Læsetid: 7 min.

Dem, der ikke (vil) findes

Nadine Labaki har lavet en film om de måske største tabere i krige og opbrud: børnene. Små væsener, der ikke har ret til en barndom, men som ikke desto mindre må gennemleve den. »For dem er det uretfærdigt overhovedet at skulle eksistere,« fortæller den libanesiske instruktør om sin research af et drama om en dreng, der sagsøger sin forældre for netop det
Zain spilles af syriske Zain Al Rafeea, der selv er flygtning. Efter optagelserne har han og hans familie fået ophold i Norge. 

Zain spilles af syriske Zain Al Rafeea, der selv er flygtning. Efter optagelserne har han og hans familie fået ophold i Norge. 

Ritzau Scanpix

8. februar 2019

Der findes fakta og statistikker, der fortæller, hvordan verden er blevet et bedre sted for klodens underprivilegerede – og ikke mindst for børnene. Om børnedødelighed, der falder, hungerkatastrofer, der er faldet drastisk i antal siden 70’erne, flere børn, der går i skole.

Det er datamateriale, som er svært at argumentere imod. Men for Nadine Labaki var det vanskeligt at få øje på, da hun lavede forarbejdet til sin nye, oscar-nominerede film Kapernaum.

Igennem en lang periode trawlede hun igennem undersiden af det libanesiske samfund for at finde materialet til sin film om den fattige papirløse dreng Zain, der efter en håbløs kamp for at overleve under umulige vilkår ender med at lægge sag an mod sine forældre for at have bragt ham til verden.

Nadine Labaki besøgte de fattigste dele af samfundet: slumkvartererne, de hjemløse på gaden og interimistiske, overfyldte flygtningelejre for at tale med børnene på skyggesiden.

Og skyggesiden var ikke svær at lokalisere. Med halvanden million syriske flygtninge til at supplere landets allerede omfangsrige fattige klasser er de overalt i det libanesiske samfund. Især i skikkelse af børn, der er nødt til at pukle for at overleve. Børn, som er vrede.

»For mig handlede det om at oversætte de børns vrede,« fortæller den 44-årige instruktør og skuespiller, der ud af den vrede skabte en film, som ikke er udpræget rar at se i dens beskrivelse af, hvor hård tilværelsen ofte er for dem, der er dårligst klædt på til at overleve i den. Med og om de børn, der lever i skidtet.

»Under min research talte jeg med virkelig mange børn. På gaden, i fængsler, i centre. Børn, der var ekstremt forsømte. Børn, der var blevet voldtaget, mishandlet eller havde været helt overladt til sig selv,« fortæller hun.

»Når jeg talte med dem, endte jeg altid med at stille dem spørgsmålet: Er du glad for at være i live? Desværre svarede de fleste: ’Nej. Jeg ville ønske, at jeg var død. Jeg ved ikke, hvorfor jeg overhovedet blev født. Ingen kysser mig efter en dags arbejde, ingen vil give mig mad, når jeg er sulten,’« siger hun.

»For dem er det uretfærdigt overhovedet at skulle eksistere. De ville sige, ’jeg kan ikke lide denne verden’. Mange af dem har aldrig oplevet at blive fejret. De ville sige: ’Jeg er intet, jeg er et insekt’,« forklarer hun.

»Retssagen var en måde at formulere den vrede, at han ville sagsøge verden for at bringe ham til live.«

Ikkeeksistens

Det er en vrede og armod, der, som Nadine Labaki understreger, ikke kun relaterer til Libanon og situationen der, men er tænkt mere universelt: om børn, som ikke anerkendes.

Centralt i kritikken står manglen på identitetspapirer. Hovedpersonen Zains fødsel er ikke registreret, fordi hans forældre ikke har haft råd til at få bogført hans eksistens i et system, hvor det kræver penge og ressourcer overhovedet at findes.

Det er et problem for syriske flygtninge og før dem for palæstinensiske flygtninge, men også for ganske almindelige – fattige – mennesker. Manglen på ID-papirer er et problem, når Zain skal have hjælp, og når han forsøger at efterfølge en – hasarderet – drøm om at flygte fra landet. Hvis man ikke har papirer, kan man ikke komme videre.

Det er også det, der bl.a. skaber et fællesskab med den etiopiske immigrant Rahil, som er blevet løst fra den ansættelse hos en libanesisk familie, som gav hende en opholdstilladelse, og som nu mangler papirer til sig selv, men i endnu højere grad til sin identitetsløse baby, Yonas, som må gemmes væk, indtil han har papirer, og som indtil da kun eksisterer i verden udenfor som en vare, der kan sælges. Problemet er både praktisk og eksistentielt.

»Det betyder, at folk ikke kan bevæge sig fremad, ud af deres situation. De er ikkeeksisterende – både på et juridisk og et identitetsmæssigt niveau, og det er en forfærdelig ting at være en ikkeperson, den oplevelse tror jeg, mange kan genkende i en mildere form. Følelsen af ikke at findes,« siger hun.

»Det er absurd, at folks selve eksistens ikke anerkendes, fordi de ikke har papirer. Så har de ikke ret til uddannelse, ikke til sygehjælp, ikke til arbejde. De lever på standby. De findes ikke, men samtidig er de der. Og selvfølgelig kan man gøre noget ved det.«

Jeg spørger hende, hvem der er ansvarlig. I den retssag, der er et slags parallelt spor i filmen, anklager hovedpersonen Zain sine forældre for ikke at tage sig af ham, elske ham eller kunne retfærdiggøre hans eksistens.

De forsvarer sig med, at de aldrig selv har haft et valg. At moderen selv blev gift væk som 11-årig, ligesom Zains søster bliver, og at de ikke selv har haft en mulighed for at vælge deres liv.

»Systemet er ansvarligt. Vi er ansvarlige. For det er jo rigtigt; de har heller ikke særlig mange muligheder for at forme deres egne liv. Men det er os, der udgør samfundet. Vi kan godt ændre det, vi bestemmer, hvordan lovene skal være. Vi er ikke afmægtige,« svarer Nadine Labaki.

»Under min research var jeg var ofte i en situation, hvor jeg kunne føle mig lidt dømmende. Jeg prøvede at træde ind i huse, hvor børn var overladt til sig selv, blå af kulde, i våde pyjamasser, alene hele dagen, og man hørte så mange historier om børn, der døde af forsømmelse, som faldt ned fra balkoner, trådte på strømkabler og døde uden overhovedet at være registreret, så de lever og dør uden rigtig at eksistere,« forklarer hun.

»Jeg ville vente på, at mødrene kom hjem, optændt af harme og en følelse af at være en bedre mor end dem. Men når jeg så havde talt med dem i et kvarter, fandt jeg ud af, at jeg ingen ret havde til at dømme dem, at jeg aldrig havde prøvet at være sulten på den måde, marginaliseret, usynlig. Det handler ikke om ond vilje,« siger hun og refererer til filmens titel, Kapernaum, der er navnet på en hebraisk by i Biblen, som etymologisk er kommet til at være et synonym for ’en kaotisk ophobning af objekter’ ifølge diverse opslagsværker.

Altså et kaos, der ikke nødvendigvis er tilsigtet, men som akkumulerer mere kaos.

»Det handler om anarki og om at overleve i det,« siger hun.

»Det er et system, som ganske enkelt ekskluderer folk, når det ikke har løsninger til at hjælpe dem, og så ender de med at leve i marginen af samfundet. De bræmmer af elendighed, der omgiver vores liv, grå steder, som vi ikke ser, som vi ikke engang kigger på. Det var meget det, der var mit udgangspunkt: Hvordan det er at være et barn, der kigger på os, som ikke kigger på dem.«

Eksploderer i vores ansigter

Det, der også gør Kapernaum hård at se, er fornemmelsen af, at dens protagonister vil komme til at overtage deres omgivelsers fejl, råhed og kynisme. At det er nødvendigt for at overleve. At hovedpersonen Zain selv vil blive en udbytter, hvis han overlever længe nok til at blive voksen. At han vil blive en aktiv del af cirklen af nedbrydende og fremmedgørende råhed. En antagelse, Nadine Labaki er enig i.

»Jeg tror da, at Zain, hvis han ikke fik en mulighed for at blive hørt, hvis han ikke fik en mulighed i det hele taget, ville vokse op til selv at blive et hårdt menneske. Et, der udnyttede andre for at overleve. Studier siger, at kun omkring 25 procent slipper ud af elendigheden, resten ender i kriminalitet. De ender med selv at gentage de overgreb, de selv er blevet udsat for,« siger hun.

Det tyder intet foreløbig på, at Zain bliver.

Skuespilleren bag, Zain al-Rafeea, er selv et syrisk gadebarn, som Nadine Labaki fandt på gaden under sit researcharbejde, og ligesom flere andre af hovedrollerne, der fortrinsvis er mere eller mindre det, de spiller i filmen, og ikke professionelle skuespillere, har han selv kæmpet med systemet.

Bl.a. blev forældrene til den baby, der spiller en af hovedrollerne i filmen, arresteret under optagelserne og var ved at blive deporteret. I dag har Zain al-Rafeea fået asyl i Norge sammen med sin familie, og for de fleste andre deltagere er deres livsvilkår også blevet forbedret.

I nogle anmeldelser er filmen blevet kritiseret for at tegne et for dystert billede og for at dvæle for meget ved elendigheden. En anklage, Nadina Labaki fnyser over.

»Vi har lavet en fond for at hjælpe deltagerne i filmen, men den triste virkelighed er, at det intet som helst betyder i det store billede,« siger hun.

»Nogle folk nægter at se elendigheden. Og det er også en meget normal reaktion. Man har ikke lyst til at se sig selv i spejlet og erkende, at man er en del af problemet. Så er det nemmere at isolere sig fra virkeligheden. Som er meget, meget værre, end det vi ser i filmen,« siger hun.

»Man er nødt til at se det, jeg forstår ikke, hvordan folk kan blive chokeret. Man er nødt til at konfrontere det. For der er så mange børn, der lever elendige liv. De er meget vrede, og vrede børn vokser op og bliver til vrede voksne, hvis de overlever så længe. Det vil eksplodere i vores ansigter.«

’Kapernaum’ vandt juryens specialpris i Cannes. Den havde dansk premiere torsdag og kan ses i biografer over hele landet. Læs vores anmeldelse her i tillægget.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu