Læsetid: 8 min.

»Jamen De er jo slet ingen eskimo!«

Halldór Laxness er blevet kaldt Europas sidste nationaldigter, men han undgik stort set »selveksotisering«
Laxness’ liv og forfatterskab – to uadskillelige størrelser – kan bedst betragtes som en vældig rejse gennem hele det 20. århundrede, skriver Erik Skyum-Nielsen.

Laxness’ liv og forfatterskab – to uadskillelige størrelser – kan bedst betragtes som en vældig rejse gennem hele det 20. århundrede, skriver Erik Skyum-Nielsen.

Ullstein Bild - Meller Marcovicz

1. marts 2019

Da Halldór Laxness som 17-årig rejste til København, sagde hans mormor Guðný Klængsdóttir til ham: »Hvis du nogetsteds ude i verden møder en gammel kælling, der er lige så sølle som jeg, så hils hende fra mig.« En hilsen, han aldrig fik overbragt, men som han efter eget udsagn levede på under hele rejsen.

Laxness’ liv og forfatterskab – to uadskillelige størrelser – kan bedst betragtes som en vældig rejse gennem hele det 20. århundrede. Født i 1902 kom han til at opleve, hvordan det islandske samfund forvandlede sig fra en efter centraleuropæiske forhold primitiv landbo- og fiskerkultur til teknisk højt avanceret modernitet, og eftersom hans produktion kom til at strække sig over næsten syv årtier, nåede han at være både nyromantiker og socialrealist, modernist og national historieskriver.

Føj dertil den lange færd, han foretog i anskuelser fra katolicisme over revolutionær socialisme til en eksistentielt afklaret taoisme, og De får en forestilling om et menneske af særligt format, én hvis rute, sådan som det også er blevet sagt om både Henrik Ibsen og Karen Blixen, ikke fandtes indtegnet på noget eksisterende kort.

Den, som skriver disse linjer, har, hvis man kan sige det sådan, levet sammen med Laxness’ forfatterskab i mere end et halvt århundrede. Det begyndte i 1968 via tranebogsudgaven af romanen Atomstationen fra 1948, og det voksede til en besættelse året efter, da henrevet læsning af Salka Valka (1931-32) stjal nogle dage af min eksamenslæsning. Siden hen, i 1970’erne, så jeg i Reykjavik fra tid til anden forfatteren komme trillende i sin karakteristiske kæmpemæssige Jaguar, kortvarigt i hovedstaden, hvor han havde en lejlighed, skønt ellers bosat ude på Gljúfrasteinn i et moderne hus, skråt over for den gård, hvor han var vokset op.

At valget af bilmærke var kendetegnende for Halldór Laxness, hænger sammen med en beslutning, han ret tidligt tog, om så vidt muligt at være en moderne europæer. Da han første gang rejste ud, var det ham om at gøre at ligne en voksen intellektuel, hvorfor han anskaffede sig et par ugleagtige briller, skønt han da vist ikke havde nævneværdigt besvær med at se. Tilsvarende yndede han at iføre sig stiligt britisk tweed, hvilket vakte højlig forbavselse hos hans første tyske oversætter, en pensioneret officer, da Laxness besøgte denne for første gang. »Aber Sie sind ja kein Eskimo!« skal værten have udbrudt.

Selvkritik og en højt udviklet intellektualitet

Folk, der befatter sig med æstetisk repræsentation af geografi, etnicitet og national eller regional identitet, taler gerne om, hvordan ideen om Norden i løbet af det 20. århundrede rykker længere og længere nordpå, således at det i dag nærmest kun er Færøerne, Island, Grønland og til nød det nordlige Norge, der kan gøres virkelig eksotisk. Samtidig har man helt op til i dag kunnet iagttage, hvordan forfattere og andre kunstnere i periferiens kultur temmelig bevidst og bastant iscenesætter og spiller på deres exceptionelle præg. Også på dette afgørende punkt indtager Halldór Laxness imidlertid en særstilling. Skønt han så langtfra undgik koket krukkeri, forblev han i det store helt lykkeligt fri for selveksotisering.

Det skyldtes vel primært selvkritik og en højt udviklet intellektualitet, men må også ses på baggrund af hans opvækst på en gård, hvor mormoren viderebragte arven fra den islandske almuekultur, og hvor forældrene lagde vægt på egenskaber som stolthed, stærk moralsk bevidsthed og en uantastelig arbejdsmoral. Specielt det sidste kan siges at afspejle sig i forfatterens respektindgydende produktivitet. Værklisten omfatter over 60 egne enkeltudgivelser i form af romaner, erindringsromaner, noveller, digte, skuespil, essays med mere, og dertil kommer en mangfoldighed af reportager, kommentarer og debatindlæg.

The Granger Collection

Første fase af forfatterskabet – det man kan kalde hans rejseår – begynder som sagt i 1919, hvor debutbogen Barn náttúrunar (Naturens barn) udkommer, betalt af en venlig mæcen. I 1922-23 opholder Laxness sig i et benediktinerkloster i Luxembourg, og det er her, han antager det keltiske mellemnavn Kiljan, samtidig med at han (til portnerens fortørnelse) indforskriver eksperimentel, særlig fransksproget modernistisk litteratur. Under et ophold i Californien og Canada 1927-29 tilslutter han sig socialismen og slutter venskab med den på mange måder åndsbeslægtede meningsfælle Upton Sinclair. Af decideret agitatorisk tilsnit er Alþýðubókin (Almuebogen, 1929) med skarptskårne og indimellem hårdtslående politiske betragtninger og artikler.

Anden fase, hans store roman- og revolutionsår, rummer foruden bogen om den stovte, smukke fiskerpige Salka et ideologisk opgør med Knut Hamsun og Markens grøde i form af dobbeltromanen Frie mænd (1934-35, senest udsendt på dansk i 2002 med forord af selveste Uffe Ellemann-Jensen). Heri skildres en patriark, Bjartur i Sommerhuse, som tugter sin familie hårdt og slider sig selv halvt ihjel for at leve op til sit ideal om den ægte og oprindelige, frie islandske bonde. Og efter således at have beskrevet en fisker og en landmand vender Laxness sig mere indad og skriver historien om en digter i Verdens lys (1937-40, da. 1937-41). Prøv her at lægge mærke til årstallene: Forfatteren var konstant myreflittig, men det var også hans oversætter, vennen og meningsfællen Jakob Benediktsson, om hvem det fortælles, at hans rettelser i korrekturen ofte nåede at komme de islandske originaludgaver til gavn.

Glem ikke dit ophav

Ham var det da også, der fordanskede Halldór Laxness’ herostratisk berømte værk om Stalins Sovjet Gerska ævintýrið (1938, da. Det russiske Æventyr, 1939), i hvis optakt forfatteren vover det lille tankeeksperiment, at hvis han satte en tilstrækkelig drastisk beskrivelse sammen »af Sulten, Tøjmanglen, Bolignøden, Snavset og den manglende Retssikkerhed i Rusland« og medtog »Stalins Forræderi mod Kommunismen og afsindige Behandling af Lenins trofaste Garde, de gamle Bolsjevikker«, ja, da ville hans smædeskrift »blive oversat til alle Vesteuropas Sprog, store som smaa, udgivet i Kæmpeoplag i hvert Land, trykt som Føljeton i de største Aviser«, og han selv »blive lovprist for Sandhedskærlighed og Stilkunst og udpeget som særlig kvalificeret til at modtage Nobelprisen«.

Ak, denne modtog Laxness så 17 år efter, ved hvilken lejlighed han i sin takketale sagde, at »hvis en islandsk digter glemmer sit ophav i folkets dyb, hvor historien bor; hvis han mister forbindelsen til og sin forpligtelse over for det liv, som er nødstedt, det liv, som min gamle mormor lærte mig at give en hædersplads i mine tanker, ja, så er berømmelse ikke meget værd – og ej heller den lykkefølelse, som penge afstedkommer«.

På det tidspunkt var den nu verdensberømte og for sin stilkunst med rette lovpriste forfatter langt inde i en tredje fase, som man kan betegne som ruelsens og renselsens år. Han skaber da endnu et hovedværk i form af den tredelte historiske roman Islands Klokke (1943-45, da. 1946-48), men vender også kommunismen, og vel ideologierne som sådanne, ryggen, og det endda eftertrykkeligt, med essayværket Skáldatími (1963, da. samme år), hvis titel spiller på ordet gjaldtími, regnskabets time, og som altså på dansk kom til at hedde En digters opgør.

Fra samme periode hidrører en række mindre, men langtfra ubetydeligere romanværker, hvormed forfatteren går tilbage i tiden og med indlevelse og medfølelse, men stadig uden sentimentalitet, portrætterer personer fra en længst svunden tid, mennesker, som forblev jorden tro og så at sige hyldede præideologiske livsværdier som gavmildhed og umiddelbar omsorg. Elskeligst blandt disse er så nok bonden Bjørn fra År og dage i Brattekåd (1957, da. samme år), som en nat får stjålet en sæk tørv.

Dagen efter kommer tyven tilbage, falder på knæ ved sin byrde, tager hatten af og begynder at dreje den i hænderne, bøjer hovedet og bekender sin brøde. Ja, det var stygt, siger Bjørn, og det er ellers kun en uge siden, at jeg forærede dig en sæk tørv. Jamen jeg har heller ikke sovet i nat for samvittighedskvaler, siger tyven, jeg havde ikke engang lyst til kaffen i morges, men jeg håber, du kan tilgive mig. Men prøv alligevel, svarer Bjørn, om du kan komme på benene. Da de har fået sig en pris tobak og en kop kaffe, trasker tyven bort. Og han får lov at tage sækken med, vel at mærke.

Skønt Laxness i 1920’erne og 30’erne kappede båndene til den bondske islandske almue, vendte han tilbage til det hjemlige rum. Forunderligt nok skete dette, samtidig med at han, mens han var i tresserne, fornyede sig litterært og formelt æstetisk. Magisk og mystisk forekommer således den mesterlige roman Kristnihald undir jökli (1968, da. Kristenliv ved jøkelen, 1969), formet som den embedsmæssige rapport fra biskoppens udsendte medarbejder om en excentrisk præst, og muligvis det mest eksistentielt afklarede arbejde i hele forfatterskabet. Og der kom skam mere endnu, nemlig den underfundigt lokalhistoriske Indensognskrønike (1970, da. 1971), der godmodigt parodierer folkelig islandsk fortællekunst, og en munter skælmeberetning, Guds gode gaver (1972, da. 1973).

Herefter indledtes en serie på fire erindringsromaner, som af forståelige årsager fortrinsvis appellerede til det altid trofaste hjemmepublikum. Men lad os fra den første Hjemme på tunet (1975, på da. hos Gyldendal i 1977) nyde et gensyn med bedstemor, om hvem det hedder, at hun aldrig troede på noget, nogen fortalte hende, og som man havde fra telefonen. Det faldt hende aldrig ind bare at kaste et blik på dette apparat, der i hendes vokabular rubriceredes i kategorien Ubestemmelige Tingester. Og mærkeligt nok brugte hun aldrig det lille ord »tak«. I stedet sagde hun:

»Gud lønne dig for maden, det samme som tak for mad. Guds velsignelse for det, sagt i taknemmelighed. Guds løn, det samme som mange tak.«

Da Halldór Laxness efter godt ti helbredsmæssigt vanskelige år, hvor han så godt som aldrig forlod sit hjem og nødig viste sig offentligt, døde i februar 1998, kom han ikke ud at ligge på nationalgravpladsen sammen med Jónas Hallgrímsson og Einar Benediktsson, og selve begravelsesceremonien fandt sted fra den katolske kirke i Reykjavík, for pavekirken havde manden såmænd aldrig meldt sig ud af. Det ville hans mormor have forstået.

Udover ’År og dage i Brattekåd’ (Gyldendals Tranebøger 1973) og ’Hjemme på tunet’ citeres der fra Halldór Gudmundssons ’Halldór Laxness. En biografi’ (2004), oversat af Kim Lembek og Rolf Stavnem og udgivet af Forlaget Vandkunsten 2009

Serie

Islands litterære mirakel

I Island er sprog og litteratur ægte sammenhængskraft. På tværs af politisk overbevisning, sociale skel og epoker er litteraturen det, der forener. Islands litteratur har ikke kun syntes så stor og rig i de senere årtier med et væld af forfatterskaber, der har gjort stort indtryk i hele verden – den har i mere end tusind år gennem Edda-digtningen og sagaerne påvirket og ændret verdenslitteraturen. Information præsenterer i den kommende tid et udvalg af de værker, der for mere end tusinde år siden gjorde islandsk litteratur til noget helt særligt i verdenslitteraturen og stadig påvirker vores forestillinger i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Steffen Gliese
Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu