Læsetid: 3 min.

Hvad lærte vi om meningen med filmvold?

At vores kærlighed til og fortvivlelse over filmvold skal frem i lyset, så vi kan se volden gennem andres blikke og blive klogere på, hvorfor vi selv ser filmvold, og hvorfor vi finder mening i at se det
»De fleste leder efter en form for mening med filmvolden, men leder helt forskellige steder: i maven, i plottet, i kameraet, i fortællingen, i publikum, i filmens morale, i instruktørens formulerede intention.« Skriver Katrine Hornstrup Yde.

»De fleste leder efter en form for mening med filmvolden, men leder helt forskellige steder: i maven, i plottet, i kameraet, i fortællingen, i publikum, i filmens morale, i instruktørens formulerede intention.« Skriver Katrine Hornstrup Yde.

Ritzau Scanpix

15. februar 2019

Det var lidt af en stafet, vi satte i gang. Efter en ophedet diskussion om volden i Triers The House That Jack Built har vi i otte uger i kulturtillægget snakket med en række af landets bedste instruktører, filmmusikere, fotografer, klippere og filmnørder om filmvold. Hvornår fungerer det for dem? Hvornår gør det ikke? Og hvorfor?

Målet har ikke været at lave en målestok for, hvornår vold er godt, og hvornår det er for meget. Men at lytte til fagligt funderede, subjektive overvejelser. Et par af dem tog meget konkret udgangspunkt i fagfolkets egen erfaringshorisont:

I dagens tillæg fortæller stuntman Stig Günther for eksempel, at han har forlæst sig på konsekvenserne af – og selv har mærket – effekten af tidens realistiske filmvold og har fået moralske skrubler over selv aktivt at bidrage. Han var stuntman på The House That Jack Built, men har ikke tænkt sig at se den.

Og filminstruktør Christina Rosendahl fortalte os tidligere, at hun som barn var vidne til en far, der udsatte hendes mor for vold: »Det meste af min ungdom sad jeg med en fjernbetjening i hånden og så voldsfilm på VHS. Det gav mig en følelse af kontrol. Det havde jeg ikke i mit barndomshjem. Men på film kunne jeg selv stoppe volden. Og det var, som om lidt af min magtesløshed forsvandt.«

En mening med volden?

Det er to personlige oplevelser med filmvold ladet med moralsk skræk og med en særlig kontrolsyg tiltrækning – to overraskende blikke på noget, jeg ser helt anderledes på, fordi jeg ikke kender vold på egen krop. Sådan er det velgørende at genbesøge værker med andres øjne: Nogle ser smukt koreograferet filmvold som en slags ballet, nogle foretrækker den urealistisk overdrevne, tegneserieagtige vold, andre den modbydeligt pågående og realistiske vold. Nogle vil have filmvold til at tvinge os til at tage afstand – helt nede i maven. Nogle føler, at volden først for alvor er berettiget, når vi med ubehag kan spejle os i og genkende logikken, eller når den er så langt ude, at vi forstår, at vi skal tage afstand.

Nogle hader plat, komisk gimmick-agtig »konfettivold for bittesmå hjerner«. Andre hader den vold, der er for realistisk, eller den vold, der tydeligt er sat i scene af nogle, der intet kender til ægte vold.

De fleste leder efter en form for mening med filmvolden, men leder helt forskellige steder: i maven, i plottet, i kameraet, i fortællingen, i publikum, i filmens morale, i instruktørens formulerede intention.

Samlet set gør de det klart, at filmvold ikke skal producere en bestemt form for mening, men at der er indsigt at hente i at lære at forstå, hvorfor man har det, som man har det med den vold, man ser og hader eller elsker.

Filmkunst skal ikke bekræfte vores verdensbillede, men udfordre det og komplicere det. Det må gerne være ubehageligt, og vold kan føre os steder hen, vi ikke har lyst til at være, men som gør os klogere på os selv. Selv er jeg ikke overbevist af volden i The House That Jack Built, fordi jeg ikke er overbevist af filmen, fordi jeg ingen meningsfuld forbindelse ser mellem filmens kunstperspektiv og den vold, der serveres. Mit ubehag føles meningsløst, uanset hvordan jeg anskuer det. Fordi min kære kollega Christian Monggaard derimod finder mening i Triers projekt om at koble kunst og vold, ser han mening.

Vi skal lære os selv og andre at blive klogere på det blik, vi kigger med. Og snakke om det. Og dele vores perspektiv og ikke forvente, at andre har eller skal have det samme. Og skulle man være bekymret over filmvold, så bør bekymringen rette sig mod den, der ser – hvordan og hvorfor hun ser. I dag elsker Christina Rosendahl stadig splatterfilm, men reflekterer kritisk også over sit tidligere forhold til samme slags film. Fordi det dengang var et afmægtigt blik, hun kastede på dem, og fordi hun ikke alene havde mulighed for at reflektere over det mørke, hun udforskede med sin fjernbetjening.

»Hvis man har et teenagebarn, der begraver sig i voldsfilm, så synes jeg også, at man skal hive fat i ham eller hende. Man skal ikke overlade mennesker til den slags«, sagde hun. »Volden skal frem i lyset, så den kan blive del af en større samtale.«

Serie

Vold i film

I forbindelse med Lars von Triers seriemorderthriller The House That Jack Built diskuterede vi i avisen den eksplicitte vold. Men kan man overhovedet diskutere vold i film, ikke som moralsk boksekamp, men på værkets egne præmisser? Vi har spurgt en række filmfolk om, hvad filmvold kan - og bedt dem om at udpege en scene, der virker, og en, der bestemt ikke gør.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Niels Duus Nielsen
ulrik mortensen, Bjarne Toft Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Psycho er altså ikke filmvold.
Det er en degradering af Hitchcock's mesterværk.

Dårlig illustration.

/O

Anders Reinholdt, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Vold er en del af virkeligheden, så filmvold er derfor bare en genspejling af virkeligheden. At der så er meget, meget mere filmvold, end der er vold i virkeligheden, skyldes jo nok, at der er en vis fascination forbundet med volden, og fascination sælger som bekendt billetter.

"Fascination" har samme rod som "fascisme", så vi skal måske være lidt kritiske over for, hvad vi lader os fascinere af.

Så er der også det politisk ukorrekte spørgsmål, om afskyen ved filmvold er en maskulin eller feminin ting - alle raske drenge finder motorsavsmassakrer seje, hvilket efter min ringe mening er en direkte følgevirkning af den tetosteron, som drengene har i blodet, støttet af en indirekte kulturel accept af, at drenge og mænd er fulde af "krudt". Selv gider jeg ikke motorsavsmassakrer, men jeg er heller ikke "en rask dreng" mere.

Lad filmkunstnerne selv afgøre, hvor meget vold, de ønsker at vise i deres film, og lad publikum afgøre, om de gider se på det. Og så tal sammen om denne vold - det er vel en af grundene til, at volden iverhovedet fremvises på lærredet.

Og til alle jer, der aldrig har oplevet vold på egen krop: Der er meget stor forskel på filmvold og virkelig vold. Jeg falder da ofte i søvn foran skærmen, selv om skuespillerne banker løs på hinanden, blodet sprøjter og der skydes til højre og venstre. Men de gange, jeg har oplevet vold i virkeligheden, var det første, der altid skete, at adrenalinen satte ind og min krop gik i højeste alarmberedskab. Det er ikke min bevidsthed, der styrer denne reaktion, men min krop. Filmvold er en måde at forlige bevidstheden med volden på, men kroppen lader sig ikke narre.

Så tal med ungerne om den vold de ser; at forholde sig bevidst til virkeligheden er en stor del af det at være menneske. Men tro ikke, at filmvold i sig selv afstumper og baner vejen for mere voldsanvendelse, kroppens indbyggede modstand er den største hindring for voldsanvendelsen, og det er jo også derfor, det tager så lang tid at uddanne en professionel soldat, da der er mange kropslige mekanismer, som skal neutraliseres, før et menneske bliver en effektiv dræber. Og selv den bedst uddannede soldat skal bevise sit værd i felten, for det er først ansigt til ansigt med den virkelige vold, at man finder ud af, om man rent faktisk vil angribe eller flygte.

Poul Kristensen

Vi kan godt lide at se vold på film, fordi det ophidser os. Det får pulsen op og sætter flugt-kamp reaktionen i gang. Det føles rart.

Vold er en vigtig del af at være menneske. Vi er bange for vold, vi oplever vold, vi har lyst til at begå vold. Mænd bliver opdraget til at løse konflikter med vold. Vi idoliserer fysisk stærke (og voldelige) mennesker og vi hader voldelige mennesker. Lysten og frygten til vold er en ambivalent følelse, som er svær at snakke om eller forstå. Vold i fortællinger kan give os afløb for følelsen, konfronterer os med følelsen eller gøre følelsen social acceptabel. Om vi sidder foran en kamin og høre om Njal der smadre sine naboer eller om Grethe som er ved at blive skubbet ind i en ovn af en heks, eller om man ser Rambo slagte tusindvis af vietmanesere tjener samme funktion. Fortællinger om vold gør os tilskuere i stand til at reflekterer og forholde os til følelser, der ellers er dybt private og taburiserede.

Jeg har elsket filmvold siden jeg var lille. Og jeg var lille dengang man troede at splatterfilm gjorde seererne til psykopater. Jeg skelnede naturligvis mellem splatterfilm der "dyrkede" volden som Fredag d. 13, James Bond eller Rambo, og film som fremstillede vold som skræmmende, ubehagelig og ulækker (som mine idoler Tobe Hooper, Wes Craven og George A Romero). Min holdning var at jo mere ekstrem volden var, jo sundere.

Især Straw Dogs gjorde et voldsomt indtryk på mig. Man sidder en hel film og håber på at hovedpersonen, en vattet matematikprofessor, mander sig op og banker de svin, der generer ham. Men da han endelig gør det, er volden ekstrem, skræmmende og forfærdelig. Og som seer må man pludselig stille spørgsmålstegn ved ens lyst til vold. Filmen blev selvfølgelig totalforbudt i England fordi at den var for voldelig. Den er stadig, næsten 50 år senere, en usædvanlig barsk oplevelse, og imo den sundeste og mest intelligente skildring af vold, der er lavet. Den overbeviste ihvertfald 14-årige mig om at vold er dybt åndssvagt.

Så hurra for filmvold; det er sundt, sjovt og gør dig til et klogere menneske.

Sofie Bak Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bjarne Toft Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

@Poul Kristensen

Jeg har det modsat dig, jeg væmmes ved det og går med store skridt udenom.

Anina Weber, Troels Brøgger, Hanne Ribens og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Filmkunst skal ikke bekræfte vores verdensbillede, men udfordre det og komplicere det. Det må gerne være ubehageligt, og vold kan føre os steder hen, vi ikke har lyst til at være, men som gør os klogere på os selv”. Og
” Vi skal lære os selv og andre at blive klogere på det blik, vi kigger med. Og snakke om det. Og dele vores perspektiv og ikke forvente, at andre har eller skal have det samme”.

Jeg er meget enig, og synspunktet bør gælde al kunst, men det komplicerer f.eks. dagbladskritikerens rolle, ikke mindst i de identitetspolitiske og ”ideologikritiske” tider, vi lever i.
Hvad med de elementer af racisme, sexisme og kønsfascisme, vi finder i kunsten, og hvis opgave det kan være at udfordre vores egen skjulte racisme, sexisme og kønsfascisme?

Kirurgien er jo endnu ikke så fremskreden, at det er muligt at gå ind i hjernen og fjerne de centre, som måtte forårsage forskellige former for ”perverse” blik, og derfor heller ikke i kunsten.

Hvad er den relevante reaktion hos kritikeren, hvis vedkommende ikke kan se meningen med brugen af f.eks. vold, racisme, sexisme og kønsfascisme i et bestemt kunstværk, eller måske netop kan se den? Hvad skal vedkommende gøre, hvis forventningen må være, at læserne og store dele af det kunstfaglige parnas ikke kan se den?

Det stiller kritikeren i en vanskelig situation, både med hensyn til anseelse og jobmuligheder i fremtiden, ligesom det stillede kunstnere og kritikere i en vanskelig situation i f.eks. kommunistiske regimer som Sovjetunionen og Østtyskland. Eller mindre farligt – anmeldere, der ikke havde den samme opfattelse af vigtigheden af den rigtige fremstilling af det ”proletariske” i kunsten, som den var udbredt i brede kunstneriske kredse i 1970erne?

Når Informations kulturredaktør går ind og kritiserer bladets filmanmelder for vedkommendes syn på volden i et bestemt filmværk, er min første reaktion derfor at opfatte det som en uforskammethed. Set på afstand og med en række andre relevante artikler i mellemtiden giver det mening på en helt anden måde, selv om manøvren stadig kan ses ud fra en række forskellige perspektiver.

Jan Weber Fritsbøger

faktisk findes der ikke nogen gyldig undskyldning for vold, og i de tilfælde hvor filmvolden er propaganda for at legalisere, forherlige, og normalisere volden, er der heller ingen gyldig undskyldning for den, eller for filmenes eksistens,
anderledes forholder det sig i film hvor vold godt nok indgår, men som viser voldens sande ansigt, og viser det sygelige i vold, og dermed er en kritik af volden,
jeg er lidt chokeret over alle dem som synes vold er fedt, jeg har virkelig aldrig forstået at nogen kan sidde og se på boksning, og gejle sig selv op til voldslidelighed, så de hepper på bokserne for at få dem til at være mere voldelige, det er simpelthen så sygt !!!
endnu værre er alle de talløse våbenpropagandafilm, vi bliver jo tæppebombarderet med film som stort set kun handler om at våben er løsningen på alle problemer og konflikter, og postulerer at der ikke findes andre brugbare løsninger,
det er fanme ikke så sært der er krig i verden når så mange tror på våbens "velsignelser",
krig er det ultimative udtryk for vold og er en forbrydelse imod menneskeheden, det samme er produktion og salg af militære våben.

Anina Weber, Flemming Berger, Troels Brøgger og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Bjarne Toft Sørensen, jeg kan ikke se det som en uforskammethed, i mine ører lyder det mere som blot en uenighed. At jeg så er mere enig med Monggaard end med Syberg får mig jo netop til at forsvare Monggaards og mit synspunkt, og det er vel derfor Syberg kritiserer "voldsromantikken" - hun forstår den ikke, og vil sikkert gerne vide, hvorfor vi andre gerne ser fiktiv vold.

I sidste ende tror jeg faktisk, at hele problematikken kan koges ned til, at smag og behag er forskellig, og at man ikke kan forvente universel accept af en smagsdom - jeg bryder fx mig ikke om de romantiske komedier, som mine kvindelige bekendtskaber elsker at se.

Jeg tror, at filmvold er lidt ligesom stegt lever - noget man accepterer at nyde sammen med sine mandlige venner. Og selv om jeg synes romantiske komedier er kedelige, ser jeg dem jo alligevel sammen med kæresten, da de har det med at gøre hende meget kærlig!

Poul Kristensen

@David Joelsen: Ja, men detaljeret vold er med i stort set alle film og serier, så der er vel en grund til det. Det kan næsten ikke være andet det at sælge flere biletter, så jeg tvivler på at din holdning får nogen indflydelse.

Troels Brøgger

Det er ikke det at der forekommer vold i film. Det er det at der næsten udelukkende findes film med vold. De findes i enorme mængder og vises alle vegne hele tiden. Det er for meget. Der findes et mindretal der forherliger vold i den virkelige verden og gerne vil slås, men de fleste vil helst ikke. Hvorfor FANDEN skal vi så se så meget vold hele tiden på alle kanaler? Det er unaturligt, der er ALT for meget af det. Flertallet af dem der prøver at spille seje ved at sige sådan noget som "sådan er verden, der er vold i verden og så skal man også se det på film" osv osv er nogle forbandede kyllinger som overhovedet ikke kan lide vold i virkeligheden, Hvorfor skal vi høre på dem ?
Det kunne være FEDT hvis 80% af alt det voldelige lort blev skrottet!! Gå til Karate hvis I trænger til spænding!

Anina Weber, Hanne Ribens og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Fascination er ikke frivillig, men opstår spontant. At der er så meget vold i film er fordi det fascinerer os så meget, at vi er parate til at betale for at se det. Med "vi" mener jeg her et signifikant flertal.

Jeg hader fodbold, men et signifikant flertal af danskerne vil gerne se fodbold. Jeg kan ikke se, at det skulle legitimere mig i at forsøge at forhindre andre i at se fodbold; tilsvarende kan jeg ikke acceptere, at folk der ikke kan lide voldsfilm, vil forhindre mig i at se dem.

Lav en forening hvor I kan se film uden vold, Troels Brøgger. Eller gå på nettet i stedet for at se fjernsyn - alt, hvad man kan se i fjernsynet, kan man også se på nettet, så hvis man falder over en voldsfilm, kan man jo bare surfe videre.

Bjarne Toft Sørensen

Niels Duus Nielsen, bemærk indledningsvis, at jeg forholder mig til vold i filmkunst og ikke til vold i filmindustrielt og kommercielt motiverede produkter, selv om jeg er bevidst om, at det i praksis er umuligt helt at adskille kunstneriske og kommercielle aspekter i film. På samme måde, som man kan forsøge at skelne mellem sexscener i filmkunst og kommercielt motiverede pornografiske film.

Det at skulle forholde sig til vold i fiktionsfilm generelt, betragter jeg som et mere komplekst og omfattende spørgsmål.

Hvis man gennem tiderne har fulgt med i modtagelsen af Lars von Triers film, vil man vide, at de ofte har skabt stor forargelse, og at denne forargelse ikke mindst har drejet sig om brugen af vold og sex og om skildringen af kvinder og vel især kombinationen af brug af vold og sex og skildringen af kvinder.

Hvis man har lidt forstand på redaktionelt arbejde, vil man vide, at kulturredaktøren i højere grad tegner dagbladets linje på kulturens område end den enkelte kritiker gør det, og at vedkommende ved eksplicit at forholde sig til den enkelte kritikers arbejde i dagbladet dermed er med til, internt på redaktionen, og eksternt i forhold til den kulturelle offentlighed, enten henholdsvis at styrke eller svække kritikerens position som kritiker.

Kulturredaktøren udtaler:
”Men når det kommer til kunstneriske film, hvor volden får en central plads, hvor filmen måske faktisk handler om selve voldens væsen, kan det være lidt sårbart at indtage positionen som den, der er sur/harm/siger fra. Man vil ikke være den, der ikke fatter kunsten. Og man vil ikke være en karikatur på en tid, hvor ubehaget trumfer den intellektuelle og æstetiske åbenhed”. https://www.information.dk/kultur/2018/12/voldsdiskussioner-avler-voldsd...

Det er formuleret som en form for koketteri, hvor det er muligt at indtage det standpunkt, at man ikke fatter kunsten, og så alligevel gør det, og hvor det er muligt at lade ubehaget trumfe den intellektuelle og æstetiske åbenhed og så alligevel ikke at gøre det, eller som man også siger, ”både at puste og at have mel i munden”.

For mig at se er der med udtalelsen direkte tale om et angreb på kunsten, og der er tale om at lade et ubehag trumfe den intellektuelle åbenhed, i hvert fald når værket skal vurderes på dets egne præmisser. Det skal kunsten vel, og her må det intellektuelle overtrumfe det rent affektive, der ellers vil gøre kunsten sårbar for det rene barbari. Det gør vel samtidig dagbladets kritiker sårbar for det rene barbari, i og med at kritikeren netop forsvarende den kunstneriske brug af volden i filmværket.

Når vi senere i samme artiklen præsenteres for interview – serien, og følgende udtalelse træder frem, er vi pludselig et helt andet sted:
” Ønsket er at finde – gerne nye – ord om vold, at undersøge den på en åben måde, der ikke handler om det skadelige versus ikkeskadelige, om moralisme versus kunstnerisk åbenhed. Vi vil prøve at komme lidt tættere på, hvad vold er og skal/kan være i vores fælles kulturelle billeder”.

Det, som redaktionen glemmer i dette oplysningsprojekt, er at debatten, generelt set, overhovedet ikke er ny, selv om den måske er det for de fleste læsere, og at det derfor er muligt at fremstille det som noget, der er helt nyt.

De fleste værker i samtiden, der har oversigtskarakter, og som generelt set teoretisk beskæftiger sig med kunst og æstetik, tager problemstillingen op, og hvis man f.eks. har beskæftiget sig med kunst med udgangspunkt i psykoanalyse og analytisk psykologi, er problemstillingen også behandlet i mange værker.

Jeg finder især følgende artikel i serien anbefalelsesværdig:
”Forsker: Filmvolden kan lære os, hvad det betyder at være menneske – med potentialet til at blive både offer og gerningsmand”

En ældre artikel i Information, som jeg også finder yderst relevant i denne sammenhæng:
https://www.information.dk/kultur/2017/04/gyserfilm-eksistentielt-lag-en...

Bjarne Toft Sørensen

Niels Duus Nielsen, din argumentation mod Troels Brøggers standpunkt holder ikke. Utrolig mange er overvægtige og drikker og ryger for meget. Det er resultatet af umiddelbar behovstilfredsstillelse, uden omtanke for fysiske og mentale konsekvenser. Det samme må f.eks. gælde for den udbredte brug af vold i film og serier på TV.

Her ville det være oplagt at foreslå fysiske aktiviteter i stedet, og forslaget med kampsport finder jeg relevant i sammenhængen.

Niels Duus Nielsen

Tak for svar, Bjarne Toft Sørensen, nu forstår jeg lidt bedre din kritik af Syberg.

At jeg stadig ikke helt kan se Sybergs forbrydelse skyldes nok, at jeg er stor en fan af Monggaard, og derfor ikke tager magtforholdet mellem kulturredaktøren og kulturkrikeren helt alvorligt - Monggaard er blevet en institution indenfor filmkritik, som jeg ikke tror, at Syberg kan diktere noget som helst, selv om hun gerne ville - hvad jeg overhovedet ikke tror at hun vil, hvilket efter min mening kommer tydeligt til udtryk i det "koketteri", som du taler om, som netop viser at hun anerkender Monggaards autoritet og suverænitet som kritiker, og derfor må kokettere med sin uenighed.

Selv har jeg stort set samme filmiske smag som Monggaard, hvorfor jeg føler mig kaldet til at forsvare hans fascination af voldsfilm, men det gør jo ikke min respekt for Syberg ringere, tværtimod: Ved at udtrykke sin skepsis over for voldens berettigelse indenfor kunsten genoptager hun jo en gammel diskussion, som du skriver; en diskussion, som vi aldrig vil blive færdig med. Det er en vigtig diskussion, og at bringe den op ogen-igen er vel hvad en god kulturredaktør gør?

Poul Kristensen

@Troels Brøgger: Fordi folk gerne vil se vold. Det er spændende og ophidsende, og eftersom filmselskaberne gerne vil tjene penge, laver de deres film så så mange som muligt går ind og ser dem. Så film uden vold betyder færre publikummer.

Niels Duus Nielsen

Bjarne Toft Sørensen: "Utrolig mange er overvægtige og drikker og ryger for meget".

Ja, og det skal de have lov til. Selv ryger jeg som en skorsten, hvilket min læge anbefaler mig at holde op med, hver gang jeg ser hende, og det accepterer jeg selvfølgelig, for hun er ansat af staten til at være min sundhedsguru, så det er en integreret del af hendes job at oplyse mig om rygningens skadelige egenskaber. Oplyse om, bemærk, ikke tvinge mig til at stoppe rygningen, hvad hun da heller ikke gør.

Kunstkritikerens rolle er at kritisere kunsten, altså at oplyse os om, hvad der er god og dårlig kunst. Oplyse, bemærk.

Troels Brøggers kunstkritik er derimod udtryk for en slet skjult vrede over at der er så meget vold i film. Han kalder voldsæsteter for "kyllinger", helt uden at vide, hvor mange slagsmål, jeg gamle voldsæstet har måttet gribe ind i, dengang jeg var bartender. Jeg ved af erfaring, hvordan det føles at få nikket sig en skalle, hvilket stadig ikke forhindrer mig i at prøve at skille folk ad, hvis de kommer op at slås, og jeg kan sagtens kombinere denne konkrete afstandtagen fra vold i det virkelige liv med en fascination af fiktiv vold - som jeg allerede har skrevet: Det er to forskellige ting, som påvirker kroppen helt forskelligt. Så mit argument holder:

Det rager ikke andre end mig selv, hvor mange smøger jeg ryger; det rager ikke andre end mig selv, hvor mange voldsfilm jeg ser. Forskellen på en smagsdom og en moraldom er jo netop, at moraldommen er universel og vedrører alle - smagsdommen er ikke imiversel, den vedrører kun mig. At ophøje en smagsdom til en moraldom kaldes at moralisere, og moralister er de værste.

;-)

Bjarne Toft Sørensen

Niels Duus Nielsen, Katrine Hornstrup Yde er kulturredaktør på Information og er for øvrigt en fremragende filmanmelder og generelt set teoretisk velfunderet inden for kunstteoriens område.

Du har stort set ret i dine overvejelser, men når man følger processen, led for led, kan man godt undres over, hvad det lige er, de har gang i på Informations kulturredaktion. Hvad skal al den redaktionelle iscenesættelse til for?

Information har som dagblad en status, der gør, at kulturredaktøren med det samme kunne have fastslået, at:
"Filmkunst skal ikke bekræfte vores verdensbillede, men udfordre det og komplicere det. Det må gerne være ubehageligt, og vold kan føre os steder hen, vi ikke har lyst til at være, men som gør os klogere på os selv".

Bjarne Toft Sørensen

Niels Duus Nielsen, du er som borger i et samfund også del af et fællesskab, som til dels er ansvarlig for dig, og som du til dels er ansvarlig for. Lægen gør sin pligt, og du kan så efterfølgende lytte til de lægefaglige råd eller lade være med at gøre det.

Jeg kan forstå, at vi tidligere i vores liv har færdedes i den samme type af miljøer, men min erfaring er, at man i kritiske situationer om nødvendigt klarer sig bedre, hvis man er veltrænet og disciplineret og har erfaring inden for forskellige former for kampsport, end hvis man blot har siddet og røget og har underholdt sig med filmvold.

Niels Duus Nielsen

Nu kan jeg kun tale for mig selv, men jeg har aldrig haft brug for at være hverken veltrænet eller i form for at kunne standse et slagsmål - for mig har det i langt de fleste tilfælde været nok med lidt åndelig disciplin og situationsfornemmelse, og så en vis evne til at bluffe:

Kunsten er at få slagsbrødrene til at tro, at man ikke er bange for dem, og at man agter at smadre dem, hvis de prøver på noget. Det virker næsten hver gang, også på hunde. De eneste gange, jeg har fået nogen på bladet, har været når en af slagsbrødrene har været på coke eller speed, for så bliver de svære at læse og derfor uforudsigelige. Og i så fald er det ret ligegyldigt, om man er i form eller ej.

Ergo: Det er spild af tid og kræfter at gå til kampsport, hvis man kan nøjes med at se folk ind i øjnene og gøre dem nervøse for, at man er farligere end man er.

Jeg husker ikke, hvor jeg lærte dette trick, men jeg gætter på, at det nok har været i biografen, at jeg lod mig inspirere af skuespillere som Clint Eastwood.

Om jeg ryger eller ej er alene mit ansvar, da det er mig, og ikke dig, der risikerer at blive syg af det, så længe jeg viser hensyn og ikke tvangsindlægger andre mennesker til passiv rygning.

Og ja, jeg ved godt, at jeg potentielt ligger sundhedsvæsenet og dermed skatteborgerne til byrde på grund af min rygning, men det gør søndagsbilisten, rødvinsdrankeren og kampsportsentusiasten også. Voldsæsteten, derimod, skader slet ikke nogen, ikke engang sig selv.

At ophøje en forargelse til en moraldom er moralisme. Moralisten er den værste. Don't be that guy, Bjarne!

:-)

Troels Brøgger

@Niels Duus Nielsen:
Jeg mente ikke kyllinger i den forstand som du forstår det. Jeg mente kyllinger i den forstand at turde se i øjnene at voldsfascination er noget lort, og hvis man har den må man afreagere den med ligesindende for eksempel ved at gå til kampsport, og i øvrigt lade være med at rende rundt og flashe sin selvforståede sejhed.
Verden ville blive et bedre sted hvis flere indså det.

Niels Duus Nielsen

Kunsten er at vide, at man kan, for når man ved det, behøver man ikke at vise det. Det er et gammelt trick, som jeg har lært af en af de dygtigste udsmidere, jeg nogen sinde har kendt. Han vidste, at han kunne overmande selv det største brød, så han så dem bare ind i øjnene og bad dem forlade værtshuset. Selv faker jeg bare, men det er ligeså godt, hvis man bare er overbevisende nok.

Jeg fastholder, at det er en frivillig sag, om man vil se voldsfilm eller ej, og at jeg ikke tror, at disse film på nogen måde fordummer folk eller gør dem voldelige, tværtimod. For virkelig vold er noget helt, helt andet end fiktiv vold, hvilket kroppens reaktioner er det bedste bevis for.

Johnny Hedegaard

Vold på film virker og påvirker. Selvfølgelig.
Hvordan skal jeg ikke kloge mig på.
Hvis film ikke virker/påvirker er det temmelig ulogisk med hele industrien af reklamefilm.
Og unødvendigt med lovgivning i forhold til visse metoder/tricks indenfor området.

Jeg er dødtræt af film med "fuck" i hver anden sætning. Banden, råben og skælden ud i stressfyldte miljøer, samt hæmningsløs vold og skyderier. ØV!

Jeg sad senest og filosoferede over hvorfor diverse braldrende politifilmhelte er parate til at gå i døden for at beskytte finanselitens forpulede penge?

TV bringer den ene amerikanske "actionfilm" i hælene på den anden. Jeg gider dem ikke. Jeg gider heller ikke romantiske film, men jeg gider filmkunst! Så enkelt er det. Denne uendelige fascination over våben og vold for voldens skyld, er vist som Niels Duus Nielsen antyder noget som mest mænd nyder i selskab med andre mænd. Da filmverdenen er dirigeret af mestendels mænd, kan man jo tænke over hvorfor mænd er så fascinerede af krig og vold. Og hvorfor disse tilstande aldrig hører op!

Troels Brøgger

@Hanne Ribens
Du kan sagtens finde kvinder der også på uhyggeligste måde er fascineret af vold! Ellers vill det jo ikke være sådan at Peter Lundin og Peter Madsen pludselig blev kontaktet af interesserede kvinder fra udenfor fængslet efter at de havde begået mord, for det blev de faktisk.