Læsetid: 11 min.

’Lidet kendte jeg Menneskene’

Flere af mellemkrigstidens betydeligste islandske forfattere skrev på andre sprog. Størst af dem var Gunnar Gunnarsson (1889-1975)
22. februar 2019

Atmosfæren var ret så nervøs i den rummelige, moderne villa på Dyngjuvegur 8 i Reykjavik de dage i oktober 1955, hvor man ventede på nyheden, navnet på årets modtager af den litterære Nobelpris.

Husets herre, forfatteren Gunnar Gunnarsson, var nemlig nu nomineret for hele sjette gang og havde i denne runde al grund til at nære forhåbninger.

Dels havde man over telefonen betydet ham, at det ville være klogt af ham at have et nyt, vellignende foto af sig selv parat, dels lå det i luften, at Det Svenske Akademi her kun 11 år efter Islands genfødsel som fri republik muligvis ville kunne finde anledning til at hædre en moderne forfatter, der skrev i tydelig forlængelse af landets tusindårige fortælletradition.

I dag, hvor akademiets arkiver til dels er blevet åbnet, ved vi, at Gunnar Gunnarsson ikke var så meget som bare i nærheden af prisen, ja, han fik faktisk ikke én eneste stemme. Æren havnede i stedet hos den 13 år yngre kollega Halldór Laxness, og det er der flere, delvis forbundne årsager til.

For det første var denne langt mere renlivet moderne, her forstået som kritisk, rent holdningsmæssigt og ideologisk, og eksperimentel, rent formmæssigt og æstetisk. For det andet havde han for relativt nylig udgivet den vigtige sagaparodi Gerpla (1950, da. Kæmpeliv i Nord, 1955), hvorimod Gunnars seneste nyskrevne fiktionsværk lå helt tilbage i 1937. For det tredje blev Laxness’ stærke kandidatur bakket op af indflydelsesrige folk, især de to professorer Sigurður Nordal i Reykjavik, og Jón Helgason i København. For det fjerde havde Gunnar Gunnarsson indtil slutningen af 1930’erne skrevet på dansk, ikke på islandsk, og for det femte havde han efter langt de flestes mening været lidt for tæt på tyskerne – han, der så sent som i 1940 aflagde et besøg hos Adolf Hitler i et ærligt forsøg på at bevæge Føreren til at drosle en smule ned for sin krigeriske adfærd.

Der forlyder intet om, at den i Tyskland så populære forfatter ved den lejlighed blev frosset eller for den sags skyld sparket ud.

Mellem

Men hvem var han, denne forsmåede priskandidat og besejrede viking, denne renhjertede humanist og indsigtsfulde menneskekender, der trods alt ikke kendte menneskene dybt nok?

Svaret er på én gang meget enkelt og skrækkelig komplekst. Han var i mellemkrigstiden en af de allerbedst sælgende nordiske skribenter, oversat til hovedsprogene, og uafladelig i avisen med bidrag og fyldige interview. Omkring hans person stod der offentlig respekt, således også da han i slutningen af 1920’erne åbent gik til angreb på de dengang mest brugte danske sagaoversættelser og fik sat gang i det arbejde, der resulterede i pragtudgaven af De Islandske Sagaer 1930-32.

I sin egen produktion tilstræbte han på mange måder sagaidealet gennem spektakulære, dramatiske optrin, fyndige replikker og rene, klart tegnede, sindsstærke karakterer.

Gunnar Gunnarsson blev født på gården Valþjófsstaður i det nordøstlige Island i 1889. Da han var fem, flyttede hans familie endnu længere mod nordøst, til Vopnafjörður, og da han var otte år, mistede han sin mor. I en alder af 17 begav han sig til Danmark på det faste forsæt at gøre karriere som skønlitterær forfatter. Årene 1907-09 tilbragtes på Askov Højskole, i hvis skandinavistiske miljø han fik et sandt åndeligt løft, samtidig med at han slugte det bedste af, hvad bogsamlingen bød på.

Hans første få og spredte litterære forsøg på islandsk og dansk vakte kun begrænset opmærksomhed. Helt anderledes gik det, da han i København, nærmere betegnet på Forhåbningsholms Allé, satte sig ned og skrev Borgslægtens Historie, en farverig slægtssaga i fire bind (1912-14) med klare kontraster mellem de gode og de onde og altid med fremhævelse af egenskaber som viljestyrke, stolthed og tæt forbindelse til naturen.

Serien gik som varmt brød og styrkede Gunnar Gunnarsson i troen på sig selv som forfatter. Ved den samme tid blev han gift og far til to sønner, af hvilke den ene blev maler, den anden læge, og flyttede til idylliske omgivelser ved Hareskoven.

Mørk grundstemning

Her blev hans store selvbiografiske fembinds romancyklus Kirken paa Bjerget, med undertitlen »Af Uggi Greipssons Optegnelser« (1923-28) til. Om den skrev Halldór Laxness i 1975 i nekrologen over sin tidligere oversætter og litterære konkurrent, sin mangeårige kollega og ven:

»I de tidlige bøger ser man forfatteren kæmpe og søge. Han slås på én gang imod vanskelighederne i sin kunst og for det daglige brød, og derudover for social accept, uden at have andre våben end en vild, utilfredsstillet sejrstørst, og sparker som en bersærk til alle de forhindringer, som medlidenhedsløse omgivelser sætter i vejen for ethvert hjælpeløst individ, der har sat sig et vanskeligt mål i livet. Han skyr intet middel for at lade sin røst blive hørt, og hører ikke op med at slynge sit rasende, brændende litterære talent ud over den ganske befolkning, førend danskerne er blevet hunderædde og med ærbødighed og gysen venter på, hvad der mon kommer næste gang. Men da folket endelig er begyndt at lytte, så forlader han de tunge, dramatiske fagters metode og bestræber sig på at dyrke den mesterlige stils finere og mere følsomme nuancer. I samme omfang som den voksende anerkendelse ændrer hans position i samfundet og de pekuniære strabadser forsvinder, får han den frihed og ro, som fordres for at skabe et balanceret, modent, forklaret værk. Et sådant værk er Kirken paa Bjerget

At præcis Kirken paa Bjerget har fænget så mange, hænger formentlig sammen med, at den rammer et stemningsomslag i tiden. Ligesom dens forfatter mister Uggi i tidlig alder sin mor, men vender modgang til medgang og bliver skribent. Men ved Første Verdenskrigs udbrud er det, som om hans drømme brister og idealerne blegner. Lad os til illustration heraf citere fra bind tre, Skibe paa Himlen (1925):

»Udenom mit Sind var der en Skal af Godtro og Tillid. Som jeg i min Uvidenhed havde lukket den synlige og tænkte Verden til omkring mig som en beskyttende Kugle, havde jeg af min Uerfarenhed dannet et Panser om min Sjæl. Og som de indbildte Skibe paa Stjernehimlen, der under de æventyrligste Tildragelser sejlede Jordens Rigdomme fra Land til Land, saaledes havde jeg ogsaa paa mit Hjertes Himmel en Mængde Fartøjer gaaende, der fordelte Fred og Lykke mellem Menneskene, Godhed og Gavmildhed, Uskyld og Enfold – alle Sjælens ædle Stene.«

»Lidet kendte jeg Verden, lidet kendte jeg Menneskene, lidet kendte jeg Gud. Saa lidet kendte jeg Verden, at jeg ikke engang agtede paa dens bundne Love – saa lidet kendte jeg Gud, at jeg troede han gik rundt og passede paa hver Enkelthed, som en Bonde paa sin Mark – saa lidet kendte jeg Menneskene, at jeg syntes de var ædle og ophøjede, og kun havde ringe Blik for deres fortærende Ensomhed, deres enfoldige, man kunde fristes til at sige fromme Fordærvelse, deres ynkværdige Laster, deres platte og dog til Tider fast heroiske Selvbedrag – al deres dybe Fornedrelse og usselige Blindhed.«

Denne mørke grundstemning bliver fremherskende i Gunnar Gunnarssons muligvis betydeligste roman Svartfugl, udsendt 1929. Ligesom Edbrødre fra 1918, der bygger på sagastof, og Jon Arason (1930), bogen om Islands sidste katolske biskop, er det en historisk roman, men samtidig bekendelsesskrift og krimi.

Nåede et højdepunkt

På gården Syvendeaa bor i begyndelsen af 1800-tallet to ægtepar. Bjarni fra det ene og Steinunn fra det andet forelsker sig i hinanden og slår deres ægtefæller Jon og Gudrun ihjel. Forbrydelsen opklares nu af sognepræsten, som samtidig er romanens fortæller, men desuden en kompleks karakter, som ikke elsker sin hustru højt, men på skummel vis har forført sin svigerinde.

Dette dobbelte drama havde antagelig en nær modsvarighed i den omstændighed, at forfatteren, just mens bogen blev til, dyrkede et varmt erotisk forhold til Tom Kristensens første kone Ruth Lange, der sommeren 1927 fra Värmland skrev til en veninde: »Som en haard og nænsom Gartner tager en Mand min lidt forpjuskede Livsbusk under sine stærke Hænder. Og jeg gror, lever, elsker.«

Frugten af forholdet, sportsjournalisten Grimur Gunnarsson (1929-98), blev i øvrigt gift med den legendariske håndboldstjerne Else Birkemose (1931-98). Dog, inden vi totalt skrider ud i biografi, bør forfatterens to næste, sidste bedrifter i ord beskrives.

Det drejer sig for det første om Vikivaki (1932), af nogle anset for Islands første bidrag til den magiske realisme, eller endda til postmoderne metafiktion, og for det andet om Advent (1937), der efter sigende inspirerede Hemingway til Den gamle mand og havet og dermed var med til at skaffe ham Nobelprisen i 1954.

Vikivaki er lagt til rette efter opskriften Fundne Dokumenter af en Afdød og består i ramme og mellemafsnit af udgiverens kommentarer. Selve beretningen tager sin begyndelse nytårsnat, da forfatteren Jake Sonarson hører radioens midnatsmusik og pludselig ser sig omgivet af gengangere, som tror, at det var dommedagsbasuner!

De uventede gæster omfatter en tidligere præst på stedet, hendes gifte elskerinde, en pige med en hund, en samling stratenrøvere og fåretyve samt en krop uden hoved og et hoved uden krop, sidstnævnte ingen ringere end den fredløse helt Grette, hvis saga Gunnar ved samme tid oversatte til pragtudgaven.

De følgende måneder udspiller sig en sælsom fest i den afsides beliggende moderne funkisvilla, indtil gæsterne i februar måned kravler op ad en himmelstige, ved hvis fod Jake bagefter bliver fundet død.

Forklaringen på titlen må være, at den skulle antyde ligheden mellem romanens spas og de folkelige danse, som op gennem middelalderen samlede mænd og kvinder, men som de danske protestantiske præster senere fik sat en stopper for. Værket genkalder »Billedet af et Vikivaki-Kvæde, der fletter sig frem, eller bedre endnu: klatrer sig til Vejrs ad Rimenes og det usvigelige Omkvæds Knudereb, for til sidst at daane hen i Digtningens tynde Luft, mens en eller flere usynlige paa Blodtrommen tamper Dansens dundrende Hvirvler.«

Fik Gunnar Gunnarsson med denne roman slået gækken løs og nået et højdepunkt af burlesk humor, fandt han med Advent så at sige tilbage til de islandske rødder. En bonde havde i 1925 mirakuløst overlevet ufattelige strabadser, da han i december begav sig til fjelds i »eftirleit«, altså for at hente de får, man ikke havde fundet under den fælles fåreindsamling. Hans historie, som i 1930 tryktes i et tidsskrift, omgjorde forfatteren til et poetisk helteepos, en hyldest til udholdenheden, men også til kaldet, pligten, til omsorgen for vore medskabninger, og desuden en sang til landets natur:

»Her gik han nu i Sne, hvidt til alle Sider saa langt Øjet rakte, graahvid Vinterhimmel, selv Isen paa Bygdevandet rimslaaet eller let tilsneet, kun de lave Kratere, som stak op af det hist og her, tegnede Tragternes større og mindre sorte Ringe som et varslende Mønster i Sneødet. Men et Varsel om hvad? Lod det sig udgranske? Maaske sagde disse Kratermunde: Lad alt fryse, Sten og Vand størkne, lad Luften fryse og drysse ned i hvide Fnug og lægge sig som et Brudeslør, som et Ligklæde over Jorden, lad Aanden fryse i din Mund og Haabet i dit Hjerte og Blodet i Døden i dine Aarer – dybt nede lever Ilden.«

Bogen, som på tysk karakteristisk nok kom til at hedde Den gode hyrde – med klar allusion til Kristus – blev i USA valgt til Book of the Month og er det af Gunnars værker, som har rejst og levet længst. Blot lå den altså i 1955 atten år tilbage, og om forfatteren selv var der blevet temmelig stille.

Hans forsøg i 1938 på med hjælp fra Hitlers foretrukne arkitekt at skabe en blanding af høvdingesæde og mønsterlandbrug på Skriðuklaustur tæt ved fødegården var endt med skuffet isolation efterfulgt af trist flytning, og tiden var også mentalt løbet fra forfatterens højsindede, moralske gemyt.

Ikke den sidste betydelige islænding

Afslutningsvis bør det understreges, at Gunnar Gunnarsson hverken var den første eller den sidste islænding til at blive en betydelig skribent på andre sprog end sit modersmål. Johann Sigurjónsson høstede således rig succes på dramaet Bjærg-Ejvind og hans Hustru (1912), bygget på et velkendt folkesagn og opført utallige gange både på Det Kongelige Teater og viden om i den store verden.

Ligeledes hørte man inden for dansk teater gennem adskillige år meget til dramatikeren og instruktøren Guðmundur Kamban, som var født 1888 og således jævngammel med Gunnar, og som efter et Amerikaophold 1915-17 stort set var bosat i Danmark.

Han slog igennem med skuespillene Hadda Padda (1914) og Kongeglimen (1915), men fik en særlig interesse for spørgsmål om lov, retfærdighed og straf, afspejlet f.eks. i Vi Mordere (1920) med et hustrudrab som kerne, og i hans historiske roman i fire bind Skálholt (1930-35) om Ragnheiður, datter af biskop Brynjólfur Sveinsson. Hun tvinges til at aflægge ed på, at hun aldrig har haft kønslig omgængelse med en mand, men føder, præcis 40 uger efter, alligevel et barn. Inden for kategorien generel civilisationskritik ligger forfatterens måske største fiasko, dramaet Gesandten fra Jupiter (1929), der hurtigt forsvandt fra plakaten.

I genren historisk roman fortsatte Kamban dog med Jeg ser et stort skønt Land (1936), bygget på sagaoverleveringerne om Grønland og Vinland. Litterært placerer han sig i tydelig forlængelse af Johann Sigurjónssons neoromantik, men kan ideologisk set bedst bestemmes som en idealist uden tro.

Om han nærede deciderede nazistiske sympatier, er tvivlsomt, men et sørgeligt faktum er, at han døde på befrielsesdagen 5.5.1945, da danske frihedskæmpere med RAF-armbind dukkede op i Uppsalagade. Han figurerede ikke på deres liste, men så var der en på gaden udenfor, der pegede på Kamban som kollaboratør, og derefter ville de tage ham med. Det var meget kaotisk det hele. Hans sidste ord var: »Bare skyd!«

Betydelig som norskskrivende forfatter blev Kristmann Guðmundsson, i sin samtid mest kendt for romanerne Brudekjolen (1927), Livets morgen (1929) og den stort anlagte Gudinden og oksen (1937-38, da. 1939), hvis handling udspiller sig på Kreta 4000 år før vor tidsregning. Forfatterens interesse gælder især menneskenes omgang med dyret i os selv og vore konstante vanskeligheder med at leve med i sidste ende uimodståelige kræfter såsom vor angst, vort had og vort begær. Over for disse størrelser står i Kristmanns farverige romaner kærligheden og drømmen om lykken.

Hvis det lyder en smule banalt, er det, fordi det tit var banalt. Den succes, forfatteren høstede, skyldtes selve dygtigheden, hvormed han rendyrkede romancen og den historiske roman, det sidste bl.a. i Rauða þokan eller Den røde tåge (1950-52, ikke oversat til dansk) om Vølvens Spådoms forfatter.

I sine sene år kastede Kristmann Guðmundsson sig over science fiction-genren og skrev romaner, hvis titler i eventuel oversættelse ville have lydt ’Eventyr i himmelrummet’, ’Rejsen til stjernerne’ og ’Stjerneskibet’.

Han var i øvrigt gift hele syv gange og opbyggede i efterkrigstiden sin helt specielle konspirationsteori gående ud på, at når han aldrig modtog invitationer eller medaljer og priser fra udenlandske selskaber og akademier, måtte det skyldes, at disses skrivelser på mystisk vis forsvandt på Reykjaviks centrale postkontor, hvis personale dengang til dels bestod af hårdkogte kommunister.

Hvad faktastof angår, bygger artiklen mest på Jón Yngvi Johannssons biografi over Gunnar Gunnarsson, ’Landnám’ (2011). Inspiration er desuden hentet hos Einar Már Guðmundsson i et essayportræt fra Weekendavisen 22.10.1999. Ruth Langes brev til Rigmor Thor citeres efter Jens Andersens Tom Kristensen-biografi ’Dansende stjerne’ (1993).

 

Serie

Islands litterære mirakel

I Island er sprog og litteratur ægte sammenhængskraft. På tværs af politisk overbevisning, sociale skel og epoker er litteraturen det, der forener. Islands litteratur har ikke kun syntes så stor og rig i de senere årtier med et væld af forfatterskaber, der har gjort stort indtryk i hele verden – den har i mere end tusind år gennem Edda-digtningen og sagaerne påvirket og ændret verdenslitteraturen. Information præsenterer i den kommende tid et udvalg af de værker, der for mere end tusinde år siden gjorde islandsk litteratur til noget helt særligt i verdenslitteraturen og stadig påvirker vores forestillinger i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu