Læsetid: 5 min.

Fædres bedrifter faldet i glemsel

Romantikerens Jónas Hallgrímsson (1807-45) er formentlig det nærmeste, man kan komme en vaskeægte islandsk nationalskjald
15. februar 2019

Det vil ikke være misvisende at påstå, at kimen til den bevægelse, som førte til Islands suverænitet i 1918 og republikkens oprettelse i 1944, blev lagt lige over for Rundetårn, på Regensen, Københavns næstældste kollegium. Her boede nemlig på tredje gang, på hjørnet af Store Kannikestræde og Købmagergade, Islands nok mest folkekære poet, naturforskeren og ærkeromantikeren Jónas Hallgrímsson.

Han blev født 16. november 1807 på gården Steinastaðir i Öxnadalur på Nordisland med udsigt, eller skulle man sige opsigt til den sylespidse tinde Hraundrangi, på hvis top der efter sigende står en tønde med guld.

Som 16-årig kom han i latinskolen på Bessastaðir, hvor præsidenten i dag har bolig, og hvorfra Jónas lod sig dimittere i 1829. Derefter havde han i tre år job på landfogedens kontor i Reykjavik. Efter endnu en eksamen i 1832 drog han til København for at studere jura, men skiftede til naturvidenskab, dyrkede særligt geologi.

De følgende, særdeles aktive år veksler han mellem to ret så forskellige spor. Sammen med kammeraterne Brynjólfur Pétursson, Konráð Gíslason og Tómas Sæmundsson stifter han tidsskriftet Fjölnir (1835-39 og 43-46), et tidligt organ for den islandske selvstændighedskamp, og bidrager hertil med artikler, oversættelser samt ikke mindst digte.

Men sideløbende hermed udforsker han på videnskabelige rejser (1837, 1839-42) Islands natur, til dels sammen med daværende lektor i Sorø, men senere professor Japetus Steenstrup, hos hvem han opholder sig 1843-44. Naturhistorisk Museum i København har i dag en lille, men udsøgt samling af stenprøver fundet af Jónas.

Dog, vigtigere er hans lyriske produktion, og allervigtigst måske digtet »Island«, som står i den første årgang af Fjölnir og begynder således:

»Island, livslykkens land og rigdommens rimhvide moder,
hvor er dit ry fra fortiden, frihed og mandfolkegerning?
Alt her på jorden er under forandring. De fornemste timer
lyser som lynglimt i natten fjernt fra tider der bortsvandt.
Landet var fagert og frit og snehvide jøklernes tinder,
himmelen skyfri og blå, havet lå skinnende klart.
Da kom navnkundige fædre og frihedshelte, de gode,
østfra ad afgrundes dyb her til det herlige land.«

Digteren begynder med en hyldest til landet selv og skuer derpå tilbage mod folkets storhedstid, heltenes epoke, men frem for alt fristatens og frihedens guldalder.

Jónas mindes goden Þorgeir, der i år 1000, hvor Altinget var på vej mod kaos og opløsning på grund af striden mellem hedninge og kristne, lagde sig under et skind en hel nat og næste dag stod frem og bestemte, at Island fra nu af var kristent, men at man trods alt skulle have lov til at blote i løndom, så længe det ikke blev opdaget.

Blæs, vinde, blidt på fagre pigekinder

Videre skuer Jónas tilbage på Njal og Gunnar fra Hlíðarendi og siger til sidst, at hvor i gamle dage lovbjerget var, og Altinget hvert år holdtes, dér vokser nu blåbær til glæde for børn og for ravne.

»Men der hvor lavaen ligger i dag, hvor Økseå render
Ned gennem Almannagjá, er altinget nedlagt og borte.

Lammefold blev der af Snorres logi, og lyngen på Lovbjerg
blåner årligt af bær til morskab for ravn og for rolling.

O, du ynglingeflok og Islands fuldvoksne sønner,
sådan er fædres bedrifter faldet i glemsel og død.«

Det digt var i 1835 stærke ord talt ind i tiden, anderledes perspektivrige end de lærde drillerier, som Jónas med flid indførte i Regensens Læseforenings protokol, mens han sad i bestyrelsen sammen med såvel Carl Ploug som digteren og kritikeren P.L. Møller.

Når Jónas Hallgrímsson har fået en kolossal betydning som lyriker, skyldes det på den formmæssige side, at han fornyede visse ældre islandske versemål og desuden indførte klassiske europæiske vers- og strofetyper: I »Island« således det elegiske versemål med skiftende heksametre og pentametre, i det historiske sagadigt »Gunnarsholm« Dante-agtige terziner, endvidere sonetten, som her i »Jeg beder hilse« (der også bare kunne hedde »Hils fra mig!«):

»Nu ånder saligt sydens blide vinde.
Småbølger, alle rejser sig på søen
og følges hjem til Islands ynde, øen,
min fosterjord med strand og li og tinde.

O, hils ved sund og høje dem I finder,
og ønsk dem blidt Guds fred og gode tanke.
Kys, bølger, ømt hver båd på fiskebanke.
Blæs, vinde, blidt på fagre pigekinder.

Forårsbebuder trofast, fugl som spædt
la’r vingen glide vejløst i det høje
til somrens dal og slipper sangen løs,

hils du en engel som går trøjeklædt,
rød kvast har huen, og om du får øje
dér på min drossel, da er det min tøs.«

Islandsk nationalhelligdom

Det kan diskuteres, om Jónas’ poesi kommer til sin ret, når den som her forsøges overført til andre sprog. Uanset om han digter over fædrelandet, historien, naturen, kærligheden, eksistensen eller troen, udviser han suverænt digtertalent, men frembringer tillige en for ham særegen sødme eller ømhed eller blidhed, som undertiden kombineres med romantisk ironi, muligvis under påvirkning af forbilledet Heinrich Heine.

Man besudler næppe Jónas’ eftermæle ved på skrift at fremsætte den formodning, at han i perioder af sit alt for korte liv indtog mere alkohol, end han fra et strengt sundhedsmæssigt synspunkt havde godt af.

Om hans afsked med denne verden hævder overleveringen, at han efter et besøg på Hviids Vinstue faldt og brækkede benet på trappen til sin bolig Sankt Peders Stræde 22. På Frederiks Hospital i Bredgade stødte en lungebetændelse til, som gjorde det af med den blide digter 26. maj 1845.

Hans jordiske rester anbragtes på Assistens Kirkegård, hvorfra de i 1846 blev flyttet op på Þingvellirsletten. Om de i mellemtiden blev blandet sammen med knogler tilhørende en københavnsk slagter eller bager, står vistnok hen i det uvisse, men vidnefast er det, at den tidligere OL-bryder, hotelejer og uldfabrikant Sigurjón Pétursson på et tidspunkt forsøgte at bortføre digterens samt evt. slagterens eller bagerens bene for selv at kunne begrave dem på nationaldigterens fødeegn – et bizart hændelsesforløb, som Halldór Laxness berører i sin roman Atómstöðin (1948, da. 1952 under titlen Organistens hus, men 1967 under den korrekte titel).

For fuldstændigheds skyld kan oplyses, at den københavnske underafdeling af SÍNE (Forbundet af islandske studerende i udlandet) en tid var splittet i to stridende fraktioner, som ikke kunne blive enige om, hvorvidt hele gadetrappen i Sankt Peders Stræde skulle erklæres for islandsk nationalhelligdom, eller denne ære kun skulle gælde selve den sten, hvor Jónas hin aften faldt.

Der citeres efter »Landet var fagert. 20 udvalgte digte af Jónas Hallgrímsson på dansk ved Søren Sørensen«, Dansk-Islandsk Samfund 2007. JH er desuden repræsenteret med 10 tekster i »Udvalgte islandske Digte« v. Olaf Hansen, 1919, og med 8 tekster i »Hvide Falke« v. Gudmundur Kamban, 1944. Den smukke fortælling »Til fjelds efter mos« findes oversat af Margrethe Løbner Jørgensen i antologien »Min fars smukke land« v. Páll Skúlason, 2000.

Herdísarvík på sydkysten. Her tilbragte Einar Benediktsson sine sidste år i en hytte med udsigt til Atlanterhavet.
Læs også
Serie

Islands litterære mirakel

I Island er sprog og litteratur ægte sammenhængskraft. På tværs af politisk overbevisning, sociale skel og epoker er litteraturen det, der forener. Islands litteratur har ikke kun syntes så stor og rig i de senere årtier med et væld af forfatterskaber, der har gjort stort indtryk i hele verden – den har i mere end tusind år gennem Edda-digtningen og sagaerne påvirket og ændret verdenslitteraturen. Information præsenterer i den kommende tid et udvalg af de værker, der for mere end tusinde år siden gjorde islandsk litteratur til noget helt særligt i verdenslitteraturen og stadig påvirker vores forestillinger i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu