Da musikmanageren Christian Skjølstrup mødte musikeren Malte Ebert og sammen med ham udviklede den fiktive popstjernekarakter Gulddreng, var det ikke første gang, han blandede fiktion og musikalsk karriere.
I slutningen af nullerne var Skjølstrup nemlig en del af det fynske hiphopkollektiv Odense Assholes, der med numre som »Bab dit lort af min pik« og »Bøsser bløder lyserødt« gav sig ud for at være nogle værre homofobiske sexister.
Det startede som en joke, men det blev ikke nødvendigvis altid opfattet sådan. Derfor blev det nødvendigt at udvikle nogle åbenlyst absurde karakterer bag numrene for at markere, at det altså var for sjov.
– Hvordan opstod Odense Assholes?
»Det var en aften i Odense, hvor nogle rappere, som jeg var manager for, sad og lavede musik og fik nogle bajere. De lavede normalt noget musik, der handlede om kærlighed og fællesskab, og for sjov lod de, som om de var nogle hårde fyre, og rappede om, at kvinder ikke kan køre bil, og at homoseksuelle ikke var rigtige mennesker.«
– Hvordan gik det fra at være en joke til at være noget, I tog ud og optrådte med?
»Vi lagde nogle numre ud på nettet. En P3-vært hørte vores nummer »OA julefrokost«, som han spillede i radioen. Reaktionen var en blanding af folk, der syntes, det var sjovt, og så forargelse. Ikke desto mindre var vi rigtig glade, for opmærksomhed er opmærksomhed. Det gav os lyst til at se, hvor langt man kunne gå med at dyrke bandet på de sociale medier. Efterhånden måtte vi finde ud af, hvordan vi skulle interagere med publikum. Vi ville jo ikke lægge navn til de her budskaber. Derfor opfandt vi nogle karakterer, som var lige så langt ude som sangene. Jeg hed f.eks. Fede Mads og var boss for pladeselskabet Fuck The Police Records.«
– Hvem var jeres publikum?
»I starten var det nogle store tatoverede fyre i små tunede biler, som måske ikke var så fremmede for den jargon, Odense Assholes kørte, der kom til koncerterne. I takt med at folk fik øjnene op for, at det var for sjov, begyndte der at komme mange unge. Men vi havde et problem to femtedele inde i vores karriere: Der kom næsten ingen piger til vores koncerter. Og det kan jeg udmærket godt forstå. Derfor opfandt vi en karakter, vi kaldte for Tovepigen. Vi skrev om hende på de sociale medier, men hun kom aldrig til koncerterne, angiveligt fordi hun sad i spjældet.«
– Hvordan havde I det med, at nogle tog jeres tekster alvorligt, når teksterne nu var så hadske?
»Lidt blandet. Det var jo ikke så sødt, at vi tog ud og at optrådte med nogle bizarre holdninger, vi slet ikke delte, og så i virkeligheden stod og grinede ad publikum omme bag masken. En anden ting, vi var bange for, var, at nogle ville blive opildnet til at gøre noget dumt af sangteksterne. Det skete heldigvis aldrig.«
– Talte I om det?
»Ja, det gjorde vi. Men på den anden side var vi også glade for at sætte en debat i gang. Hvis man siger, at kvinder kun er til at have sex med, kommer der en masse modreaktioner, og så har man startet en diskussion. Til vores afslutningskoncert sagde vi, at vi stoppede, fordi to af medlemmerne var blevet kærester. Og så stod jeg og en af de andre fyre og kyssede foran nogle typer, der normalt ikke synes, sådan noget er sjovt, men som alligevel jublede.«
– Hvordan opstod Gulddreng så?
»Jeg mødte Malte (Ebert, red.) til en koncert gennem en af mine artister. Han gik rundt og sagde: ’Hva så, er du model, skal du med på hotel?’, fordi han havde siddet til en morgenfest og diskuteret, hvad den absolut dårligste scorereplik var. Vi kom til at snakke om, at man burde lave en sang ud af det. Malte var i gang med at lave noget mere seriøs musik, men han lavede en akustisk version af sangen »Model«. Jeg lovede ham, at hvis han indspillede den, ville han have en pladekontrakt inden for en uge. Det gjorde han, og vi talte om, at han kunne fremføre den bag en maske, så han kunne have sin rigtige karriere ved siden af eller bagefter. Da der var gået en uge, fik Malte en pladekontrakt, men det var først i sidste øjeblik, at han fandt på navnet Gulddreng. Han havde set et billede af en persisk prins med en skjorte i 24 karats guld.«
– Hvordan fandt I ud af, hvordan Gulddreng skulle være?
»Vi snakkede om det, og så prøvede vi os frem med små videoer, der fremstillede ham som en rig, selvglad og positiv fyr. På negative kommentarer, svarede han sådan noget som: ’Ked af, du har en dårlig dag, smukke.’ Det var en sjov karakter at lege med. Fordi vi ikke vidste, hvordan han skulle snakke i interviews, valgte vi i begyndelsen ikke at give nogen interviews overhovedet. Det viste sig bare at give endnu mere omtale.«
– Hvad var det sværeste ved at lave musik som en fiktiv, parodisk figur?
»Det sværeste var at blive ved med at udvikle karakteren, så den blev ved at være sjov. Vi stoppede, fordi vi synes, vi har fortalt historien om ham nu.«
– Var I bange for, at det ville blive svært for Malte at blive taget alvorligt efter Gulddrengsprojektet?
»Ja, det var vi. Men vi tænkte, at alle har respekt for succes. Der skal noget til for at gå nummer ét ni gange.«
