Læsetid: 13 min.

Klimafiktionen advarer om enorme risici, som verden ikke har råd til at ignorere

Klimaforandringerne udfordrer den menneskelige forestillingsevne og afkræver os stærke nye fortællinger og nye fortælleformer
Manden, der hittede på genrebetegnelsen cli-fi, er Dan Bloom, en 70-årig amerikansk klimaaktivist, som siden 1996 har nægtet at rejse med fly. Og da han nægter at eje så meget som en laptop, tilbringer han sine dage på en internetcafé i Chiayi i det sydlige Taiwan, som oftest med at rase imod den utilstrækkeligt intelligente nøgne abe, mennesket.

Manden, der hittede på genrebetegnelsen cli-fi, er Dan Bloom, en 70-årig amerikansk klimaaktivist, som siden 1996 har nægtet at rejse med fly. Og da han nægter at eje så meget som en laptop, tilbringer han sine dage på en internetcafé i Chiayi i det sydlige Taiwan, som oftest med at rase imod den utilstrækkeligt intelligente nøgne abe, mennesket.

Therese Sanne-Froan

22. februar 2019

»Jeg må forlange af jer, at I handler, som man handler i en krise,« sagde den 16-årige svenske aktivist Greta Thunberg, da hun i sidste måned talte i Davos.

»Jeg må forlange af jer, at I handler, som om der var ild i huset. For det er der.«

Når en 16-årig pige med rottehaler fortæller magthaverne sandheden, spidser verden øre. På et tidspunkt, hvor videnskabens konklusioner står så klart som nogensinde, gjorde Thunbergs metaforiske sammenligning af kloden med et brændende hus hendes intervention i Davos til et ikonisk øjeblik i klimapolitikkens historie.

Vores hus står i brand. Dét billede kan alle på kloden forstå: Vores implicerer et os, et fællesskab, en familie, hus implicerer et hjem og et ly, mens ild betyder fare. I kort form fremmanes hermed en mental fortælling, der stiller os over for tre mulige valg.

Den første valgmulighed er at lade som om, der enten ikke er nogen brand, eller at branden er et overskueligt problem, der snart vil være bragt under fuld kontrol. Den anden pånøder os, at vi straks gør vores yderste for at slukke flammerne og begrænse skaderne. Den tredje valgmulighed er det enkleste svar på krisen: flygt.

Men flygte hvorhen?

Thunbergs lige så enkle som suggestive metafor har mobiliseret millioner verden over som endnu et bevis – som om der var brug for det – på, hvor stor magt sproget kan have. Som romanforfatteren Margaret Atwood engang udtrykte det: »Et ord efter et ord efter ord er magt.«

Ny tid, nye fortælleformer

Hvis klimaforandringerne udfordrer den menneskelige forestillingsevne og kræver af os, at vi grundlæggende omformer vores relation til hele verden og naturgrundlaget, må et sådant skifte tilsvarende afkræve os stærke nye fortællinger. Og stærke nye fortælleformer.

Nu er vi notorisk en historiefortællende art, så hvordan har skønlitterære forfattere i vores antropocæn-tid indtil videre forholdt sig til det katastrofescenarie, at de børn, der fødes i disse år, i deres levetid kan komme til at opleve en verden, der vil være 4 grader varmere end i dag?

Skal vi tro den indiske forfatter Amitav Ghosh, er svaret: chokerende utilstrækkeligt.

I sin foredragsrække og bog fra 2016, The Great Derangement, hævder han, at dagens skønlitterære forfattere har været alt for længe om at tage ordentlig livtag med hele den problematik, der knytter sig til truslerne om kollaps for vores globale økosystem.

»Som forfattere påhviler det os at bruge vores fantasi til at se ind i fremtiden på vegne af dem, der ikke kan eller ikke vil se,« formanede han.

Hvorfor tager vi ikke opgaven på os? Hvorfor er vi så dårlige til at bemærke elefanten i rummet?

En del af forklaringen kan være, at klimaforandringerne er en ’ubekvem sandhed’: Konsekvenserne af ukontrollabel global opvarmning er for voldsomme, rædselsvækkende, komplekse til, at vi kan fatte dem. Vores forestillingsevne kommer bogstaveligt talt til kort.

Uden det mentale overblik, der kunne hjælpe os til at formidle klimakrisens tidsskala og kompleksitet, vender vi blikket væk og skriver hellere om alt muligt andet. Når fremtidige læsere, forudser Ghosh, ser tilbage på vores epoke, vil de konkludere, at »karakteristisk for hin tidsalder var, at de fleste former for kunst og litteratur (...) gjorde det sværere for folk at begribe omfanget af de barske realiteter, de stod overfor.«

Ghosh (hvis roman Tidevandslandet omhandler de sociale og politiske følgevirkninger af en katastrofal oversvømmelse) fremhæver dog enkelte bemærkelsesværdige undtagelser fra sin generelt så mismodige kritik, deriblandt Cormac McCarthys Vejen, Barbara Kingsolvers Flight Behaviour, Margaret Atwoods Oryx og Crake og Ian McEwans Solar.

Ghosh fremkaldte dog skarpe modreaktioner: Mange beskyldte ham for at have ignoreret science fiction-genren og den ungdomslitteratur, der i årevis har tematiseret klimaforandringer og økologiske sammenbrud. Havde Ghosh f.eks. læst Kim Stanley Robinsons banebrydende værker, hævdede flere, ville han nok ikke have formuleret sin kritik så spidst.

Ikke desto mindre er hans pointe værd at forholde sig til. Den vakte da også stor genklang, ikke blot blandt klimaforskere, aktivister og læsepublikum, men også hos Ghoshs primære målgruppe: andre forfattere.

Og hvilken forskel tre år kan gøre.

Øjeblikkets genre: cli-fi

Siden Ghoshs udfordring til verdens forfattere har tidevandet vendt.

Den kinesiske forbandelse ’må du leve i interessante tider’ har fundet sit øjeblik, og øjeblikket har fundet sin genre: cli-fi.

Ghoshs næste roman Gun Island (udkommer senere på året) føjer sig til et veritabelt ocean af nyskreven litteratur, der nærer ambitioner om at være på højde med vor tid, mens ældre værker såsom Maggie Gees overraskende profetiske roman fra 1988 The Ice People er blevet genopdaget til dels takket været den stigende interesse for vores planets akutte klimasårbarhed og den fiktion, som denne interesse kaster af sig.

Manden, der hittede på genrebetegnelsen cli-fi, er Dan Bloom, en 70-årig amerikansk klimaaktivist, som siden 1996 har nægtet at rejse med fly. Og da han nægter at eje så meget som en laptop, tilbringer han sine dage på internetcafé i Chiayi i det sydlige Taiwan, som oftest med at rase imod den utilstrækkeligt intelligente nøgne abe. Eller med at agitere for, at cli-fi kan blive anerkendt som term af ordbogs- og leksikonredaktører. Medmindre da internetforbindelsen momentant afbrydes af en forbipasserende orkan. Han er overbevist om, at vi er fortabte og ynder at citere en vits, der er populær blandt miljøforkæmpere:

»To planeter mødes i rummet. Den ene er grøn, blå og sund. Den anden er sygeligt bleg og lider tilsyneladende af kvælningsfornemmelser. Den sunde planet betragter den usunde og siger så: ’Åh, den sygdom har jeg også haft. Den kaldes menneskeheden. Men tag det roligt: Den går væk igen, helt af sig selv.’«

Dan pointerer, at mennesker altid har hittet på – ja, ligefrem svælget i – apokalyptiske fortællinger.

Biblen flyder over af oversvømmelser, pestepidemier, græshoppesværme og andre tegn på Guds almægtige vrede. Og temaer om dom og straf giver navnlig genlyd i film som The Day After Tomorrow, Mad Max: Fury Road og Snowpiercer.

Klimakatastrofefilm bevæger sig rundt i målestoksforhold, der afspejler vor tidsalders accelerationshastighed: De er hyperaktive fortællinger, i hvilke mennesker må kæmpe en hård kamp for at overleve naturens vrede (Mon dieu, kaldte vi hende engang for Moder Natur?).

Post-katastrofescenarier fremmaler et elegisk billede af en tabt Edens Have: Hvor Wall-E sørger over en planet, der endte som en kæmpe skrotdynge, skildrer Beasts of the Southern Wild et vandmættet floddeltasamfund, hvor mennesker bliver nødt til at genopfinde sig selv, deres myter og deres forhold til naturen, hvis de skal overleve.

Fra et historiefortællerperspektiv er undergangshistorier forførende – og må nødvendigvis også være ekstreme. Hvor tilhængere af frivillig udryddelse af menneskeheden – blandt disse Dan Bloom – advarer om Homo Sapiens som et skadedyr, der vil lægge kloden øde, medmindre vi fjerner os selv fra ligningen, tror omkring 50 millioner amerikanere på en religiøs hændelse, som de kalder for the Rapture, i hvilken alle renhjertede ved dommedags komme vil blive løftet op i himlen, mens syndere vil blive ladt tilbage på Jorden og få konsekvenserne af deres eget fordærv at føle.

Den tordnende succes for Tim LaHayes og Jerry B. Jenkins romanserie, Left Behind, røber, hvor stærkt dommedagstemaet fænger blandt troende. Men hvis extinctionisterne, de Rapture-beredvillige og den lille håndfuld milliardærer, der måtte drømme om at kolonisere Mars, befinder sig i randzonerne af vores forestillingsverden, må hovedfortællingen ligge et sted midtimellem.

»Fortiden er som et fremmed land: De gør tingene helt anderledes der,« skrev den engelske romanforfatter E.M. Forster.

Sandt nok, men hvor fremmedartet fortiden end kan synes, er menneskehedens fælles fortid dog så rigeligt fastholdt i kort, dokumenter, film, kunst, historiebøger og levende erindring, at den ofte er ret let at visualisere: Det grundlæggende muskelarbejde er så at sige allerede gjort for os.

At forestille sig fremtiden har altid været en vanskeligere øvelse, en nichebeskæftigelse for fremtidsforskere, videnskabsfolk, langtidsplanlæggere og science fiction-forfattere.

Men nu da mange af gårsdagens mest dystre forudsigelser allerede er blevet konstaterbar virkelighed – i form af smeltende gletsjere og iskapper, afblegede koralrev, varmere verdenshave, en artsudryddelse i opskruet tempo, ekstreme vejrbegivenheder, eroderende kystlinjer og destabiliserede årstider, er fremtiden blevet en del lettere at forestille sig.

Ja, vi kan udmærket komme med flere kvalificerede gæt på, hvordan den vil tage sig ud, nemlig som en uhyggeligere, voldsommere og mere dramatisk eskalerende udgave af nutiden.

I en sådan kontekst bliver skønlitteratur om klimaet til en ny slags realisme.

Og også den vil være i hastig udvikling.

Symboler på den globale kapitalisme

I Jeff Vandermeers smukke, men isnende uhyggelige Southern Reach-trilogi (hvis første bind, Annihilation er blevet til en uforglemmelig film) udfoldes en tese om den naturlige verden, der udvikler en art sværmintelligens og sætter sin egen koloniserende agenda. Samtidig fejres Kim Stanley Robinsons New York 2140 med dens omfattende galleri af personer, der forsøger at klare sig igennem hverdagen i en halvt oversvømmet metropol, som et pionerværk i den nye og fremspirende genre ’Solarpunk’, der hylder det princip, at uanset hvor rædsom og håbløs en situation, vi har anbragt os selv i, vil vi på en eller anden måde være opfindsomme og tilpasningsdygtige nok til at stå det igennem.

Selv om de postapokalyptiske landskaber kan variere dramatisk alt efter den lokale geografi, er to af dens flittigst brugte rekvisitter indkøbsvognen og shippingcontaineren, den klimafordrevne persons udgaver af et køretøj og en bolig.

Vore dages indkøbsvogn symboliserer den globaliserede verdens vareoverflod. Som kapitalismens jægersamlere afsøger vi butikshylderne for gode tilbud, udsøger os avocadoer fra Israel, mangofrugter fra Peru, kaffe fra Etiopien eller forarbejdede kødprodukter fra Europas næststørste svinekødseksportør, Danish Crown.

I den skønlitterære fiktions morgendag er indkøbsvognens formål mere simpelt: Den er middel til at transportere de få ejendele, folk vil have tilbage.

Tilsvarende er shippingcontaineren i dag et ikonisk symbol på globaliseret kapitalisme slået om i sin egen modsætning som tegn på fastfrossen stilstand. I Omar El Akkads American War er disse containere af stål de eneste hjem, som store flokke af flygtninge og internt fordrevne vil kende til.

Mange cli-fi-værker er af forståelige grunde særdeles optaget af vand, af mangel på vand eller af alt for rigelige mængder af det. De stigende vandstande danner bagtæppe for Sophie Mackintoshs foruroligende dystopi The Water Cure, Paolo Bacigalupis Drowned Cities og for det oversvømmede New York i Nathaniel Richs Odds Against Tomorrow.

Ud fra den betragtning må det undre, at et så pandekagefladt land som Danmark ikke har fostret flere syndflods- og arkfortællinger. Undtagelser er den fremragende, men mærkværdigt oversete film Queda i et halvt oversvømmet København, mens Hanne Richardt Becks roman 7 Sydøst (Gyldendal 2011) formulerer et bud på de samfundsmæssige konflikter, som oversvømmelser og tilstrømmende klimaflygtninge kan tænkes at udløse.

Med ’The Wall’ som prisme

Storbritannien er ikke helt så fladt, hvilket dog ikke afholder den fremtrædende forfatter John Lanchester fra at oversvømme dets jorder i The Wall, hans første forsøg udi klimafiktionsgenren.

Som filosofiske betragtninger over social kontrol og ulighed og medrivende thriller udmærker den sig ved de etiske problemstillinger, den tager under behandling, som et skelsættende værk inden for genren. Handlingen er henlagt til en ikke fjern fremtid (af den slags, J.G. Ballard yndede at kalde for »fem minutter fra nu«), men umiddelbart efter en begivenhed, der kort og godt kaldes for Forandringen. Den mur, som lægger titel til bogen, omhegner et territorium, der lige så vel kunne være Danmark eller en anden kystlinjenation.

Lanchester skildrer overbevisende arkitekturen i et Europa, hvor hastige vandstandsstigninger har ædt sig ind på kysterne inden for blot en generation, og en stærkt svækket golfstrøm har medført bidende kolde temperaturer.

Lanchesters unge hovedperson, Kavanagh, skal aftjene sin første påbudte værnepligt som vagt ved Muren, hvis vigtigste formål ikke er at udgøre et dige imod havet, men at være en forhindring, der kan afskrække desperate ’Andre’, der måtte finde på at søge tilflugt.

Afpatruljeringen af Muren er en kold og barsk tilværelse, som Forsvarerne må stå igennem for at sikre sig en fremtidig ret til at blive anset som medborger. Hertil komme en yderligere brutal indskærpelse: For hver en ’Anden’, der får held til at forcere Muren, vil en Forsvarer blive kastet i havet.

»Vi havde vænnet os til at frygte dem, til at se dem som fjender. Kom de her, var det vores opgave at slå dem ihjel. Så simpelt var det,« siger Kavanagh.

»Det var på ingen måde, fordi vi hadede dem, for de levende og de døde har mere til fælles, end man skulle tro: Kun vores lidt større held skilte os fra dem. Kun det betød, at det faldt i vores lod at leve og i deres at dø, og alligevel var vi alle i samme båd. Vores vilkår var i grunden de samme. De Andre eller Forsvarere – hvad var forskellen? Jeg kunne ikke afgøre med mig selv, om jeg oplevede modsætningen til, hvordan det må føles at skulle kæmpe til døden. Eller om jeg oplevede en god forberedelse på det.«

Læser man den i lyset af de militante Brexit-tilhængeres isolationisme, Trumps stemmefiskende planer for en antimexicansk mur eller Inger Støjbergs indvandrerfjendske politik har Lanchesters roman ramt en nerve så aktuel, at det gør ondt.

Lige så samtidsrelevant er dens illusionsløse fremstilling af en radikal ulighed, der findes mellem generationerne, og som vi allerede ser begyndelsen til i dag. I The Wall har Forandringen uopretteligt forgiftet relationer mellem forældre og børn og farvet disse med nag og skyld.

»Ingen af os kan tale med vores forældre,« beretter Kavanagh.

»Med ’os’ mener jeg min generation, de mennesker, som er født efter Forandringen … De gamle tænker sig gerne, at først smadrede de verden uopretteligt, og så tillod de os at blive født ind i den. Og ved I hvad? Det er jo sandheden. Det er præcis, hvad de gjorde. De ved det, og vi ved det. Alle ved det.«

Men selv om Kavanagh og hans generationsfæller foragter den ældre generation, falder det ham ikke ind at stille spørgsmålstegn ved de sociale hierarkier i den verden, han har arvet. Som en af romanpersonerne udtrykker det: »Det var vores forældres verden. Nu er der vores verden.«

’Vores verden’ består af tre sociale lag: Øverst er Eliten, som flyver i de flyvemaskiner, som Kavanagh ser krydse hen over himlen, og som træffer beslutningerne. I midten er de almindelige borgere, som først kan gøre sig fortjent til denne status, når de har aftjent deres værnepligt og nederst findes så Hjælperne. Sidstnævnte består af Andre, som har formået at redde sig over Muren og derefter blev stillet over for et valg mellem ’eutanasi’, dvs. at blive kastet tilbage i havet eller at forblive på land imod at forpligte sig på at udføre ulønnet arbejde for elite og borgere i resten af deres dage.

Lanchester fremmaner billedet af en slavestat uden på noget tidspunkt at bruge ordet ’slave’. Ved at præsentere slaveri som en elementær eksistentiel kendsgerning skaber Lanchester en kognitiv dissonans, der på den ene side vækker læserens rædsel, men på den anden side lader læseren tage del i Kavanaghs medskyldige glæde over, at udlånte Hjælpere rejser teltene, tilbereder måltiderne og slæber al bagagen.

Men det fremtidige Storbritanniens Hjælpere tjener også et andet endnu mere dystert formål. Da de fleste unge mennesker nægter at stille sig til rådighed som Avlere, i betragtning af hvor trøstesløs en verden de kan tilbyde opvoksende generationer, og da der ikke bliver født tilstrækkeligt med børn til, at befolkningen kan opretholde sig selv, får Hjælpere lov til at få børn, der endda kan blive anerkendt som regulære borgere, men kun for så vidt de giver afkald på dem.

»Man ser disse børn overalt, men som oftest sammen med ældre forældre, eller forældre, som tydeligvis er af anden etnicitet end deres børn,« rapporterer Kavanagh med sin karakteristisk tørre saglighed.

Det er et snedigt træk af Lanchester at gøre Kavanagh til en menigmandfigur: Han er apolitisk, stiller ingen spørgsmålstegn ved status quo og, da et stort og uventet spørgsmål melder sig i horisonten, er hans første reaktion at trække på skuldrene og sige: »bare fordi.«

Selv da historien tager en chokerende drejning, og Kavanagh og andre Forsvarere kastes i havet, overlader Lanchester det til sin læser selv at gætte, om hans hovedpersons sans for uretfærdighed vil blive vakt til live, eller om denne vil blive sat til side af overlevelsesinstinktet, uanset til hvilke moralske omkostninger.

De fremsynede og de fornægtende

Som Greta Thunbergs brændende hus bibringer romanen The Wall os, hvad Martin Luther King engang kaldte en fornemmelse for »nuets akut presserende styrke« og gør det med stor stilsans og veltalenhed, når den intelligent forsøger at udforske de udfordringer, etiske dilemmaer og uretfærdigheder, som nogle af planetens yngste allerede er begyndte at se i øjnene.

Historikere vil se tilbage på vores tid og hæfte sig ved det paradoks, der synes at definere den: Mens vores kollektive forestillingsverden i stigende grad er begyndt at rette fokus imod de faremomenter, som ligger forude, er vores magthavere ramt af aktiv fornægtelse, har travlt med at regne ud, hvordan de bedst selv kan profitere på de optrækkende katastrofer, hvis de da ikke er fuldkommen ligeglade eller i bedste fald kun gør alt for lidt og alt for sent for at afværge disse.

Men de samme historikere vil også kunne hæfte sig ved, at med inspiration fra solid videnskab og de tegn, de ved selvsyn kan konstatere, er vor tids historiefortællere begyndt at genvinde den magt, som i forgangne epoke var profeters og visionæres, ved at påtage sig rollen som en kognitiv avantgarde. Dermed bringer de kollektivt bud om enorme risici, som verden ikke har råd til at ignorere.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Liz Jensen er britisk forfatter med danske rødder. Hun har skrevet science fiction, historiske fantasier og psykologiske spændingsromaner.

Når litteraturen griber det ubegribelige
Læs også
I fiktionens spejl ser vi, hvad vi har været, hvad vi er, og hvad vi kan blive. Litteraturen og kunsten kan hjælpe os med at begribe klimakrisens konsekvenser og gøde jorden for en kulturel omstilling. Det mener både en forfatter og en kulturforsker
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Randi Christiansen
  • Katrine Damm
  • Ejvind Larsen
Randi Christiansen, Katrine Damm og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu