Læsetid: 9 min.

Arken-udstilling rejser spørgsmålet om, hvad der gør et menneske til et menneske

Fremmedartede fabelvæsner og monstrøse mutanter indtager Arken i ny udstilling med Patricia Piccinini, der udforsker menneskelighedens grænser. Vi tog derud sammen med Ali Abbasi, manden bag troldefilmen ’Grænse’
The Couple af Patricia Piccinini (2018) er en opbyggelig omskrivning af Mary Shelleys Frankenstein, hvor monsteret finder kærligheden og sjælefred.

The Couple af Patricia Piccinini (2018) er en opbyggelig omskrivning af Mary Shelleys Frankenstein, hvor monsteret finder kærligheden og sjælefred.

ARKEN Museum for Moderne Kunst

15. februar 2019

På vej ind i Arkens skibslignende bygning tager Ali Abbasi sin telefon frem.

»Saeed requires your attention,« står der på displayet.

Ali Abbasi lukker et grin ud gennem næsen. Den 38-årige filminstruktør, der bor i Danmark, er født i Iran og laver film i Sverige, er en slank skikkelse med brune øjne, kortkrøllet sort hår og velplejet fuldskæg.

»Det er min robotstøvsuger. Den er stuck et sted i min lejlighed,« forklarer manden bag den svensk-danske genistreg Grænse, der vandt Un Certain Regard-prisen på sidste års filmfestival i Cannes.

»Jeg har døbt den Saeed.«

Ali Abbasi

  • Filminstruktør. Uddannet fra Den Danske Filmskole i 2011.
  • Født 1981 i Teheran, Iran. Flyttede til Sverige i 2002 og bor nu på Vesterbro i København.
  • Debuterede med den danske gyserfilm Shelley i 2016, som blev nomineret til årets film ved bodiluddelingerne og vandt en Robert for bedste originale sang.
  • Fik et gennembrud i 2018 med den svenske fabel Grænse, som vandt sidekonkurrencen Un Certain Regard på Filmfestivalen i Cannes og blev nomineret til en Oscar for bedste makeup. Filmen er en filmatisering af en novelle af Lad den rette komme ind-forfatteren, John Ajvide Lindqvist, og handler om den troldelignende toldvagt Tina (Eva Melander), som lever en mistrøstig tilværelse i Sveriges velfærdssamfund, indtil hun møder artsfællen Vore.
  • Har en bachelor i arkitektur fra Kungliga Vetenskapsakademien i Stockholm.

Hvor grænsen går

Jeg har inviteret Abbasi med ud til kunstmuseet i Ishøj for at se Patricia Piccininis aktuelle udstilling En kærlig verden. Australske Piccinini er kendt for sine groteske silikone-skulpturer af monstrøse fabelvæsner og menneskelignende mutanter, som spørger os, hvad der gør et menneske til et menneske i en tid, hvor genmodificering og kunstig intelligens baner vejen for nye, fremmedartede livsformer.

Det er lidt det samme, Ali Abbasi gør i Grænse. Filmen handler om den troldelignende toldvagt Tina, der lever en ydmyg, udgrænset tilværelse i velfærds-Sverige, indtil hun en dag møder den lige så grove, stornæsede og hæslige Vore, der vækker en ubetvingelig dyrisk drift i hende. Filmen er blevet læst som både en coming out-fortælling om transkønnethed og en parabel over flygtningekrise og fremmedhad, men for Abbasi er den først og fremmest en undersøgelse af, hvor menneskelighedens grænser går.

»Hvor mange reservedele kan man tage ud af en bil, før det ikke længere er en bil?« spørger han filosofisk.

I ske med et monster

Vi har bevæget os ind i Patricia Piccininis forvredne univers og slentrer rundt mellem de surrealistiske skulpturer.

En lille pige står på en træseng over for et fabeldyr med pels ned langs ryggen og lange kløer på hænder og fødder, der minder om Gollum fra Ringenes Herre. Scenen ligner noget fra en gyserfilm, og fra en afstand er man tilbøjelig til at tro, at det uhyggelige væsen skal til at angribe. Men går man tættere på, ser man glæde og tryghed i pigens ansigtstræk, og at den smilende skabning blot er på vej ind i en omfavnelse.

ARKEN Museum for Moderne Kunst

Den ømhed er et kendetegn ved værkerne. I en anden seng ligger et sovende barn i pyjamas i ske med et fabelvæsen med skaller og frastødende, fosterlignende udvækster på ryggen og knuger barnet kærligt ind til sig.

Og i en campingvogn på et græsgrønt tæppe har to elskende væsner tilsyneladende forskanset sig fra civilisationens fordømmelse. Det minder om Tina og Vore, der i Grænse udlever deres dyriske drifter omkranset af naturens urkræfter. Deres grimme, grove ydre tiltrækker forfærdede blikke fra forbipasserende, men efterhånden lærer tilskueren, at det, der ved første øjekast kan virke frastødende, forkert og fremmed, ved nærmere øjesyn kan være både genkendeligt, intimt og empatisk.

Subversiv grimhed

Jeg spørger Abbasi, hvad det er, der fascinerer ham ved såkaldt grimme mennesker.

»Jeg syntes, det var lidt subversivt at tage et ikkekønt menneskes lyster, seksualitet og kærlighedsliv seriøst. Det behøver ikke altid være Scarlett Johansson eller Tom Cruise. I starten var det meget vigtigt for mig, at Tina skulle være grim. Men efter et stykke tid tænkte jeg ikke over det mere. Hun blev bare en karakter, som havde et udseende. Det hører jeg også fra folk, der har set filmen, at de efter et stykke tid glemte, hvordan hun så ud,« siger han.

– Det var vel også meningen?

»Absolut. Og det spændende er jo, at det omvendte også sker. Efter et stykke tid holder man op med at tænke: Øj, hende Nicole Kidman har da et virkelig symmetrisk ansigt, for man er medrevet af hendes følelser i stedet. Det har altid været mit argument for, at man også kunne lave film med grimme mennesker. Til sidst ser du jo rent faktisk ikke det menneske længere.«

– Ligesom man er den sidste, der bemærker det, hvis ens partner taber sig eller tager helt vildt meget på?

»Ja, lige præcis. Du ved, når man har rejst i lang tid og kommer tilbage og tænker: Hvorfor ser min familie pludselig værre ud, de er da blevet noget slidte at se på? Men det er bare ens forestilling – de ser jo ud, som de altid har gjort,« griner han.

Klump

Vi er standset foran en skulptur af en pige med tyk, sort pels på kroppen, som vugger et babylignende misfoster i sin favn. Det er ligesom bare ét stort ansigt uden krop med fødder forneden og tentakelagtige fingre foroven. En helt almindelig mund, men ingen øjne og ingen næse.

ARKEN Museum for Moderne Kunst

»Den er faktisk meget cute, den klump dér,« siger Abbasi og står lidt.

»Det her er nok den, som ligger tættest på temaet i Grænse

Han betragter pigens behårede ben.

»Jeg ville gerne have haft sådan nogle ben til Tina, men jeg fik at vide, at det ville forlænge makeuptiden med tre timer. Det tog fire timer i forvejen.«

Må køer spise mennesker?

Patricia Piccininis kreationer bliver til i et studie, hvor et helt hold af kunsthåndværkere samarbejder om at tilvirke de hyperrealistiske skulpturer ud af silikone, fiberglas, akrylmaling og menneskehår.

Hun vil have os til at tænke over, hvad der sker, når mennesket leger Gud og skaber intelligente robotter og menneskelignende mosaikdyr ved at klippe-klistre i dna-strenge med den såkaldte CRISPR-teknologi. Hun er ikke teknologiskeptiker, men hun er på hold med posthumanisterne, når de kritiserer menneskets egennyttige rovdrift på naturen, klimaet og andre arter.

»Det er en af de ting, jeg synes, jeg kan se udefra,« siger Ali Abbasi, der kommer fra en velstillet iransk familie, men flyttede til Skandinavien i 2002, fordi det virkede »eksotisk« (»ligesom når en hvid mand flytter til Marokko for at bo med beduiner«).

»Hvor selvfølgeligt det er i den vestlige kultur, at mennesket er centrum for universet. Sådan har jeg det virkelig ikke. Jeg har ikke det dér antropocentriske syn på verden. Jeg synes, det er en lidt arrogant måde at se verden på. Jeg vil altid spørge, hvorfor det lige er os, der skal overleve det hele og spise alle mulige andre dyr, mens ingen dyr må spise os. Hvorfor må køer ikke spise mennesker, når mennesker må spise køer?«

– Er det grunden til, at trolden Vore vender sig i vrede mod menneskene i ’Grænse’?

»Altså, det er ikke en direkte kommentar til, hvor meget kød vi spiser. Men jeg har hele tiden tænkt, at det for ham svarer til at spise kylling. Én kylling mere eller mindre doesn’t make a big difference. Han synes, at mennesker er virkelig irriterende og har gjort alle mulige onde ting. Det er et forsøg på at vende det om, så vi kan kigge på os selv som art udefra. Vi kan jo ikke spørge orangutangen, hvordan den har det med mennesker.«

– Men hvis vi kunne, ville vi forvente, at den accepterede det hierarki, som vi har fastsat?

»Ja. Og at den ville synes, at vi var fede.«

Patricia Piccinini

  • Australsk installations- og billedkunstner af italiensk oprindelse.
  • Født 1965 i Sierra Leone, opvokset i Italien og Australien.
  • Har studeret økonomi på Australian National University og har en Bachelor of Fine Arts fra Victorian College of the Arts.
  • Internationalt anerkendt for sine groteske, hyperrealistiske skulpturer af fabelvæsner, kimærer og mutanter, som er inspireret af bl.a. surrealisme og posthumanisme.
  • Skulpturerne er lavet af silikone, fiberglas, metal, akrylmaling og menneskehår og bliver til i et studie i Melbourne, hvor et hold af kunsthåndværkere samarbejder om at vække Piccininis ideer til live.
  • Repræsenterede Australien ved Venedig-biennalen i 2003.

At være eller ikke at være … en røv

Ligesom Ali Abbasi forsøger Patricia Piccinini at udvinde den menneskelige essens. Hvad vil vi acceptere og behandle som menneskeligt, hvad vil vi ikke, og hvorfor? En kimæreunge, der er halvt kanin, halvt menneske? En antropomorf orangutang, hvis unger ligner menneskebørn på en prik? En intelligent scooter, der glinser som en Honda-fabrik, men har antaget menneskeform? Små klumper, der ligner noget fra en formalinkrukke i en anatomisk samling? Hvor mange reservedele kan man fjerne?

»Det her kan jeg genkende fra Grænse,« siger Ali Abbasi og peger på en skulptur, der til forveksling ligner – ja, en røv.

»Snakken om, hvor meget der skal til, før noget opleves som menneskeligt. Den her er ret bevidst om, at den ikke skal være en røv, den skal bare minde om. Vores tanke med filmen var, at det skulle være så ekstremt, at man blev i tvivl om, hvorvidt de var mennesker eller ej. Men ikke så ekstremt, at man tænkte: Det er bare nogle creatures

Den vigtigste reservedel

For Ali Abbasi er der én reservedel, der ikke kan fjernes, hvis noget skal kunne betragtes som menneskeligt. Det er den samme egenskab, der gennemstrømmer Piccininis kærlige verden: empati.

»Vore føles ikke som menneske, for han har ikke empati med mennesker. Men Tina kan ikke føle sig som andet end menneske, fordi hun netop ikke kan træde over empatigrænsen. Der er en meget tydelig parallel her i disse værker. Ingen af dem føles truende eller usympatiske,« siger han.

Jeg peger på et afskyeligt rottelignende væsen med menneskelige træk og en unge i armene.

– De fleste vil jo sige, at den dér ikke er et menneske, fordi den ser ud, som den gør. Men den udviser omvendt tegn på empati. Og så findes der afstumpede mennesker som en Anders Breivik, som umiddelbart ikke ejer empati. Hvad kalder vi så dem?

»Hmm … Det er lidt farligt at kategorisere mennesker på den måde. Jeg tror godt, at du kan være født som menneske og ikke have empati, men så er der en del af menneskeligheden, du ikke har adgang til. Og så er spørgsmålet, hvor vigtig den er i forhold til den fysiske del,« siger Ali Abbasi.

Han nikker mod rotten.

»Hvis du så sådan der ud og var superempatisk, var du måske mere menneskelig end Anders Breivik. Men … det her er måske lidt mærkeligt at sige, men jeg tror ikke, at fordi man har dræbt 60 mennesker, kan man pr. definition ikke have empati. Jeg har læst en bog om Josef Mengele (læge i Auschwitz, red.), som rent faktisk lavede sådan nogle her eksperimenter med virkelige børn. Men samtidig med at han gjorde det, havde han en stor kærligheds-revival med sin kæreste, og de var blindt forelskede i hinanden. Så i ham fandtes der empati. For nogen.«

Den menneskelige støvsuger

Vi går forbi fire maskinlignende haletudser, som minder mig om robotstøvsugere. Jeg spørger, om det er empati og menneskeliggørelse, der har fået ham til at døbe sin støvsuger Saeed.

»Altså, den skulle have et navn, for det skal man taste ind i appen. Men ja. Jeg tror, at grunden til, at jeg har navngivet den, er, at jeg gerne vil have, min søn skal lære at sameksistere med ting, som ikke er menneskelige. Det lyder lidt grandiost, når det handler om en støvsuger, men jeg tænkte faktisk på, at jeg gerne ville gøre ham bekvem med ideen om, at han kan lege med noget ikkemenneskeligt, uden at det behøver at være sørgeligt og ensomt,« siger Ali Abbasi.

ARKEN Museum for Moderne Kunst

På vej ud fra udstillingen passerer vi en skulptur af en kvinde, der ligner Patricia Piccinini selv. Hun har kruset hår og bærer en blå kjole med små motiver af vifter. I sin favn holder hun sit barn, en kødfuld, larveagtig substans med menneskelige lemmer, ører som en flagermus og ryg som en skosål. Kvinden, der ligner Piccinini, knuger skabningen ind til sig med et omsorgsfuldt, fordomsfrit udtryk. Den putter sig ind til hende.

Vi forlader Arkens maritime museumsbygning og tager en taxa tilbage til Ali Abbasis lejlighed. Saeed har brug for ham.

Patricia Piccininis værker kan opleves i udstillingen ’En kærlig verden’ på kunstmuseet Arken i Ishøj fra 9. februar til 8. september
 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Niels Duus Nielsen
Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er absolut er godt spørgsmål; - hvad der gør et vildt dyr til homo sapiens, og videre hvad der derefter gør et menneske til menneske. Måske er det noget med empati.

Men måske kan man lige så godt spørge, hvad der egentlig gør homo sapiens "det tænkende menneske" til torturbøddel. Eller blot til en simpel racist uden empati, der foragter andre mennesker, der ikke tilhører hans "stamme". For de findes jo i blandt os.

https://videnskab.dk/kultur-samfund/torturboeddel-vi-har-alle-hvad-jobbe...

http://nyheder.tv2.dk/article.php/id-1137189%3Akan-du-blive-torturb%C3%8...

https://folkedrab.dk/artikler/boern-som-torturboedler

https://da.wikipedia.org/wiki/Jasenovac_koncentrationslejr