Læsetid: 8 min.

Informations filmredaktør: Lad oscaruddelingen bestå – og tage sig selv seriøst på ny

Oscaruddelingen er den største og mest prestigefyldte filmprisuddeling i verden. Alligevel glæder Informations filmredaktør sig ikke lige så meget til årets show, som han plejer. Måske fordi Oscar ikke tager sig selv alvorligt, måske fordi kritikere, eksperter og fans er trætte af uddelingen og de film, der skal fejres. Oscar befinder sig i en identitetskrise, der også er Hollywoods identitetskrise
Oscaruddelingen er den største og mest prestigefyldte filmprisuddeling i verden. Alligevel glæder Informations filmredaktør sig ikke lige så meget til årets show, som han plejer. Måske fordi Oscar ikke tager sig selv alvorligt, måske fordi kritikere, eksperter og fans er trætte af uddelingen og de film, der skal fejres. Oscar befinder sig i en identitetskrise, der også er Hollywoods identitetskrise

Emilie Noer Bobek

15. februar 2019

Jeg plejer at glæde mig som et lille barn til den årlige oscaruddeling. Jeg er barn af Hollywood, og jeg er vokset op med al den pomp og pragt, glitter og glamour, som Oscar står for, og som for en aften giver mig mulighed for at være med i den drøm, amerikanske mainstreamfilm serverer, når de er bedst.

Med alderen er jeg blevet en smule mere kynisk og kritisk. Men jeg sidder stadig gerne oppe om natten – nu sammen med min lige så filmbegejstrede, voksne søn – og følger med i den direkte transmission fra filmbyen over dem alle.

I år er det dog, som om magien er væk. Jeg glæder mig ikke lige så meget. Mest fordi jeg fornemmer en ikke ubetydelig oscartræthed hos andre kritikere, eksperter og fans, der især på sociale medier har luftet stor utilfredshed med de nominerede film. Men også fordi jeg ikke synes, at The Academy of Motion Picture Arts and Sciences, AMPAS, der står bag oscaruddelingen, tager årets show tilstrækkeligt alvorligt.

Ingen vært

Det virker f.eks. helt forkert, at oscaruddelingen i år afvikles uden vært. Det var meningen, at den sorte komiker og skuespiller Kevin Hart skulle have udfyldt den rolle. Det blev offentliggjort den 4. december sidste år. Men dagen efter kom det frem, at han i en række tweets nogle år forinden havde ytret sig temmelig homofobisk, og – hvad værre var – havde nægtet at undskylde offentligt for sine udtalelser.

Hart trak sig som vært, og efter voldsom kritik endte han med at undskylde alligevel, og på trods af et mildest talt bizart forløb med skiftevise undskyldninger – og det modsatte – var han indtil begyndelsen af januar alligevel i spil. Men da var det åbenbart for sent for AMPAS at finde en ny vært for showet, som i år løber af stablen søndag den 24. februar, natten til mandag, dansk tid.

Det er bestemt også en både krævende og utaknemmelig – og efter sigende ikke særlig godt lønnet – opgave, man gerne får tæv for. Og i en tid, hvor man virkelig skal passe på, hvad man siger offentligt, er jobbet kun endnu mere risikobetonet og uattraktivt end ellers. En forkert bemærkning, og man bliver hængt ud i alverdens medier, ikke mindst de sociale.

Værten er vigtig

Det er sket før, at oscaruddelingen har været uden vært – senest i 1989 – men det er en usædvanlig situation, fordi værten er en så integreret del af prisuddelingens succes eller fiasko og en målestok i forhold til tidligere og efterfølgende uddelinger. Værten er den amerikanske filmbranches repræsentant. Vedkommende tegner showet, binder det sammen og giver det en profil.

Jeg ser oscarshowet for at juble, når mine favoritter vinder – eller brokke mig, når de ikke  gør – og for at høre takketalerne, der spænder fra det ligegyldige til det sublime. Det samme gør værten, som er en attraktion i sig selv.

Billy Crystal, der var vært hele ni gange, sang og dansede sig ind i vores hjerter med en humor og et overskud og en lethed og elegance, som de fleste andre kun kan drømme om. Crystal var inkarnationen af alt det, som jeg elskede – og elsker – ved Oscar og Hollywood, og så forstod han samtidig på en lun og vittig måde at gøre grin med de mennesker og det system, han hyldede.

Hollywoods identitetskrise

Den manglende vært – og flere andre besynderlige beslutninger omkring en ny popularitetspris, musikoptrædener, uddeling af priser i reklamepauser og sidste års vindere som presenters, som AMPAS for de flestes vedkommende har omgjort efter højlydte protester fra branchen – kan ses som et udtryk for den krise, ikke bare oscaruddelingen, men den amerikanske filmindustri befinder sig i. Det har som sådan ikke noget med økonomi at gøre, men handler snarere om en mangel på retning, identitet og relevans. Hvad er det, Hollywood og oscaruddelingen gerne vil betyde og repræsentere i en verden, hvor så meget er under forandring, ikke mindst takket være #MeToo-bølgen?

I mange år har Hollywood været en hvid, midaldrende, mandsdomineret affære. Det har naturligvis smittet af på oscaruddelingen, der oftere end ikke – og ganske berettiget – er blevet anklaget for ikke at have øje for kvinder og mennesker med en anden hudfarve end hvid. Grupper, som selve industrien også traditionelt har ignoreret.

I løbet af de seneste år har AMPAS dog gjort en stor indsats for at gøre medlemsskaren og dermed de film og præstationer, der bliver nomineret og i sidste ende vinder priser, mere mangfoldig og inkluderende. I takt med at medlemsantallet er vokset fra ca. 6.000 til omkring 9.000, er andelen af kvinder og personer af farve også øget.

Der er dem, som mener, at det går alt for langsomt med at forandre AMPAS, men den målrettede indsats er formentlig en af de væsentligste grunde til, at superheltefilmen Black Panther i år blandt andet er blevet nomineret til Bedste Film.

Den er måske ikke en af 2018’s allerbedste amerikanske film, men den er en vigtig kulturel manifestation. Den har både sorte skuespillere i hovedrollerne og sorte filmfolk bag kameraet. Den beviser, at film om sorte superhelte kan sælge billetter – for godt 1,3 mia. dollar på verdensplan. Og den fortæller ikke endnu en sort lidelseshistorie, men en stolt historie om sort kultur, historie og succes. Der ligger en enorm symbolværdi i filmens oscarnomineringer.

Filmpriser og politik

Man plejer at sige, at man ikke skal blande film og politik, når der skal deles priser ud, men oscaruddelingen har altid været en arena for politiske manifestationer af den ene eller anden slags. Fra Michael Moores takketale i 2003, hvor han til buhråb fra salen angreb daværende præsident Bush og invasionen af Irak, til de senere år, hvor manifestationer i forbindelse med #OscarsSoWhite og #MeToo har været en mere accepteret del af aftenen. Man er sikret et millionpublikum verden over, når man betræder scenen til en oscaruddeling, og flere og flere griber den chance, det er for at blive hørt.

Som kritikeren Wesley Morris skrev i The New York Times op til oscaruddelingen i 2018, så minder hele opløbet til oscaruddelingen – det, man kalder prisuddelingssæsonen, som begynder i september og varer ca. fem måneder – om en politisk valgkamp. Også de store filmselskabers anstrengelser for at få film nomineret ligner regulære valgkampagner med annoncer, tv-optrædener og ’vælgermøder’.

Noget andet er – som også magasinet Vultures Nate Jones har noteret sig – at vi lever i en politisk polariseret tid, ikke mindst i USA. De film, som Hollywood producerer et givent år, siger noget om stemningen i landet og måske verden, og det samme gør oscarfilmene. Det er et ansvar, man ikke må tage let på, især ikke i en tid, hvor Donald Trump er USA’s præsident.

»Ligesom et midtvejsvalg er oscarkapløbet nu blevet en afstemning om nationens humør, selv om den gennemsnitlige biografgænger er endnu mere afkoblet fra Akademiets proces, end de er fra politik. En uværdig oscarkandidat vækker de samme følelser som et skørt kongresmedlem fra en anden stat – ’hvad i alverden ser de i det?’,« skriver Jones. Der er med andre ord sket et uskyldstab også for oscaruddelingen – selv om man da bestemt kan argumentere for, at Oscar og dermed Hollywood aldrig har været spor uskyldig, snarere tværtimod.

Kritisk eftersyn

Det betyder mere end nogensinde før, hvilke film der bliver nomineret, og både de nominerede og siden vinderne underkastes nidkært kritiske eftersyn, som de færreste reelt kan holde til. Det kommer i højere grad til at handle om symbolpolitik og identitetspolitik end om kvalitet og kunst.

En tidlig oscarfavorit var Peter Farrellys virkelighedsbaserede dramakomedie Green Book, der har Viggo Mortensen og Mahershala Ali i hovedrollerne. Den handler om en hvid arbejderklassemand, der bliver chauffør for en sofistikeret sort pianist i 1960’ernes raceadskilte USA.

Filmen, der kan ses i danske biografer fra næste uge, havde verdenspremiere på filmfestivalen i Toronto og blev godt modtaget. Siden er den og Mortensen og Ali også blevet oscarnomineret, og samtidig er modviljen mod filmen vokset.

Noget af kritikken går på, at filmen er endnu en hvid mands feel good-historie om venskabet mellem en hvid og en sort. Som Richard Lawson skrev i Vanity Fair fra Toronto:

»En komedie om racerelationer, i hvilken den hvide fyr lærer, at sorte mennesker ikke er så forskellige fra ham, er en af den slags ting, som plejede at vinde Oscars, men som nu, i en forhåbentlig mere opmærksom æra, bliver anset for at være nedladende og problematisk.«

Hollywoods balancegang

Det har ikke hjulpet på Green Books popularitet blandt oscarkommentatorer og -eksperter, at en af filmens manuskriptforfattere, Nick Vallelonga – der er søn af den person, som Viggo Mortensen spiller – for nogle år siden tweetede positivt om et islamofobisk tweet fra Donald Trump. Og det har heller ikke hjulpet, at Mortensen blev angrebet af sin medspiller, Mahershala Ali, for at bruge det såkaldte n-ord i et interview om filmen. Det skete efter, at Viggo Mortensen havde sagt: »For instance, no one says ’nigger’ anymore

Det må man ikke længere som hvid, heller ikke selv om sammenhængen er den strukturelle og samfundsmæssige racisme, som filmen handler om, og den måde, hvide amerikanere i 1960’erne omtalte sorte amerikanere på.

Det er med andre ord lidt af en balancegang mellem tradition og fornyelse og mellem hensynsfuldhed og selvcensur, som Hollywood og oscaruddelingen kæmper med for tiden. Om Oscar er relevant, endsige eksisterer om ti år, afhænger af, om Hollywood bliver bedre til at få øje på og sætte pris på de film, som afspejler den tid og verden, de foregår i. Og det sidste afhænger så igen af, om AMPAS formår at følge med udviklingen og øge diversiteten blandt sine medlemmer.

Oscaruddelingens relevans

Hvad enten man vil det eller ej, så orienterer de fleste mennesker i verden sig stadigvæk efter amerikansk populærkultur, og selv om tv-serier efterhånden udgør en større andel af vores daglige underholdningsdiæt end film – og er markant bedre til det med diversitet foran og bag kameraet – så er oscarshowet stadig den største og mest prestigefyldte scene, man som filmskaber kan træde ind på.

At en magtfuld og egenrådig stremingtjeneste som Netflix, der i øvrigt er en anden væsentlig grund til Hollywoods krise, lader sine film få biografpremiere, så de er oscarnomineringsberettigede, siger lidt om, hvor meget Oscar betyder for dem, der laver film.

Personligt håber jeg, at Oscar består. Jeg vil så nødig undvære den årlige fejring af det bedste, som amerikansk mainstreamfilm har at byde på – eller gå glip af alle de gange, hvor oscarpriserne rent faktisk går til film og mennesker, som flytter noget, kunstnerisk og politisk, og som takket være Oscar får mulighed for at flytte endnu mere.

Som f.eks. da den sorte skuespiller Lupita Nyong’o i 2014 vandt en Oscar for sin birolle i Steve McQueens barske og fremragende slavefortælling 12 Years a Slave og takkede med ordene: »Må det, når jeg ser ned på denne gyldne statuette, minde mig og hvert eneste lille barn om, at ligegyldig hvor man kommer fra, så har ens drømme betydning.«

Oscaruddelingen finder sted søndag den 24. februar, natten til mandag den 25. februar dansk tid, og sendes direkte på TV 2

Se alle de nominerede på oscars.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu