Læsetid: 5 min.

Autodidakt, yogadyrker, teosof og spiritist. Glødende socialist til det sidste

Þórbergur Þórðarson forblev noget helt for sig selv. Han regnes for en af de fineste penne i islandsk prosa i det 20. århundrede
1. marts 2019

For en læser med kærlighed til islandsk litteratur var det en oprigtig glæde for nogle år siden i en ny bog af en yngre dansk prosaforfatter med ét at støde på navnet Þórbergur Þórðarson (1888-1974). Alle på Island ved, hvem han er, og siden sommeren 2006 har han haft sit eget museum; men i andre litterære kulturer er han så godt som ukendt.

Ikke desto mindre dukkede han altså lige pludselig op i Hanne Højgaard Viemoses autofiktive roman Mado (2015) lige inden det sted, hvor forfatteren skråstreg jegfortælleren opdager, at hun åbenbart er gravid, og aborterer i et bilsæde på vej over en øde fjeldslette i det nordøstlige Island. Her falder det hende naturligt at citere fra Þórbergur Þórðarsons legendariske gennembrudsværk Bréf til Láru (Brev til Laura, 1924, hidtil ikke oversat til ét eneste sprog), nærmere bestemt den passage i kapitel XXIII, hvor den mandlige forfatter beretter om dengang, da han ventede sig:

»Det var en smuk sommerdag på græsmarkerne. Jeg samlede fårene i bakkerne bag gården. Så kom den overbevisning til mig som et lyn fra en klar himmel, at jeg var blevet gravid. Jeg begyndte at undersøge mig selv. Jeg følte, klemte og befamlede. Jeg fandt alle tegn på, at dette ikke var indbildning. Kvinder synes den slags er morsomt. Det er deres arbejdsområde. Jeg har studeret ni sprog, og jeg har samlet ord i otte år. Alligevel har jeg ikke ord eller talemåder, som kan give nogen idé om mine sjælekvaler. Jeg kunne bedst sammenligne dem med de lidelser, som overgår fordrevne sjæle, som forsynet har dømt til at stå på hovedet i kogende svovlkilder fra evighed til evighed. Og alligevel er denne sammenligning alt for kristelig til, at du kan forestille dig, hvordan jeg havde det i mit bryst.«

Passagen gengives (med enkelte ændringer) i Hanne Højgaard Viemoses egen fordanskning, et glædeligt vidnesbyrd om den fascinationskraft, der stadig, snart hundrede år efter, udgår fra hin dybt besynderlige, menneskeligt og litterært så bemærkelsesværdige bog, som vi om lidt skal vende tilbage til.

Om dens forfatter er at fortælle, at han kom til verden på gården Breiðabólstaðarhali (eller Hali) på egnen Suðursveit øst for Vatnajökull. Fra sin opvækst på denne relativt beskedne bedrift med 25 får, to køer og tre heste medbragte han en folkelig arv i form af fortællinger, sagn og digte, da han som 18-årig tog til Reykjavik.

Et par år blev tilbragt til søs som dæksdreng, matros og skibskok. Derefter sultede han tappert og færdedes i fodtøj, som kun var sko af navn, forsøgte at komme på seminariet og på det nyoprettede universitet, hvor han gik til forelæsninger og skrev opgaver uden at være immatrikuleret. Blev så lærer ved Teknisk Skole og Handelsskolen og var beskæftiget med indsamling af ord.

Han kom fra det 18. århundrede direkte ind i det 20

Det er om Þórbergur Þórðarson blevet sagt, at han kom fra det 18. århundrede direkte ind i det 20. Og helt almindelig var han langtfra. Han dyrkede yoga og Müller-gymnastik, var afholdsmand og vegetar, teosof og spiritist, esperantist og glødende socialist. Sin litterære dannelse fik denne excentriske autodidakt i Unuhús, et lille rødmalet træhus i Garðastræti 4 (i dag nr. 15) tæt ved Reykjaviks centrum. Her drev Una Gísladóttir en helt særlig kombination af pensionat, madsted og intellektuel diskussionsklub indtil sin død i 1924, hvor sønnen, den siden navnkundige Erlendur Guðmundsson, tog over.

Det var her, vor unge særling mødte folk som poeten Stefán frá Hvítadal og den unge digterspire Halldór Guðjónsson, som allerede da var begyndt at kalde sig Halldór frá Laxnes eller simpelt hen Halldór Laxness. Denne skulle kort efter revolutionere islandsk litteratur med romanen Den store væver fra Kashmir (1927, på da. så sent som 1975), men Þórbergur kom altså egentlig først.

Brev til Laura er, retorisk set, henvendt til en dame, som drev butikken Sæbehuset i provinsbyen Akureyri sideløbende med sit arbejde som fotograf, og som han havde lært at kende på en teosofisk konference. Til denne søster i ånden retter han al sin kritik af kirke og præster, af øvrighed og kapitalister. Han behandler ting, som ingen har skrevet om før, formulerer sig overalt vittigt og dristigt, skåner ingen og allermindst sig selv. Kan man sammenligne bogens virkning på islandsk som litteratursprog med noget i denne verden, må det blive Louis-Ferdinand Célines stormløb på klassisk fransk litteraturstil i bøger som Rejse til nattens ende (1932).

Hans originale genrehybrid vakte stor opmærksomhed. Halldór Laxness svarede ham med et modskrift, Katolske synspunkter, og en kendt frikirkepræst udstedte en bandbulle, som var medvirkende til, at man for en tid tog lærerjobbet og en del af statsstøtten fra Þórbergur. Han lod sig imidlertid ikke stoppe og fortsatte med skrifter, som ikke i gængs forstand kunne kaldes fiktionslitteratur, men formede sig som en egensindig, oftest åbent selvbiografisk beretning. Mest læst er Íslenzkur aðall (Islandsk adel, 1938, delvis oversat til da. som Undervejs til min Elskede, 1955) og Ofvitinn (Den overbegavede) fra 1940-41. Senere fik han skrevet et hovedværk inden for islandsk portrætkunst, Ævisaga Árna prófasts Þórarinssonar (Biografi over provst Arni Thórarinsson, 1945-50) og Sálmurinn um blómið (Salmen om blomsten, 1954-55), en fortælling om en lille piges oplevelse af verden.

»Da jeg var barn,« fortæller forfatteren i brevet til Laura, »levede jeg mellem to verdener. Mine fødder stod i uvidenhedens verden, men hovedet badede sig i den himmelske visdoms lys. Dengang drømte jeg ofte besynderlige drømme. Engang drømte jeg f.eks. om en hvid ko i strandkanten. Nogle dage efter strandede en gråmalet fransk skonnert på samme sted.«

En passage som denne, fra det hovedværk som blev til fra 15. november 1923 til 31. august 1924, og som vi måske engang vil få at læse på dansk, demonstrerer en særlig evne til at undres og et blik for det store i det små. »Alt, som har eksisteret, fortsætter med at eksistere,« fastslår han også i erindringerne, Steinarnir tala (Stenene taler, 1956). »Al fortællekunst er et oprør imod forgængeligheden.«

Dette smukke budskab blev hørt. Da man i 1974 (faktisk et år for sent!) fejrede hans 85-årsfødselsdag med æresdoktortitel og besøg af 8 professorer og korsang uden for lejligheden og om aftenen stort fakkeltog til adressen, kom han, skønt temmelig svækket af Parkinson, ud på altanen og sagde: »Jeg takker jer alle inderligt for den hæder, man her har vist mig, og jeg ønsker jer alle det bedste på jeres veje – også i det hinsidige.«

Hvad faktastof angår, bygger artiklen på Halldór Guðmundssons dobbeltportræt af Þórbergur Þórðarson og Gunnar Gunnarsson i Skáldalíf (Digterliv), 2006.

Serie

Islands litterære mirakel

I Island er sprog og litteratur ægte sammenhængskraft. På tværs af politisk overbevisning, sociale skel og epoker er litteraturen det, der forener. Islands litteratur har ikke kun syntes så stor og rig i de senere årtier med et væld af forfatterskaber, der har gjort stort indtryk i hele verden – den har i mere end tusind år gennem Edda-digtningen og sagaerne påvirket og ændret verdenslitteraturen. Information præsenterer i den kommende tid et udvalg af de værker, der for mere end tusinde år siden gjorde islandsk litteratur til noget helt særligt i verdenslitteraturen og stadig påvirker vores forestillinger i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu