Læsetid: 7 min.

Forsker: Filmvolden kan lære os, hvad det betyder at være menneske – med potentialet til at blive både offer og gerningsmand

Hvis man vil forstå filmvoldens værdi, må man først sætte sig ind i Immanuel Kants ide om ’det sublime’, der overskrider det, som blot er skønt eller smukt. Filmvolden kan nemlig overvælde os på en måde, så vi kommer til at reflektere over vores egen menneskelighed. Det mener den amerikanske professor Robert Appelbaum, der har forsket i voldens æstetik
Ingmar Bergmans film ’Skammen’ (1968) ender med, at hovedpersonerne er fanget uden håb i en båd midt på havet. Det er et eksempel på både livgivende og forfærdelig trist kunst, mener Robert Appelbaum.

Ingmar Bergmans film ’Skammen’ (1968) ender med, at hovedpersonerne er fanget uden håb i en båd midt på havet. Det er et eksempel på både livgivende og forfærdelig trist kunst, mener Robert Appelbaum.

Ritzau Scanpix

15. februar 2019

Her på avisen har vi de seneste par måneder forsøgt at undersøge filmvoldens væsen. I en række interviews med instruktører, manuskriptforfattere, stuntmænd og andre branchefolk har vi spurgt til filmvoldens berettigelse og værdi og bedt dem hver især udvælge én velfungerende voldelig filmscene og én, hvor brugen af vold ikke fungerer for dem – for eksempel fordi den har virket plat, overgjort eller unødvendig.

De grundlæggende spørgsmål har været, hvor grænsen – såfremt den findes – går for brugen af filmvold. Og hvorfor vi overhovedet skal konfronteres med eksplicit fiktionsvold, når vi tænder for fjernsynet eller går i biografen.

Det er der kommet en lang række forskelligartede svar og perspektiver ud af. Og derfor har vi som afslutning på artikelserien talt med amerikaneren Robert Appelbaum – der er professor på Uppsala Universitet i Sverige, hvor han har forsket i voldens æstetik, og som forrige år udgav bogen The Aesthetics of Violence: Art, Fiction, Drama and Film – og bedt ham forholde sig til de centrale refleksioner og overvejelser, der er gået igen i artikelseriens otte afsnit.

Filmvoldens legitimitet

Et gennemgående argument, når filmfolkene har skullet forklare, hvorfor visse voldsscener fungerer på lærredet, mens andre fejler, har været ideen om, at filmvolden først legitimeres, når den understøtter karakterudvikling eller driver plottet fremad.

Instruktøren Christina Rosendahl beskrev de gode voldsscener som dem, der »rummer bittesmå fortællinger om filmens karakterer«. Tilsvarende kaldte filmkomponist Peter Peter filmvolden for dum og tabloid, hvis ikke den er med til at »opbygge karakter«, og fotografen Manuel Alberto Claro gjorde sig til talsmand for, at »det vigtigste« er, at filmvolden ikke blot bruges for »provokationens skyld«.

Appelbaum fortæller, at han sympatiserer med filmfolkenes udgangspunkt, men advarer samtidig imod at opstille forhåndsregler for, hvordan filmvold bør legitimeres. Ofte kan det være næsten umuligt at vurdere, hvorvidt volden er der ’bare for at være der’, og her mener han, at det er for snævert alene at fokusere på plotfremdrift og karakterudvikling. Den umiddelbart meningsløse vold kan nemlig også være vellykket.

»Volden behøver ikke altid at give narrativ eller dramaturgisk mening. Nogle gange fungerer filmvold bedst, når den ikke udtrykker noget, netop fordi det lærer os, at vold på den ene side er reel og på den anden side er fundamentalt meningsløs,« siger Robert Appelbaum.

Når vi konfronteres med vold i film, sker det i en kontekst, hvor vi på afstand får mulighed for at forholde os til volden – ifølge Appelbaum en vigtig konfrontation. Og han mener, at vi slipper for at forholde os til voldens formålsløse ubehagelighed, når den spændes for en vogn i form af plot- eller karakterudvikling, og vi derfor kan afskrive den som bundet til et specifikt sæt omstændigheder.

Spørgsmålet, der her kredses om, går på, om det isoleret set er værdifuldt eller lærerigt at blive mødt af det ubehag, den eksplicitte vold fremkalder. Det er et tema, der også har præget interviewserien.

Peter Peter argumenterede i stil med Appelbaum for, at den realistiske filmvold er nødvendig, så vi kan mærke, hvorfor volden er forkert. Omvendt plæderede stuntmand Stig Günther for, at filmvolden kunne blive traumatiserende, hvis den blev for udpenslet, mens instruktør og manuskriptforfatter Isabella Eklöf mente, at selve det at »skildre mennesker som de andre, man gerne må slå ihjel, er grundlæggende superfarligt og dårligt«.

»Jeg er delvis enig med dem, men på den anden side må vi give plads til, at kunst kan overraske os på en så overvældende måde, at det overskrider vores umiddelbare forståelsesramme,« siger Appelbaum.

Det Sublime

Netop filmvoldens overvældende potentiale står centralt for Appelbaum. Han introducerer den tyske filosof Immanuel Kants skelnen mellem ’det skønne’ og ’det sublime’ (som Kant lånte og videreudviklede fra den irske filosof Edmund Burke).

I Beobachtungen über das Gefühl des Schönen und Erhabenen fra 1764 forklarer Kant, hvordan ‘det skønne’ er en afgrænset størrelse forbundet med en behagelig, tilfredsstillende fornemmelse – synet af blomsterbed, græssende dyr og dagslys gives som eksempler – i overensstemmelse med klassicismens skønhedsideal.

’Det sublime’ repræsenterer omvendt det æstetisk grænseløse eller overvældende, hvor oplevelsens voldsomhed i sig selv fremkalder en bevidsthed, der overskrider det umiddelbare. Kant eksemplificerede følelsen af ’det sublime’ med synet af bjergtoppe og rasende storme; noget, der kunne vække en slags nydelse, men samtidig var fyldt med rædsel.

Og Appelbaum peger på veludført filmvold, selv om den kan være uskøn, tilsvarende kan vække følelsen af ’det sublime’.

»Det er en foruroligende, chokerende og respektindgydende erfaring – det er nødvendigvis ubehageligt. Det er en oplevelse, som får os til at føle os små, og en af kunstens funktioner er netop at gøre os bevidste om, at der findes naturkræfter, der er mægtigere end os selv,« siger Appelbaum.

Han fremhæver Ingmar Bergmans film Skammen (1968), der slutter med, at hovedpersonerne er fanget uden håb i en båd midt på havet. Efter at have set den var Appelbaum så fuldstændig grådkvalt og komplet ødelagt, at han ringede til sine kammerater for at søge trøst. En oplevelse, han på ingen måde ville have været foruden.

»Der findes kunst, som er så forstyrrende, at den for en tid smadrer vores verden. Det er en følelse, som på en og samme tid er både livgivende og forfærdelig trist. Men hvis vi ikke er klar til at løbe den risiko, er vi ikke klar til at beskæftige os med kunst,« siger Appelbaum.

»Jeg synes, at alle burde opleve den følelse mindst én gang i løbet af deres liv.«

Flugten fra det negative

Flere af de adspurgte filmfolk har imidlertid problematiseret den type oplevelser. Fotograf Manuel Alberto Claro fortalte, at han ikke bryder sig om, at »man bliver drevet rundt i manegen følelsesmæssigt. Medmindre der er en tematisk eller indholdsmæssig grund til det«. Marvel-oversætteren Morten Søndergård brød sig heller ikke om blodig »slå på tæven-vold«, mens Stig Günther direkte spurgte:

»Når der er så meget ondskab ude i verden, hvorfor gør vi så det her for underholdningens skyld?«

Appelbaum anser den argumenttype for at være en del af en bredere kulturel tendens mod at ville beskytte og afskærme sig selv fra al slags negativitet. En trend, som han frygter fører til et forvrænget menneskesyn.

Han påpeger, at ideen om vold som et problem, der skal løses, er noget, der opstået i løbet af de sidste cirka 150 år – førhen anså man det ikke for at være noget, der kunne afskaffes, men som en uundgåelig del af livet. Og Appelbaum mener stadig, at det er afgørende også at være bekendt med tilværelsens mørkere sider – og det kan kunsten hjælpe os med.

»For at forholde sig til vold – som i sit udgangspunkt er afskyeligt og tabuiseret – er vi nødt til at omforme den til noget, som er fordøjeligt. Dét, som Freud ville kalde sublimeret form. Man kan også argumentere for, at det er voldens funktion i folkeeventyr for børn, som ofte er meget voldelige,« siger Appelbaum.

Den kunstneriske bearbejdelse af vold kan således gøre os i stand til at forstå den som et konkret fænomen fremfor at se den som en fjern abstraktion. Og ifølge Appelbaum er det endnu en af kunstens funktioner, at den kan tilgå det tabuiserede, som per definition almindeligvis er svært tilgængeligt: En treårig kan måske ikke umiddelbart forholde sig til alle verdens rædsler, men enhver kan forstå Hans og Grete. En pointe, som filmklipper Steen Schapiro også havde, da han beskrev filmvolden som en hjælp til at »konfrontere vores angst for en farlig verden«.

Schapiro argumenterede yderligere for, at filmvolden kan fungere som katarsis – en freudiansk grundidé om, at den æstetiserede vold virker som en slags ventil for underbevidste impulser, der ligger dybt begravet i os alle. Et synspunkt, som også Peter Peter fremførte. Omvendt talte Isabella Eklöf om, at filmvolden kan blive »dehumaniserende«, når navnløse personer bliver slået ihjel, fordi det gør os døve og immune over for voldens alvor. Et kontroversielt synspunkt, som ifølge Appelbaum også blandt fagfolk har været heftigt debatteret.

»På den ene side har vi freudianerne, der ser den fiktive vold som noget katarsisk og civiliserende. På den anden side har mange sociologer har forsøgt at bevise det stik modsatte – at voldelige film også gør seeren mere voldelig. Men ingen har været i stand til endegyldigt at påvise hverken det ene eller det andet,« siger Appelbaum.

Alligevel tvivler han på, at filmvold skulle være noget, der mindsker vores følsomhed over for virkelig vold, og han referere til Christina Rosendahls pointe om, at filmvold ikke kan sammenlignes med vold, som den »ser ud i virkeligheden«. De fleste bliver lamslåede, når de ser den ægte vare – de to ting kan ikke sammenlignes. Og filmvolden skal vi ikke ønske os at være foruden, den kan nemlig lære os meget.

»Stor kunst, som gør brug af vold, kan lære os, hvad det betyder at være menneske, nemlig at have følelser. Og det kan lære os, hvad det betyder at have potentialet til at blive gerningsmand og have potentialet til at blive offer. Filmvolden kan lære os meget,« siger Appelbaum.

Serie

Vold i film

I forbindelse med Lars von Triers seriemorderthriller The House That Jack Built diskuterede vi i avisen den eksplicitte vold. Men kan man overhovedet diskutere vold i film, ikke som moralsk boksekamp, men på værkets egne præmisser? Vi har spurgt en række filmfolk om, hvad filmvold kan - og bedt dem om at udpege en scene, der virker, og en, der bestemt ikke gør.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, men kun hvis man udstiller volden som en egoistisk, idiotisk eller afstumpet reaktion. Ellers fatter jeg ikke, hvorfor intelligente filmfolk svælger i at udpensle menneskellige lidelser billedligt.

PS. Hvis forskeren havde i stedet boet i Irak eller Afghanistan, er jeg næsten sikker på at vedkommendes holdning til filmisk vold ville have været noget anderledes.