Baggrund
Læsetid: 5 min.

Hvordan kender man forskel på en forfatter og en aktivist? Catalansk strid splitter PEN International

Spørgsmålet om, hvorvidt to varetægtsfængslede cataloniere primært er forfattere eller aktivister, har skabt voldsom diskussion i forfattersammenslutningen PEN International. »Grænsen for, hvornår man er forfatter har flyttet sig,« siger forfatter og bestyrelsesmedlem i PEN International Ola Larsmo
Forfattere og/eller aktivister? Jordi Sànchez og Jordi Cuixart blev varetægtsfængslet i 2017 for at organisere (fredelige) demonstrationer, opfordre til oprør mod den spanske stat og støtte afstemningen om catalonsk selvstændighed. Her en protestaktion i 2017 mod fængslingen af de to.

Forfattere og/eller aktivister? Jordi Sànchez og Jordi Cuixart blev varetægtsfængslet i 2017 for at organisere (fredelige) demonstrationer, opfordre til oprør mod den spanske stat og støtte afstemningen om catalonsk selvstændighed. Her en protestaktion i 2017 mod fængslingen af de to.

Rafa Rivas

Kultur
13. februar 2019

Er en forfatter, der er politisk aktivist, mest forfatter eller aktivist?

Det spørgsmål deler i disse uger vandene i verdens ældste forfattersammenslutning, PEN International, der hjælper forfulgte forfattere verden over.

Sagen om to catalanske skribenter, der risikerer 17 års fængsel for deres arbejde for catalansk selvstændighed, har skabt stor debat og fået den nobelprismodtagende peruanske forfatter Mario Vargas Llosa til at frasige sig sit æresmedlemskab.

Det sker, efter at PEN’s catalanske afdeling – med opbakning fra PEN International – fordømte fængslingen af de to catalanere, hvis retssag begyndte mandag. De skal nu, sammen med ti andre catalanske separatister, have afgjort deres sager ved den spanske højesteretsdomstol.

I et åbent brev til den spanske avis El Pais forklarer Mario Vargas Llosa, hvorfor han melder sig ud af PEN, som han tilbage i 1970’erne selv var præsident for.

»De, der er fængslet og nu får deres sag for højesteret, er ikke anklaget for det, de tror på og forsvarer, men for at have været en aktiv del af et kupforsøg,« siger han og henviser til den forfatningsstridige afstemning om catalansk selvstændighed i 2017.

En række PEN-medlemmer har bakket Vargas Llosa op. Heriblandt Mexicansk PEN, der har udtalt, at man ikke støtter PEN Internationals beslutning, da de to catalanere ikke kan karakteriseres som forfattere.

I Dansk PEN har man hverken underskrevet Catalansk PEN’s fordømmelse eller taget aktivt afstand fra PEN Internationals udmelding.

De to hovedpersoner Jordi Sànchez og Jordi Cuixart blev varetægtsfængslet i 2017 for at organisere (fredelige) demonstrationer, opfordre til oprør mod den spanske stat og støtte afstemningen om catalonsk selvstændighed.

Efter et år i varetægtsfængsel begyndte Jordi Sànchez at sultestrejke, fordi han mener, at den spanske forfatningsdomstol bevidst har afvist deres appel af frygt for, at sagen ender hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Umiddelbart lyder det måske ikke som en sag for en forfattersammenslutning, men Jordi Sànchez har skrevet en lang række rapporter og akademiske artikler bl.a. om demokratisk deltagelse, og Jordi Cuixart er forfatter til en digtsamling.

De har også begge bidraget til bogen Per la llibertat (for frihed, red.), der er en samling åbne breve fra catalanske forfattere, hvori de skriver om det at være politisk fange i Spanien og det catalanske folks følelse af konstant at være en »kollektiv lovovertrædelse«.

Der er altså en klar forbindelse mellem Jordi Sànchez og Jordi Cuixarts politiske arbejde og deres litterære udgivelser. Hvor det ene stopper, og det andet begynder, er ikke tydeligt, og spørgsmålet for PEN er derfor, om Jordi Sànchez og Jordi Cuixart overhovedet skal betragtes som forfattere, og om anklagen i så fald også retter sig mod deres systemkritiske litterære værker.

Hvem er forfattere

Grænsen for, hvornår man er forfatter, har flyttet sig de seneste år, mener Ola Larsmo, der selv er forfatter, sidder i bestyrelsen for PEN International og tidligere har været ordfører for Svensk PEN. Foreningen har diskuteret netop det spørgsmål mange gange, og opererer i dag med en langt bredere definition end tidligere.

»Et godt eksempel er, at muligheden for selv at udgive sine tekster, har ændret sig dramatisk med udbredelsen af internettet. Når alle kan udgive deres tekster, hvem er så forfattere? I PEN har vi f.eks. hjulpet tre bloggere fra Bangladesh, der blev truet på livet af nogle islamiske fundamentalister. Dem valgte vi at kalde forfattere, selv om de kun har udgivet en blog,« siger Ola Larsmo.

Han fortæller også, at bogstaverne PEN oprindeligt stod for poets, essayists og novelists (digtere, essayister og romanforfattere, red.), men at forkortelsen senere kom til at inkludere publishers og editors (forlæggere og redaktører, red.). Hos Svensk PEN har man formuleret definitionen endnu bredere, så den nu gælder alle, der arbejder i »det litterære felt«.

Ola Larsmo mener, at selv om forfatterens rolle har ændret sig, og definitionen på en forfatter i dag er bredere end tidligere, er det stadig PEN’s opgave at forsvare det skrevne ord, i hvilken form det end måtte vise sig, herunder også politiske tekster.

Han understreger dog, at det ikke betyder, at PEN tager politisk standpunkt. PEN støtter altså ikke den catalanske selvstændighed, blot den frie debat.

På trods af at de anklagede har udgivet litterære værker, for Jordi Cuixarts vedkommende kun en enkelt digtsamling, kalder de sig begge for politiske aktivister. De er også formænd for hver deres organisation, Òmnium Cultural og Catalan National Assembly, der støtter catalansk selvstændighed.

Det er netop disse argumenter, som blandt andet Mexicansk PEN fremhæver, når de udtaler, at Jordi Sànchez og Jordi Cuixarts ikke er forfattere.

Det er ikke første gang, at PEN beskæftiger sig med personer, der balancerer på grænsen mellem at være forfattere og politiske aktivister.

»Jeg tror, at det er et klassisk dilemma for PEN,« siger journalist og forfatter Anders Jerichow, der var præsident for Dansk Pen i over ti år frem til 2015. 

»Vi har tidligere, dog meget sjældent, støttet aktivister, der ikke var forfattere – altså taget sager for systemkritikere, der ikke primært er forfattere, men som primært har arbejdet for ytringsfriheden. Det gjaldt bl.a. en systemkritiker, der kæmpede for ytringsfrihed i Iran.« 

Anders Jerichow mener ikke, at det eksempelvis er antallet af udgivne bøger, der afgør, om man er at regne for forfatter og dermed potentielt kan få PEN’s opbakning.

»Der er jo mange, der har udgivet mange bøger og så bliver politikere. Der er også nogen, der har udgivet få bøger, men alligevel kommer til at stå som markante forfattere, hvis bøgerne er med til at præge deres tid. Få udgivelser kan alligevel blive til et stort forfatterskab, « siger han.

Er alt, hvad en forfatter skriver, en del af forfatterskabet?

Tager man det standpunkt, at Jordi Sànchez og Jordi Cuixarts er forfattere, er næste spørgsmål, om frihedsberøvelsen er udtryk for at de straffes for at have brugt deres ytringsfrihed til at skrive systemkritiske tekster.

De to catalanere sidder varetægtsfængslet for tilskyndelse til oprør mod staten. Men eftersom retssagen kun lige er begyndt og omfatter 12 forskellige sager, er den officielle anklage stadig ukendt.

»Vi har god grund til at tro, at de to forfattere er fængslet for noget, de har skrevet. De har ikke været for en domstol endnu, så vi ved ikke, hvad den formelle anklage lyder på, men med den eksisterende spanske lovgivning, der i den grad har indskrænket ytringsfriheden, er der god grund til at tro, at de bliver anklaget for det, de har skrevet,« siger bestyrelsesmedlem i PEN International Ola Larsmo.

Ola Larsmo mener, at selv om den konkrete skriftlige opfordring til demonstration, som anklagen forholder sig til, ikke er en decideret litterær tekst, kan det ikke adskilles fuldstændig fra resten af deres forfatterskab.

Forfatterskaber, der netop består af bøger og artikler, som taler for catalansk selvstændighed. Han mener derfor, at de litterære værker også implicit indgår som en del af anklageskriftet, der dermed også er en krænkelse af deres ytringsfrihed, som PEN bør gå ind i.

Den udlægning er både Mario Vargas Llosa og Mexicansk PEN uenige i. Hvordan den officielle anklage lyder, og om Jordi Sànchez og Jordi Cuixarts ender med at blive idømt 17 års fængsel kommer formentligt heller ikke til at afgøre diskussionen, der fortsætter i den gamle forfattersammenslutning PEN International.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det var Foraar og Kulde.
Skovens Taagebræm
skjulte en Ondskab som luende
skulde sprænge sig frem.

Han skulde værge og bære –
engang havde nogen kaldt,
en Vished var kommet til ham.
Og nu var det den som forfaldt.

Vi andre blev hadske og blege
– Mænd paa atten Aar,
Krigere uden Vaaben
og saarede uden Saar.

Morten Nielsen, født 1922, faldt for et skud i 1944.

Skæbne

Hurtige, lyse Stemmer, der hvirvlede ud i det blaa…
du var ulykkelig, Tykke, men det ku ́ vi ikke forstaa.
Svedig og fed og dum… Helvede satte paa Spring
Og væltede dig og Cyklen. Vi stod og lo omkring.

Du sad paa den forreste Bænk … græd ikke, nej glo, glo, glo!
naar en bange og vittig Vikar spørger om to og to.
Vikarer i første Mellem frelste en tynd Disciplin
ved at vende det hele mod dig, der forsvarsløst blev til Grin.

Og da det omsider blev Foraar for os, der var femten Aar,
og Træerne stod og lyste over Pigernes bløde Haar,
og du kom, forsigtigt, alvorligt- da skete det værste af alt:
at den, der lo højest af os, var hende, det hele gjaldt.

Nu ta ́r du Hævn! Nu gaar du med Skraarem og Støvler paa,
du løfter en Arm, og det skinner i Øjnenes blege blaa.
For Had og Haan og Trusler, det kan et Menneske ta ́ –
men ikke det, nej aldrig: Det og grines a ́…

Nu er du noget, Tykke! Mand og Partikammerat.
Og hvis vi en dag skal til Muren, saa er din Haand parat.
Parat til at smadre et Knojern ind i min Mund naar du slaar,
for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde Aar

- Havde modstandsmanden Citronen i øvrigt motiv til at dræbe Morten Nielsen, - det ved man ikke . . .