Læsetid: 8 min.

»Ingen har nogensinde påstået, at et brækket ben kan kureres med Mozart«

Det har ikke været uden modstand, at kunst og kultur er rykket ind i sundhedssektoren. Hverken fra kulturlivet eller lægestanden, der begge har set med en vis skepsis på området. Men i dag foregår forskning på området både på kultur- og sundhedsvidenskabens præmisser
Studier i England har vist, at patienters indlæggelsestid på hospitaler forkortes målbart, hvis de har adgang til kunst og kultur. Også i Danmark er der kunst på hospitalerne, her Herlev Hospital, som er udsmykket af kunstneren Poul Gernes.

Studier i England har vist, at patienters indlæggelsestid på hospitaler forkortes målbart, hvis de har adgang til kunst og kultur. Også i Danmark er der kunst på hospitalerne, her Herlev Hospital, som er udsmykket af kunstneren Poul Gernes.

Ditte Valente

27. februar 2019

»Hvordan i helvede kan det forklares?«

Det var angiveligt den amerikansk-israelske professor Aaron Antonovskys reaktion, da han i 1970’erne undersøgte helbredet hos israelske kvinder, der under Anden Verdenskrig havde siddet i koncentrationslejr. Hans studier viste nemlig, at en gruppe af disse kvinder havde formået at leve et sundt og harmonisk liv til trods for de rædsler, de havde gennemlevet.

Det, Antonovsky fandt frem til – nemlig at kvindernes mentale og fysiske trivsel skyldtes en følelse af indhold, sammenhæng og meningsfuldhed i deres liv – kom til at revolutionere moderne sundhedsforskning.

Pludselig var fokus ikke længere kun på, hvorfor vi mennesker bliver syge, men også på, hvordan vi trods alt kommer raske gennem mange af livets udfordringer.

Det er også den tankegang, som har drevet de seneste års store interesse for sammenhængen mellem kultur og sundhed. Siden årtusindeskiftet har universiteter i forskellige lande, herunder Danmark, åbnet institutter dedikeret til forskning i de to ellers så fjernt beslægtede akademiske traditioner, kultur- og sundhedsvidenskab.

Sideløbende er socialt udsatte, sårbare patienter og psykisk udfordrede i stadigt større omfang blevet anvist fælleslæsning, -dans og -sang for at øge deres trivsel.

»Fokus i sundhedsvæsenet er ikke længere kun på, hvad der kan være skadeligt for helbredet, men også på det, som kan fremme trivsel og velvære. Her kan kunst og kultur spille en vigtig rolle,« siger Eva Hjelms, som er cand. mag. i moderne kultur og kulturformidling og medforfatter på udgivelsen ’Kultur og Sundhedsfremme’ fra Aalborg Universitet.

Sådan har videnskaben undersøgt kultur og sundhed

Randomiserede, kontrollerede forsøg

Randomiserede, kontrollerede forsøg anses som den mest gyldige og præcise metode i naturvidenskabelig forskning. To grupper ensartede patienter fordeles randomiseret, altså tilfældigt, og modtager så hver deres behandling.

Dermed er behandlingen den eneste væsentlige forskel mellem de to grupper, og resultatet af forsøget vil derfor med stor sandsynlighed afspejle dens virkning.

Flere studier i effekten af kulturterapi gør brug af den anerkendte videnskabelige metode. I 2006 undersøgte en amerikansk forskergruppe eksempelvis om kunstterapi kunne forbedre den mentale sundhed hos kvinder med brystkræft i et studie i tidsskriftet The Arts of Psychotherapy.

Forskerne udsatte en patientgruppe på 20 kvinder for kunstterapi, hvor de selv skulle tegne og male, mens en kontrolgruppe på 19 patienter ikke fik behandlingen. Kvinderne i kunstterapi oplevede større psykisk velvære, fordi det kreative forløb hjalp dem til at styrke deres positive følelser på bekostning af de negative, kunne studiet konkludere.

Den udvikling genkender man i Lægeforeningen. Formand Andreas Rudkjøbing mener, at udviklingen især kommer til udtryk i de mange nye hospitalsbyggerier, hvor der flere steder er øget fokus på hospitalskunst.

»Der er en erkendelse af, at det er vigtigt at føle sig tryg og afslappet, når man er i kontakt med sundhedsvæsenet. Den følelese kan de fysiske rammer blandt andet være med til at give,« siger han.

Forskning konkluderer igen og igen, at kunst og kultur kan styrke oplevelsen af sammenhæng og mening i tilværelsen og dermed bidrage til at gøre sygdom og lidelse mere forståeligt og håndterbart. Helt i tråd med Antonovskys knap 50 år gamle konklusion.

Gensidig skepsis

Som videnskabelige traditioner har sundheds- og kulturvidenskab traditionelt set meget lidt til fælles. Førstnævnte sværger til kvantitet og lukkede laboratoriemiljøer, sidstnævnt til kvalitative fortolkninger og samspillet mellem mennesker og deres omgivelser.

Det har heller ikke været uden modstand, at kulturlivet er rykket ind i sundhedssektoren. Både kunstnere og læger har næret modvilje mod at forene de to fag. 

På den ene side eksisterer der i kulturverdenen en udbredt modvilje mod at diskutere kunstens økonomiske rationale, da det ikke giver mening udelukkende at måle kunstens værdi ud fra de tal, som skabes på bundlinjen. Og hvis kulturen spændes for en sundhedsvogn, fjernes fokus på dens selvstændige værdi, lyder kritikken.

På den anden side er nogle fagfolk i sundhedsvæsenet bekymrede for at miste knappe og kostbare ressourcer til diagnosticering, operationer og behandling til fordel for dans, sang og læsning, som skulle gavne patienternes velfærd.

Men scenarierne er for sort-hvidt trukket op, mener Eva Hjelms, der i dag arbejder med kultur i Furesø Kommune.

»Det beviser da netop kunstens egenværdi, at den fremmer livskvaliteten. Det behøver ikke være en instrumentalisering af kunst og kultur at tænke det ind i et sundhedsparadigme,« siger hun.

»Samtidigt er det jo heller ikke sådan, at kulturen skal erstatte medicinsk behandling. Ingen har nogensinde påstået, at et brækket ben kan kureres med Mozart - for at sige det lidt populært. Men i nogle tilfælde kan det måske frigive ressourcer på hospitalerne, hvis patienternes trivsel styrkes af forskellige kulturtilbud.«

Hjernescanninger

Med hjernescanninger er det muligt at måle, hvad der sker med mennesker, mens de eksempelvis betragter billedkunst eller lytter til musik. Scanningsteknikker som fMRI, der måler blodgennemstrømning, og PET, som med radioaktivt sporingsstof måler aktivitet, er særligt udbredte, fordi de kan kortlægge hjerneaktivitet knyttet til tænkning og følelser.

I et studie fra 2011, udgivet i tidsskriftet PLOS One, blev 21 forsøgspersoner, mens de lå i en hjernescanner, bedt om at vurdere, om forskellige malerier og musikstykker var ’grimme’, ’neutrale’ eller ’smukke’ på en skala fra ét til ni.

Scanningsresultaterne viste, at de malerier og musikstykker, som ansås for at være smukke, alle var forbundet med aktivitet i den orbitofrontale cortex, som er en del af hjernens belønningssystem. Det tyder altså på, at kunst, der opfattes som skønt, skaber menneskelig velvære.

Måling af hormonniveauer

Hormoner er kroppens kemiske signalstoffer, som udløser forskellige reaktioner. De frigives til blodet og kan derfor måles i blodprøver. Koncentrationen af det såkaldte stresshormon kortisol stiger eksempelvis op til 15 gange ved stress, hvilket kan medføre stigende blodtryk. Det gør kortisol til et oplagt parameter i undersøgelsen af kultur og sundhed.

I et studie fra 2011, publiceret i International Journal of Music Education, undersøgte en gruppe japanske forskere virkningerne af skabende kunstaktiviteter for personer med stress.

Forsøgspersonerne deltog i tre forskellige aktiviteter, som var klaverspil, lerformning og kalligrafi (at skrive med pensel og blæk), og en fjerde kontrolaktivitet, hvor de skulle forholde sig tavse. Deres kortisolniveau faldt betydeligt ved alle tre kreative aktiviteter på nær kontrolaktiviteten, viste forsøget. Især klaverspil var virkeligt effektivt til at reducere stresshormonet.

Studier i England har for eksempel vist, at patienters indlæggelsestid på hospitaler forkortes målbart, hvis de har adgang til kunst og kultur. Ligesom det flere gange er bevist, at musikterapi kan mindske behovet for smertebehandling efter operationer eller hos kronikere.

»På den måde er der jo målbare fysiologiske effekter ved kulturen,« siger Per Thorgaard, som er overlæge på Aalborg Universitetshospital og selv forsker i musiks sundhedsmæssige virkninger.

»Normalt er succeskriteriet for sundhedsvidenskaben en positiv effekt på 80 procent af patienterne. Det er den vægt, læger vejer med. Men personligt er min holdning, at kulturtilbud er en succes, hvis det bare hjælper én ud af ti. For i modsætning til ny medicin er kunst og kultur hverken dyrt eller har alvorlige bivirkninger.«

At tale lægernes sprog

I takt med kulturterapiens udbredelse og videnskabelige anerkendelse, er der da også tegn på, at de to forskelligartede forskningstraditioner, kultur- og sundhedsvidenskab, har tilegnet sig et fælles sprog og en fælles metodik.

I dag undersøges effekten af kultur både med hjernescanninger og blodprøver, interviews og observationsstudier (se bokse, red.).

»Den klassisk positivistiske sundhedsvidenskabelige verdensopfattelse har åbnet sig op for kulturen. Mange studier undersøger, hvad kunstterapi gør ved den selvopfattede sundhed. Det hele handler altså ikke længere kun om at kurere sygdomme, men også om grundlæggende at have det godt. Men der er selvfølgelig også stadig hard science-læger, som afviser kunstens berettigelse i deres felt og bare vil operere,« siger Eva Hjelms.

Per Thorgaard var med til at indføre beroligende musik i Nordjyllands ambulancer for at afstresse de akutte patienter, der ellers kun havde sirenernes hylen at lytte til. Initiativet har vundet en Danish Music Award, og i dag installeres også små højttalere i ambulancer i hovedstadsområdet.

Han har aldrig mødt skepsis i lægestanden for at have sneget kunst og kultur ind ad hospitalsdøren.

»Det handler om at præsentere sin viden på den rigtige måde og tale lægernes sprog. Fortælle, at man har forsket i virkninger, bivirkninger og indvirkninger af kulturtilbuddene – fuldstændig som når man undersøger effekten af Panodil eller anden medicin. At den nye viden om kultur og sundhed så også kobles til kvalitative undersøgelser om patienternes egen opfattelse, generer egentlig ikke lægerne. Bare de velkendte sundhedsvidenskabelige metoder også er der,« siger han.

»Så det er ikke modvilje, som er problemet. Men der er træghed blandt lægerne. Kultur og kunst indgår ikke i deres uddannelse eller erfaringsgrundlag. De ved ikke, hvad man skal gøre ved en patient, hvis to røde sovepiller ikke virker.«

Selvoplevede erfaringer

Det er også muligt at undersøge sammenhængen mellem kultur og sundhed kvalitativt med udgangspunkt i selvoplevede erfaringer. Her har Antonovskys konklusion om vigtigheden af oplevelsen af sundhed spillet en stor rolle.

I et studie fra 2011, udgivet i tidsskriftet Woman and Birth, undersøgte tre australske forskere eksempelvis med forskellige kvalitative metoder gravide kvinders oplevelse af at deltage i kreative kunstaktiviteter som sang, dans, fortællinger og vævning. Gennem interviews, dagbøger, feltnotater og et kort spørgeskema kunne studiet konkludere, at aktiviteterne blev en slags social støtte for de gravide kvinder, som forbandt dem socialt og øgede deres opfattelse af følelsesmæssig trivsel.

Et andet studie, som blev publiceret i tidsskriftet Arts & Health, undersøgte 11 deltageres fortællinger om deres engagement i et socialt kunstprojekt for at fremme mental trivsel. Gennem en narrativ tilgang blev deltagerne interviewet op til tre gange over en periode på et år af en britisk forsker.

Det fremgik af interviewene, at deltagelsen i kunstprogrammet var identitetsopbyggende og styrkede følelsen af et social tilhørsforhold.

Den skarpe kategorisering er Andreas Rudkjøbing fra Lægeforeningen ikke enig i. Han mener, at både psykiatere og praktiserende læger har et stort fokus på ’den hele patient’ og trivsel generelt.

»De er trænet til at bruge andet end lægemidler‚« som han siger.

»Det er rigtigt, at kunst og kultur ikke er noget, vi lærer om på medicinstudiet. Men det ved jeg heller ikke, om vi skal. Der er et stort behov for, at vi bliver lægevidenskabeligt klædt på og klinisk trænet,« siger han og påpeger, at det kan være okay at holde fast i en vis mængde  træghed.

»Der skal være en balance mellem nysgerrigheden over for nye ting og en sund skepsis. Der skal være en insisteren på, at hvis der er tale om reel behandling af patienter, skal man kunne dokumentere, at det rent faktisk virker.«

Serie

Kunstterapi: Kan kunst helbrede?

Et nyt fokus på kunstens helbredende virkninger har de senere år vundet indpas herhjemme. I kommuner og regioner ordineres der malerkunst til deprimerede, dans til demente og fælleslæsning til stressramte. Og flere og flere fondsmidler går til sundhedsfremmende kulturaktiviteter og forskning i ’Kultur & Sundhed’. Men hvad er egentlig fakta om de helbredende effekter af kunst? Kan kunst helbrede? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

Seneste artikler

  • Videnskabspodcast: Kan kultur helbrede? Og skal den overhovedet det?

    10. juli 2019
    I femte afsnit af Informations podcast ’Forskerens etiske dilemma’ fortæller postdoc Anita Jensen om det populære forskningsfelt Kultur og Sundhed – om kulturens helbredende potentiale. Her er mange lovende resultater og initiativer, men det rummer også udfordringer at forene så forskellige akademiske traditioner som kultur- og sundhedsvidenskab
  • Det er den fri kunst, der nytter

    10. april 2019
    Sundhedsfaglig forskning viser, at det er kunst af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn, skriver overlæge Birgit Bundesen i dette debatindlæg
  • Kunst skal både kunne helbrede os og fucke os op på altid nye måder

    1. april 2019
    Efter seks ugers afdækning af feltet Kultur og Sundhed kan vi slå fast, at kunst skal og kan både passe os og pleje os. Men den skal også udfordre os med ubehag, forvirring, ryste vores verdensbillede og virke som en langfinger til alt det i livet, der kan blive og bliver målt og vejet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg vil ikke kalde det kunst, men overlevelse. Ikke i en koncentrationslejr, men i et fremmedgørende element med usikkerhed og følelsen af at være et nr. i rækken.

Nu kommer et sådant indhold ikke af indkøbt kunst alene. Tiden er til økonomisk tilbageholdenhed i både behandling og indlæggelse. Det er det også en udfordring at være syg.
Det er derfor at musik, kunst og litteratur/ nærhed kan gøre en stor forskel for det at være patient.

Ikke kun her, men i hele samfundet mangler der sammenhæng mellem det at være borger og samtidigt menneske og have brug for at være accepteret og mødt/ set.

En forfatter og tidligere fange i koncentrationslejren Theresienstadt er et sådant menneske, Viktor Frankl. Selvom det er en del år siden jeg læste hans bøger, står de stadig som noget meget værdifuldt og især noget, man ville have godt af at bruge i vor tid.
https://da.wikipedia.org/wiki/Viktor_Frankl

Christian Larsen, mette hind, Charlotte Mortensen, Steffen Gliese og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
“Som videnskabelige traditioner har sundheds- og kulturvidenskab traditionelt set meget lidt til fælles. Førstnævnte sværger til kvantitet og lukkede laboratoriemiljøer, sidstnævnt til kvalitative fortolkninger og samspillet mellem mennesker og deres omgivelser”.

Hvis man vil undersøge forhold, der har at gøre med sammenhænge mellem institutioner, brugere og kunsten og kulturen, er det nødvendigt bredt at inddrage teorier og metoder fra de tre forskellige hovedområder; humaniora, samfunds – og naturvidenskab.

Min erfaring er, at kunst – og kulturvidenskaber på universiteterne traditionelt har haft svært ved at udvide deres undersøgelser og forskning ud over begrebsafklaring og fortolkende undersøgelser af kulturelle produkter.

Resultatet af forskningen bliver derfor ofte noget, der får karakter af forundersøgelser, hvis man ser det ud fra et samfundsfagligt og et naturvidenskabeligt perspektiv, og det er så her, at det er nødvendigt at udbygge undersøgelserne med klare hypoteser, der kan bekræftes eller afkræftes gennem en kombination af kvantitative og kvalitative undersøgelser og brug af eksperimenter.

Der har været en tendens til, at forskningsmidler fra fonde, hvor fokus har været på brugerne og deres forhold til institutioner og kunst og kultur, for ensidigt har været rettet mod kunst – og kulturvidenskaberne, med ovennævnte begrænsninger til følge.

De burde i stedet være rettet mod forskning inden for f.eks. antropologi, psykologi og sociologi, eller i det mindste mod forskere inden for kunst og kultur, der også behersker de teoretiske og metodiske tilgange inden for disse forskningsområder og har modet til at bruge dem.

Brugeres tilgang til kunst og kultur er ofte knyttet sammen med forskellige former for social aktivitet i tilknytning til institutioner, og det er en væsentlig faktor, der nødvendigvis må indgå på relevante måder i undersøgelser og eksperimenter.

På den måde bliver bidraget fra samfundsvidenskabelige teorier og metoder i mange tilfælde en gevinst i forsøget på at kombinere tilgange fra sundheds – og kulturvidenskab.

Anne Eriksen -
også de varmeste anbefalinger til Viktor Frankl herfra.
Han konstaterer bl.a., at man folk er der midt i kz-lejrenes elendighed, så er noget af det, de holder hinanden oppe med, at citere digte for hinanden, at minde hinanden om musik, bøger og billedkunst.

En del af problemer i sundhedssektorens menneskeopfattelse er, at de vulgærfortolker Maslows behovspyramide.

Jan Weber Fritsbøger, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Carsten Mortensen og David Joelsen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Apropos sundheds- og kulturvidenskabernes indbyrdes "afstand": De første er rettet mod noget primært, nemlig at helbrede, hvorimod kulturvidenskaberne er optaget af noget der følger af andres virke/adfærd.
Det der er primært for mennesker der lever af og for kunst, er sekundært for de sundhedsfaglige mennesker.
Glem ikke at man uddannes til læge på et universitet, men uddannelsen til kunstner sker IKKE der!
Dermed være ikke sagt at kunstnere ikke kan ha' glæde af det de universitetsuddannede kan bidrage med, fx kildekritik, men forudsætningen for at der er noget at studere, er immervæk at der har været nogle der har skabt noget.

Bjarne Toft Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Ps: der findes et par fantastiske bøger om musik i kz-lejre! Hasselbachs Kulturbibliotek udgav en beretning om opførelsen af Verdi Requiem i Theresienstadt, hvor man iøvrigt på et museum kan se hvordan alle kunstarter bidrog til overlevelsen.
Jeg husker kun titlen på den anden bog jeg har i tankerne: "Koncert i Skorstenens Skygge". Begge bøger var rystende læsning.

Bjarne Toft Sørensen

@Herdis Weins:
Jeg har også stor respekt for både Frankl og Maslow, med præference for sidstnævnte, for så vidt som det er muligt at skelne mellem en eksistenspsykologisk og en humanistisk psykologisk tilgang.

Det, du henviser til, er vel vulgærfortolkningen af Maslows behovspyramide, hvor Maslow selv gør opmærksom på, at der er tale om en generel model, og at den ikke skal forstås som gældende for hver enkelt person til alle tider?

Grænserne mellem de enkelte lag og deres placering i lagdelingen skal ikke forstås som statiske størrelser for alle.
http://denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykologer/Abr...

Et problem med psykologiske modeller er typisk, at mange forstår dem som faste størrelser, nærmest på linje med matematiske modeller, og det er jo også så dejligt nemt og bekvemt, hvis man kan sætte tilværelsen på formel på den måde???

Et dilemma i forhold til brugen af Frankl og Maslow i forbindelse med undersøgelser i sundhedsvidenskaberne vil være, at deres teoretiske og metodiske tilgange er et opgør med instrumentalisering og funktionalisering (f.eks. et opgør med både behaviorismen og psykoanalysen).

Samtidig er sådanne tilgange til en vis grad en forudsætning for at kunne foretage videnskabelige undersøgelser på sundhedsfaglige præmisser, der kan bekræfte de positive virkninger af beskæftigelsen med kunst hos patienter i sundhedssystemet, jf. følgende udtalelse af Per Thorgaard fra artiklen:

»Det handler om at præsentere sin viden på den rigtige måde og tale lægernes sprog. Fortælle, at man har forsket i virkninger, bivirkninger og indvirkninger af kulturtilbuddene – fuldstændig som når man undersøger effekten af Panodil eller anden medicin. At den nye viden om kultur og sundhed så også kobles til kvalitative undersøgelser om patienternes egen opfattelse, generer egentlig ikke lægerne. Bare de velkendte sundhedsvidenskabelige metoder også er der,« siger han.

I betragtning af, at vi befinder os i et økonomisk udfordret sundhedssystem, er jeg enig i grundholdningen hos Andreas Rudkjøbing fra Lægeforeningen:

”Der skal være en balance mellem nysgerrigheden over for nye ting og en sund skepsis. Der skal være en insisteren på, at hvis der er tale om reel behandling af patienter, skal man kunne dokumentere, at det rent faktisk virker.«

Hej.. Jeg ville gerne sende dig en privat besked ang. et forslag og et par spørgsmål.
Tak for interessante artikler om et vigtigt emne. Kunst og kultur i sundhedsvæsnet.
Jeg er selv læge og uddannet som art spirit coach og bruger kreativitet og kunstnerisk udfoldelse i behandlingen. Skriv gerne mail til gretheharbo@dadlnet.dk

Grethe Preisler

Kunsten i hverdagen

"En mængde folk har misforstået pointen udi livets spil:
hvis noget ikke er til noget, så er det ikke noget til.

Det er et vildskud af forstanden, at ingen ting har eget værd,
at alt er midler til hinanden, og livet aldrig nu og her.

Men hvad var livet uden lyse nætter
og gøgekuk og balsampoppelduft
og kærlighed ud over al fornuft
og stjerneskud og tivoliraketter?"
(Piet Hein alias Kumbel)

Ete Forchhammer , mette hind og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Bjarne Toft Sørensen -
det jeg mener er, at man i sundhedssektoren - hvis arbejde det jo er at fokusere på pyramidens nederste trin - ofte glemmer at kigge længere op, fordi man let får den opfattelse , at de første trin skal være helt opfyldte, før behovet for de næste viser sig.
Så enkelt er det naturligvis ikke - og ja, det er i sidste ende individuelt. Hvad Maslow jo såmænd var den første til at mene.

Ja - al kunst/kultur/ whatever kræver tilvænning.
For år tilbage læste jeg i det, der dengang hed Søndags-BT en klumme, hvor en danske journalist beretter om en rejse til Tibet. Med på rejsen havde hun en kasettebåndoptager og nogle bånd med Placido Domingo. Dem spillede hun dagligt, mens hun sad og skrev. En dag spørger nogle hotelansatte om det er musik ? De havde diskuteret, om det måske var noget religiøst.
Selv har jeg forgæves i årevis forsøgt at få andre til at dele min glæde ved tyske og italiensk slagere fra 50'erne og 60'erne. Det er ikke lykkedes endnu - men jeg har ikke givet op :-)

hvor er det spændende dag for dag at læse om kultur, kunst og sundhed, - og så alle de gode kommentarer her. Det er bare som om tingene bliver lidt blandet sammen i dagens artikler. Der er da ikke meget, der tyder på et fælles sprog og en fælles metodik mellem den klassiske positivistiske videnskab og den humanistiske. Det er da bare så vigtigt at anerkende, at ikke alt kan måles og vejes- og da sket ikke kunst. De kvalitative metoder er en nødvendighed, når komplekse forhold skal undersøges. Det er helt spild af tid at undersøge om bevægelse og yoga virker bedre end kultur og kunst og kunstterapi. Det er jo meget individuelt, hvem der får størst hjælp af hvad. Desuden er kunst ikke bare kunst og Poul Gernes hospitalsbilleder er sikkert fine for nogen, men de virker stressende på mig. Erkendelsen af menneskers forskellighed må endelig anerkendes. Som tidligere chefpsykolog Lars J.Sørensen skriver, det er "ofte omsonst at lede efter den rigtige behandlingsmetode. til gengæld er det helt nødvendigt at lede efter den mest givende kontaktflade. selv om det kaldes behandling, er der tale om et møde mellem to mennesker, og dette møde kan antage mange forskellige former, for mennesker er forskellige, og livshistorier er forskellige"(Sjælens længsel, om at finde sig selv uden at føle sig forkert,2016:15). Mette Hind, kunstterapeut.

David Zennaro og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Jeps Herdis Weins,

Der er nu ikke meget, der kan måle sig med en rigtig Heimat-Schnulze med Freddy Heimat, når man er i det nostalgiske hjørne, som min gamle far plejede at bemærke, når Giro 413 akkompagnerede kaffekopper og kagegaflers klirren efter søndagsmiddagen i familiens skød i Nordjylland i 1960erne ... ;-)

Grethe preisler -
jeg er til det mere poppede - Conny Froboess "Zwei kleine Italienere", Gittes "Ich will ein Cowboy als Mann ", Manuelas "Schuld war nur der Bossanova" usw. :-)

Torben Bjerrehuus

Nu afdøde chef for Rigshospitalet intensiv afdeling Lars Heslet, fik for 10-15 år siden komponeret musik af Niels Eje til brug på sengeafsnittet. Derudover blev der ophængt malerkunst på væggene. Han fortalte på daværende tidspunkt at op til 80% af patienterne blev psykotiske under indlæggelsen på intensiv, det kunne i væsentlig grad reduceres vha musikken. Han udgav på daværende tidspunkt en bog om kultur og helbredelse.
Kultur hele sjæl og legeme.

Da jeg skrev speciale på Æstetik & Kultur om kultur og kunst på hospitalerne, var jeg med bibliotekarerne rundt på afdelingerne. Her brugte man stille, klassisk musik både og intensiv og neonatal. Det var i midten af 80'erne.
Og jeg konstaterer, at denne artikelserie opdager noget, man i ÅRTIER har vidst - og det har læger og sygeplejersker også og en del har handlet derefter. Så er der bare alle de andre blinde og døve af sundhedspersonalet, der åbenbart skal se det mejslet i granit, før de fatter det.

Touhami Bennour

Music er rytme og rytmen har man i alt i livet: vi spiser i bid, vi taler ord og arbejder ved at producerer stykker etc.. Som næsten alt var musikken opfundet tllfældigt, derfor når de tales om music, man skal spørge hvilken musik? jeg talte med musiker, som kender faget meget godt og kender ikke "arabiske musik", selv om er blandt de ældste i verden. Music hjælper naturligvis med at opløse hvad det er lagtfast og dele op hvad det er bundet sammen. Mine kilde har jeg læst I "Gaston Bachelards bog : la dialectique de la durée" og jeg ved let om det.