Læsetid: 10 min.

Der findes ingen sand historie om kærlighed

Er forelskelse en biokemisk eksplosion eller et romantisk filmplot? To nyere podcasts undersøger de mange idealer, der florerer i moderne kærlighed. Elisabeth Skou Pedersen har hørt dem og fortæller her sin egen kærlighedshistorie fra fire vinkler
Er forelskelse en biokemisk eksplosion eller et romantisk filmplot? To nyere podcasts undersøger de mange idealer, der florerer i moderne kærlighed. Elisabeth Skou Pedersen har hørt dem og fortæller her sin egen kærlighedshistorie fra fire vinkler

Sofie Holm Larsen

8. februar 2019

Bartenderen mikser en drink, der ligner skovene i Pacific Northwest. Han sætter ild til en kvist rosmarin, lader gløderne brænde ud under osteklokken. Da han hælder is og sprut på, stiger røgen op i glasset, og rosmarinkvisten bliver til en ældgammel douglasgran. Røgen bliver til drivende tåge.

Vi sidder i baren og udveksler livshistorier. Det er kun få timer siden, vi mødtes. At jeg skulle tilbringe hele natten i Seattles gader med en smuk fremmed, var egentlig ikke en del af planen.

Det hele foregår en aften i 2015. En aften, der fik ny betydning, da jeg hørte de to podcasts, The Shadows og Ingen elsker Lone Frank, som begge undersøger vores moderne kærlighedsidealer. Det viser sig, at vi er splittet: mellem romantik og realisme, mellem biologi og trodsig modkultur.

Splittet var jeg også den aften i Seattle.

Mens den fremmedes brune øjne søger hen over mit ansigt, ser jeg den romantiske fortælling gennem hans blik: en vild begejstring over det tilfældige møde, der bragte os sammen. Noget stort under opsejling. Men jeg ser med mit eget realistiske blik også noget afgrænset: to mennesker i en fremmed by, der om få timer vil skilles igen.

En konflikt mellem romantikeren og realisten udspiller sig i mit indre. I canadiske Kaitlin Prests autofiktive radiodrama The Shadows møder vi de to typer i fortælleren Kaitlin (romantiker) og kæresten Charlie (realist).

»Jeg så ikke bare farven rød,« siger Kaitlin. Violinerne spiller i baggrunden.

»Jeg så farven RØD. Og jeg troede med hele mit hjerte på kærlighedens ideal.«

Virkelighed og fantasi blandes i hendes hoved, hvor tusind stemmer taler fra en rosenrød fremtid. »Jeg skriver kærestebreve og gemmer dem for dig!« siger én.

»Vi kommer til at bo i et hus, som vi bygger med vores egne hænder!« siger en anden.

Kaitlin forelsker sig i Charlie og vil vide, hvad han føler.

»Det skræmmer mig, hvor højt jeg elsker dig,« hører hun ham sige.

Hører hun rigtigt?

Charlies version er anderledes:

»Jeg ved bare ikke, om jeg kan se os sammen,« siger han, mest af alt, måske, fordi kærlighed simpelthen virker urealistisk. »Tag ikke fejl,« fortæller han lytteren:

»Jeg ville gerne forelske mig. Men hvad er kærlighed egentlig?«

Romantiker kunne man kalde den brunøjede mand, og mig kunne man kalde realist. Man kunne foreslå, at vi i første omgang mistede kontakten efter den nat, fordi vi havde hver vores kærlighedssyn. Men så enkelt er det ikke.

For splittelsen fandtes også inde i mig selv. Efterhånden opdagede jeg, at ikke bare to, men adskillige stemmer kæmper om retten til at fortælle historien.

Det indser også Kaitlin Prest. »Min indre romantiker ville have eventyret. Og min modkulturelle side ville gøre op med traditionerne,« siger hun i The Shadows.

Den modkulturelle Kaitlin vil gøre oprør mod etablissementet. Og hvad er romantik om ikke netop den etablerede forståelse af kærlighed? Idealerne kludrer sig sammen i umulige fantasier. »Lad os gifte os vildt tidligt og chokere alle vores modkulturelle venner!« siger en af stemmerne i hendes hoved.

Og så:

»Lad os gifte os vildt tidligt og være modkulturelle mod det at være modkulturel!«

Den romantiske kærlighed får problemer, når den møder realistens klarsyn og rebellens foragt for konventioner. Men det er intet sammenlignet med den modstand, den møder i videnskaben.

I en anden ny kærlighedspodcast, Ingen elsker Lone Frank, vender Weekendavisens hardcore videnskabsjournalist Lone Frank sit mikroskop mod kærligheden. Her falmer romantikkens rosenrøde skær.

»Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at kærlighed selvfølgelig er et fysiologisk fænomen,« siger Lone Frank.

»Jeg ved godt, der er mange, der vil sige, ’Jamen, du kan da ikke sige, at det bare er noget kemisk!’ Men hvad skulle det ellers være, guys

Eksperter, forsøg og fortællinger hjælper hende i jagten på den videnskabelige forklaring, der ligge under alle Lones flossede følelser. I bund og grund, mener videnskabskvinden, er kærligheden ikke et eventyr, men en kemisk cocktail.

Når jeg tænker på min egen historie, kan jeg høre dem mumle i kor: realisten og rebellen, videnskabskvinden og romantikeren.

De fire typer fra Kaitlin Prests og Lone Franks podcasts har hver deres bud på, hvad kærlighed er. Jeg beslutter at lytte til dem alle fire én for én for at høre, hvordan de belyser mit eget møde med kærligheden.

Realisten

Jeg er fuld af hjemve den dag i Seattle. Efter to ugers rejse op langs den amerikanske vestkyst er jeg godt træt af catcalling og mænd, der vil mig noget.

Sikken forudsigelig idiot, tænker jeg derfor, da en smuk brunøjet mand forsøger at fange mit blik nede ved vandet. Men lidt eventyrlyst må der være tilbage i mig. Nok til at jeg drikker en hel kande øl med ham, inden vi tager færgen tilbage til byen, hvor vi spiser bao og bliver trakteret på den fancy cocktailbar.

Ud på natten deler vi en burger, og så kysser han mig midt på gaden.

»Det har jeg haft lyst til hele dagen,« siger han.

»Det ved jeg,« tænker jeg.

Da jeg kommer hjem til Danmark, får jeg en e-mail med titlen »Serendipitously«. Serendipitet, ideen om det betydningsfulde sammentræf.

»Jeg håber virkelig sådan, at jeg snart ser dig igen,« skriver han.

Men det gør vi jo ikke, tænker jeg. Jeg ser visumansøgninger, tidsforskel og kulturkløfter for mig. Ingen grund til at åbne den dør. Sådan glider jeg af på den romantiske gestus og svarer på noget langt mere banalt, end det, der egentlig står i hans e-mail.

Hvorfor indlede et forhold, der nødvendigvis må gå i stykker? Kærlighed burde være som den berømte forelskelse mellem performancekunstnerparret Marina Abramovic og Ulay, tænker Charlie i The Shadows.

»Men I ved alle sammen godt, hvordan det endte for Marina og Ulay. For overhovedet at vikle sig ud af hinanden måtte de vandre 4000 kilometer mod hinanden henover den kinesiske mur. Sådan tror jeg, forhold er. Man rejser den lange vej for at møde nogen der, hvor de er. Så kommer man derhen og snaver lidt, og så går man hver til sit.«

Mens Kaitlin skriver mentale kærestebreve til sig selv fra fremtiden, så tager Charlie sorgerne på forskud. At han i virkeligheden er forstenet af præstationsangst og selvkritik, ser Kaitlin ikke i sin forelskelsesrus. Ingen af dem indser det, men de handler begge, som om de kendte hele fortællingen på forhånd. Realisten og romantikeren skriver på hver sin version af historien.

Rebellen

Det lykkes min indre realist at parere den transatlantiske romance i tre år. Men så dukker rebellen op til overfladen. Det er at gøre dyd af nødvendighed at drikke sig fuld og prøve grænser af, kunne man mene, når nu jeg ikke kan finde en kæreste at være voksen med. Men det føles, som om verden bliver større for mine fødder.

Kaitlin, til gengæld, vil gerne tilpasse sig. Men. Hun har mødt en mand i toget, Devon, og der var kemi. Der er bare ét problem: Charlie elsker monogami og vil ikke acceptere et åbent forhold. Kaitlin lover sig selv at være tro … indtil hun ser Devon igen.

De har sex. Alting skrider. Stemmerne tager over i Kaitlins hoved. »Du er utro!« råber en. »Jeg tror ikke på ’utroskab’!« lyder svaret.

Fornuft er imod rebellens natur. Af alle typerne er rebellen den mest impulsive – og den med mindst selvkontrol. Egoistisk? Måske. Eventyrlysten? Ja!

En junidag midt i min egen rebelske ekstase – nøjagtig tre år efter vores møde i Seattle – skriver jeg tillykke med fødselsdagen til den brunøjede mand på Facebook.

»Kommer du ikke snart til USA?« svarer han.

Tre uger senere sidder jeg i et fly på vej til New York med ingen anden plan end at dele værelse med ham i en uge. Alt kan ske, og der er intet at tabe. Rebellen er i sit es.

Der er bare ét forbehold:

»Vi må selvfølgelig ikke blive forelskede,« siger jeg til mine venner.

Det er hverken rebel eller realist interesseret i. Det er forpligtende, besværligt og desuden lige sådan noget, romantikeren kunne finde på.

Videnskabskvinden

Min kæreste vender tit tilbage til det første kys i Seattle.

»Kunne du lide det, da jeg kyssede dig den aften?« spørger han.

Jeg tøver. Det er et andet kys, jeg husker tydeligst: På hans sofa i Greenpoint i begyndelsen af juni er det, som om en kontakt bliver tændt inde i mig.

»Dopamin og oxytocin er ikke nødvendigvis kærlighedskemikalier. Jeg ville kalde dem begærskemikalier,« forklarer evolutionær antropolog Anna Machin i Ingen elsker Lone Frank. Ligesom alkohol får de os til at slippe hæmningerne.

Oxytocin og dopamin. Det er altså det, der hele den nat fylder mig med kvalmende, smertefuld lyst.

Lone Frank har også været ramt.

»Jeg kunne næsten mærke det biologiske forelskelsesprogram folde sig ud,« siger hun.

»Han gik i spidsen for et entourage, og de andre så egentlig sådan grå og kedelige ud. Men han kom gående i sit sorte Armani-jakkesæt med sit hvide hår og var to meter høj.«

Lone og den hvidhårede ender på hans hotelværelse. Der er ingen vej tilbage.

»Mit hjerte startede med at hamre helt vildt, samtidig med at det ikke føltes ubehageligt,« fortæller hun.

»Jeg kunne springe i luften lige om lidt, og det ville være en skøn eksplosion!«

Mangel på appetit. Rastløshed. Jeg har kun opholdt mig få timer i Brooklyn, før jeg ved, hvad der er ved at ske. Det gør mig glad og svimmel. Men det var jo netop det, jeg ikke ønskede for mig selv. Eller har romantikeren sneget sig med i kufferten? Det gratis eventyr, jeg tog afsted på, føles pludseligt, som om det kan koste mig dyrt.

»Du har fucking gode feromoner,« siger den brunøjede mand og dufter til min nakke.

Men der er en ting, jeg ikke forstår: Når nu vores feromoner går så godt i spænd, hvorfor husker jeg så det andet kys bedre end det første? Lykkedes det virkelig realisten i mig at sabotere en biokemisk nødvendighed?

Lone Franks overbevisning om, at evolution og genetik styrer vores følelser, kan næsten ligne en skæbnetro. Så har vi overhovedet noget at sige? Ja, mener Lone Frank:

»Det er en slags frihedsbudskab. Du sidder ikke i en biologisk spændetrøje; du kan gøre noget, når du kender den her biologi.«

Romantikeren

Jeg skriver gerne under på, at romantisk kærlighed er »en af den menneskelige idéhistories mest destruktive ideer,« som Kaitlin Prest citerer filosoffen bell hooks for.

Men. Havde romantikeren ikke stukket sit hoved frem, er jeg ikke sikker på, at den brunøjede mand og jeg var blevet kærester. Midt i mit New York-besøg stod jeg nemlig i en ægte romantisk komedie.

Det viser sig hurtigt, at han allerede ser en anden. En dag går jeg rundt alene på MoMA og får sms’er om hans sjælekvaler: Hvem skal han vælge? Det kan jeg ligesom ikke hjælpe med.

Skyerne trækker sig sammen over Manhattan, det er trykkende varmt. Og selvfølgelig åbner himlen sig netop, da jeg får en besked om, at han vil hjem til den anden kvinde og sove.

»Jeg forstår, hvis du kommer til at hade mig for evigt,« står der.

»Men det er det, mit hjerte beder mig om.«

Regnen siler ned som tykke tremmer mellem skyskraberne. Skal jeg blive i denne klistrede by og se min sårede stolthed i øjnene eller springe på det næste tog og aldrig mere se den mand, der lige nu gør mig så ulykkelig?

Flere og flere søger ly under MoMAs halvtag, og pludselig genkender jeg situationens crescendo-effekt. Det her er point of no return – det øjeblik, hvor rom-com-heltinden træffer sin afgørende beslutning. Og jeg forstår, at historien ikke er slut, for der er altid et tredje akt. Jeg tog herover for at opleve et eventyr, jeg ikke kendte på forhånd. I den ånd må jeg blive og få det hele med.

Det var godt, jeg blev hængende, selv om jeg sov alene den nat. For tredje akt viste sig at vende sig til min fordel, og da jeg forlod JFK nogle dage senere, vidste jeg, at vi ville ses igen snart.

Så hvem fik ret?

Kun en romantiker træffer livsvalg baseret på filmdramaturgi. Men uden rebellens mod havde den følsomme romantiker nok ikke klaret at blive valgt fra til fordel for en anden.

Uden realistens tålmodighed havde rebellen næppe orket at arbejde på relationen. Og så var der jo det der dopaminrush, der, ærligt talt, gav dem alle tre det skub, de behøvede for at lytte lidt mere til hinanden.

»Menneskelig kærlighed er vildt kompleks,« siger Anna Machin til Lone Frank.

»Min og din måde at elske på er forskellige. Så at finde frem til en endelig formel er – vil jeg mene – umuligt.«

Vi tror, vi ved, hvad vi vil. Nogle gange tror vi også, vi ved, hvordan vi opnår det. Men der er noget sært befriende ved at indse, at kærligheden er totalt omskiftelig. Alle er splittet mellem forskellige drømme og idealer, mellem forskellige måder at elske på, mellem kultur og natur, mellem det, vi har, og det, vi ikke kan få.

»Vi fortæller os selv historier, så vi kan leve,« skrev Joan Didion.

Men hvem kan fortælle en sand historie om kærligheden? Det bedste, vi kan gøre, tror jeg, er at lytte lidt til alle stemmerne i det indre mumlekor.

The Shadows (2018), CBC, produceret af Kaitlin Prest, som er bl.a. er kendt for podcasten The Heart om sex, kærlighed og intimitet.

Ingen elsker Lone Frank (2018), Weekendavisen. Lone Frank er videnskabsjournalist på Weekendavisen og vært på 24 spørgsmål til professoren på Radio24syv.

’Our Two Bedroom Story’ er et eksempel på de datingsimulatorspil, der i mange år har været populære i Japan. Vores skribents avatar indleder et forhold med den manipulerende Chiaki. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Frank er en person, der tror, at alt kan forklares naturvidenskabeligt; det kan det så ikke!
Evolutionær antropologi er en gren indenfor human-videnskaben, som tror, eller rettere mener, at alt hvad vi mennesker gør, kan spores tilbage til vores kamp for overlevelse, og for vores drift(er) til at føre slægten videre; derfor handler det her ikke om kærlighed i hjertet, om begær i skridtet! gør det! mener de! Men det er at se alt i en biologisk-reduktionistisk lys, hvor bliver reduceret til biologi, og hvor man netop som Lone Frank, uanset hvad hun siger her, lader sig styre af sine gener og sin biologi - det er skæbnetro!