Læsetid: 4 min.

Anna Juul aka Veronika Katinka Martzen: Der er ingen mission. Det er meget et ikkeprojekt

Den omdiskuterede fiktive digter Veronika Katinka Martzen er både satirisk og ikkesatirisk, inderlig og parodisk. »Hvis man synes, hun er en oprigtig, totalt fed person, som slår et slag for afskaffelsen af patriarkatet, så synes jeg bare, det er fedt. Hvis man synes, hun er verdens største idiot, forstår jeg det også godt,« siger Anna Juul, der er kvinden bag. Information sætter fokus på tidens nye fiktive karakterer, der har bragt ironien tilbage med et seriøst formål
Karakteren Veronika Katinka Martzen er netop debuteret på forlaget Gladiator med digtromanen ’Jeg bruger min krop som et møbel’.

Karakteren Veronika Katinka Martzen er netop debuteret på forlaget Gladiator med digtromanen ’Jeg bruger min krop som et møbel’.

Fryd Frydendahl/ Gladiator

1. marts 2019

Veronika Katinka Martzen blev opfundet som en satirisk karakter på Radio24syv. Ikke desto mindre udgav hun i starten af februar ’digtromanen’ Jeg bruger min krop som et møbel på forlaget Gladiator, som fik gode anmeldelser og gjorde det uklart, om Veronika Katinka skulle tages seriøst eller ej.

Bogen er både blevet kaldt inderlig og samfundssatirisk, ironisk og ikkeironisk, og ifølge hendes skaber, Anna Juul, er Veronika Katinka både hende selv og ikke hende selv.

Hvordan i alverden det skal forstås, har vi spurgt Anna Juul om.

– Hvem er Veronika Katinka Martzen?

»Hun er en ung kvindelig digter, som er meget kønspolitisk aktiv. Hun har været i stald hos Kirsten Birgit (fra Den Korte Radioavis på Radio24syv), men det er hun ikke længere. Nu er hun gået rogue og hun skriver digte, der handler om køn, identitet, psykisk sygdom og alle de ting, der også optager Anna.«

– Så hvordan vil du beskrive relationen mellem dig og Veronika Katinka?

»Hvis man tager alle Annas dårlige sider og skruer dem op på hundrede, så har man Veronika Katinka. Det er især på punkter som manglende selvindsigt og manglende selvironi. Jeg, Anna, har måttet tage et aktivt valg om at have selvironi. Det er måske ikke noget, der ligger vildt naturligt til mig, men jeg synes, det er klart mest sympatisk, hvis man har det. Så det kæmper jeg meget for, og det har Veronika overhovedet ikke.«

– Hvad synes du så om hende? Kan du lide hende, selv om hun er dine dårlige sider?

»Det er jeg jo lidt nødt til, fordi hun er så meget af mig selv. Så selv om jeg hader mig selv, er der nogle ting, hvor man tænker ‘årh, det er næsten helt tragisk’. Veronika Katinka er som at kigge på et færdselsuheld, hvor man gerne vil kigge væk, men ikke rigtig kan. Så jeg kan både lide hende og ikke lide hende.«

– Men hvorfor kan du godt lide hende, hvis hun er alle dine dårlige sider skruet op på maks.?

»Fordi det er så meget for meget, at det næsten bliver helt elskeligt. Man ved aldrig rigtig, hvad hun har gang i. Jeg kan i virkeligheden hverken lide hende eller ikke lide hende, jeg har et meget spacy forhold til hende. Det er som at kigge på sig selv udefra, men så er der også nogle elementer, som overhovedet ikke er mig selv. Noget jeg har besluttet mig for, at de holdninger har hun eller de ting laver hun.«

– Hvorfor opstod hun?

»Hun opstod jo først som en meget lille figur i radioprogrammet Podcastland, hvor vi skulle lave en masse fiktive podcasts, og én af dem var så fra Vallekilde Højskole. Den oplagte satirevej at gå var: Hvad nu, hvis der var en, der var helt vildt dårlig til at skrive digte, men havde vildt høje tanker om sig selv. Det var egentlig, sådan hun startede, og så er der kommet flere ting på hende siden. Jeg har for eksempel brugt mine egne komplekser over min højde i Veronika Katinka.«

– Men hun er jo blevet til meget mere end den lille figur fra podcasten. Er folk begyndt at tage hende mere seriøst, nu når der er kommet en digtsamling?

»Ja, nogen gør. Og nogen gør ikke.«

– Bliver hun taget mere seriøst end dig?

»Helt klart. Der er jo ikke nogen, der har spurgt Anna, om hun vil skrive en bog. Det var ligesom noget, der kom til Veronika Katinka. Og jeg har ikke selv nogen Instagramprofil og er ikke rigtig nogen på de sociale medier, men det er hun.«

– Synes du, at hun bliver taget for seriøst, i forhold til at hun er en fiktiv person?

»Jeg tror, jeg har det sådan, at folk må tage det med fra hende, som de vil. For mig er det grineren at prøve ting af med Veronika Katinka. Altså både at skrive en bog i hendes navn og prøve at se, hvordan det ville være at være en Instragram-personlighed. Så må man tage det med, man synes, man kan bruge. Hvis man synes, at Veronika Katinka er en oprigtig, totalt fed person med cool holdninger, som slår et slag for afskaffelsen af patriarkatet, så synes jeg bare, det er fedt. Men hvis man synes, hun er verdens største idiot, så forstår jeg også godt det.«

– Så der er ikke nogen mission med hende?

»Nej, det er meget et ikkeprojekt.«

– Kan du blive i tvivl om, hvem der taler? Om det er hende eller dig selv?

»Ja, det har da været en udfordring at skrive den der bog. Fordi på nogle punkter ville Anna enormt gerne ud gennem siderne, og så skulle jeg hele tiden tænke på, hvordan Veronika Katinka ville skrive, og hvad hun ville synes om det her. Det er endt med at blive en lidt mærkelig hybrid, hvor Anna nogle gange kigger frem, og det kan måske også noget. Jeg ved ikke, om det er fedt, men det er i hvert fald en form for hybrid, som er et felt, jeg synes, er spændende at være i.«

– Hvilke ord kan vi bruge om det her? Er det ironi eller en parodi eller bare en forstørrelse af nogle tanker, du har i forvejen?

»Jeg ser Veronika Katinka som et filter, det er sjovt at opleve verden gennem.«

– Hvad er det vigtigste, jeg skal forstå om Veronika Katinka?

»Det vigtigste er vel at sige, at man kan opleve det som satire, og man kan opleve det som ikkesatire. Der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet.«

Mener karakterer som digterparodien Veronika Katinka Martzen det egentlig seriøst?
Læs også
Gulddreng lagde sig selv i graven som karakter i 2018. Siden har musikeren Malte Ebert lavet musik under eget navn. Med betydeligt mindre kommerciel succes.
Læs også
Veronika Katinka Martzen udstiller, at ironien er tilbage, men i en ny form
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
  • Oluf Husted
Bjarne Toft Sørensen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Anna Juul er først og fremmest journalist, sådan som jeg, i mit tidligere liv, har oplevet, hvad der er kendetegnende for journalister. Selv om jeg også er klar over, at jeg dermed er ret generaliserende.

De fleste journalister er udmærket klar over, at de for at fungere som journalister er nødt til at tilegne sig en persona, en selvvalgt rolle som journalist på et bestemt medie, som er velfungerende på netop det medie, som de for tiden er ansat på.

Som sådan udvikler de med tiden en meget fin fornemmelse for at tilpasse sig nogle eksplicitte, men mest implicitte, normer og værdier, som gør deres persona velfungerende og måske succesfuld på den til enhver tid mulige og valgte arbejdsplads.

Forholdet til min persona ved mine tidligere erfaringer som journalist kommer fint til udtryk i følgende citat:
" ---- på nogle punkter ville Anna enormt gerne ud gennem siderne, og så skulle jeg hele tiden tænke på, hvordan Veronika Katinka ville skrive, og hvad hun ville synes om det her. Det er endt med at blive en lidt mærkelig hybrid, hvor Anna nogle gange kigger frem, og det kan måske også noget".

På den måde er journalister, som de fleste af os, i større eller mindre grad, ansat i "bekræftelses - og underholdningsbranchen".