En klimalitterær kanon fra Thoreau i 1854 til i dag

»Menneskene, som jeg skabte, vil jeg udslette fra jordens overflade, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle, for jeg fortryder, at jeg skabte dem.«

Det er sådan, Gud siger, da han opdager menneskenes ondskab og grådighed. Derfor sender han en syndflod, hvilket bliver litteraturens første skæbnesvangre oversvømmelseskatastrofe. Derefter har vi set adskillige eksempler på samme scenarie, men med den forskel, at menneskene ikke bare lider under Guds vrede, men under deres egen dumdristighed.

I dag er det apokalyptiske scenarie afløst af en opmærksomhed rettet mod det postapokalyptiske. Nogle gange lykkes det at redde menneskeheden, andre gange ikke. Under alle omstændigheder har litteraturen siden Friedrich Schiller for to hundrede år siden lært os, at læsning er en dannende leg, og at vi i litteraturen kan skabe scenarier, vi som mennesker med fordel kan forholde os til. Sådan er det også med klimalitteraturen. Vi har brug for den.

Mængden af værker, der tager klimaspørgsmålet op, er øget i de seneste årtier. Faktisk er den øget så meget, at der er tale om en eksponentiel udvikling, forklarer Torsten Bøgh Thomsen, ph.d. ved Kulturstudier på Syddansk Universitet. Det gælder både for prosa og lyrik, og især i dansk digtning har klimabevidstheden fundet en plads.

Et af de værker, der går forrest i denne udvikling, er Theis Ørntofts Digte 2014 og hans roman Solar fra sidste år, der har samme titel som Ian McEwans roman fra 2010. Ørntoft har sammen med digteren Lars Skinnebach sågar et band kaldet Klimakrisen.

Den brede genrekategorisering cli-fi, som klimalitteraturen er kommet til at hedde, er i romanens form en videreudvikling af sci-fi-genren, men med en mere og mere presserende tematisering af de menneskeskabte klimaforandringer og de konsekvenser, de har.

Den tidlige cli-fi er gået fra at være dystopiske fremtidsforestillinger (der i overraskende grad kom til at ligne virkeligheden) til i dag at tematisere de klimamæssige udfordringer, der allerede findes.

Torsten Bøgh Thomsen kalder det »et skift fra en orientering mod det apokalyptiske til en orientering mod det postapokalyptiske« og påpeger den tematiske ændring, men i høj grad også mængden af litteratur, der behandler menneskeskabte klimaforandringer. Det er, som om det fylder mere og mere i litteraturen, i takt med at vi får øjnene op for de konsekvenser, der medfølger.

En ny forstårelse

Naturens rolle i litteraturen er skiftet gennem tiden. I romantikken var den besjælet, i naturalismen og den tidlige industrialisme begyndte vi at forstå, at naturen så at sige bare er natur, og at vi udnyttede den, til hvilket som helst formål vi ønskede.

Uanset tilgangen har der de seneste tre hundrede år hersket den opfattelse, at natur og kultur var adskilt. Mennesket var ikke underlagt naturens love, mennesket var først og fremmest sjæl. Og vi bruger løs af Jordens ressourcer, for vi er som mennesker hævet over naturen. Er vi ikke?

I godt hundrede år har vi brugt af naturens ressourcer og først nu tyder noget på, at vi begynder at forstå, at klodens ressourcer ikke er uudtømmelige.

Vi begynder at forstå, at naturen ikke bare er ubesjælet og gold, men udgøres af milliarder af andre dyrearter, fisk, svampe, planter og økosystemer, som er afhængige af, hvordan vi behandler dem. Men så melder spørgsmålene sig. Hvor går grænsen for vores adfærd? Hvad kan og tør vi tillade os? Og hvilke konsekvenser har vores handlinger? De andres handlinger?

Den nye forståelse, der findes i litteraturen, ses som en udvikling, hvor det i højere grad gælder om at overleve på nye betingelser og finde sig tilrette med dem, end det handler om at frygte den fremtidige apokalypse.

Forfatterne ser i mindre grad selve overgangen, som udfordringen, men fokuserer i højere grad på det faktum, at vi allerede befinder os i overgangen og at det er en langstrakt proces. Den nyere litteratur fokuserer særligt på, hvordan vi håndterer forandringerne og tilpasser os de nye vilkår.

Når det er sagt, så findes der stadig en videreførsel af den tidlige sci-fi-inspirerede romangenre, hvor apokalypsen er det interessante, ligesom der findes grupperinger, der går ind for menneskets selvudslettelse.

En menneskelighed på andre vilkår

Litteratur, der beskæftiger sig med egentlige klimaforandringer i et moderne perspektiv, opstår sammen med den mere feministisk orienterede litteratur fra 1970’erne, hvor kvindens frigørelse og respekten for naturen går hånd i hånd. Der findes værker, der på litterær vis og langt tidligere sætter spørgsmålstegn ved vores håndtering af klodens ressourcer og menneskets mulighed for at påvirke disse kredsløb.

Allerede i midten af det 19. århundrede skriver den amerikanske forfatter og transcendentalist Henry David Thoreau Walden (1854), hvori han på halvt skønlitterær, halvt biografisk vis instruerer i et materielt set enkelt liv, der har til formål at danne personligheden og det indre.

Og et par årtier senere støder vi på en langt mindre filosofisk, men langt mere teknisk fascineret (og fascinerende) forfatter, franskmanden Jules Vernes. Hans værker er mest af alt adventureromaner, men i The Purchase of the North Pole (1889) leger han med tanken om en forskydning i Jordens naturlige rotation. Lykkes denne forskydning, er de følgende konsekvenser katastrofale klimaforandringer og en menneskelighed på helt andre vilkår.

Følgende kanon er et udvalg af litteratur, der på forskellig vis indoptager og behandler klimaproblemstillingen. Nogle er dystopiske, andre er håbefulde. De strækker sig fra midten af det 19. århundrede og til i dag, og der findes mange flere.

 

• ’Walden’ (1854) af Henry James Thoreau

Det første nedslag i denne kanon skyldes ikke, at bogen kan kategoriseres som egentlig cli-fi, men fordi det er et af de første litterære værker, der for alvor peger på menneskets samspil med naturen og dens ressourcer.

Den amerikanske forfatter Henry James Thoreau (1817-1862) boede en årrække alene i skovene omkring Walden Pond nær Concord, Massachusetts. Det er erfaringer herfra, der får ham til at skrive først A Week on the Concord and Merrimack Rivers (1849), og senere det mere betydningsfulde værk Walden: Or Life in the Woods (1854), der er en blanding af skønlitteratur og selvbiografi.

Den naturelskende Thoreau skriver filosofisk om det enkle liv i naturen og demonstrerer, hvor lidt der skal til af ydre hensyn, før den enkelte kan begynde at udvikle sin person. Walden er skrevet i en særegen personlig stil, der til tider er videnskabelig og beskrivende, og hvori Thoreau gør sig mange økologiske betragtninger og til tider udtrykker sig transcendentalt poetisk som i amerikansk romantik. Walden har gennem tiden haft evangelisk status for mange, heriblandt for 1960’ernes ungdomsoprørsgeneration og får i dag også ny opmærksomhed.

Henry Thoreau: ’Livet i skovene’. Gyldendal (2012), oversat af Niels Brunse.

 

• ’The Purchase of the North Pole’ (1889) af Jules Verne

Den dystopiske fremtidsforestilling er den franske forfatter Jules Vernes (1828-1905) leg med den teknologiske udviklings muligheder, men også med de katastrofale følger, dert kan få, hvis vi som mennesker ikke indser konsekvensen af vores egen indgriben.

Romanen tilhører adventuregenren, men kan kategoriseres som cli-fi hundrede år før sin tid. Bogen er den tredje og sidste bog i trilogien om Baltimore Gun Club.

Tyve år forud for fortælletidspunktet har to medlemmer af Baltimore Gun Club rejst rundt om Månen i et stort projektil. De har nu fået den idé, at de vil ændre på jordens akses hældning ved hjælp af det store projektils rekyl, så den kommer til at stå vinkelret på Jordens orbit (ligesom Jupiters er det). Gennemføres denne plan, vil konsekvenserne heraf være et fravær af planetens naturlige rotation og dermed også årstiderne, som vi kender dem. Der indledes en hård kamp ind på at finde og destruere projektilet for at undgå katastrofen, men det hele afværges, da det viser sig, at en regnefejl har sneget sig ind i størrelsesberegningen af projektilet.

Vernes fortælling er et meget tidligt eksempel, der helt givet har inspireret mange i genren efterfølgende.

Jules Verne: ’Skuddet fra Kilimanjaro’. Oversat af Kim N. Jensen (2008).

 

• ’The Drowned World’ (1962) af J.G. Ballard

En anden tidlig udgave af cli-fi, er den sci-fi-kategoriserede roman af den amerikanske forfatter J.G. Ballard (1930-2009). Ballards roman er først og fremmest sci-fi, men har et entydigt klimakatastrofisk plot.

Det er en dystopisk fortælling om en fremtid, hvor de kendte kontinenter og deres kulturer, som vi kender dem i dag, er oversvømmet som følge af polarisens smelten. Den mandlige hovedperson, Robert Kerans’ indre og ydre kamp for at overleve og for at blive boende i sumpen er ledsaget af truslen om overophedning og udslettelse. Urskove trænger sig frem, og der er pustet nyt liv i »urminder fra palæocæntidens grufulde jungler«, hvorfor kæmpemæssige kryb og øgler lever side om side med de sidste mennesker.

J.G. Ballard: ’Verden under vand’. Borgens Forlag (1988), oversat af Niels Erik Wille.

 

• ’A Friend of the Earth’ (2000) af T.C. Boyle

Den populære amerikanske forfatter Thomas Coraghessan Boyle (1948-) sætter her scenen til 2025, hvor Jordens klima allerede har ændret sig drastisk.

På grund af velkendte klimatrusler som drivhuseffekt og global opvarmning er der blandt andet ingen biodiversitet på Jorden længere. På den ene side er skovene forsvundet som en konsekvens af voldsomme storme og industriel udnyttelse. På den anden side er der fundet en kur for cancer, lige så vel som de fleste mennesker nu forventes at kunne leve til de er mindst hundrede år. Det fører til udslettelse og overpopulation.

Med intertekstuelle referencer til blandt andre Thoreau, er der dog tale om en satirisk udlægning af de absurde forhold, mennesker kan give sig selv (og Jorden) under, såfremt menneskene har mere magt over naturen end hvad godt er. På grund af T. C. Boyles popularitet, var værket med til at blåstemple genren.

 

• ’The Hungry Tide’ (2004) af Amitav Ghosh

I 2004 udgiver den indiske, men engelsksprogede forfatter, Amitav Ghosh (1956-) denne roman. Den klimaopmærksomme læser vil allerede i romanens to afsnit »Ebbe: Bhata« og »Flod: Jowar« genkende oversvømmelsesmotivet, der er både frygteligt og faretruende og samtidig frugtbart for Jorden.

Romanens handling udspiller sig i den nordøstlige del af Indien, i Bengalens enorme sletteland, Sundarbans, hvor både uforudsete oversvømmelser og menneskeædende tigre lurer. Her finder den indiske, men i USA opvoksede, unge marinbiolog Piya Roy udfordringer i forhold til at måle og studere floden og floddelfinerne.

Hendes instrumenter rækker ikke til opgaven, men løsningen bliver et smukt og rørende samarbejde med den analfabetiske Fokir, der kender området i en sådan grad, at han kan lugte, om en tyfon er på vej. De får brug for en oversætter og finder Kanai Dutt, en succesrig oversætter fra New Delhi, og de tre kommer til at måtte samarbejde om at overleve en pludselig oversvømmelse fra Sundarban.

Ghosh udgav i 2016 bogen The Great Derangement, der kritiserede litteraturen (og forfatterne bag) for ikke at skrive om klimaproblematikken. Det fik mange, blandt andet Margaret Atwood op af stolen for at tilbagevise hans påstand.

Amitav Ghosh: ’Tidevandslandet’. Oversat af Brian Christensen, Cicero (2004).

 

• ’The Road’ (2006) af Cormac McCarthy

Beskrevet som »det første mesterværk fra generationen af global opvarmning« er The Road uomgængelig i den klimalitterære kanon.

Cormac McCarthy (1933-) vælger ikke (kun) at fremture med skrækscenarier, men lader handlingen være båret frem af de fine menneskelige og medmenneskelige følelser, der findes i en postapokalyptisk verden præget af menneskelig regression. Det økosystem, vi kender i dag, er blevet ødelagt, og i denne trøstesløse verden uden planter og dyr følger vi en far og hans søn, begge uden navn, i deres barske kanp for at overleve både i egentlig og i følelsesmæssig forstand.

Bogen er dedikeret til McCarthys egen søn og er en fortælling om mennesker på desperationens rand, om kannibalisme og om medmenneskelighed.

Cormac McCarthy: ’Vejen’. Oversat af Jan Hansen, Gyldendal (2008).

 

• ’The Year of the Flood’ (2009) af Margaret Atwood

Den verdensberømte canadiske forfatter Margaret Atwood (1939-) er en af de bedst sælgende forfattere på verdensplan.

Hun er i denne kanon repræsenteret med The Year of the Flood, men kunne også have været det med sit tidligere værk Tjenerindens Fortælling (1985), som for nylig er blevet til den populære Netflix-serie The Handmaid’s Tale (2017).

The Year of the Flood er anden bog i trilogien MaddAddam (2003-2013), der har fået sit navn efter den sidste bog. Trilogien handler om den religiøse sekt God’s Gardeners, og vi følger i The Year of the Flood to hovedkarakterer, Toby og Ren, der begge har overlevet den store (menneskeskabte) pandemiske apokalypse i første bind af trilogien, Oryx and Crake (2003), og de forsøger nu at finde Rens veninde Amanda.

Margaret Atwood: ’Syndflodens år’. Oversat af Vibeke Houstrup, Lindhardt og Ringhof (2011).

 

• ’Solar’ (2010) af Ian McEwan

Ian McEwan (1948-) formår at skrive en roman, der går til de uoverstigelige konsekvenser af klimaforandringerne på en satirisk måde og hører derfor til her på listen som en af de forfattere, der går til udfordringerne på en anden (og måske mere menneskelig) måde, når den mandlige protagonist Michael Beard går i stå i både sit arbejds- og privatliv.

Det er så at sige en fortælling om menneskelighed, ligesom det er en fortælling om miljø- og klimaudfordringer. Beards femte ægteskab er ved at gå i stykker, eftersom han så småt erfarer, at hans kone har en affære. Beard er nobelpristager i fysik og tilhører den gruppe af mænd, der er »lidet attraktive, men intelligente, ofte skaldede, små og tykke« og således arbejder han sig igennem en lang række kedelige foredrag og får sat skub i en ellers stagneret karriere. En dag møder han skæbnesvangert en handlekraftig og moden kvinde, og han får pludselig mulighed for at redde Jorden fra en miljømæssig katastrofe.

Ian McEwan: ’Solar’. Oversat af Jan Hansen, Gyldendal (2010).

 

• ’Polar City’ (2012) af Jim Laughter

Den amerikanske forfatter og klimaaktivist Dan Bloom gav forfatteren Jim Laughter (1953-) en opgave: at skrive en roman, som foregik i 2075 Alaska, og at titlen skulle være Polar City Red.

Laughter kunne selv bestemme omfanget af romanen, og også hvilke karakterer der skulle indgå. Således kom Polar City (2012) til at handle om en amerikansk familie, der nødsages til at forlade deres hjem i Minnesota og drage nordpå til Alaska, hvor en spirende polarby dukker op. Der er ikke fredelige tilstande, men derimod lovløshed: andre overlevende, som klarer sig ved at røve og plyndre.

Polar City er den første roman, der blev promoveret som cli-fi (det var selvfølgelig Dan Bloom, der gav genren navn), og det er en af grundene til, at vi taler om genren cli-fi i dag. Atwood tweetede med et anerkendende nik: »Here's a new term: ’Cli-Fi’ (...) coined by Dan Bloom.«

 

• ’Flight Behavior’ (2012) af Barbara Kingsolver

Amerikanske Barbara Kingsolvers (1955-) Flight Behavior (2012) var en New York Times-bestseller. Og det kan ikke undre nogen.

Bogen er en poetisk fabel og litterær fiktion, der åbent og intelligent går til de forandringer, der sker i klimaet. I stedet for at bruge statistik og videnskabelige studier som baggrund for en løftet pegefinger, henvender hun sig til læserens følelsesmæssige intelligens.

I bogen møder vi den 28-årige Dellarobia Tornbow, en ung mor, der lever et fattigt liv på en gård i det østlige USA. På en vandretur, hvor hun planlægger at have en affære med en telefonreparatør, opdager hun, at dalen bag deres hus er fyldt med millioner af monarker (en sommerfugl tilhørende takvingefamilien, der hører hjemme i USA, men som er kendt for at kunne vandre langt).

Hendes opdagelse påkalder sig opmærksomhed, og en universitetsprofessor ved navn Ovid Byron, der er ekspert i sommerfuglenes adfærd, gør opmærksom på, at de, på trods af at de er meget smukke, er et ildevarslende tegn på en global klimaforandring.