Læsetid: 8 min.

Myten om Ted Bundy siger mere om den amerikanske middelklassefantasi, end om Ted Bundy

Han havde gennemsnitlig begavelse og ikke særlig meget held med damerne. Så hvorfor har Ted Bundy fået et eftermæle som en machiavellisk Romeo? En dokumentarserie og endnu en spillefilm om den amerikanske seriemorder har fået debatten om myten til at blusse op igen. For hvad siger de myter, der møjsommeligt er blevet bygget op om en mand, der dræbte 34 kvinder, om synet på køn, klasse og farve i USA?
Theodore Bundy flankeres af to betjente under en af pauserne i retssagen mod ham. Ted Bundy førte sin egen sag. Han var ikke speciel eller klog, skriver kulturskribenten Ashley Alese Edwards om han: »Han var bare hvid.«

Theodore Bundy flankeres af to betjente under en af pauserne i retssagen mod ham. Ted Bundy førte sin egen sag. Han var ikke speciel eller klog, skriver kulturskribenten Ashley Alese Edwards om han: »Han var bare hvid.«

Ritzau Scanpix

8. februar 2019

Da Ted Bundy blev dømt til døden, havde dommeren Edward Cowart en afsluttende bemærkning. Afleveret med patriarkens patos; som fra faderen til sønnen på vej på en farefuld færd.

»Du er en kvik ung mand. Du var blevet en god advokat. Jeg ville have elsket at se dig praktisere jura foran mig, men du gik en anden vej, makker,« sagde han og afsluttede:

»Pas på dig selv. Jeg nærer ingen fjendtlige følelser over for dig. Det skal du vide.«

Den tidligere jurastuderende Theodore Robert Bundy havde voldtaget og myrdet over 30 unge kvinder i perioden 1974 til 1978 – FBI havde grund til at tro, at der var endnu flere ofre – og Edward Cowart havde netop dømt ham til døden i den elektriske stol.

Alligevel følte han behov for at sende Bundy af sted med en faderlig formaning, og derved udtrykte han, hvad der også prægede mediedækningen af sagen i 1970’erne: en manglende evne til at begribe, at ondskaben kunne optræde i skikkelse af the boy next door. En helt almindelig, ja, nogle ville endda sige nydelig, ung mand, der havde været aktiv i Richard Nixons valgkampagne og havde gennemført, om ikke et helt, så da et halvt jurastudie.

Ted Bundy havde levet den amerikanske middelklassedrøm – altså, lige indtil han blev distraheret af sin ubærlige lyst til at skære hovedet af kvinder. Men som, trods den uheldige tilbøjelighed, var så klog, at han snød politiet.

»Sikke et tragisk tab af menneskelighed,« sagde dommer Cowart.

Og han mente ikke kvinderne.

Ted Bundy

  • Thedore Robert Bundy blev født d. 24 november 1946 på et hjem for ugifte mødre. Hans mor var den 22-årige Eleanor Louise Cowell. Faderen var ukendt.
  • I sine tidlige år boede han hos sine bedsteforældre i Philadelphia i den tro, at de var hans forældre, og at hans mor var hans søster.
  • I 1951 flyttede moderen til Washington og blev gift med kokken Johnnie Bundy, der adopterede sønnen.
  • I perioden 1974-1978 begik Bundy en række voldtægter og drab i seks delstater. Han blev arresteret i 1975, dømt for kidnapning året efter og herefter tiltalt for mord. Under retssagen flygtede han to gange. Anden gang nåede han at begå tre mord, inden han igen blev fanget.
  • Ted Bundy blev dømt til døden i 1979. Kort før sin henrettelse indrømmede han at have kendskab til mordet på 30 kvinder. H

»The Bundy binge«

Scenen kan ses i den nye dokumentarserie Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes af den prisvindende dokumentarfilminstruktør Joe Berlinger, der havde premiere på Netflix i anledningen af 30-året for hans henrettelse 24. januar 1989.

Over fire episoder fortælles historien om Ted Bundy med udgangspunkt i journalisterne Stephen Michaud og Hugh Aynesworths optagelser fra dødsgangen i Florida State Prison, hvor de gennemførte over 100 timers samtale med morderen.

Først kedsommelige anekdoter om dengang han fangede frøer som barn – og var den bedste i børneflokken, naturligvis, – og siden, da journalisterne gav ham lov til at indtage rollen som ekspert og tale om sig selv i hypotetisk tredjeperson, hvor han udpenslede beskrivelser af sine mord og motiver.

Samme jubilæum for en henrettelse brugte også filmfestivalen Sundance til at vise den nye spillefilm Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile (Ekstrem ond, chokerende ond og modbydelig) med det Disney-genererede ungdomsidol Zac Efron i hovedrollen som Bundy, og senere i år ventes den første Bundy-dokumentar skabt af en kvinde at have premiere, Theodore, af Celene Beth Calderon.

Nostalgi

Derfor er 2019 af flere blevet kaldt året for det store ’Bundy binge’.

Ifølge Tori Telfer, skribent ved webmagasinet Vulture, er den store interesse et udtryk for en bredere nostalgisk længsel efter mere simple tider, hvor risiko ikke var noget stort og abstrakt i økosystemet, end ikke en terrorist i en lufthavn, eller en skoleskyder. Hvor den kunne kendes på et sexet om end psykopatisk blik bag en tåget brille.

For seriemordere vil altid opleves som kulturelle klenodier fra 70’erne, skriver hun. Uanset at FBI vurderer, at der konstant er omkring 2000 aktive seriemordere i USA, hører de i æstetisk forstand hjemme i et overstået årti, hvor kvinder delte deres hår på midten – ifølge myten dræbte Ted Bundy kun smukke kvinder med mørt hår i en midterskilning, om end et hurtigt kig på internettets mange gallerier af offerfotos viser noget andet.

»Vi sætter ikke længere vores hår sådan,« skriver Tori Telfer.

»Vi sludrer ikke med fremmede. Vi efterlader ikke vores døre ulåst. I stedet køber vi gennemsigtige rygsække, tager vores sko af i lufthavne og spejder efter ansigter i mængden – efter vrede drenge med automatvåben under deres lange frakker. Bundy var vores monster. Men han er ikke vores monster længere.«

Moralsk panik

Bundy skal dog ikke ligefrem støves af. Han er gennem årene blevet ivrigt vendt og drejet, ikke mindst i den store underskov af true crime-podcasts. Det nye er måske nærmere, at han i denne omgang for alvor har sat gang i internettet.

Der har været de forudsigelige indvendinger om, at det er perverst at gøre mord til underholdning, og at interessen viser manglende respekt over for ofrene og deres familier.

Men der er også en anden type diskussioner, der illustrerer, hvordan seriemordere som Bundy bliver til kulturelle ikoner. Og hvorfor vi bliver ved med at vende tilbage til dem – ikke bare fordi vi underholdes, men også fordi deres virke er mere end en række individuelle tragedier: De er kollektive begivenheder og derfor også udgangspunkt for diskussioner af skiftende tiders sociale tematikker og moralske panikker.

Hvor sagen i 1970’erne ledte til en diskussion om ungdomsoprørets opløsning af de sociale koder, personificeret af de unge kvinder, der blaffede alene, og af pornografiens betydning for seksuelt motiverede forbrydelser, er Bundys myte i dag omdrejningspunkt for f.eks. spørgsmål om race og voldtægtskultur.

Et spørgsmål er gået igen i den kritiske modtagelse af dokumentarfilmen: Hvorfor bilder vi igen og igen os selv ind, at Ted Bundy var et kvindebedårende geni?

Den smukke mand

For efter fire episoder af dokumentarserien sidder man primært tilbage med en fortælling: at Ted Bundy var en usædvanlig smuk og karismatisk mand, der derfor kunne lokke kvinder i fælden og efterfølgende snildt undvige lovens lange arm.

Og myten om den kvindebedårende morder blev også brugt aktivt – og smart – i markedsføringen af dokumentaren i et viralt stunt udført af Netflix. I et tweet opfordrede streamingtjenesten »kvinder« til at holde op med at hylde Bundy for hans skønhed og i stedet at savle over alle de andre lækre mænd, der kunne findes i tjenestens serier.

På den måde fik de ikke alene lagt afstand til beskyldninger om, at de slog mønt på en modbydelig morders sexappel, de fik igen cementeret den fælles forståelse af, at Ted Bundy var så stor en fandens karl, han kunne lægge kvinder ned, selv 30 år efter hans død.

Og de fik en omgang gratis omtale, da verdens medier, herunder f.eks, Politiken herhjemme, vurderede, at det levede op til nyhedskriterierne, og skrev:

»Ted Bundy er kendt for at have brugt sit udseende og sin charme til at fascinere og tryllebinde sine ofre.«

Næsepilleren Bundy

Virkeligheden var, at han ikke lokkede kvinder ind i sin berømte folkevognsboble.

Han kravlede ind af deres vinduer og overfaldt dem, når de var allermest sårbare: i søvnen. Eller i de tilfælde, hvor han overfaldt kvinder på gaden, lokkede han dem til at hjælpe sig ved hjælp af en falsk gipsarm.

En af de journalister, der fulgte sagen – men som ikke valgte at følge sin stand i konstruktionen af Bundy som enhver svigermors drøm, skrev, at medierne systematisk undlod at rapportere, at Bundy var »en tvangsmæssig neglebider og næsepiller«, der kun var middelmådigt begavet. Allerhøjst en »udmærket studerende«, at han var »uberejst og ubelæst, stammede når han var nervøs«.

Også Ann Rule, en af hans tidligere kolleger, der efter hans anholdelse skrev den storsælgende biografi The Stranger Beside Me (1980) undrede sig tidligt over det image, som Bundy fik tildelt:

»Ted har aldrig været så flot, så klog, så karismatisk, som folkloren ville. Han var ingenting, før han blev mistænkt for de her grusomme forbrydelser, og blev først noget, da medierne omfavnede ham. Jeg tror ikke engang, at Ted vidste, hvem han selv var.«

Privilegiet

Mange af anmelderne af dokumentarserien slår ned på den ukritiske reproduktion af myterne, men flere af dem peger også på, hvilke andre forhold der kan forklare, hvorfor det tog så længe at fange morderen. En af dem er kulturskribenten Ashley Alese Edwards.

Hun skriver i sit essay »Ted Bundy Wasn’t Special Or Smart. He Was Just White«, at han er blevet konstrueret som en »machiavellisk Romeo«, og at det slører for en mere systematisk tilbøjelighed i både det amerikanske retssystem og i medierne.

»Bundy var ikke speciel,« skriver hun.

»Han havde ikke en personlighed, der kunne snyde kvinder til at gå med ham. Han havde ikke overmenneskelige evner til at snyde politiet. Hvad Bundy havde, var evnen til at være en ung hvid mand i et samfund, der forgudede dem og havde en iboende tiltro til deres evner.«

Som Kleenex

Kl 7.06, den 24. januar 1989, blev Theodore Robert Bundy henrettet i den elektriske stol i Floridas Statsfængsel, mens en menneskemængde uden for murene hujede og klappede og købte T-shirts med teksten »Burn, Bundy, Burn«. Og mens den første af mange bøger lå på bestsellerlisten og lige så langsomt opbyggede myten, der endte så langt fra manden selv.

Ikke bare om Ted Bundy men om seriemorderen som fænomen. For som Polly Nelson, en af Bundys advokater skrev efter henrettelsen:

»Ted Bundy er for seriemordere, hvad Kleenex er for engangsservietter: det brandnavn, der dækker alle andre.«

Så i opbygningen af myten om Ted Bundy blev der også skabt en skabelon for den moderne bogeyman. Det onde geni, der med snuhed og tæft snyder det ellers pletfri politi. Ham, der er så ekstraordinær med sine superkræfter, at vi andre kan sluge dokumentarer og spillefilm og lade blodet rulle så dejligt helt gratis, uden at blive tvunget til at justere vores risikovurdering.

For de er jo gåder. Helt usædvanlige. Alt andet end banale. Og næsepillende.

Problemet

Derfor er problemet med de nye Bundy-film ikke, at de gør mord til underholdning, eller at de udviser manglende respekt.

Problemet er, at de fortæller en usand historie, fordi de ikke udfordrer myten og udforsker, hvorfor vi så stædigt holder fast i den. Som journalist ved The Washington Post, Joel Achenbach, skrev om lektien fra Bundy allerede i 1991.

»Den forestillede seriemorder er et magtfuldt væsen, brillant til sit håndværk, en ufejlbarlig mordmaskine.«

Han slutter:

»Men virkeligheden er ikke så gotisk. Når politiet får fat i en seriemorder, er han sædvanligvis en svag mand, ikke særlig rap i replikken, en fiasko i alle livets forhold. Han er en taber.«

Der begås grusomheder dagligt, som overstiger såvel forstand som disse skrækindjagende hændelser en augustweekend i Los Angeles i 1969, så hvorfor fylder de og deres bagmand, Charles Manson, så relativt meget i vores kollektive hukommelse?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frede Jørgensen
Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Jeg forstår ikke logikken i dette:

"Derfor er problemet med de nye Bundy-film ikke, at de gør mord til underholdning, eller at de udviser manglende respekt.

Problemet er, at de fortæller en usand historie ...."

Selvom værket havde fortalt en sand historie, er det da stadig et problem at mord gøres til underholdning? Der er heldigvis langt flere usandheder end seriemordere i denne verden. Seriemorderne bør blot straffes og glemmes. Bortset fra af nogle få eksperter der fokuserer på forebyggelse og opklaring. Offentligheden får kun pirrende gys ud af deres historier, til stor smerte for ofrene og deres pårørende. Disse gys burde pressen overlade det til fiktionen at fremkalde, og første skridt på vejen kunne være at afstå fra billedreportage.

Nu læser de færreste amerikanere Information, men der er en teoretisk risiko for at en bror, søster eller barn af et offer, åbner dagens avis for at opfylde sin demokratiske forpligtigelse til holde sig ajour med de politiske spørgsmål, og så må lide den tort at se morderens billede.

Søren Sommer, Torben Lindegaard og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Anna von Sperling

Det er jo ikke logikken, der fejler. Du er bare uenig med mig. Og det er fint. Vi skriver også om terror, der har ofre. Vi skriver om Breivik og om Peter Madsen. Fordi deres mord bliver til kollektive oplevelser, der berører og bevæger os. Og som på forskellige måde spejler de samfund og den tid vi lever i. Ted Bundy var der, og når han stadig fylder er det også fordi han var med til at ændre det amerikanske samfund. Jeg er i artikel kritisk overfor den måde Ted Bundy fremstilles fordi de mytologiserer ham istedet for, som jeg giver eksempler på, at forstå det der skete som udtryk for en tid med en masse brydninger.

Ak ja, Ted Bundy igen, et begreb i den amerikanske kultur og selvforståelse, som vi i vores del af verden ikke helt forstår, for vor kultur er så vidt forskellig fra den amerikanske.

De amerikanske seriemordere som Ted Bundy og deres virke, er også fortællingen om Amerika lige så meget som deres våben er fortællingen om Amerika, men også det ambivalente forhold de har til begge dele; "de både hader og elsker dem på én og samme tid", og vist kan det lyde mærkeligt for os, - men for amerikanerne er det naturligt.

Det er en del af deres fortælling(historie) for og om Amerika, der fortæller hvem de er, og som de hæger om for enhver pris, og derfor gerne genfortæller den til de næste generationer, for det er deres DNA - om man så må sige, - trods ugerningerne er de mærkelig nok også "helte", og vist lyder det absurd med ordet "helte", med alene det faktum at de stikker frem og udenfor er åbenbart tilstrækkeligt.

Samtidig udgør disse også Amerikas retfærdiggørelse af dødsstraffen(nogle vil kalde det hævnen), som familierne skal forlige deres tab af søn eller datter med, en slags ritual helt på linje med fundet af afdødes lig/knogler så de kan få et hvilested på kirkegården, som gode kristne, der mistede livet til mørkets kræfter, hvorved balancen mellem de gode og det onde er genoprettet.

Det fastholder således også myten om et Amerika der evigt er verdens bedste land at bo og vokse op i, trods denne mytes falskhed klynger man sig til håbet der ligger heri.

Vi bliver nok heller aldrig færdig med mordet på Kennedy i 1963, der vil altid være nogle der enten vil finde "nye beviser", eller teorier i det mytomaniske Amerika, og ellers er der altid en konspiratorisk mulighed i emnet, som kan forfølges, så der holdes liv i myterne, for myterne er også Amerikas historie!

Ted Bundy, denne seriemorder :( , der hærgede USA i 1970'erne :( havde faktisk læst psykologi og vist også jura; så helt ubegavet har han altså ikke været; han forstod også - måske instinktivt - kvinders behov for at udvise beskyttelse og hjælp til mænd, der er sårede (jvf. det med gipsarmen); det udnyttede han så til at få kvinder til at komme over til sig, inden han slog til :( -.bogstaveligt talt :(

Og jeg synes, Anna Von Sperling her glemmer, at spillet mellem mænd og kvinder, i USA, var noget andet i USA i 1970'erne, end det f.eks. var i DK i 1970'erne; langt de fleste kvinder i USA var stadig blevet opdraget til at være søde, bløde og føjelige, og gøre det som en mand sagde til dem; tro på, at de fleste (hvide) mænd var pæne mænd, der ville giftes med dem etc. Og det at Ted Bundy altid var høflig og beleven, vist aldrig brugte bandeord etc. overfor de kvinder, han talte med, og kom i kontakt fik de her kvinder til at slappe af - hvilket senere skulle vise sig at være ekstremt farligt for dem :( -
betød, at Bundy kunne gøre det, som han gjorde :(

Dertil kommer et andet perspektiv, som Anna von Sperling er inde på sporadisk; Bundy var hvid; dengang i 1970'erne mente mange i USA, at pæne hvide unge mænd som Bundy ikke kunne gøre noget sådant; FBI's forskning i seriemordere etc. var først ved at starte for alvor i 1970'erne....

Henrik Brøndum

@Anna von Sperling

Tak for et af de relativt sjældne indlaeg fra avisens skribenter her i kommentatorsporet.

Min sag er jo lidt op af bakke når jeg opfordrer til mindre fokus på terrorister og seriemordere, og nu er i gang med kommentar nummer to.

Et hurtigt wikipedia opslag for marginalt at forbedre min viden om området:

https://en.wikipedia.org/wiki/Serial_killer

Seriemordere findes også udenfor USA, og der kan tilsyneladende ikke dokumenteres en sammenhæng mellem samfundsform og antallet af seriemordere/ofre.

Det er et faktum at antallet af ofre for seriemordere er minimalt i forhold til antallet af ofre for andre ulykker som krige, trafik- og arbejdsulykker, narkotikaafhængighed, sygdomme der kan forebygges/behandles etc. På disse områder kan ændret politik reducere antallet af ofre væsentligt og derfor er der relevante historier at fortælle offentligheden. Hvis seriemorderne påvirker det samfund de lever i, kan det vel kun skyldes, at de også opnår mediedækning og der dermed skabes nogle relativt tyndt dokumenterede "myter". Men fordi et medie hævder at en seriemorder var intelligent, er det vel ikke nødvendigt et at andet benægter det? Dommerens belærende ord er jo dødsstraf eller ej, af marginal betydning. En omformulering af "disse var ordene"?

Nysgerrighed er meget menneskeligt. Det er svært fristende lige at hive mobiltelefonen frem og snuppe et par fotos af en større jernbaneulykke, men ikke særlig rart hvis man sidder inde i toget og mærker blodet løbe ud af kroppen.

Livets uretfærdigheder, det onde og det gode, udspekulerede torturmetoder, naturkatastrofer etc. behandles bedre som kunstnerisk og religiøst stof end som journalistisk. Jeg forstår godt udfordingen ved "af etiske grunde ikke at skrive om det som alle andre ellers skriver om", med efterfølgende risiko for at blive kedelig og fattig, men kan det ikke overvejes at starte med at skære billedet af misæderne ud af artiklerne?