Læsetid: 5 min.

Bullshit og pointer på begge sider i EU-copyright-balladen

Der bliver truet med bål og brand og lovet guld og grønne skove i den verserende debat om det kontroversielle EU-copyright-lovforslag. Og penge er der da også at hente for skabende kunstnere i særdeleshed. Men det kan blive til en meget høj pris for interkulturen og nye unge skabere i almindelighed
20. februar 2019

Det nye copyrightlovforslag, der nu er sendt videre til EU-Parlamentet, har været kontroversielt siden sin fødsel i 2016.

Det handler i sin essens om at give rettighedshaverne flere penge for deres arbejde, og de penge skal komme fra giganterne, der tjener penge på dem: Delingstjenester som Facebook, YouTube, Instagram og Twitter. Det er der ikke noget kontroversielt i, men det er der til gengæld i måden, som det søges gjort på.

Fronterne i diskussionen har ikke ændret sig siden begyndelsen. En række rettighedshavere og udøvende kunstnere råber »ja, endelig!«. Og en række forsvarere for internetfrihed, udøvende kunstnere (igen) og internetgiganter råber »nej, aldrig!« til det såkaldte Directive on Copyright in the Digital Single Market.

Der er bullshit på begge sider, og den kommer i begge lejre især fra dem, der har enorme summer på spil.

Det er årevis med et besværet, stokkonservativt og ofte udemokratisk forhold til teknologisk udvikling samt kapitalisering på kunstnerne, der gemmer sig bag musikselskabernes økonomiske lighedsretorik og ja til lovforslaget.

Siden mp3-pirattjenesten Napster åbnede i 1999 har musikselskaberne og siden alle mulige andre rettighedshavere kæmpet med næb og ofte udemokratiske kløer for at få styr på det vilde vesten, som internettet var.

Her i 2019 er ja-fløjen klar til at begrænse fair use og kreativ adfærd på nettet til fordel for økonomisk godtgørelse.

Processen for EU’s nye regler om ophavsret

  • I 2016 fremlagde EU-Kommissionen et forslag til en reform af copyright-reglerne for indhold delt på internettet.
  • De ville beskytte ophavsretten ved at sikre betaling til skabere af musik, bøger og artikler, der bliver brugt på nettet. Efter stor debat stemte Europa-Parlamentet imod forslaget i juli måned 2018.
  • Siden har parlamentarikerne indsendt over 200 ændringsforslag, som førte frem til det kompromis, der nu er vedtaget. Af Artikel 13 fremgår det her, at platforme som YouTube og Facebook er ansvarlige for at sikre, at indhold delt af brugere ikke bryder med copyright-regler.
  • Efter den offentlige proces i EU-Parlamentet blev copyright-reformens nye regler færdiggjort for lukkede døre af EU-parlamentet, EU-Kommissionen og EU’s medlemslande sidste onsdag.
  • Aftalen skal nu endeligt godkendes af parlamentet og medlemslandene, men det skønnes at være en formalitet.

Farvel, vilde vesten

På den anden side er det årevis med enorm økonomisk gevinst, der gemmer sig bag de største online-delingstjenesters retorik om kunstnerisk og kreativ frihed for deres brugere.

Især YouTube har leveret notorisk elendige betalinger – langt under Spotifys – for afspilninger. Rettighedshavernes forhandlingsposition har nemlig været elendig, idet YouTube ikke har noget juridisk ansvar for det uploadede materiale.

Men med Artikel 13 i det aktuelle EU-lovforslag skal YouTube og alle andre større delingstjenester stå til ansvar for alt deres indhold. Og det vil givetvis tvinge dem til at filtrere på forhånd og sandsynligvis gøre dem overforsigtige i forhold til, hvad de accepterer.

Disse proaktive forholdsregler er del af en større trend inden for internetfiltrering, hvor man dropper, at tvivlen skal komme uploaderen til gode. Et afgørende skifte fra individuel frihed under ansvar til big business økonomisk ansvar. Better safe than sorry, kunne blive det nye mantra på nettet. Farvel, vilde vesten.

Indhegning af vores fælleseje

»The Second Enclosure Movement and The Construction of The Public Domain« kaldte den amerikanske juraprofessor James Boyle sin artikel om det skred i 2003.

Her sammenligner han vor tids stadig mere vidtrækkende ejerskab af kultur med den første indhegningsproces fra 1600 og fremefter. Det var forud for kapitalismens gennembrud, da Storbritanniens fælleder, der tidligere havde været fælleseje, blev privatiserede og indhegnede.

»Det viser os uimodståelige ironier ved det tveæggede sværd, der er ’respekten for ejendom’,« skriver Boyle.

Hans pointe er, at vi har mistet en række immaterielle fælleder, en masse kulturelt fælleseje. Ikke kun med forlængelserne – både i USA og EU – af den ophavsretslige beskyttelsestid på værker, men også i forhold til hvor grænsen går for fair kreativt tyveri og strafbart kreativt tyveri. Altså hvornår det er lovligt og ulovligt at låne fra andres værker. Om det så er to sekunders sampling eller en affotografering af en Star Wars-actionfigur.

Ejendomsret frem for folklore

Man vælger i stigende grad den krænkede rettighedshavers side. Altså ejendomsretten frem for folkloren. Man har således indsnævret de kulturelle fælleder, og dén tendens tvinges YouTube & Co. nu til at forstærke. Memet, vor tids store internet-folklore, er således i fare, da der her tit lånes billeder og videoer fra andre.

Værst er det naturligvis i retssagernes eget land, USA, hvor skabende individer må erkende, at de stort set ikke kan foretage sig noget med for eksempel musik uden at skulle cleare og betale for det. Både inden for sampling og sangskrivning er absurde sager de sidste 15 år faldet – urimeligt – ud til krænkede rettighedshaveres fordel.

Og hvis man synes, at USA er langt væk fra EU, så spørg de amerikanske musiklobbyister i Bruxelles om de savner deres hjemland. Eller om de ikke nyder, at der – i modsætning til Washington – ikke er tvungen registrering af dem og deres arbejde.

Ørerne i kopimaskinen

Altså er der store kræfter på spil, og det kan gå ud over en række kreative aktiviteter, der er afhængige af lån og krydsninger og podninger. Bare inden for musik kan det true sampling i hiphop, glade amatørers coverversioner, remixes, parodiske værker, herunder shreds, hvor man lægger et nyt udueligt lydspor henover en kendt musikvideo.

Og så kan det – som vi ved fra retssager i USA – bare være sange, der ligner andre sange for meget. Så har man ørerne i kopimaskinen. Problemet er, at det gør sange. De ligner hinanden, fordi de typisk er farvede og inspirerede af andres sange.

Altså er det overordentlig sandsynligt, at den nye EU-lov vil nedkøle kreativiteten på nettet, noget som både Wikipedias grundlægger Jimmy Wales og World Wide Web-opfinderen Tim Berners-Lee har advaret om i den verserende debat.

Der er ingen, der siger at ophavsfolk ikke skal aflønnes. Men der er nogle, der taler for en mere rimelig og mindre totalitær måde at gøre dette på, at man så at sige kan undgå at smide barnet ud med badevandet. Dem burde EU lytte til, inden de stemmer om forslaget i slutningen af marts eller starten af april. Og det bør de gøre nu.

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Citat 1. fra artiklen.
"Ejendomsret frem for folklore
Man vælger i stigende grad den krænkede rettighedshavers side. Altså ejendomsretten frem for folkloren."

Hvorfor gør man mon det? Fordi nogen har brugt tid og penge på at finde på noget. Det er desuden deres levebrød. Det er det, der betaler deres husleje, deres musik, deres forskning, deres design og produktion og hvad det nu er, de beskæftiger sig med.

Hvis vi levede i et samfund, hvor vi ikke behøvede at arbejde og alt blev betalt af et velgørende samfund, kunne man overveje at give sine ideer væk. Jeg lever ikke i et samfund, der betaler min husleje mm. Jeg forsikrer mine ideer. Først for et år og siden for 25 år. "forsikringen" gælder i alle EU's lande. Det betyder dog ikke, at ideen ikke bliver stjålet. Jeg tager ikke patenter, det har jeg ikke råd til. Det kan oftest ikke nytte noget for et meget lille firma. Det er noget Novo gør. Tænk at bekoste et sagsanlæg mod Kina eller USA. Kineserne er vanvittig flinke til at "låne" ideer.

Citat 2 fra artiklen.
"Siden har parlamentarikerne indsendt over 200 ændringsforslag, som førte frem til det kompromis, der nu er vedtaget. Af Artikel 13 fremgår det her, at platforme som YouTube og Facebook er ansvarlige for at sikre, at indhold delt af brugere ikke bryder med copyright-regler."

Denne artikel er helt ubrugelig. Et bevis på politikernes amatørisme. Den viser i al sin enkelthed, at den lille kunstner, designer, opfinder mm. får lov til selv at bevise, at de har ophavsretten. Tænk et lille firma, der skal ligge og kæmpe med og eventuelt imod Facebook, YouTube, Google, Sony eller endnu andet firma, for deres misbrug af idemandens /kvindens kreative ideer mm. Disse store firmaer ville aldrig hjælpe den lille mand, med mindre de kunne tjene mange penge for kunstnerens ideer. Tænk på de omkostninger, det ville give det lille firma. Det eneste, der sker er, at advokaterne bliver stjernerige.

Jeg kendte personligt et meget kreativt menneske, der opfandt en helt speciel måde at lave bremser til lastbiler. Han tog til Sverige og havde et møde med en af Sveriges store lastbilsproducenter. De tog vældig godt imod ham. Han rejste hjem og hørte aldrig fra dem. Det svenske firma patenterede hans idé og grinede hele vejen til banken. Manden drak sig derimod ihjel.

Han delte sin idé med en producent.

Jeg har her i Information læst en meget rørende og romantisk beskrivelse af, at de mennesker, der prøver at leve af sin kunst, design, forskning mm., ikke skal være for smålige og, at de bør dele deres værker med verden. Nogle giver faktisk deres ideer væk til fattige lande. Det er sjældent de rige, der gør det. Det jeg har læst, fungerer måske i et drømmeland, ikke i den verden jeg lever i.

Steffen Gliese

Her er det, at det bliver tydeligt, hvordan kapitalismens noget-for-noget er på afgørende kollisionskurs med de menneskelige egenskaber og tilbøjeligheden til generøsitet.
Fordi kapitalismen antager det modsatte: at alle vil rage til sig, i stedet for det reelt observerbare: at folk gennemgående ønsker at dele deres bedste og kæreste eje med andre - og modtage den langt mere direkte påskønnelse og anerkendelse, dette indebærer - kædes vidt forskellige aktiviteter sammen for at skabe grundlaget for et bytteforhold i stedet for, hvad man kan kalde den gaveøkonomi, vi reelt er placeret midt i, og som beskrives så godt, ud fra et fårs perspektiv i Salme 23 i det gamle testamente, og Matt. 6,25-27.

Steffen Glide.
Jeg vil tillade mig at kommentere en del af dine udsagn.

"Fordi kapitalismen antager det modsatte: at alle vil rage til sig, i stedet for det reelt observerbare: at folk gennemgående ønsker at dele deres bedste og kæreste eje med andre - og modtage den langt mere direkte påskønnelse og anerkendelse, dette indebærer".

De fleste betaler ikke deres husleje med andres åndelige påskønnelse, selv om det ville være meget smukt.

Mozart, Leonardo da Vinci og Michelangelo frembragte deres kunst, fordi de havde feudale personligheder fyrster, keisere og den mægtige kirke, hvis ord du citerer, som velgørere. De fik sådan set betalt for deres kunst.

Jeg regner sådan set ikke med, at du vil afgive din pension til andre for at gøre deres levevilkår nemmere, for at opnå deres påskønnelse. En pension som du givetvis retfærdigt har indtjent i årenes løb.

Mennesker, som lever af deres kunst må leve som andre i den verden, der er os tildelt i øbeblikket. Mange, som jeg kender arbejder to stedet for at kunne lave deres kunst, som så andre kan nyde.

Vi kan også prøve at ændre vores verden således, at de selvsamme mennesker kan bidrage gratis med deres kunst og glæde sig over almenvellets påskønnelse og alligevel overleve. Hvordan? Det er der nok mange, der har forskellige meninger om. Kun en microbrøkdel lever overordentlig godt af deres frembringelser, så som enkelte musikere og medicinalindustrien.

Men imellemtiden har de personer, der ikke er ansat i det offentlige, eller bliver forsørget af velgørere af forskellig slags, behov for at få en indtægt af deres retmæssige musiske frembringelser, for at skaffe mad på bordet og kunne betale deres husleje, forsørge deres børn og betale de skatter samfundet kræver af dem, for deres musiske indtægter.

Ingen har lever af luft og påskønnelse alene, nogensinde, heller ikke Mozart, Leonardo da Vinci eller Michelangelo, selv om vi i dag påskønner deres kunst.

Steffen Gliese

Men, Runa Lystlund, det er jo præcis derfor, vi må gå en anden vej. Skabe sammen og for hinanden i tillid til, at vi sammen står inde for samfundet i al sin mangfoldighed.
Og nej, jeg beklager, jeg har ikke optjent en stor pension over årene, jeg har tværtimod netop altid holdt mig til at bidrage med de ting, der er mit særlige bidrag. Det har gjort mig forholdsvis fattig, men til gengæld bevaret mig rimelig rask, ikke mindst psykisk. Og sådan er det jo: et samfund, der ikke er sundt for mennesker at leve i, giver jo ingen mening, og det er jo tydeligvis det, som vi endnu engang i menneskehedens historie må indse, at vi har fået skabt.
Hvad vi har, ser vi jo tydeligt: en tilbagevenden til en liberalistisk pengefeudalisme, hvor alle emancipatoriske fremskridt, så hårdt tilkæmpet igennem det 20. århundrede, tvinges tilbage, fordi de få af vilje til magt berusede fordrejer hovedet på de mange, der helst er fri.

Rettelse.
Ingen har levet af luft og påskønnelse alene, nogensinde, heller ikke Mozart, Leonardo da Vinci eller Michelangelo, selv om vi i dag påskønner deres kunst.

Steffen Gliese.
Jeg påskønner dine kommentarer og er ikke ude på, at nedgøre dit bidrag i verden. Jeg har selv både undervist, tegnet og bygget huse og lavet og selv producerer design. I lang tid har jeg kunne leve godt af det og har været i stand til at bidrage med høj skat. Det har dog krævet en enorm arbejdsindsats. Det er jeg vel at mærke ikke ked af, hverken det med skatten eller tiden. Dog har mine børn betalt en told, selv om de har kunnet være på min arbejdsplads, også med kammerater, efter skole og SFO. Jeg har haft mange ansatte. Nogle gange har jeg lige akkurat haft salt til grøden. Jeg har ikke ønsket at afskedige mine medarbejdere, de har også familier. Jeg er gået ud af mit tidligere store firma, fordi jeg rent ud sagt arbejdede for meget og pådrog mig en længerevarende fysisk sygdom, som jeg heldigvis er blevet bedre af.

Jeg har efterfølgende i nogle få år levet af mit design og har måttet arbejde ved siden af det, for at få økonomien til at hænge sammen. De personer, der sælger mine produkter får 60% af mit bidrag, således mener jeg, at jeg har bidraget nok til samfundet, både før og nu. Jeg er desværre ikke nogen god købmand, men er god til det jeg er uddannet til, derfor sælger andre mine ting.

Derimod har smarte mennesker kopieret mit design, uden min tilladelse, gået til Kina med designet og fået det produceret af billigere materialer og mere tarveligt udført. Akkurat det samme. Det synes jeg ikke er i orden, derfor DesDocer (jeg betaler for at dokumentere designet) jeg mine designobjekter og forsikrer nogle af dem til videre 25 år. Kopisternes kopier er selvfølgelig billigere end mit originale design. Mit danskproducerede design bidrager med arbejde i Danmark og har en bedre marerialemæssig og håndværksmæssig kvalitet, men er derved dyrere. Det kæmper mange med og det er derfor så meget laves andre steder, til skade for danskproduceret design. Vi mister derved både håndværksmæssig kunnen og arbejdspladser. Jeg har ikke råd til at give mine ting væk.

Ralf Christensen

Runa, har du læst mine sidste sætninger i artikelen?

"Der er ingen, der siger at ophavsfolk ikke skal aflønnes. Men der er nogle, der taler for en mere rimelig og mindre totalitær måde at gøre dette på, at man så at sige kan undgå at smide barnet ud med badevandet. Dem burde EU lytte til, inden de stemmer om forslaget i slutningen af marts eller starten af april. Og det bør de gøre nu."

Du har lige som alle andre taget noget fra andre i dit arbejde. Det har alle. Alle "står på skuldrene af giganter", som Isaac Newton sagde. Hvis den intellektuelle ejendomsret fortolkes for snævert, så indsnævres det kreative råderum – for skabende kunstnere. Det er ikke et romantisk syn på ophavsret, det er tværtimod pragmatisk. Og denne snævre fortolkning er tit til fordel for meget store koncerner, Disney, musikforlag etcetera.