Interview
Læsetid: 9 min.

Maggie Nelsons bøger er et evigt opgør med kategorier for køn, kærlighed og kunstnerisk form

I sidste uge udkom amerikanske Maggie Nelsons internationale succes ’Argonauterne’ på dansk. Bogen er Nelsons niende og er ligesom tidligere værker en genreudfordrende og inderlig tekst, der kombinerer selvbiografi med kritisk teori. Vi tegner et portræt af en forfatter, der insisterer på at undgå kategorisering
I sidste uge udkom amerikanske Maggie Nelsons internationale succes ’Argonauterne’ på dansk. Bogen er Nelsons niende og er ligesom tidligere værker en genreudfordrende og inderlig tekst, der kombinerer selvbiografi med kritisk teori. Vi tegner et portræt af en forfatter, der insisterer på at undgå kategorisering

Mia Mottelson

Kultur
15. februar 2019

Amerikanske Maggie Nelson er den type forfatter, der, hver gang man forsøger at rubricere hende, falder mellem to stole. Man kunne finde på at kalde hendes seneste bog Argonauterne selvbiografisk, fordi hun fortæller den intime historie om sit eget ægteskab og siden moderskab – men det ville være at overse, hvordan bogen konstant henter materiale fra og henviser til andre tænkere og kritisk teori.

Man kunne få den indskydelse at kategorisere hende som identitetspolitisk-lesbisk-feministisk forfatter, men det bliver besværliggjort af, at hendes partner, kunstneren Harry Dodge, har været, men ikke længere er, kvinde, men har en mere flydende kønsidentitet. Og så at Nelson flere steder har problematiseret netop begrebet identitetspolitik.

Spørgsmålet om identitetspolitik vender vi tilbage til senere i artiklen i et mailinterview med Maggie Nelson. Først et par ord om hendes liv og forfatterskab.

Der er én kategori, man med god samvitighed kan bruge om hende: Hun er feminist. Inspireret af queer-teoretiske forfattere som Sara Ahmed, Eve Kosofsky Sedgwick og Judith Butler skriver hun dybt engageret om at udvide og opløse kategorierne: kategorier for køn, kærlighed, identitet og kunstnerisk form.

Inspirationskilderne, som tæller langt flere end de tre, er afgørende for hende. Hun har på et tidspunkt beskrevet sit forfatterskab som »en lang hyldest til de mange feministiske helte, jeg har haft som lærere, mænd såvel som kvinder … Jeg kalder dem ’mit hjertes mangekønnede mødre’.«

Nelson er født i 1973 i The Bay Area i San Francisco. Forældrene blev skilt, da hun var syv, og faren døde af et hjertestop, da hun var ti. Som teenager studerede hun kønsstudier på Wesleyan University i Connecticut, hvor hun blev undervist af Pulitzer-prisvinderen Annie Dillard, der ligeledes blev en vigtig inspiration for hendes værker.

Det var også på Wesleyan University, at Maggie Nelson havde sit første og skelsættende møde med den ikoniske feministiske digter Eileen Myles (f. 1949). Myles’ digte udkom på dansk forrige år under titlen Ikke mig, samme år gæstede hun Louisiana Literature.

I 1992 stillede Eileen Myles op som den første præsidentkandidat nogensinde, som var »openly female«, som hun kaldte det. Myles’ opstilling var både performativ og dybt seriøs.

En del af hendes valgkampagne var at besøge Wesleyan University, hvor 19-årige Maggie Nelson gik. Eileen Myles læste sine digte højt, og Maggie Nelson var solgt, performancen ændrede hendes liv.

Efter college flyttede Maggie Nelson til New York for at opsøge Eileen Myles og tage poesikurser hos hende. Maggie Nelson har beskrevet, hvordan hun »flyttede til New York for at finde (Myles’, red.) krop, hendes stemme, for at være tæt på, hvad det end var, jeg så og hørte den nat«.

Hun kom i lære hos Eileen Myles og debuterede i 2001 med digtsamlingen Shiner. Op gennem 00’erne udgav Maggie Nelson i alt fire digtsamlinger og blev desuden ph.d. i engelsk litteratur fra City University of New York i 2004.

Myles og Nelson blev, og er fortsat, nære venner. Eileen Myles har beskrevet Maggie Nelson som en forfatter, der som en vandringsmand »arbejder med grænsen mellem verdener, alt imens hun nyder turen og pakker let.«

Rødmen og meditationer over hjertesorg

Det var også gennem Eileen Myles, at Maggie Nelson mødte billedhugger og performancekunstner Harry Dodge, som Argonauterne er dedikeret til, og som Nelson siden 2007 har dannet par med. Det år udgav Maggie Nelson digtsamlingen The Red Parts, og det var til udgivelsesfesten i Los Angeles, at Eileen Myles præsenterede de to for hinanden.

Maggie Nelson var på dette tidspunkt lige flyttet til Los Angeles fra New York efter at være blevet ansat på University of Southern California. I et interview med The New Yorker har Harry Dodge beskrevet det første møde med Maggie Nelson således:

»Hun havde bare et åbent ansigt. Stort og stærkt smil, fast håndtryk og så – whoosh – rødmen.« I Argonauterne beskriver Maggie Nelson også selv, hvordan hun »hele tiden« rødmer.

Eileen Myles og poesien var altså altafgørende for Maggie Nelsons tilblivelse som forfatter. Dog var det især med sine mere genreudfordrende værker, at hun begyndte at få større opmærksomhed som forfatter i en litterær offentlighed.

Det første værk, Maggie Nelson skrev, der hverken var poesi eller akademisk skrivning, var den poetiske biografi Jane: a Murder fra 2005, der fortæller om det virkelige, men uopklarede drab på Nelsons tante Jane Mixer i 1969, altså fire år før Maggie Nelson blev født.

I 2009 fik Maggie Nelson sit store gennembrud i USA med hybridværket Bluets, der i en række meditationer over hjertesorg og farven blå kombinerer kritisk viden med poesi. Da værket sidste år nåede til England, beskrev The Guardians anmelder det som en »kultbog«, hvis ærlighed giver den »vitalitet, præcision og autenticitet«.

Det samme kan man sige om The Argonauts, Nelsons seneste bog, der siden udgivelsen i 2015 har sørget for hendes internationale gennembrud som forfatter, og som nu er blevet oversat til dansk.

Bogen vandt the National Book Critics Circle Award (NBCC) for kritik i USA i 2015 og blev af The New York Times udpeget som en af de bedste litterære værker det år. Med denne udgivelse gik Maggie Nelson fra at være undergrundsforfatter til mainstream, et navn der var på alles læber.

I dag bor Maggie Nelson i Los Angeles med Harry Dodge og deres to sønner. Her underviser hun i kritisk teori på University of Southern California. Den seneste begivenhed i hendes forfatterkarriere er sidste års genudgivelse af digtsamlingen Something Bright, Then Holes, der oprindeligt udkom i 2007. Genudgivelsen ligger i forlængelse af den succes, Argonauterne har medført.

Argonauterne beskriver den voldsomme forelskelse i Harry Dodge (tidligere Harriet Dodge). Det beskrives, hvordan de to gifter sig, kort før samkønsægteskaber bliver gjort ulovlige i Californien i 2008 – Dodge er stadig, juridisk set, en kvinde – og hvordan Nelson bliver gravid og føder sønnen Iggy.

Under Maggie Nelsons graviditet begynder Harry Dodge at tage testosteron og får en dobbelt mastektomi (fjernelse af begge bryster). Begge har de kroppe, der undergår voldsomme forandringer.

Identitetspolitikkens udfordring

Ligesom alle Maggie Nelsons værker er Argonauterne spækket med intellektuelle referencer, der elegant flettes ind i hendes egne refleksioner. Nelsons »mangekønnede mødre« taler med i alt, hvad hun skriver, og på den måde er forfatterskabet en anerkendelse af, at sprog, ord og begreber ikke er noget, man har for sig selv. Sproget er mangetydigt, det afhænger af, hvem der tager det i brug.

Denne fintfølende fornemmelse for sprogets flertydighed bruger Maggie Nelson i en kritik af det, der med et, utvivlsomt flertydigt, begreb bliver kaldt identitetspolitik:

»Ord ændrer sig, alt efter hvem der bruger dem; det kan man ikke gøre noget ved,« skriver Nelson tidligt i Argonauterne.

»Løsningen er ikke at indføre nye ord (boi, ciskønnet, andro-fag) og så gå i gang med at konkretisere deres betydning (selv om der åbenlyst er både kraft og pragmatisme i den handling).«

Senere i bogen beskriver Nelson, hvordan hendes tidligere underviser i kønsstudier på Wesleyan University, Christina Crosby, er rystet over, at de nye studerende på universitetet til et arrangement beder hende skrive på et kartotekskort, hvad hun »identificerer sig som« – og klistre det på brystet:

»Ligesom Butler (Judith Butler, kønsteoretiker, red.) havde hun (Christina Crosby, red.) brugt hele sit liv på at problematisere og dekonstruere identitet og undervise andre i at gøre det samme, og nu fik hun, som var hun i en af Helvedes kredse hos Dante, stukket et kartotekskort i hånden og blev bedt om at presse et homerisk epitet ud på det lille papkort,« beskrives det.

Man finder altså en ret nuanceret udfordring af de amerikanske identitetspolitiske tendenser i Argonauterne.

Maggie Nelson er en travl kvinde, der sjældent stiller op til interviews, men via mail lykkes det Information at få hende til at uddybe sit syn på identitetspolitik:

– Mener du, at fokusset på identitetspolitik – f.eks. på amerikanske universiteter – er gået for langt?

»Jeg vil nok ikke sige ’gået for langt’. Det er sandt, at jeg ikke er en stor tilhænger af identitetspolitik som sådan, men som jeg ser det, bliver begrebet oftest mobiliseret af og til fordel for hvide mænd. Så jeg vil ikke lægge skylden over på identitetspolitikkens excesser, som det lader til, at mange meningsdannere synes, det er fedt at gøre. Jeg er ikke imod ’strategiske identifikationer’, som Gayatri Spivak (indisk postkolonial filosof, red.) ville kalde det. Men det er sandt, at jeg forsøger at undgå og modstå rigide eller statiske identifikationsmarkører, som kvæler vores indre og politiske liv.«

Maggie Nelsons egne genrebrydende værker kan ses som et opgør med disse »rigide eller statiske identifikationsmarkører« inden for litterær form, fordi de nægter at bekende sig som hverken teori, selvbiografi eller essay. Eller noget fjerde for den sags skyld. De er et sted ind imellem, ligesom Harry Dodge er et sted mellem mand og kvinde.

På spørgsmålet om, hvordan man skaber mere plads til dem, der befinder sig ind imellem kategorierne, reflekterer Nelson:

»Der er forandring på vej, godt nok langsomt, men jeg tror, at flere og flere mennesker begynder at forstå behovet for plads til dem ind imellem (»the in between«). Ikke kun i forhold til køn; til meget andet. Men når det kommer til køn, er det vigtigt at forstå, at det virkelige arbejde ligger i at formindske de aspekter i det daglige liv, hvor binære kønsforståelser bliver brugt som organiserende princip; ikke blot at give plads til, at folk kan skifte mellem de eksisterende kategorier.«

»Vi ved ikke, hvordan verden kommer til at se ud, når vi har gjort dette arbejde gennem mange årtier: Jeg kommer ikke til at være her til at bevidne det, men jeg er spændt på de mulige udfald.«

Kærlighedsaffæren med sit barn

En anden kategori, Maggie Nelson arbejder på at udvide og genforhandle i Argonauterne, er rollen som mor. Da hun bliver gravid med Iggy, opdager hun, hvor besværligt det kan være at indtage denne rolle og samtidig bevare et selvbillede som seksuelt og begærende væsen.

Som en løsning på dette fremhæver Nelson den amerikanske universitetsprofessor Susan Fraimans begreb om »Den sodomitiske mor«: en »ikke-normativ« mor, for hvem sex ikke først og fremmest er en aktivitet, der handler om at undfange børn.

Derudover beskriver Maggie Nelson det inderligt erotiske forhold mellem mor og barn som et, der ikke befinder sig langt fra et seksuelt forhold.

Hun beskriver i Argonauterne, hvordan hun i en af sine babybøger læser, at man ikke skal blive bekymret, hvis der opstår »seksuelle følelser under amning«. Mange af de hormoner, der udløses under amning er nemlig de samme som dem, der udløses under sex, og man kan derfor let forveksle dem.

Men, spørger Nelson, »hvordan kan det være en forveksling, hvis det er de samme hormoner?«

Kort efter skriver hun om forholdet mellem mor og barn: »Det er ikke som en kærlighedsaffære. Det er en kærlighedsaffære.«

Det er desværre ikke så let at få Maggie Nelson til at sige noget om moderskab som om identitetspolitik over mail. Faktisk skriver hun simpelthen »XX« til næsten alle spørgsmål om kunst og moderskab.

Da jeg spørger, om begrebet Den sodomitiske mor er et forsøg på at løse det skel, der nogle gange sættes op mellem den moderlige kvinde og den seksuelle, feministiske kvinde, svarer hun dog:

»At være mor og at være feminist er kun modsætninger i et system, som privilegerer patriarkalsk, heteroseksuelt moderskab.«

Allermest kortfattet slutter hun af med at besvare spørgsmålet »Hvad kan man gøre for at mindske stigmaet omkring kvinder, der ikke får børn?« således:

»Behandle kvinder som mennesker.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her