Læsetid: 5 min.

»Da man fandt ud af, at Gulddreng var en karakter, var det bare sådan: ’Nå, okay’«

For gymnasieeleverne Eske Freiesleben, Valdemar Münnicke og Johan Dahlerup er musikalske parodier som Gulddreng noget, man hører til fester og morer sig over i fællesskab. Ikke alene derhjemme og aldrig uden ironisk distance. To af dem har i øvrigt selv forsøgt sig med genren. »Det handlede om, at vi ville overdrive os selv«. Information sætter fokus på tidens nye fiktive karakterer, der har bragt ironien tilbage med et seriøst formål
I følge de tre gymnasieelever Eske Freiesleben (th), Valdemar Münnecke (midten) og Johan Dahlerup (tv) sker det ret hurtigt, at en kunstner, der opfinder en figur, bliver uinteressant, hvis selviscenesættelsen kommer til at fylde for meget. 

I følge de tre gymnasieelever Eske Freiesleben (th), Valdemar Münnecke (midten) og Johan Dahlerup (tv) sker det ret hurtigt, at en kunstner, der opfinder en figur, bliver uinteressant, hvis selviscenesættelsen kommer til at fylde for meget. 

Sigrid Nygaard

1. marts 2019

Da den fiktive popstjerne Gulddreng fik succes med sin musik ude i virkeligheden, var han bare én af flere karakterer, der både fungerer som musikalske parodier, man ser på sin skærm og griner ad, og som brugbar festmusik.

Tre gymnasieelever fra Zahles Gymnasium i indre København – 17-årige Eske Freiesleben, 16-årige Valdemar Münnicke og 17-årige Johan Dahlerup – har taget sig tid til at forklare, hvor og hvordan ironisk ment musik passer ind i deres liv. De nævner youtubebaserede kunstnere med et karikeret vulgært udtryk såsom Fisseronni og Pattesutter som andre eksempler på musik, der er ment for sjov. Den slags har en anden funktion end den musik, de ellers hører.

»En kunstner som Gulddreng er ikke rigtig en, man hører derhjemme alene, for man ved godt, det er en parodi,« siger Eske.

»Men det fungerer rigtig godt til fester, og når man er sammen med andre.«

I modsætning til Fisseronni og Pattesutter, som meget tydeligt er parodier på bøvede unge mænd, spillet af folk, man nemt kan finde ud af hvad hedder, var det til at begynde med uklart, hvad Gulddreng var for en. Man vidste ikke, hvem der stod bag, og måske heller ikke helt, hvor alvorligt det var ment. 

»Det, der gjorde Gulddreng spændende til at starte med, var, at man hver dag kunne finde nye artikler med teorier, om hvem han var, i sit feed,« siger Johan.

Valdemar er enig og tilføjer: 

»Da man så fandt ud af, at det var en karakter, var det bare sådan: ’Nå, okay.’«

Musikalsk er de tre drenge enige om, at Gulddreng startede på toppen, hvorfra det så gik ned ad bakke. Det kom hurtigt til at handle mere om karakteren end om musikken. Lidt af mystikken gik af projektet, da det kom frem, at Gulddreng blev spillet af en, der hed Malte Ebert. Men karakteren blev ved med at være sjov lidt endnu, mener Eske og Johan. 

»Man får mere succes, når man bygger en unik, speciel karakter op. Det er ligesom med film: Man bliver bare mere fanget af noget, der ikke er normalt, end af helt normale historier,« siger Eske.

Johan pointerer, at filmkarakterer skal være interessante i halvanden time, mens en karakter som Gulddreng skal være interessante i flere måneder eller år, for at den er en succes:

»Gulddreng blev bygget op lige så langsomt. Så gik han med solbriller, så gik han med pels, så boede han på et slot, så var alt lavet af guld. Det blev mere og mere ekstremt, for at det kunne blive ved med at være sjovt. Og til sidst var det bare for overdrevet. Så var det ikke sjovt længere.«

Valdemar er enig i, at joken til sidst ikke kunne køres længere ud, og tilføjer:

»Det er jo også en kortvarig succes, man får, når det ikke er autentisk. Der er grænser for, hvor længe man kan holde det game kørende med at være sjov og spændende og speciel, inden man bare tænker: ’Ham der er nederen, fordi han prøver at være noget, han ikke er.’«

Nødt til at putte en karakter på

Valdemar nævner i forbifarten, at han, Johan og en anden ven også på et tidspunkt havde fundet på nogle karakterer, de skrev musik til. Eller skrev musik som. Hvad man nu siger, når man giver sig ud for at være en anden for at kunne fortælle andre historier end dem, man selv oplever som københavnsk gymnasieelev.

Det er halvandet år siden, og det blev ikke nogen stor succes. De sange, de skrev på det tidspunkt, handlede f.eks. om at sidde på en stripklub og smide om sig med pengesedler og om prostitution og om at leve for hårdt. 

»Vi var nødt til at putte en karakter på, for at det gav mening,« siger Valdemar.

»På vores coverbillede på Spotify stod vi i helt hvidt tøj, som der stod darkness på, og vi havde mega meget sort makeup rundt om øjnene. Vi stod bare og lignede nogle depressionsramte psykopater-agtigt.«

»Det handlede om, at vi ville overdrive os selv,« fortsætter Johan.

 »Hvis vi laver en video på Facebook og siger: ’Hej, vi er tre venner, der godt kan lide at lave musik,’ så er det ikke interessant. Jeg klikker også selv på de videoer og sange, hvor der sker noget sjovt og anderledes.«

Man kan ikke længere se billederne af de fiktive bandmedlemmer. De blev taget ned efter noget tid, fordi de med Johans ord begyndte at flove sig: 

»Vi havde venner, der skrev ’haha’, og så var vi sådan lidt … Det var jo ikke en joke. Det var bare en karakter. Det var ikke for at få folk til at grine.«

– Hvad var det så for?

»Jeg tror i virkeligheden bare, det var for at have noget mere at synge om,« svarer Johan. 

»Vi ville gerne skrive sange, og vi ville sætte ting i perspektiv og sådan noget. Det handlede om nogle lidt alvorlige ting. Hvis vi gik og talte om dem til dagligt ville folk sige, det ikke var almindeligt for et par skolebørn. Så det handlede også om at gøre det interessant for os selv og vores venner.«

Johan, Valdemar og Eske hører alle tre mest hiphop. En genre, der også tit handler om at spille smart og sige højt, at man er den bedste.

Men selv om rappere som Kidd og Kesis tekster er fulde af overdrivelser, skelner de alligevel skarpt mellem parodiske karakterer og autentiske musikere, der bare vælger at smøre tykt på:

»De sange, jeg hører igen og igen, er dem, der er 100 pct. autentiske,« siger Johan og bløder så lidt op, i forhold til hvad der er autentisk:

»Jeg er sikker på, at kunstnerne lægger lidt til. De laver ikke en musikvideo om at sidde i deres lejlighed og kede sig lidt, som man gør på en søndag. Men det, jeg godt kan lide ved dem, er, at de viser deres fedeste side frem i deres musik og holder de sløve søndage for sig selv.«

Figuren Gulddreng med vanlig sans for melodramatik ved Zulu Awards i 2018.
Læs også
Mener karakterer som digterparodien Veronika Katinka Martzen det egentlig seriøst?
Læs også
Gulddreng lagde sig selv i graven som karakter i 2018. Siden har musikeren Malte Ebert lavet musik under eget navn. Med betydeligt mindre kommerciel succes.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu