Læsetid: 4 min.

Indieklaveret er musikkens svar på naturvin

En række musikere har sneget sig ud af finkulturens haller med deres genopdagelse af klaveret. Nogle gør det med stor frihed fra konventionerne, andre er vist bare velopdragne opportunister
På sit nye og tredje album Ultraviolet søger den amerikanske musiker og komponist Kelly Moran væk fra gængse harmonier og lette følelsesmanipulationer.

På sit nye og tredje album Ultraviolet søger den amerikanske musiker og komponist Kelly Moran væk fra gængse harmonier og lette følelsesmanipulationer.

Tim Saccenti

26. februar 2019

Klaveret oplever i det nye årtusinde nye former for håndspålæggelse. Nogle af de musikere, der tidligere ville have leget med elguitarer eller computere, leger nu i stedet med klaver.

Indieselskaber med alternativ rock og indiepop som kernekompetencer udgiver pludselig klaverplader med mere eller mindre skolede pianister. Og den klassiske musikverden har måttet se en række udbrydere og indbrydere opdyrke grænselandet mellem klassisk musik og især indiemusikkens mere beskedne, men også rummelige æstetik.

Det skete i begyndelsen af vores unge årtusinde, at der blev søgt nye veje. Veje, der i bedste fald var – og er – klangudforskende og alternativt harmoniske. I værste fald bare en slags classical light, tæt op ad muzak.

Blandt de mere interessante har været tyske Max Richter, der høstede en vis berømmelse med den smukke, men altmodisch 2013-komposition »On The Nature of Daylight«, der ledsagede den knusende åbningsscene i science fiction-mesterværket Arrival.

Amerikanske Dustin O’Halloran, der med kompositorisk skønhed og enkelhed blandt andet har komponeret titelnummeret til tv-serien Transparent. Og tyske Hauschka, der har dyrket en del præpareret klaver.

Postklassisk eller neoklassisk kunne man måske kalde anstrengelserne. Ja, indieselskabet Fat Cat Records valgte førstnævnte betegnelse til at beskrive indholdet af deres underselskab 130701.

Her kan man høre unge pianister som iranske Shida Shahabi og franske Emilie Levienaise-Farrouch, der genbesøger både Brian Enos ambiente tanker og den i disse tider sygt populære Erik Satie (1866-1925) og hans melankolske præcision.

Og de ledsager gerne deres klaverspil med synthesizer og leger også med helt anderledes patinerede optagemetoder – langt fra den krystalklare naturalisme i den klassiske verden, for eksempel hos Deutsche Grammophon (der i øvrigt er begyndt at udgive Max Richter – og således går alting i ring).

Nu hvor der drikkes naturvin

Der sker altså både opmuntrende og deprimerende ting i denne økoton i ingenmandslandet mellem genrerne. Her huserer fritænkere, der ignorerer gængse kompetencer og regelsæt. Men også opportunister, der er for dårlige til at skrive et egentligt interessant værk og i stedet søger at forføre et uskolet indiefolk, der måske godt kunne hoppe på lidt moden stemningsparfume, nu hvor de er begyndt at drikke naturvin.

Den nye klavermusik havde en form for begyndelse i 2001, da særlingemesteren Aphex Twin udgav Drukqs. Dengang kom det kun som et mindre chok, at store dele af albummet var skabt på et computerstyret præpareret klaver. Og det var dundersmukt.

Prepared piano, som det hedder på engelsk, blev realiseret i fuld form allerede i 1938 af den amerikanske avantgardelegende John Cage. Og det er en modificering af klaveret, der går ud på skabe resonanser – eller fejllyde om man vil – på klaverets strenge, for eksempel ved at sætte en gaffel eller en skrue i spænd mellem dem. Eller lægge raslende metalgenstande ovenpå.

Lyser multifacetteret

Resultatet af denne metode er en langt mere skrøbelig klang, raslende, skrattende, tit lidt småfalsk – pludselig fjernt fra det bedsteborgerlige møbel med indretningsarkitektonisk pondus og skyhøj snobbeværdi, som vi kender. Stadig et langt bedre sted at stille pindemadder end en guitar, men nu uden den klanglige stor- og renhed.

Som på Kelly Morans nye og tredje album Ultraviolet. Den amerikanske musiker og komponist søger endnu længere ud end førnævnte Aphex Twin på det præparerede klaver. Væk fra gængse harmonier og lette følelsesmanipulationer.

Det sker med bølgende og savtakkede melodilinjer ofte parret med ulmende harmonier, der synes bygget af drejelire og anden folklore. Der er temposkift og langsomt opbygget intensitet, nogle gange nærmest dolket staccato. Det lyder nogle gange som heftigt hurtig vævning med lyd.

Det er både menneskelige dramaer og bandsat abstrakte verdener, og her er rig mulighed for at dale gennem de changerende ofte polyfoniske, mildt ustemte tonesystemer og kun føle zen. Men også mulighed for at falde i konversation med en komponist, der vil efterlade dig både rundtosset og lutret. Ultraviolet lyser multifacetteret.

Unødigt højt prissat mærkevare

Med sit kritiske apparat på stilke har denne anmelder også lyttet til Nils Frahm – og med sin sunde fornuft oplevet ham som en unødigt højt prissat mærkevare.

Han har tidligere været langt mere eksperimenterede, men i de seneste år er den tyske musiker og komponist blevet lidt af en indie-superstjerne, en underspillet anti-Liberace i færd med at surfe på – men også plumpe i – følelsesklicheer og generiske overtalelsesstrategier. Tonefigurer med automatisk inderlighed, programmatisk melankolske akkorder, synthengle i kor. Helt enkelt for velopdragent.

Encores hedder hans aktuelle EP-serie, der rummer skitser til numre, der ikke kom med på hans seneste i mine ører overvurderede album All Melody. Og den anden EP i den serie, Encores 2, har faktisk forsonende træk.

Han spiller på ikkepræpareret klaver og er god til at skabe lette syntetiske parfumeringer og til at lege med optagekvaliteterne, der tit er støvet patinerede.

På den første halvdel af EP’en balancerer han mellem liflig ambientklavermusik og kitschet brugsmusik. Gjort med en skødesløs og ok. behagelig lethed, en fornemmelse af en mand, der søger lidt rundt, kompetent, på tangenterne, en slags lomme-Satie.

Men Encores 2 slutter anderledes. »Talisman« er lyden af synthesizere, der er ved at falde ind i søvnens rige. Og det ender med den over 12 minutter lange »Spells«, der udvikler til noget, som enten kan høres som verdens kedeligste behandling af changerende akkordrækker – eller som et utrolig vederkvægende spacecruisetil en sandstrandsplanet. Eller naturligvis noget helt tredje.

Dit valg. Som altid.

Xiu Xiu består af Jamie Stewart og Angela Seo.
Læs også
Xiu Xiu består af Jamie Stewart og Angela Seo.
Læs også
Xiu Xiu består af Jamie Stewart og Angela Seo.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu