Eisenhower var cheerleader

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

Eisenhower var cheerleader

Mille Breyen Hauschildt, kulturjournalist

Under Super Bowl i søndags chokerede cheerleaderne for holdet Rams mange seere, fordi to af dem var mænd. På Facebook skrev vrede danske fans: »Kæft hvor klamt!!« og »så blev NFL også en pussysport«.

Vi kan berolige med en række formildende fakta: Modsat kvinderne danser de to mænd uden pompomer, men svinger hænderne som om de holdt dem. Og truppens træner har forsikret os om, at det er slut med at danse til »Diamonds Are a Girl’s Best Friend«, så længe mænd er med i truppen.

Indtil Første Verdenskrig, hvor kvinder måtte tage over, var cheerleading i øvrigt kun udøvet af mænd. De udsendte soldater var utilfredse med, at kvinderne havde overtaget deres pladser, men det gentog sig jo i Anden Verdenskrig.

Flere mandlige præsidenter har desuden været cheerleadere, bl.a. Ronald Reagan, Dwight D. Eisenhower og George W. Bush, som var head cheerleader i sin studietid.

Indonesiens præsident er en hyklerisk Metallica-fan

Martine Amalie Krogh, journalist

Indonesiens præsident Joko Widodo har indført en lov, der skal forhindre udenlandsk musik i at have negativ indflydelse på den indonesiske musikscene. Lader man sig inspirere af den ’amoralske’ udenlandske musik, kan det sågar ende med fængselsstraf.

Problemet er bare, at Widodo selv er stor heavy metal-entusiast og offentligt har ytret sin begejstring for Metallica – hvis musik næppe kan betragtes som traditionel indonesisk.

Propagandasvin

Nikola Nedeljkovic Gøttsche, kulturjournalist

Sidste år blev tegnefilmsgrisen Gurli bortcensureret fra den kinesiske streamingtjeneste Douyin, efter hun var blevet modstandssymbol (og populært tatoveringsmotiv) for mange utilfredse unge. Tirsdag, da kineserne gik fra hundens ind i grisens år, ændrede det sig imidlertid.

I Shanghai hang der pludselig store plakater med reklamer for afsnittet »Gurli Gris fejrer kinesisk nytår«, produceret i samarbejde med kinesiske Alibaba Pictures. Se sådan afvæbner man modstand: Stjæl symbolerne!

Den første dag i resten af Kirsten Birgits liv

Lone Nikolajsen, kulturjournalist

Efter et år som et weekendmedie er det satiriske nyhedsprogram Den Korte Radioavis tilbage i sin gamle middagssendeflade på Radio24syv.

I årets første udsendelse onanerer redaktøren Rasmus Bruun til en Knud Romer-monolog, og seniorkorrespondent Kirsten Birgit nyder, at det er den første dag i resten af hendes liv. Derudover siger deres producer Zissel op, fordi de to er nogle narcissister. Det bliver nogle store sko at fylde ud.

Spis som Andy

Maria Kjær Themsen, kunstredaktør

Det er en slags historisk cirkelslutning, at selveste Andy Warhol er endt som reklame for Burger King i en »ny« reklamefilm, der blev lanceret under Super Bowl i søndags i USA.

Warhol brugte selv flittigt både popkultur og reklameæstetik i sin kunst, som han skabte i store massproduktioner på det, han selv kaldte for sin »fabrik« The Factory – eksempelvis i de berømte Campbell Soup-værker eller de legendariske billeder af Marilyn Monroe.

Den ’nye’ reklamefilm stammer i virkeligheden fra Jørgen Leths dokumentarfilm 66 Scener fra Amerika fra 1982, hvoraf den ene scene helt enkelt går ud på, at Andy Warhol, langsomt og omstændeligt, spiser en hamburger.

Warhol havde om nogen et blik for reklamens magt, og Leth fortæller selv i en film om værket, at Warhol langt hellere havde foretrukket en burger fra McDonald’s – simpelthen fordi han fandt deres logo og stil smukkere end Burger King’s.

At Burger King først nu ser sit snit til at bruge den på mange måder geniale (reklame)film med Warhol er egentlig utroligt. Så kan man overveje, om man får en lidt dårlig smag i munden over at se det store kunstikon som reklame for en fastfoodkæde, eller om det i virkeligheden er helt i Warhols ånd at være endt på det store reklamespot.

Let It Be – nej, bliv ved lidt endnu

Rasmus Bo Sørensen, kulturjournalist

Hvad foregik der egentlig under indspilningerne til Let it Be – albummet, der endte med at blive The Beatles’ sidste?

Myten om bandets svanesang har været, at stemningen i studiet var elendig, præget af uvenskab og disharmoni, som i sidste ende førte til gruppens brud bare et år efter. Om det er sandt, bliver vi klogere på i en kommende dokumentarfilm baseret på 55 timers hidtil usete optagelser fra studieindspilningerne i 1970.

Filmen er instrueret af Peter Jackson, som for tiden er aktuel med en anden dokumentarfilm om Første Verdenskrig, They Shall not Grow Old, der benytter sig af en række revolutionerende restaurationsteknikker. De vil ifølge filmmagasinet Ekko også blive bragt i spil i den nye Beatles-dokumentar.

Den bliver til gengæld knap så krigerisk, for stemningen i studiet var faktisk ikke så dårlig endda, røber Jackson:

»Der er selvfølgelig dramatiske øjeblikke, men ikke noget af den disharmoni, som pladen længe har været forbundet med,« siger han til BBC.