De har fået ironien ind med modermælken, nu bruger de den seriøst

Digtromanen Jeg bruger min krop som et møbel, der udkom i starten af februar på forlaget Gladiator, har gjort anmelderstaben godt og grundigt forvirrede. Den er nemlig skrevet af Veronika Katinka Martzen, som er en fiktiv karakter opfundet af det rigtige menneske Anna Juul til et satireprogram på Radio24syv.

Informations egen anmelder Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen kom på prøve, da hun skulle anmelde, hvad hun kalder et »bundløst hul af metairriterende, metaselvironisk ironi«, der til forveksling ligner en tidstypisk digtsamling skrevet af et jeg, der »væver engelsk popslang og højlyrisk patos, overvejelser om Karl Ove Knausgårds autofiktion og Jokeren fra Batman, promiskuøse bekendelser, anfægtet analyse og hidsig politisk kritik sammen med namedropping af Tove Ditlevsen, Caspar Eric og psykiatriske medicinpræparater i en talestrøm, der for en umiddelbar betragtning gør grin med forfattere som netop Eric, men også f.eks. Bjørn Rasmussen og Olga Ravn – og nok især dem, der kopierer og slider på det sprog, de tre har gjort så populært,« skriver hun.

Men den er også mere end bare en parodi. Den indeholder en vis inderlighed, noterer hun:

»Det gør, måske, også bogen til mere end et mediestunt og en plat parodi, der skal afsløre tidens inderlige og etisk vakte poesi som tom selviscenesættelse – og begejstringen for den som bar forblændelse. Måske gør det ikke.«

Anna Juul er ikke den eneste, der leger med ironi pakket ind i mere eller mindre fiktive karakterer i disse år, og det kan gøre det svært at vide, hvordan man skal forholde sig til kunsten.

Hiphopkollektivet FlerFarver, der i 00’erne lavede harmløse raptekster om solskin og grillhygge på Islands Brygge, startede sideløbende deres alter ego OdenseAssholes, der blev kendt for kvindefjendske og homofobiske numre som »Bøsser bløder lyserødt« og »Kælling du ka ik’ køre bil«. De nåede blandt andet at vinde GAFFA-prisen før de i 2010 afslørede, at det hele var en joke.

Et mindre kendt eksempel er Daniel Hoff, der står bag instagramfænomenet Jyden, som i januar medvirkede i TV 2-dokumentaren I hælene på influencerne. Her fortalte han, at karakteren i begyndelsen mindede om ham selv, men at han nu er vokset fra den og ville ønske, han kunne slå den ihjel og lave noget seriøst – men den betaler stadig hans husleje.

Og for tre år siden stormede den slikkede popsanger Gulddreng frem på de danske hitlister med ekstremt selvfede sange som »Model« og »Se mig lige nu« med tekster som: »Se mig lige nu. I prøver at følge med, men jeg er så svær at gennemskue« og »Hey Remee har lige noget jeg gerne vil sige / Alle sammen ved at jeg har kysset med din pige/ Til alle jer fuckbois og alle jer wannabe modeller / I ved godt det kun er guldet der tæller.«

Samme år vandt han publikumsprisen ved Danish Music Award, og allerede året efter var hans sange blevet streamet mere end 80 millioner gange på musiktjenesten Spotify.

Det gjorde ham i 2017 til den syvendemest streamede artist i Danmark – foran Rasmus Seebach og kun to pladser fra Justin Bieber. Musikken fik i den grad succes, og firmaet Vinderstrategi, der rådgiver i virksomhedsstrategi, reklamerer sågar med, at de følger Gulddrengs principper for succes og er særligt inspirerede af sangen »Se mig lige nu«.

Gulddreng

Men i dokumentarserien Gulddreng vs. Malte på DR3 afslørede Gulddreng i 2017, for dem der ikke allerede skulle have opdaget det, at det hele havde været en joke.

Manden bag Gulddreng hedder Malte Ebert, er 25 år og kommer fra Vejle. Han havde forsøgt at lave seriøs musik, men var ikke slået igennem – og så fandt han på sit alias, der af flere anmeldere er blevet kaldt en parodi på popstjerner som Christopher, TopGunn og Medina.

»Det var helt klart en modreaktion. Jeg synes ikke, at dem, der lavede popmusik med autotune, havde kæmpet for det, som jeg føler, jeg gjorde,« sagde Malte Ebert i et interview til DR.

Historien minder om rapper Nicholas Westwood Kidd. For syv år siden bragede han som Kidd igennem med bl.a. numrene »Ik lavet penge« og »Kysset med Jamel«, der gjorde ham danmarkskendt. På blot ét år gik han fra at være en nørrebrosk undergrundsrapper, der lagde low-budget musikvideoer ud på YouTube, til her i avisen at blive kaldt Danmarks svar på den amerikanske rapper Lil Wayne – bare kønnere og uden for mange metaforer. Kidd sang, om hvor svært det var at være så god som ham og om at score damer i stedet for at tjene penge – og alle Danmarks gymnasieelever elskede det.

Rapperen Kidd begyndte med små koncerter i lokalmiljøet på Nørrebro, og så gik det pludselig stærkt med sangen »Kysset med Jamel«, som blev et youtube-fænomen.

Anne Mie Dreves

Men så fortalte han, at det hele var en joke.

»Kidd-projektet er færdigt,« sagde han i 2012 til Clement Kjersgaard på live-tv.

»Det startede som en leg for at drille den etablerede musikbranche,« forklarede han, og det mente han at have opnået efter at have lavet musik sammen med Nik & Jay og Medina.

»Men jeg blev meget overrasket over, at folk er så ukritiske.«

I P3-podcasten Den Nye Stil tænker han tilbage på dengang, hvor alle på nær ham selv virkede til at tage ham seriøst:

»Jeg trollede alle, og lige meget hvad jeg gjorde, så troede folk på det. Jeg slap afsted med det.«

Kidd vendte tilbage to år senere først under navnet Heimdals sidste vogter og så igen som Kidd. Siden da er der kommet en perlerække af hits til de lange nætter på Roskilde Festival, og musikken har ikke forandret sig meget.

Nu synger han om at ryste champagneflasker, og i en form for kærlighedssang, »Brune øjne« fra 2014, at »vi skal kneppe til jorden går i stå/ os to/ yeah.« Hvorvidt musikken nu skal tages alvorligt, som han proklamerede da han afslørede sit projekt, eller om det stadig er ment lidt for sjov står hen i det uvisse.

Så hvordan skal vi forstå det, når Kidd tager sin maske af men fortsætter med at lave den samme musik? Eller når Anna Juul siger, at Veronika Katinka Martzen bare er en udgave af hende selv, hvor der er skruet op for de dårlige sider, og at man gerne må tage hendes digtsamling alvorligt?

»Hvis man synes, at Veronika Katinka er en oprigtig, totalt fed person med cool holdninger, som slår et slag for afskaffelsen af patriarkatet, så synes jeg bare, det er fedt. Men hvis man synes, hun er verdens største idiot, så forstår jeg også godt det,« fortæller Anna Juul i dag i et interview til Information.

Og hvad gør man, når ironien, som Kizaja Ulrikke Routhe Mogensen skriver i en kommentar til anmelderspørgsmålet »er tilbage, men i en ny form, der måske ikke står i modsætning til det oprigtige«?

En ny type ironi

Det svar har vi søgt hos kunstnere og bagmænd og de unge, der er vokset op i den ironiske ikkeironiske kultur. Og så har vi altså kontaktet to, der har et bud på, hvorfor den danske kulturscene i disse år er sprængfyldt med ironi og fiktive karakterer.

De hollandske forskere Robin van den Akker og Timotheus Vermeulen har i de senere år mødt genklang med deres introduktion af begrebet metamodernisme. Metamodernisme er en strukturel følelse i samtiden af, at verden igen er i forandring. Men den unge generation har ikke redskaberne til at være oprigtige i deres måde at forestille sig en bedre fremtid på, forklarer de.

»Denne her generation er opdraget med ironi. De er opdraget af ironi. Det er deres ilt. De er alle sammen vokset op med South Park og den slags, og ironi er deres måde at udtrykke sig på,« siger Robin van den Akker, der er dekan og senior lektor i filosofi og kulturstudier ved Erasmus University College i Holland.

Men den ironi, vi ser nu, er en anden end den altomfavnende ironi, man så i 1980’erne og 1990’erne, og som den nye generation af unge kunstnere er vokset op med, forklarer han.

»Tilbage i 1990’erne var målet for mange kunstnere at dekonstruere virkeligheden. At pege på noget, der var forkert eller latterligt, men uden at sige, hvordan det så skulle være. Det var en kritik uden et alternativ,« fortæller han.

Den type ironi talte ind i, hvad Robin van den Akker kalder »en strukturel følelse af, at verden var kommet til en ende«.

Tankegangen var karakteristisk for postmodernismen og vandt blandt andet indtog med Francis Fukuyamas bog End of History and the Last Man, hvor vestens liberale demokrati og kapitalismens triumf, som han udlægger det, ses som sidste stop i civilisationens udvikling.

Det betød, ifølge Robin van den Akker, at man som ironisk kunstner ikke kunne gøre andet end at lave tørre kommentarer til verdenstilstandens elendighed.

Humorforsker og lektor i kunst- og kulturvidenskab ved Københavns Universitet Michael Eigtved mener i tråd med det, at 1990’ernes ironi i Danmark var »pointeløs« og dekonstruerende. Lex & Klatten er et godt eksempel, fortæller han.

»De gjorde grin med datidens ungdomskultur og hele caffe latte-segmentet, som de sådan set selv tilhørte, med sange som ’For kendt’. For de sad jo alligevel selv på de samme cafeer og var ‘for kendte’ og for fede. Så det var uklart, hvad det egentlig handlede om.«

På 1990’ernes standupscene så man samme tendens.

»Tag for eksempel Casper Christensen og programmet Casper & Mandrilaftalen. De befandt sig et sted mellem det ironiske og absurde. Man havde ingen idé om, hvor de selv stod, og hvad de ville med det,« siger Michael Eigtved.

I dag antager ironien en anden form. Den unge generation kan ikke løbe fra deres opdragelse i 1990’ernes dystopiske og meningsløse ironi, men de bruger den til noget andet.

Fryd Frydendahl/ Gladiator

»De er bundet til ironien, men de giver den et andet mål. Noget oprigtigt og seriøst, de kan engagere sig i. Nogle ønsker måske ligefrem at sætte den på hylden og lave noget entusiastisk, oprigtigt eller uskyldigt, men de er stadig bundet til ironien,« siger den hollandske forsker Robin van den Akker.

Den analyse er også tæt beslægtet med Lars Bukdahls i hans anmeldelse i Weekendavisen af Veronika Katinka Martzens digtroman:

»Anna Juul slet ikke er ude på at parodiere ung, oprigtig digteragtighed, hun er ude på at være en ung, oprigtig digter, men føler sig alt for ironisk blufærdig til at være det straight,« skriver Bukdahl.

De kunstnere, der står i den situation, kommer ifølge Robin van den Akker ud af den, ved at forsøge at bruge ironien konstruktivt.

Verden er i forandring og vores eneste redskab er ironien

Den nye måde at bruge ironien på er et udtryk for begyndelsen på en ny kulturel tidsalder, som overtager efter postmodernismen.

»Vi begyndte at se en udvikling inden for litteratur, film, musik og kunst, som ikke stemte overens med vores forståelse af postmodernismen,« siger Robin van den Akker.

Han forklarer, at metamodernisme skal forstås som en ny strukturel følelse.

»Det er følelsen af, at tingene tager en anden form. At vi befinder os ved en bøjning, og ingen ved, hvad der ligger rundt om hjørnet. Verden er endnu en gang i bevægelse.«

Før årtusindskiftet følte folk, at civilisationens udvikling var overstået, siger Timotheus Vermeulen, der er lektor i kultur og medier ved universitetet i Oslo. 

»Dengang var den strukturelle følelse, at vi var nået til verdenshistoriens ende. Margaret Thatcher kaldte det ’TINA’ (There is no alternative, red.), og punkmusikken kaldte det ’no future’ (ingen fremtid red.).«

Med det udgangspunkt kunne man som kunstner blot vælge at hade eller elske verden.

»Nirvana og Radiohead hadede den, og Vengaboys elskede den,« siger han.

Derfor står vi i dag i en situation, hvor vi ikke har redskaberne til at forestille os en bedre fremtid, men alligevel føler, at det er nødvendigt, fordi verden omkring os smuldrer.

»Det er som at male et billede af havet uden nogensinde at have set havet,« siger Timotheus Vermeulen.

Det fører til en »informeret naivitet,« som er meget karakteristisk for metamodernismen. Man ved godt, at verden er af lave, men man forsøger alligevel at pege i retning af en bedre fremtid ved hjælp af ironien.

»Kulturkritikeren Jerry Saltz anmeldte på et tidspunkt showet Younger than Jesus, der var lavet af en masse unge mennesker. Han parafraserede de unges udgangspunkt meget rammende: ’Jeg ved godt, at det, jeg laver, er fjollet og åndssvagt. Men det betyder ikke, at jeg ikke mener det alvorligt’. For mig rammer det fuldstændig den informerede naivitet, der er i tiden,« siger Timotheus Vermeulen.

Begge de hollandske forskere mener, at den tendens, vi ser i Danmark, passer med den tendens, de observerer i hele den vestlige verden i disse år.

Det gælder både spillet mellem det fiktive og det virkelige og ideen om at have et oprigtigt formål med ironien. Det er genkendelige træk i metamodernismen, mener Robin van den Akker og henviser til Gulddreng og Kidd:

»Særligt fordi det begynder som en ironisk joke men ender med at være en seriøs musikkarriere. Tidligere ville joken være endt, når man havde udstillet og gjort grin med dem, joken omhandlede,« siger han

Timotheus Vermeulen sammenligner de danske kunstnere med en anekdote fra et essay af David Foster Wallace.

»Hvis en patient er meget syg og muligvis ikke får det bedre, bliver vi ikke bare ved med at diagnosticere ham og sige, at han er syg. Vi prøver alligevel at få det bedste ud af hans liv og gøre ham rask igen.«

Samme naive håb finder vi hos nutidens kunstnere, mener Timotheus Vermeulen. Kunstnere som Kidd, Gulddreng og OdenseAssholes bruger ikke bare ironien til at konstatere problemerne men forsøger at lede det ironiske over i et seriøst bud på noget bedre. Når de eksempelvis kritiserer musikbranchen, skaber de altså noget meningsfuldt ud fra den ironiske position, de befinder sig i.

Humorforsker Michael Eigtved mener ligeledes, at ironien bliver brugt på en mindre dekonstruerende måde i dag. Han mener, at den væsentligste forskel fra 1990’ernes ironi ligger i, at der i dag oftest ikke hersker tvivl om, at den ironiske kommentar er et samfundskritisk udsagn, og at kunstneren har et bud på, hvordan vi kan gøre tingene bedre.

»Det er ikke ligesom punkens ’no future’. Med Guldreng er der ingen tvivl om, hvad han vil. Han vil udstille en branche, og han vil ikke være en del af den på den præmis, der gælder i den.«

Det ser altså ud til, at ironiske kunstnere lykkes med at give en oprigtig kommentar til samtiden gennem ironien.

Informations egen musikkritiker Ralf Christensen skrev i en nekrolog, da »poppapfiguren« Gulddreng blev lagt i graven, at han »viste sig at være lavet af den pureste simili. Og måske hér sagde han noget af betydning: At vi – også – nyder det falske og det iscenesatte.«

Under alle omstændigheder må vi forstå, at de unge kunstneres udgangspunkt for at tale om en bedre fremtid, har ændret sig, siger Timotheus Vermeulen

»Før var det oprigtige udgangspunktet, som kunne nedbrydes gennem ironi. Nu er ironien udgangspunktet, hvorfra man kan komme med en oprigtig kommentar.«