Læsetid: 20 min.

I Kolding er man ikke i tvivl om, at kunsten kan helbrede

Ideen om kunstens helbredende kræfter har dybe rødder i vestlig kulturhistorie. I Kolding har man sat sig for at teste potentialet med et kunstforløb, der skal få sygemeldte borgere tilbage på arbejdsmarkedet. ’Kultur i arbejde’, hedder projektet, og det er blot seneste eksempel på en voksende tværvidenskabelig tendens til at forene kunstneriske aktiviteter med en sundhedsfremmende dagsorden. Men får man det virkelig bedre af at se på kunst?
Blindtegning på Trapholt som kunstterapi.

Blindtegning på Trapholt som kunstterapi.

Michael Drost-Hansen

22. februar 2019

Der kan være en helt særlig ro over et kunstmuseum i de tidlige morgentimer. Før dørene åbnes og lysene tændes. Før personalet møder ind, og gæsterne ankommer. Før museet vågner.

I de timer er kunsten helt overladt til sig selv.

Men netop denne tirsdag januarmorgen er der tidlig aktivitet i Trapholtmuseet i Kolding. I en halvcirkel foran et guldindrammet maleri af Ejnar Nielsen sidder 10 mennesker bøjet over hver deres sorte skitsebog. Med blød blyant forsøger de at gengive motivet af en ældre kvinde i sørgedragt. Ikke, fordi de er specielt kunstinteresserede: en af dem er pædagog, en anden klinikassistent, en tredje murer.

Alle er de sygemeldte borgere i Kolding Kommune med symptomer på enten stress, angst eller depression. Det er faktisk netop derfor, de sidder her. Fordi de skal lære at finde tilbage til en anden og roligere tilstand. Og fordi kommunen mener, at kunsten kan hjælpe dem med det.

Siden oktober 2018 har Kolding Kommune tilbudt sine sygemeldte borgere en alternativ vej tilbage til arbejdsmarkedet. Frem for mere klassiske kommunale behandlingstilbud kan de nu melde sig til et kunstforløb på ti uger med fokus på musik, litteratur og maleri. ’Kultur i arbejde’, hedder projektet, og det er blot et af flere eksempler på en voksende tværvidenskabelig tendens inden for kultur- og naturvidenskaberne, der kobler kunst og kulturelle aktiviteter med en sundhedsfremmende dagsorden.

I England har man siden slutningen af 1990’erne arbejdet systematisk med såkaldte Arts & Health-programmer, der giver praktiserende læger mulighed for at ordinere kunst til borgere med ondt i livet – men i Danmark er udviklingen forholdsvis ny.

Inspireret af et forsøgsprojekt i Skåne med stor mediebevågenhed blev det i 2016 for første gang muligt for danske kommuner at henvise sygemeldte borgere til treårige ’kultur på recept’-programmer, finansieret af statens SATS-puljemidler.

Det kom dengang byer som Aalborg, Vordingborg, Nyborg og Silkeborg til gode. Siden har flere andre kommuner, herunder Kolding, meldt sig på banen med lignende, delvist selvfinansierede projekter, og i dag er det ikke længere ualmindeligt at støde på kommunale tilbud med dans til demente, musik til kræftsyge, billedkunst til deprimerede eller fælleslæsning til stressramte.

»For bare fem år siden havde de færreste hørt om det her område,« siger Anita Jensen fra Aalborg Universitet, der både har udgivet en ph.d., en videnskabelig antologi og flere fyldige rapporter om Kultur & Sundhed, som feltet kaldes med en samlende betegnelse:

»Men nu er der for alvor kommet skred i det, og i dag har de fleste formentlig hørt om et eller andet lokalt projekt i deres by eller kommune,« siger hun.

I Region Midtjylland og flere andre regioner arbejder man i dag systematisk med kulturtilbud i sundhedsregi, Nordea Fonden bruger årligt 100 mio. kr. på såkaldt sundhedsfremmende kulturaktiviteter, og på Aalborg Universitet har man for nylig oprettet et selvstændigt center for ’Kultur & Sundhed’ under Institut for Kommunikation og Psykologi. På få år er det lykkes feltet at tiltrække sig både politisk, økonomisk og forskningsmæssig opmærksomhed.

Men måske er det ikke så underligt. For alle synes at vinde på ideen om helbredende kunst. For kommunerne er kunstforløb et billigt alternativ til de langt dyrere rehabiliteringsindsatser. For sundhedsvæsenet er det et konkret svar på problemet med overmedicinering. For kulturlivet er det en dosis politisk legitimitet på et tidspunkt, hvor kunsten er presset på bevillingerne. Og for fondene er sundhed et nyttigt argument for at investere i den ellers så unyttige kunst. Alle vinder.

Men hvad ved vi reelt om kunstens helbredende potentiale? Hvad er fakta om sundhedseffekten af de mange kulturaktiviteter? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

De kommende seks uger vil vi her i spalterne præsentere og diskutere de vigtigste videnskabelige, økonomiske og ideologiske konsekvenser af kulturens indtog på sundhedsområdet. 

Og vi begynder vores undersøgelse i Kolding. 

’Hvad får I øje på?’

»Riiiiiiiiiiiing!«

Et stopur bryder stilheden i halvcirklen foran Ejnar Nielsen-portrættet på Trapholtmuseet.

»Så er tiden gået,« siger Karen Bech, en kvinde i halvtredserne med nøddebrunt hår og sorte firkantede briller. Hun er formidlingsansvarlig på museet og skal guide det nye hold af deltagere igennem dagens kunstoplevelse. Undersøgelser viser, at besøgende på et kunstmuseum i gennemsnit kun bruger 11 sekunder på hvert værk. Karen Bech har bedt dagens hold om at se på Ejnar Nielsens sortklædte kvinde i fem minutter.

»Nå, hvad fik I øje på?,« spørger hun og kigger rundt. 

»Døden og sorgen,« svarer en gråhåret kvinde bagest i rummet.

Karen Bech nikker.

»Andet?«

En yngre kvinde i grå hættetrøje rømmer sig:

»Jeg synes, hun ser meget trist ud,« siger hun.

»Men hendes mund er samtidig lidt underfundig,« indvender en kvinde i blomstret bluse, »det er, som om hun både smiler og græder på samme tid.«

Michael Drost-Hansen

Nu blander gruppens eneste mand sig, en 61-årig murer ved navn Jens, der er iført sort Kansas-tøj og sikkerhedssko. Han foreslår, at kvinden jo også bare kunne være »afklaret«.

»Altså, sådan med tilværelsens vilkår generelt,« siger han og kigger lidt spørgende rundt.

Det kan være svært at afgøre, om deltagerne kun taler om kunsten eller også lidt om sig selv, og det er da også hele pointen med øvelsen, forklarer Karen Bech over en kop kaffe senere på dagen.

»Ideen er, at borgerne gennem kunsten skal komme i kontakt med deres egne følelser. Mange der kommer her, har helt mistet følingen med sig selv. Deres stress og angst har gjort dem helt ude af stand til at mærke, hvordan de egentlig har det – og her kan kunsten være med til at åbne deres sanser igen,« siger hun.

Kan man måle kunstens betydning?

Der er mange måder at måle betydningen af kunst på. Danmarks Statistik kan opregne, hvor meget vi danskere går i teatret, hvor meget tv, vi ser, og hvor ofte vi læser. Kulturvaneundersøgelser kalder man den slags viden, som kan indføjes som tal i tabeller og kolonner, og det er én måde at måle betydningen af kultur på. Men der er også en anden. Det er den, der opstår helt af sig selv, når man en mørk og søvndrukken januarmorgen, hvor ikke engang solen gider at stå op, forsøger at lysne sit humør med et nummer af Anne Linnet og opdager, at det rent faktisk bliver lidt mere forår inden i, når hun synger om det.

Hvad sker der lige dér, spørger man måske sig selv, og det er svært at svare på, men det er i hvert fald noget andet end det, der sker i en stillekupé over Fyn på vej til Kolding, når man i et anfald af kedsomhed sætter en gammel actionfilm med Bruce Willis på computeren. For ikke al kunst betyder det samme. 

Langt det meste forbruger vi som underholdning, men af og til rammes vi alligevel af en kunstoplevelse, som stikker dybere og rører noget mere fundamentalt i os, noget inde i psyken, i sjælen, i bevidstheden eller hvilke begreber, vi nu foretrækker at bruge om den slags.

Katarsis var det ord, Aristoteles brugte om den psykiske forløsning, man som publikum kan opleve, når man sidder i teatermørket og spejler sit eget indre følelsesliv i karakterernes udvikling på scenen. Siden adopterede den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud begrebet, da han i slutningen af 1800-tallet eksperimenterede med metoder til at få patienter til komme af med deres »indeklemte affekter«.

Men i sidste ende forbliver det selvfølgelig et postulat, at kunstneriske oplevelser kan have dén effekt. For vi kan jo ikke måle kunstens betydning. Vi kan jo ikke opgøre kulturens effekt. Eller kan vi?

I 2017 udgav Anita Jensen en 104 sider lang rapport fra Aalborg Universitet med den ambitiøse titel: ’En systematisk gennemgang af den internationale litteratur om Kultur og Sundhed’. Rapporten er den første af sin art herhjemme, som samler og vurderer de væsentligste fagfællebedømte forskningsresultater om effekten af kulturtilbud i sundhedsregi. Og konklusionen er klar: der er »god dokumentation for, at kunst, kultur og kreative aktiviteter kan have en positiv effekt på både psykisk og fysisk sundhed«, hedder det. Blandt andet fremhæver rapporten effekter som »øget livskvalitet«, »forbedret trivsel«, »reduktion i angst« »forbedret social interaktion« og »øget selvtillid«.

»Det her er et felt, som rummer et enormt stort potentiale,« siger Anita Jensen på telefon fra sit forskerkontor på Aalborg Universitet. 

»Der er overbevisende international evidens for, at kunst og kultur kan være med til at aktivere nogle indre ressourcer hos mennesker, som kæmper med psykiske problemer og måske føler sig indespærrede i deres eget liv. Der er ikke tale om en behandlingsform i sig selv, men om en katalysator til sundhedsfremme, som man kan bruge – og som vi slet ikke bruger nok i dag.« 

’Ikke hu hej helt vildt begejstret’

I et hus i Hjarup lidt uden for Kolding sidder 57-årige Jan von Rühden med hænderne foldet om et kaffekrus. Det er tre måneder siden, han afsluttede et tilsvarende kunstforløb som det, Jens og de andre på Trapholtmuseet i Kolding nu deltager i. Siden er han vendt tilbage til sit gamle job som spansk- og tysktolk, foreløbig på nedsat tid i en fleksjobordning, og så har han genoptaget sin barndomshobby.

Han viser stolt en lille skitse frem af en mus i et foderhus. Han har tegnet den ud fra et fotografi, han tog med mobilen for nogle dage siden. Han havde undret sig over, at mejserne ikke spiste af de jordnødder, han havde lagt ud til dem i foderhuset, indtil han fandt ud af, at en lille mus sad og tog for sig af retterne. Skidt for fuglene, men godt for Jan von Rühdens kreativitet, der straks blev vakt af motivet.

»Jeg synes faktisk, den er blevet meget god,« siger han og stryger en hånd hen over tegningen.

For et halvt år siden havde han ikke overskud til at tegne. Faktisk havde han ikke overskud til andet end at spise og sove.

»Jeg var gået i hi som en bjørn og sad bare og trøstespiste med et tæppe over hovedet,« siger han.

Det var derfor med en vis skepsis, han tog imod Kolding Kommunes tilbud om at starte på et 10 ugers kunstforløb.

»Jeg var ikke lige frem ’hu hej helt vildt begejstret’,« fortæller han.

»Men jeg vidste samtidig godt, at der skulle noget andet til for at hive mig ud af min hule. Og så tænkte jeg: ’Okay, lad os se, hvad der sker.«

Katten Majse kradser på døren til udestuen, og Jan von Rühden rejser sig for at lukke hende ud. Han har bare tæer og bærer en T-shirt med påskriften: ’Løsriv Jylland’. Håret er kortklippet og gråt, og på hans smalle næseryg hviler et par firkantede briller.

Jan von Rühden er begyndt at tegne igen.

Michael Drost-Hansen

Der var to grunde til, at Jan von Rühden blev sygemeldt i april sidste år. Den ene havde med kroppen at gøre, den anden med hovedet. I mange år, før han blev tolk, arbejdede han som tømrer og montør. Det resulterede i to diskusprolapser i ryggen, en brækket nakke, gigt i hænderne, ømme led »og jeg skal komme efter dig«, siger han, mens han viser ud i entreen, hvor en fletkurv, han kalder for »Pandoras æske« står på en kommode. Den er fyldt med morfinlignende præparater i så stærke doser, at de kunne bedøve en hest. Da han i april sidste år blev sygemeldt, var han i gang med at trappe ud af sit massive medicinforbrug, hvilket gjorde ham både fysisk og psykisk sårbar. Og da han på sit arbejde samtidig blev bedt om at tolke for Statsamtet i et par sager om incest, væltede læsset.

»Det var virkelig et par grimme sager, og de ramte mig hårdt. Jeg fik flashbacks, igen og igen – jeg var slet ikke rustet til det,« siger han.

Det var på cirka samme tid, at Kolding Kommune henvendte sig til ham med et usædvanligt tilbud: ’Tag ti uger med musik, litteratur og kunst og få klaret hovedet’. Nogle uger senere sad han sammen med 11 fremmede mennesker og læste digte og blindtegnede og hørte klassisk musik. Forløbet har været »fuldstændig fantastisk«, fortæller han.

»Det gav mig noget andet at tænke på – og noget spændende at stå op til. Indtil da havde jeg kun haft én tanke: at komme igennem dagen. Nu fik jeg twisted min tankegang, og pludselig begyndte jeg igen at lægge mærke til alle de skønne ting. Alt det, jeg ikke havde havde haft overskud til at opsøge i min depression.«

Er kunst bedre end meditation?

Selv om der med Anita Jensens ord er »international evidens« for effekten af kunst og kultur i sundhedsregi, er der fortsat områder af forskningen, som mangler at blive belyst. For eksempel ved man endnu ikke, hvilke kunstarter inden for for kulturens verden, som har størst effekt – og om effekten af kunst- og kulturtilbud overhovedet er større end effekten af eksempelvis naturoplevelser og meditationsøvelser.

Det sidste skal projektet i Kolding være med til at kaste lys over. Kommunen har allieret sig med Nicolai Ladegaard fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, som følger deltagerne fra start til slut og vil holde øje med eventuelle ændringer i deres selvoplevede sundhed og arbejdslyst. Til sidst vil gruppen af borgere, som har fået et kulturtilbud, blive sammenlignet med en kontrolgruppe af borgere, som har fået et tilbud med naturbaseret mindfulness.

»Ideen er at måle de to grupper mod hinanden for at se, hvor mange sygedage de hver især har, og hvor lang tid der går, før de genindtræder på arbejdsmarkedet. Det vil give os mere viden om, hvorvidt folk der udsættes for kunst og kultur klarer sig bedre eller dårligere end folk, der udsættes for natur og meditation,« siger han.

Foreløbig har tre hold været igennem forløbet i Kolding. For få til, at Nicolai Ladegaard endnu har nogle »hårde tal« at dele ud af.

»Men de hold, jeg har talt med, siger alle samstemmende, at projektet har bevæget dem i en positiv retning,« forsikrer han.

En ældgammel idé

Ideen om kunstens helbredende kræfter er ikke ny, faktisk er den antik. I 1880 gjorde et hold af britiske arkæologer således et bemærkelsesværdigt fund. I Grækenland lidt syd for Korinth fandt de under metervis af historiske jordlag resterne af et ældgammelt lægeligt behandlingscenter. Epidaurus, som stedet kaldes, daterer sig tilbage til 600 år f.v.t. og regnes i dag for verdenshistoriens tidligst organiserede sanatorium.

Det er i sig selv interessant. Men det var noget andet, som fik arkæologerne til at spærre øjnene op. For som udgravningerne skred frem, viste det sig, at Epidaurus ikke kun bestod af bygninger til medicinsk behandling. Spredt over et større område lå også rester af et bibliotek, en koncertsal, et teater og en idrætsarena. Dybt indlejret i den antikke tankegang var altså en forestilling om, at kultur og sundhed hører sammen. Og at vejen til et godt helbred ikke kun går gennem lægevidenskaben, men også via kunsten.

Samme opfattelse udtrykte den britiske sygeplejerske Florence Nightingale, da hun i 1800-tallet reflekterede over effekten af helende omgivelser på hospitalerne i England: »Selv om vi ikke ved meget om, hvordan formgivning, farver og lys påvirker os, så ved vi dog, at disse forhold spiller en rolle,« skrev hun.

Omtrent samtidig begyndte Freud at eksperimentere med litteratur i sin psykoanalytiske praksis, amerikanske bibliotekarer blev oplært i at anbefale bøger til hjemvendte krigsveteraner, og kreative aktiviteter vandt frem i psykiatrien, hvor man bemærkede at flere patienter havde glæde af kunstneriske oplevelser. På Museum Ovartaci i Aarhus kan man i dag se en af Europas største kunstsamlinger, skabt af tidligere patienter fra den psykiatriske afdeling i Risskov. L’Art Brut, kaldes den slags kunst med et fransk udtryk: ’Rå, ubearbejdet kunst’.

Men først og fremmest har ideen om kunstens helbredende virkning mødt modstand. Allerede Aristoteles, der introducerede ideen om katarsis, blev modsagt af sin egen læremester, Platon, der var langt mere skeptisk over for kunstens forløsende potentiale. Han mente, at kunsten var med til at vende folk væk fra det virkelige liv – og han endte da også med at bortvise poeterne fra sin idealstat til fordel for filosofferne.

Den vestlige lægevidenskab har historisk set fulgt i Platons kunstskeptiske fodspor. 

Men de seneste 30 år er den før så strenge opdeling af krop og psyke begyndt at bløde op, og man ser flere steder små gryende tegn på en mere ’holistisk’ tendens inden for sundhedsvæsnet. For som Anita Jensen formulerer det: »Sundhedssektoren véd jo godt, at den ikke kan give piller for alt, og at den må have flere farver på paletten.« 

Det er her, ved denne korsvej, at Kultur & Sundhed byder sig til som en tværvidenskabelig mægler mellem to forskellige vidensfelter. Men heller ikke dét sker uden modstand. Blandt kulturfolk hersker en historisk nedarvet modvilje mod at lade kunsten definere af sin nytteværdi. Og hos lægestanden ser flere med skepsis på, at kulturen lægger beslag på kostbare ressourcer i sundhedsvæsenet: Hvad nytter et maleri på en hospitalsafdeling, hvis der ikke er sengepladser nok?, lyder kritikken.

»Det er et møde mellem to forskellige paradigmer, som ikke er vant til at arbejde sammen, og som gradvist skal lære at nærme sig hinanden,« siger Anita Jensen og forklarer, at problemet for Kultur & Sundhed som felt er, at effekterne af projekterne ofte er svære at dokumentere. I hvert fald ud fra samme videnskabelige præmisser, som man ellers benytter sig af i sundhedssystemet, hvor randomiserede, kontrollerede forsøg anses som den mest gyldige metode. Altså, det forhold at to grupper af ensartede patienter tilfældigt udvælges til at modtage hver deres behandling, hvorefter de sammenlignes. 

»Vi kan ikke randomisere alle vores programmer og forsøg – og der er flere projekter, som slet ikke egner sig til det. Så hvis det her for alvor skal lykkes, kræver det, at man fra kulturen og sundhedssektorens side finder en måde at arbejde sammen på,« siger Anita Jensen.

Bevægelsen er allerede i gang, og den trækker fortsat nye tilhængere med sig. Tag bare Syddansk Universitet i Odense, hvor man siden 2016 har undervist medicinstuderende i ’Narrativ Medicin’. Formålet er at træne kommende lægers empatiske evner gennem skønlitteratur, så de møder ’mennesket’ og ikke kun ’patienten’, når de kommer ud i den virkelige hospitalsverden. Eller tag psykiatrien på Skejby Sygehus, hvor blandt andre Nicolai Ladegaard – forskeren fra Kolding – har været med til at indføre ugentlige læsegrupper på sengeafsnittet, så patienterne får mulighed for at »bruge nogle sider af sig selv, som de måske havde glemt, at de havde,« som han formulerer det. Det er Lykke-Per som supplement til lykkepiller. Det er foreningen af Antigone og antidepressiver.

Den samfundsmæssige besparelse

I sit hus i Hjarup går Jan von Rühden fra stuen til køkkenet for at lave sig en kop kaffe. I køkkenvasken ligger en pose med frosne kyllingestykker til optøning.

»Jeg er gået på slankekur,« siger han stolt og slår sig selv på vommen.

Det er endnu en af de ting, der har ændret sig, siden han afsluttede sit kunstforløb i december: overskuddet er kommet tilbage, og kyllingestykkerne i vasken er det håndgribelige bevis:

»Low-Carb, High-Protein – det er noget, der virker!«

Oplevelserne med kunsten har været med til at fjerne Jan von Rühdens tanker fra sygemeldingen og vende dem mod noget andet, fortæller han. Mod noget kreativt, noget smukt – noget socialt.

»Det tog selvfølgelig en rum tid, før vi tøede op,« siger han. »Vi var jo ti mennesker, der blev smidt ind i et lokale uden noget formøde, så vi skulle lige snuse hinanden an. Men jeg oplevede hurtigt, at vi kunne tale dybt om mange ting. Og den kommunikation og den forståelse, vi havde for hinandens problemer, var faktisk det vigtigste.«

Men det er ikke kun borgernes trivsel, Kolding Kommune har for øje med sit projekt. Det er også kommunekassens. Projektet hedder ikke ’Kultur i arbejde’ uden grund, det er forankret i Jobcentret, og succeskriteriet er, at hele 80 procent af deltagerne skal være raskmeldte igen efter tre måneder. Regnedrenge i forvaltningen har talt sig frem til, at den potentielle besparelse – forudsat at 80 procent af deltagerne rent faktisk kommer i arbejde – vil være 7 mio. kr. det første år (70 deltagere) og 14 mio. det andet år (140 deltagere). 

Kultur i arbejde

  • 40 pct. af de langtidssygemeldte borgere i Kolding Kommune er diagnosticeret med enten stress, depression eller angst.
  • Et nyt projekt, ’Kultur i arbejde’, skal med brug af kulturelle aktiviteter være med til at skabe balance i deres mentale sundhed og få dem tilbage på arbejdsmarkedet.
  • Projektet, der bygger videre på de positive erfaringer fra projektet ’Kunst og Trivsel’ fra 2013, strækker sig over to en halv måned og involverer halvanden times undervisning to gange om ugen: Først tre uger på musikskolen, så tre uger på biblioteket, og endelig tre uger med kunstoplevelser og tegneøvelser på Trapholtmuseet.
  • Flere undersøgelser har dokumenteret effekten af kulturelle aktiviteter til sundhedsfremmende brug.
  • Det er dog endnu ikke dokumenteret, hvilke elementer fra kulturens verden der har størst effekt – og om effekten af kunst- og kulturforløb er større end effekten af eksempelvis naturoplevelser og meditationsøvelser.
  • Dét skal projektet i Kolding bl.a. være med til at kaste lys over. Kommunen har derfor allieret sig med en forsker fra Aarhus Universitet, som følger deltagerne fra start til slut.
  • Succeskriteriet for projektet er, at 80 procent af deltagerne er fuldt raskmeldt igen tre måneder efter deres deltagelse.

Ifølge Jan von Rühden er kommunens ambition »absurd«. For sådan fungerer mennesker ikke, mener han.

»Det er jo det samme som at påstå, at man kan forudsige lottotallene hver uge. Vi er individer, og vi kan ikke bare passes ikke ind i et kommunalt Excel-ark.«

Det er Anita Jensen enig i. Og udenlandske forsøg viser da også, at der som regel skal mere til. Man bliver formentlig ikke klar til arbejdsmarkedet igen, bare fordi man deltager i nogle tilfældige kulturaktiviteter. Men det betyder ikke, at kunstforløb som dem i Kolding er uden effekt. De kan hjælpe mennesker til at overkomme personlige barrierer, som måske bare handler om at stå op om morgenen, møde frem til noget, være sammen med andre og se sig selv som en, der bidrager til samfundet.

»Jeg ser det som min opgave at få formidlet potentialet i Kultur & Sundhed, så det står klart, at det her ikke bare handler om, at kommunen skal kunne sætte hak i et felt med færre sygedage og hurtigere tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Men at det også handler om det enkelte menneskes liv og sundhed. At der også er et væsentligt menneskeligt aspekt i det her.« 

’Åh nej, nu bliver det sådan noget pop’

Anita Jensen ser på udviklingen af Kultur & Sundhed gennem to forskellige sæt briller: de kritiske og de håbefulde. På den ene side er det positivt, at feltet er på vej ud i det brede Danmark med støtte fra både regioner, kommuner og fonde. Flere projekter giver mere forskning, der fører til øget dokumentation, større politisk legitimitet og dermed i sidste ende til bedre projekter, der hjælper flere mennesker. Det er sådan, et nyt felt udvikler sig, og det er godt. På den anden side har hun flere gange måttet tage sig til hovedet over den hype, som har omgærdet feltet de seneste par år.

»I kølvandet på ’Kultur på recept’-programmerne i 2016 oplevede jeg, at Kultur & Sundhed var ved at blive ’det nye sort’ i kommunalt regi. Og jeg tænkte: ’Åh nej, nu bliver det sådan noget poppet noget, alle skal være med på’. Jeg var bange for, at legitimiteten ville forsvinde, hvis det blev et populært stunt, så der pludselig skulle en sundhedslabel på al kunststøtte, og man ikke længere kunne have kultur for kulturens skyld. Og hele den udmattende debat, som følger med: ’Skal vi have kunst på væggene i stedet for senge på hospitalerne?’ Men jeg tror, at jeg er kommet til den konklusion, at det er en nødvendig del af udviklingen af ethvert nyt felt. Og at den del skal vi bare igennem i Danmark.«

– Hvad er du bange for, at det skal tage fokus fra?

»Altså, hvis det her felt får lov til at folde sig ud, så har det et kæmpe potentiale. Vi ved, at det kan være med til at løfte mennesker, der befinder sig i nogle svære livssituationer, men det kræver, at det får tid og plads til at udvikle sig organisk og ikke bliver genstand for alle mulige symbolpolitiske fægtninger. Og at vi undervejs husker at forholde os nøgternt og kritisk til, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer.«

– Er du personligt åben for den konklusion, at et socialt kaffeslabberas kan vise sig at være lige så godt for humøret som et terapeutisk kunstforløb?

»Ja, hvis det er yoga, der gør dig glad, så er det helt fint med mig. Jeg har aldrig hævdet, at kunst- og kulturaktiviteter kan noget helt eksklusivt. Men det kan beviseligt noget.«

Blindtegning i Kolding

»Nu skal I prøve noget virkelig sjovt!,« siger Karen Bech tilbage i halvcirklen på Trapholtmuseet, hvor hun netop har delt skitseblokke og blyanter ud til alle. Hun beder deltagerne forestille sig, at deres øjne er forbundet med blyanten, og at blyanten er en lille myre, som kravler op langs den sørgende kvindes kindben, videre over hendes ører til det grånende hår og hele vejen ned igen.

»I kan selv vælge, om I vil tegne hele motivet eller bare et udsnit af det,« siger hun.

Til gengæld er metoden ikke valgfri. Deltagerne må ikke kigge ned på papiret undervejs, formaner hun.

I samme øjeblik går strømmen.

»Det kan man da kalde blindtegning,« udbryder hun og høster en lille fortjent latter.

Der har været stor forskel på de hold, som har været gennem forløbet indtil videre, fortæller hun. På det forrige hold var stemningen meget anspændt og deltagerne mere skrøbelige. For eksempel sad en kvinde konsekvent med dynejakke på og talte ikke med nogen de første par gange.

Denne tirsdag er stemningen anderledes afslappet. Der pjattes og snakkes rundt om i gruppen, og efter halvanden time er dagen forbi. Det markeres med en kop kaffe i en af de gamle stråtækte museumsbygninger, hvor alle får stillet en hjemmeopgave. De skal sætte sig foran et vindue og bruge det som ramme om et motiv. Så skal de tegne, hvad de ser. I blinde.

Michael Drost-Hansen

Serie

Kunstterapi: Kan kunst helbrede?

Et nyt fokus på kunstens helbredende virkninger har de senere år vundet indpas herhjemme. I kommuner og regioner ordineres der malerkunst til deprimerede, dans til demente og fælleslæsning til stressramte. Og flere og flere fondsmidler går til sundhedsfremmende kulturaktiviteter og forskning i ’Kultur & Sundhed’. Men hvad er egentlig fakta om de helbredende effekter af kunst? Kan kunst helbrede? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

Seneste artikler

  • Videnskabspodcast: Kan kultur helbrede? Og skal den overhovedet det?

    10. juli 2019
    I femte afsnit af Informations podcast ’Forskerens etiske dilemma’ fortæller postdoc Anita Jensen om det populære forskningsfelt Kultur og Sundhed – om kulturens helbredende potentiale. Her er mange lovende resultater og initiativer, men det rummer også udfordringer at forene så forskellige akademiske traditioner som kultur- og sundhedsvidenskab
  • Det er den fri kunst, der nytter

    10. april 2019
    Sundhedsfaglig forskning viser, at det er kunst af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn, skriver overlæge Birgit Bundesen i dette debatindlæg
  • Kunst skal både kunne helbrede os og fucke os op på altid nye måder

    1. april 2019
    Efter seks ugers afdækning af feltet Kultur og Sundhed kan vi slå fast, at kunst skal og kan både passe os og pleje os. Men den skal også udfordre os med ubehag, forvirring, ryste vores verdensbillede og virke som en langfinger til alt det i livet, der kan blive og bliver målt og vejet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
" På den anden side har hun flere gange måttet tage sig til hovedet over den hype, som har omgærdet feltet de seneste par år".

Netop af den grund er det også væsentligt, at artiklens faktaboks er præcis og ikke lægger op til forhastede beslutninger, ligesom forholdet godt kunne være præciseret yderligere i selve artiklen.

Når der i faktaboksen står: "Flere undersøgelser har dokumenteret effekten af kulturelle aktiviteter til sundhedsfremmende brug", burde det også præciseres, at det endnu ikke klart er bevist, hvad der mere præcist virker i hvilke sammenhænge og hvorfor (kravet om at kunne forklare det videnskabeligt).

At det i faktaboksen og artiklen i øvrigt præciseres, hvilket stadie forskningen på området generelt befinder sig på, og at der er mange specifikke områder, hvor forskningen endnu er sparsom.

Der bør være en passende proportionalitet mellem projektinitiativerne og forskningens stadie på de pågældende områder. Forivrede politikere, offentlige administratorer og velmenende godtfolk på pædagog - og uddannelsesområdet bør ikke sætte en masse initiativer i gang på områder, der endnu ikke forskningsmæssigt er tilstrækkelig belyst. I det mindste burde sådanne initiativer altid iværksættes i kombination med forskning.

Der kan drages paralleller til den store interesse for brugen af mindfulness i alle mulige forskellige sammenhænge, så man kan få det indtryk, at der er tale om en form for universalmiddel mod stort set hvad som helst.