. Vores mest rejsende forfatter holder en pause fra rejserne og afviser enhver tale om at være kommet hjem.

»Men jeg føler mig mere hjemme i mit eget liv end nogensinde før. Det har ikke så meget med stedet at gøre. Jeg følte mig hjemme i Gambia, savner det og vil gerne tilbage og møde de folk, jeg mødte der, give dem et lille honorar for de historier, de har givet mig.«

– Hvornår har du nogensinde følt dig mest hjemme?

»Det kan jeg ikke sige, men jeg kan sige, hvornår jeg har følt mig mest til stede, og det sker ofte i bevægelsen, på rejsen. Når noget smelter sammen, og når jeg får en højere, næsten epifanisk følelse af altings umådelighed.«

På vej, hvorhen? Thomas Boberg har efter hård skilsmisse og ny kærlighed igen fundet lykken, men hjem kan han aldrig sige, at han er kommet.

Anders Rye Skjoldjensen

Rejse og skrift hænger uløseligt sammen for Thomas Boberg. Så snart han er ude, skriver han i hånden i sine små hæfter. Man kunne også sige, at rejsen føder skriften, og det er yderst sjældent, ja, faktisk kun sket én gang, at han er rejst ud og på forhånd HAR vidst, hvad han skulle skrive om.

– Dine rejser er sjældent behagelige. De er besværlige, det er for varmt og beskidt, og der stinker overalt, så hvad er det, der driver dig?

»Ja, hvad er det? Et opgør med verden, med virkeligheden. Jeg vil udfordre den og så tage hævn ved at skrive om den. Jeg kommer til at stille mig mål, som jeg skal gennemføre, men jeg er ikke den type, der skal bestige det højeste bjerg. Det bliver derimod en forpligtelse, en kontrakt, jeg indgår med virkeligheden, fordi jeg ikke bare kan sidde og finde på den, når det nu handler om, at jeg skal beskrive verden, sådan som den er nu. Og jeg kan ikke vende om, for så opfylder jeg ikke min del af kontrakten. Dertil kommer, at Afrika for mig er et mytologisk, magisk sted at være, det sted hvor menneskeheden har sin begyndelse.«

– Hvad er det for en oprindelsesmyte?

»Jeg prøver komme i nærheden af livets umådelighed, eksistensens svimlende perspektiver. Mere end at være teoretisk funderet har det med det konkrete at gøre, med at være et bestemt sted, se det, mærke det, opleve landskaberne. Jeg har ikke nogen uddannelse og ingen videnskabelig metode, så måske er det derfor – og for at det ikke skal flyde ud i tågerne – at jeg er så bevidst og forpligtet på en konkretion eller virkelighed.« 

»Jeg føler mig ikke kun som en adskilt betragter af den virkelighed, den rammer mig også, vækker drømme. Det er, som om myte, drøm og virkelighed flyder sammen, og det kan skriften være med til. Det var en kæmpe fascination – som i Etiopiens bjergmassiver – at prøve at mærke det, der kunne være menneskets begyndelse: De bizarre sorte ørkener uden noget som helst, ingen ådselædere, ingen insekter, intet liv. Det giver mig en fornemmelse af, at alting stadigvæk findes, landskaber, alle mulige mennesker findes, mennesker, der lever i stenalderen findes. Vi har endnu alle tidsaldre på én gang.«

– Så verden er ikke bare én stor landsby?

»Nej, mit udgangspunkt er, at hvis du vil se verden, bliver du nødt til at flytte dig. For mig ligger det i stenene, i landskaberne, i søljerne, de har bygget engang, eller kongegravene i Etiopien.«

Thomas Boberg fortæller, hvordan bogens klassiske rejsebeskrivelse går i opløsning, da han efter flere rejser til Etiopien ankommer til Gambia, hvor han møder nogle andre rejsende, nemlig dem, der forgæves har forsøgt sig med flugten over Middelhavet til Europa og enten aldrig kom særlig langt eller kom næsten hele vejen, men blev fanget og sendt tilbage. Og vi får deres fortællinger om flugten.

»Det er en bog, der handler om det, der sker lige nu, og her bliver den klassiske rejsefortælling uvæsentlig. Jeg tager ud i verden for at finde mig selv og bliver overrumplet af det, der sker. De illegale immigranters rejse er mere i slægt med, hvordan mennesket har rejst fra begyndelsen af, fordi man leder efter et bedre sted, hvor der er mere føde, hvor græsset er grønnere. Man har altid rejst af nød, det er derfor, der er mennesker over hele verden. Man har rejst nye steder hen, og ikke fordi man har været på en turistrejse.«

– Du skriver ikke de flugthistorier set fra Europa, som vi ellers er vant til, men fra Afrika?

»Jeg ville gerne fortælle om den virkelighed, vi lever i nu. Filosofien kan ikke følge med den virkelighed. Agamben og Foucault, som taler om biopolitik, og Derrida, som taler om begrebet ’zoopolitics’, der er vildt relevant i forhold til, hvordan man kategoriserer andre mennesker, men når man kommer derud, hvor jeg var, så når man et sted, som ikke er beskrevet. Du kan ikke læse dig til det, fordi virkeligheden er i så stort et skred, at sproget halter efter. Det gør, at alt bliver udfordret, alt det, man har med sig af fortællinger om, hvordan ting ser ud, går i opløsning, fordi deres flugthistorier, det, der sker lige nu, ikke er ordentligt beskrevet. Det er også svært at nå op på siden af dem, for i morgen er det nogle andre bevægelser.«

Thomas Boberg peger hen mod sit Afrikabibliotek og rejser sig fra tid til anden for at hente en bog om Afrika frem og fortælle om den. Han har læst så meget, han har kunnet overkomme af litteratur om kontinentet. Han kan tale om kolonitiden, og hvordan Første Verdenskrig havde været i gang længe i Afrika før 1914, om slavehandlens epokegørende betydning for hele det verdensbillede, vi har i dag. For ikke at glemme reportagebøgerne fra Afrika og de skønlitterære forsøg på at udlægge Afrika.

»Vi har en tendens til at glemme Afrika. Vi forstår heller ikke, at vores mobiltelefoner ikke fungerer uden de børn i Congo. Vi skal også forstå, at den verden, vi kender i dag, ikke fandtes uden slaverne. Heldigvis har vi Thorkild Hansens slavetrilogi, som er en uomgængelig bog. Man kan ikke i Danmark sige, at det vidste vi ikke noget om, den danske slavehandel. Det er sådan en slags virkelighedslitteratur, en slags vidnesbyrd, og jeg vil gerne være sådan en slags virkelighedsfortæller.«

– Er din ambition også politisk?

»Der ligger noget politisk og en indignation i det, hvor jeg samtidig gerne vil bearbejde det med et litterært sprog. Vi er nødt til at beskæftige os med Afrika på en anden måde for at kunne forstå det. Det er det mest ressourcerige kontinent på Jorden, og det opdager folk jo hele tiden. Lige nu er det Kina, tidligere var det europæerne, men Europa er ved at miste grebet om Afrika og har for mange dårlige minder om det. Det kan ikke nytte noget ikke at ville tage kvoteflygtninge, bare lukke ned, lave vildsvinehegn. Man må forstå, at Afrika vedkommer os alle, ligesom klimaet. Jeg har ikke svarene, men jeg har lært, at det hele begynder i Afrika, og at grundlaget for Vestens rigdom stammer fra udnyttelsen af Afrika.«

Som ung boede Thomas Boberg en årrække i Barcelona. Her mødte han en kvinde fra Peru og flyttede med hende til Lima. Her blev han i 13 år, og herfra rejste han og skrev om Latinamerika, foruden at udgive poesi og prosabøger. Siden vendte han hjem til Danmark, blev skilt og fandt igen efter en lang dyb krise kærligheden med Rebecca fra Odense med ghanesiske rødder. Hun blev også hans rejsefælle og porten til Afrika. Han tog ganske enkelt med hende på rejserne til Afrika, og Africana er også en kærlighedsfortælling og et møde med et nyt menneske, som også inkluderede et helt kontinent. Thomas Boberg har flettet Rebeccas livsfortælling, research og interviews med de unge afrikanske mænd, der uden held forsøgte sig med flugten til Vesten, ind i sin egen.

Rejseromanen er tilegnet deres søn, Louie.

Thomas Boberg med sønnen Louie, der er frugten af mødet med dansk-ghanesiske Rebecca, som spiller en vigtig rolle i og for rejseromanen

Anders Rye Skjoldjensen

Africana er med andre ord også en kærlighedsroman med en lykkelig slutning.

Men bogen handler også om smertepunkterne i Thomas Bobergs egen livshistorie.

En dag i 1973 finder Thomas’ søster hans dåbsattest i en skuffe. På det tidspunkt er han 13 år gammel. På den står et andet efternavn; hans far, viste det sig, var en anden. Fra den ene dag til den anden ramlede hans verden sammen. Der er intet som blodets bånd, sagde stedfaren, da han afleverede ham hos hans biologiske far i Roskilde, billedkunstneren Jørgen Boberg, hvorefter stedfaren ikke ville have mere med Thomas at gøre.

Thomas Boberg har tidligere skrevet om episoden i rejsemindebogen Americas fra 1999. Her er den igen i kort og brutal form.

Moren har han ikke skrevet om tidligere. I Africana finder man derfor historien om et menneske helt ude af balance. Hun er et kunstnerisk følsomt væsen, men betaler prisen for forestillingen om, hvordan man skal leve et liv i 1960’erne på mandens præmisser. Boberg nævner Kirsten Thorups Erindring om kærligheden og Niels Barfoeds Benedicte som bøger om kvindelige skæbner, der minder ham om morens.

Når hun omfavner ham som barn, kan han lugte hendes misbrug. Hun bliver misbruger af alkohol og medicin. Han har set hendes håndled, for der er også selvmordsforsøgene, planlagt efter, hvornår faren kom hjem fra arbejde. Hun overlever lige akkurat, men dør senere af et hjertestop på en bænk på Østerport Station. Hun blev kun 58 år.

Historien er med, fordi Rebecca og Thomas i Africana fortæller deres livs historier til hinanden. Historierne om faren og moren står der helt kort i bogen, uden nogen form for konklusion.

»Det skal være et kighul for læseren. Det var en begyndelse, sådan ser det ud.«

– Fordi man skal forstå den rastløse digter, som hele tiden har brug for at være på farten?

»Det kan være en af årsagerne, men grunden til, at jeg ikke broderer videre på det, er vel, fordi jeg prøver på at undgå det.«

Thomas Boberg fortæller, at en forfatterkollega for nylig sagde til ham, at det var utroligt, at han overhovedet var blevet et fungerende menneske efter den historie. Det havde han ikke selv tænkt på.

»Jeg har tænkt, at måske er jeg sådan en, der var nødt til at skrive for at få orden på mit liv. Det er derfor, det bliver selvbiografisk, men modvilligt selvbiografisk, for jeg har ikke nogen lyst til at dele ud af mig selv og min egen historie, men det er åbenbart der, stoffet ligger, samtidig med at det også er blandet sammen med alt det andet. Det er ikke bare, at jeg skriver bog om mig selv – jeg skriver en bog om verden, men jeg kan ikke helt filtre mig ud af den.«

Thomas Boberg kalder Africana en rejseroman. Han har tidligere udgivet bøgerne Sølvtråden fra 1996, Americas fra 1999, Invitation til en rejse fra 2003 og I den næste by fra 2012, der alle har genrebetegnelsen ’rejseminder’. Den serie følte han, at han havde afsluttet, ligesom han også havde afsluttet sit mellemværende med Latinamerika.

Africana markerer noget nyt i forfatterskabet i grænselandet mellem fakta og fiktion – uden dog at være hverken det ene eller det andet.

»Jeg var mere interesseret i at lave en kunstnerisk bog. Det er ikke reportage, det er ikke en fagbog om Afrika – det ville være en stor misforståelse at læse den sådan, for så bliver man uværgerligt skuffet – ligesom det heller ikke er en rejseguide. I bogen ville jeg have mere med af mit eget spor og Rebeccas. Jeg ville skrive om den alder, jeg har lige nu, og den tid, jeg lever i. Jeg ville udtrykke, hvordan er det at være til stede i verden som mig her og nu, og det går videre end reportagen. Jeg skulle have lov at bruge sproget. Sproget skulle også kunne lyne og gnistre.«

Africana er en roman, en rejseroman, men at det er en roman, er ikke det samme som, at bogen er fiktion. De personer, der optræder i Africana  – som forfatteren selv, Rebecca og forfatterne Theis Ørntoft og Madame Nielsen – optræder med deres rigtige navne, men dog uden efternavne. Det er en vigtig pointe, da det rykker dem ud af den såkaldt verificerbare virkelighed og giver dem en frihed som karakterer i teksten. Fiktion er bogen ikke, slår Thomas Boberg fast, for han kan ikke bare, som han eksempelvis gjorde i digttrilogien Hesteæderne, sidde derhjemme og finde på – han skal ud og mærke verden for at kunne skrive om den.

»I Africana er jeg på forpligtet på virkeligheden. Selve positionen gør, som jeg ser det, opspindet eller fiktionen umulig. Fiktion er jo ikke det samme som fantasi. Jeg vil mene, at jeg er overgivet til fantasien, at jeg er nødt til at bruge fantasien radikalt for at kunne skrive om det virkelighedsnære. Man kan vel argumentere for, at alle fortællende tekster i en vis forstand er fiktioner. De er stivnede billeder eller fremstillinger af en eller anden virkelighed, som altid er i bevægelse. Men der er forskel på fiktioner. I Africana er omgivelserne nye, verden er ny, omstændighederne er nye. Jeget er på opdagelse i den virkelige verden, og det er den erfaring, som skriften gerne vil indfange.«

En af bogens rejser påkalder sig særlig opmærksomhed og vil blive endevendt i de litterære kredse i den kommende tid. Det drejer sig om vandringen med forfatteren Madame Nielsen.

Forud går historien om en berømt retssag i 2011, hvor Beckværket alias Claus Beck-Nielsen, en tidligere inkarnation af Madame Nielsen, har fået landsrettens ord for, at han i romanen Suverænen gerne måtte tage udgangspunkt i en virkelig person – nemlig Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, der havde ledsaget Beckværket på rejsen og siden anlagt sag mod forfatteren for krænkelse af privatlivets fred – og bruge denne som afsæt til en romanfigur.

I Africana er Thomas Boberg på vandring med Madame Nielsen i Etiopien, og det går ikke stille af. Madame, der ved, hvad der kan ske, når to forfattere rejser sammen, forsøger at lave en aftale om, at de ikke nævner hinanden i det, de skriver. Det nægter Thomas Boberg, for, som han siger, når han rejser, skriver han også om det. Rejsen udvikler sig til en farce. I Thomas Bobergs skildring, der i sig selv er kolossalt morsom læsning, er Madame forfængelig og ekstremt nærig og en sikkerhedsrisiko, da hun nægter at tage sin kjole af, når hun færdes i det offentlige rum.

Det er svært ikke at se det som et karaktermord på Madame Nielsen.

– Har Madame Nielsen læst afsnittet?

»Jeg følte, at hans besøg blev et overgreb, og da han ville tvinge mig til ikke at skrive om ham, kunne vi ikke indgå en aftale. Derfor synes jeg ikke, jeg har haft pligt til at vise ham det, han ville jo heller aldrig have godkendt det. Det var så grænseoverskridende, det, jeg oplevede med ham, at jeg var nødt til at skrive det. Jeg var jo der for at skrive, og han er for naiv, hvis han tror, at der ikke er andre end ham, der skriver. Det har han selv gjort masser af gange, så den er han selv ude om.«

Thomas Boberg arbejdsværelset med Afrika-biblioteket i hjemmet i Københavns Nordvestkvarter.

Anders Rye Skjoldjensen

Digteren Arthur Rimbaud dukker op forskellige steder i Africana. Det unge geni, seeren, der allerede i teenageårene i 1800-tallets anden halvdel havde sprængt alle poesiens rammer, nået sublime højder og set ned i kulsorte dybder i en søgen efter et mere autentisk liv udtrykt gennem mottoet, »jeg er en anden«.

Da Rimbaud var omkring 20, forlod han endegyldigt digtningen og blev i helt bogstavelig forstand en anden. Han åbnede karavaneruter i Etiopien og nåede som den første europæer frem til hidtil uopdagede steder i det sorte Afrika. Han blev handelsrejsende og våbenhandler i Etiopien og havde ikke andet end foragt tilovers for sit tidligere forfatterskab.

Thomas Boberg bevæger sig i bogen rundt i Rimbauds fodspor i Etiopien.

»Det handler om min egen historie. Tiden er firserne, da jeg begyndte. Jeg debuterede i 1984, og det var også der, jeg blev optaget af ham, men Michael Strunge havde taget patent på ham. Strunge havde det fra Rolf Gjedsted, for han havde oversat ham. Jeg kunne også identificere mig med den ’anden’ Rimbaud, den rejsende. Rimbaud er en skikkelse, der går ind og ud af litteraturhistorien. Jeg har boet længe i Peru og kender min egen generations digtere, også her er Rimbaud en figur, der altid dukker op, fordi han er det antiautoritære, oprøret og genial. Og så er der det gådefulde, at han holder op med at digte.«

Et sted i Africana skriver Boberg noget, der kunne lyde som et ekko af Rimbauds berømte motto »jeg er en anden«: »Jeg er et andet sted. Jeg skal suge alt op i mig, som om mine sansers ansigt havde været munden i et monstrøst støvsugerrør.«

– Er du også altid lidt den anden?

»I hvert fald lidt et andet sted. Jeg ved ikke, om jeg er den anden. Det er, fordi eksistensen er en evig gåde, men den gåde er jo repræsenteret ved de artsfæller, jeg har, og de mennesker, jeg møder undervejs, og som fortæller deres historier. Jeg er nødt til at suge alle de indtryk op, få det ind i min organisme for at kunne gøre det, jeg har sat mig selv på kloden til at gøre, og det er at skrive.«

Der findes to rejser hos Thomas Boberg, en ydre og en indre. Han skal både helt fysisk ud og mærke verden, men han søger også bevidsthedsrejserne fremkaldt af ayahuasca, som han har skrevet om i flere omgange.

»Det er en del af det samme. Ayahuasca er noget, jeg traf på rejsen, en måde at være på og se på. I gamle dage var viden ikke specialiseret, som den er i dag. Du kan ikke længere være videnskabsmand eller atomfysiker på en Einsteins niveau, for du er nødt til at specialisere dig i nogle særlige partikler. Men for ayahuasca-manden er den viden en totalitet. Gennem meditation og indtagelse af det her stof, får han en viden om universet og mennesket i universet og bruger det til at helbrede sine patienter med. Det er ligesom Herodot eller Leonardo da Vinci, renæssancemennesket, der havde alt, og det har vi ikke længere. Jeg har ikke nogen specialer. Jeg er god til spansk, men der er nogle der er bedre, jeg er også god til dansk, men kan ikke hamle op med dem, der har skrevet Ordbog over det danske Sprog. Min viden er en anden slags, det er også en viden om det hele – det er kunstneriske udtryk måske også. Det er ikke faktuel viden, men den ernærer sig ved fakta, ved videnskab. Jeg er en, der søger viden på vejen, får viden om den verden, vi lever i, ved at se selv og udtrykke det gennem skriften, men jeg er ikke ekspert i noget som helst.«

Thomas Boberg bevæger sig ud ad en tangent væk fra ayahuascaen.

»Jeg elsker de romantiske digtere, jeg elsker H.C. Andersen og hans måde at rejse på, som ikke er så fjern fra min måde at rejse på. Og jeg er optaget af, om det til hver en tid er de samme typer, der er kunstnere. Inger Christensen ville også have været digter i 1700-tallet, hun mestrer de her skemaer, hun ånder dem ud. Jeg har aldrig brudt mig om dem, for jeg har været imod alting. Det er jeg ikke længere på den måde. Det jeg forsøger at sige er, at det ikke altid er dem, man føler sig mest i slægt med, som man lærer mest af. Jeg har lige genlæst Tolstojs Anna Karenina, det er slet ikke min slags litteratur, men det er en af de tre-fire bedste bøger, jeg har læst i mit liv. Jeg er heller ikke i slægt med William Burroughs, men hvorfor er Junkie og Queer sådan nogle gode bøger. Han er monsterubehagelig, psykopatisk, men nogle af de ting, han har skrevet, holder endnu.«

– Men hvordan hænger det sammen med de indre rejser i bevidstheden?

»Det er den samme nysgerrighed. Ayahuasca har jeg fulgt gennem 12 år. Det var her, Rebecca og jeg traf hinanden, den dør, vi gik ind ad sammen. Hun havde aldrig gidet interessere sig for mig, hvis det ikke havde været for den, og fordi det var en livsafgørende ting for vores liv og for min måde at være til på, var jeg nødt til at få det med i bogen. Ayahuasca er ikke kokain i et hjørne eller lsd-trip på Christianshavns Torv – det har jeg prøvet, da jeg var helt ung – men del af en interesse for en kultur, og hvordan man sætter sig ind i den. Den har også noget at gøre med overskridelsen, den er beslægtet med den fysiske rejse. For at forstå dem, du sidder sammen med, er du nødt til at gøre ligesom dem. Det er noget, antropologerne har været meget imod, de er neutrale betragtere.«
»Min praksis er en anden, jeg tæller mig selv med, forsøger at være til stede med dem, jeg er sammen med. Det ophæver ikke forskellen, som altid vil være der. Jeg har et pas, det gør mig til menneske i en moderne forstand, og det har de andre ikke – eller hvis de har, så har de mistet det.«