Læsetid: 3 min.

Det var en New Order-sang, der trak Niels Roos ud af en rus af sprut og coke og gav ham livet tilbage

For Niels Roos, der engang kaldte sig Niarn, blev genhøret med en gammel firsersang et afgørende vendepunkt. Ordene fra New Orders ’True Faith’ ruskede ham ud af en rus af sprut og coke og gav ham lyst til at vende tilbage til livet. Her fortæller han om sit skæbnemøde med en bilradios tilfældige toner
Genhøret med New Orders ’True Faith’ blev for Niels Roos et vendepunkt. Ordene ruskede ham ud afmisbrug og gav ham lysten til livet tilbage. 

Genhøret med New Orders ’True Faith’ blev for Niels Roos et vendepunkt. Ordene ruskede ham ud afmisbrug og gav ham lysten til livet tilbage. 

Peter Hove Olesen

28. februar 2019

»Det er en varm sommerdag i 2010, og jeg er på vej ud på Nørrebro for at finde min bil. Jeg har en idé om, hvor den står. Men jeg er ikke helt sikker. De sidste tre døgn har jeg tilbragt i en rus af sprut og narko; jeg har tømmermænd og coke-nedtur. Mit forhold er i stykker, min karriere går den forkerte vej, og mit misbrug har taget fuldstændig overhånd. Faktisk er det hele ad helvede til.«

»Det er ud på eftermiddagen, før jeg finder min Mercedes. Jeg har åbenbart parkeret den på Borups Allé. Solen bager ned, og der er varmt i kabinen. Jeg får et hosteanfald, da jeg sætter mig ind. Ikke så underligt, for jeg har røget 80 smøger de seneste 48 timer. Jeg hoster og harker og sidder til sidst og savler ned ad mig selv, helt udmattet. Så stikker jeg nøglen i tændingen og drejer rundt. I det samme går bilradioen i gang, og jeg når lige nøjagtigt at høre radioværtens introduktion: 

» … forsanger Bernard Sumner har i tidligere interviews fortalt, at dette nummer handler om hans kamp mod misbrug,« siger han.

Så tager musikken over, og de første linjer af New Orders True Faith (1987) vælter ud af højttalerne:

»I feel so extraordinary
something’s got a hold on me«

Ordene rammer mig, som ingen ord nogensinde har ramt mig før. Jeg bryder fuldstændig sammen. Sidder bare dér i bilen og tudbrøler. For der er jo også noget, der har ’fat i mig’. Noget, jeg ikke har kontrol over.

Første gang jeg hørte True Faith var i min barndom. Dengang sagde sangen mig ikke noget. Som ung hørte jeg Guns N’ Roses og Nirvana, ikke sådan noget friseret pop. Men nu rammer den mig direkte i krydderen: 

»I don’t care if I’m here tomorrow«.

Sådan har jeg det også. Frygten for at undvære alkohol og stoffer er langt større end frygten for at dø. Jeg kan bedre overskue tanken om ikke at være her i morgen, end jeg kan overskue tanken om aldrig at være beruset igen. Det er dét, der er med misbrug. Det forvrænger din realitetssans. Bernard Sumner synger:

»I feel so extraordinary« – men enhver, der lytter til teksten, kan jo høre, at det ikke passer. Og så er der linjen:

»Again and again I’ve taken too much
of the things that cost you too much«.

Den rammer mig også. Lige i fjæset. Og jeg indser, at der må ske noget.

Men der sker selvfølgelig ikke noget. Allerede samme aften er jeg fuld igen. Jeg er ikke klar til at lægge misbruget fra mig. Det sker først i 2013, da jeg pludselig bliver hasteindlagt med betændelse i bugspytkirtlen.

Lægerne siger, at hvis jeg fortsætter min livsstil, så vil jeg dø. Den advarsel kunne jeg sikkert også godt have overhørt, hvis jeg stadig var fuld og høj. Men på det her tidspunkt har jeg ligget to uger på hospitalet og er blevet afruset, så for en sjælden gangs skyld er jeg i stand til at træffe en fornuftig beslutning.

For mig er musik den mest umiddelbare af alle kunstformer. Udstillinger og film kan sætte tanker i gang, men musik går direkte ind – lige nu og her – og trækker en følelse med sig. Som en strømmende flod.

Lige meget hvor vildt jeg havde kæmpet imod den dag i bilen, ville jeg ikke have kunnet undgå at blive revet med. Det sjove er, at jeg jo kendte sangen i forvejen. Den havde bare aldrig sagt mig noget før. Nu forstod jeg den pludselig. Det kan minde lidt om de møder, jeg stadig går til i AA (Anonyme Alkoholikere, red). Her kan jeg også sidde og høre mine egne tanker og følelser komme ud af munden på et andet menneske og tænke:

’Dig har jeg ingenting til fælles med’. 

Og det har jeg måske heller ikke, når det kommer til arbejde og interesser. Men når det kommer til misbrug, har vi rigtig meget tilfælles. Det er det samme med Bernard Sumner fra New Order. Hele mit liv havde jeg gået og tænkt: 

’Dig har jeg ingenting tilfælles med’.

Indtil han pludselig udtrykte en hel masse følelser, jeg også selv gik rundt med. I dag er True Faith et af mine absolutte yndlingsnumre. Jeg hører det mindst en gang om ugen for at minde mig om, hvordan jeg havde det dengang. Og for at undgå at jeg nogensinde skal få det sådan igen.«

Serie

Kunstterapi: Kan kunst helbrede?

Et nyt fokus på kunstens helbredende virkninger har de senere år vundet indpas herhjemme. I kommuner og regioner ordineres der malerkunst til deprimerede, dans til demente og fælleslæsning til stressramte. Og flere og flere fondsmidler går til sundhedsfremmende kulturaktiviteter og forskning i ’Kultur & Sundhed’. Men hvad er egentlig fakta om de helbredende effekter af kunst? Kan kunst helbrede? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

Seneste artikler

  • Videnskabspodcast: Kan kultur helbrede? Og skal den overhovedet det?

    10. juli 2019
    I femte afsnit af Informations podcast ’Forskerens etiske dilemma’ fortæller postdoc Anita Jensen om det populære forskningsfelt Kultur og Sundhed – om kulturens helbredende potentiale. Her er mange lovende resultater og initiativer, men det rummer også udfordringer at forene så forskellige akademiske traditioner som kultur- og sundhedsvidenskab
  • Det er den fri kunst, der nytter

    10. april 2019
    Sundhedsfaglig forskning viser, at det er kunst af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn, skriver overlæge Birgit Bundesen i dette debatindlæg
  • Kunst skal både kunne helbrede os og fucke os op på altid nye måder

    1. april 2019
    Efter seks ugers afdækning af feltet Kultur og Sundhed kan vi slå fast, at kunst skal og kan både passe os og pleje os. Men den skal også udfordre os med ubehag, forvirring, ryste vores verdensbillede og virke som en langfinger til alt det i livet, der kan blive og bliver målt og vejet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kasper Philbert

Jeg elsker den sang - hvor er det bare helt fantastisk at få sat den i kontekst til Niarn. Den her artikel gør dagen bedre.

Bjarne Toft Sørensen

Når det drejer sig om kunstens helbredende virkninger i sammenhæng med sygdom af fysisk og psykisk art, må det må være vigtigt at skelne mellem to forskellige slags oplevelser med kunst:

For det første de oplevelser, de fleste af os har haft i mange forskellige sammenhænge, i form af en ændring i psykisk eller mental tilstand.

For det andet de enkelte og helt særlige oplevelser, som mange af os har haft, og som har givet en oplevelse af en voldsom ændring i psykisk eller mental tilstand, således at det har haft karakter af "skelsættende betydning" eller været initierende i forhold til, at det har givet et nyt perspektiv på ens liv.

For mig at se er det ret perspektivløst at forvente, at kulturtilbud i sundhedsregi i særligt omfang skal kunne give os oplevelser af en sådan "skelsættende betydning". Hvis det endelig skulle ske, er det nok mere sandsynligt, at det er resultatet af forskellige former for socialt samvær, i forbindelse med beskæftigelsen med kunsten, end at det isoleret set er et resultat af selve kunsten.

Derfor virker det også noget søgt at sammenkæde serien "Kan kunst helbrede" med serien "Værket der ændrede mig", i hvert fald hvis det skal ses i sammenhæng med "kulturtilbud i sundhedsregi".

René Arestrup

Fremragende nummer.
For de interesserede, kan jeg anbefale Joy Division - New Order før New Order og med den geniale pop-poet Ian Curtis som forsanger.

Niels Duus Nielsen

Jeg er helt enig med Bjarne Toft Sørensen, således var det Ole Erlings instrumentalversion af "En lille båd, der gynger, som gav mig et eksistentielt spark i røven, der fik mig til at tage afstand fra den udbredte groupthink indenfor kunstverdenen, som jeg selv var en del af.

Min brandert var så stor, at jeg måtte klamre mig til madrassen for ikke at falde af, da en eller anden satte det smukkeste musik på, som jeg nogensinde havde hørt. Jeg var totalt til grin næste morgen, fordi jeg i min spirituøse og spirituelle vildelse havde fablet om, at det nummer skulle vi også have på repertoiret, men da vi var rockmusikere, kunne det "selvfølgelig" ikke lade sig gøre.

Musikken reddede mig ikke fra mit misbrug, men den ændrede totalt min opfattelse af, hvad kunst er; i stedet for at afstemme min smag med min omgangskreds begyndte jeg fra og med den dag for alvor at lytte til musikken - senere i mit liv var jeg så lydmand for Keld og Hilda, og de er for mig at se kunstnere i deres helt egen ret, uanset hvad rock- og jazzsnobberne siger.

Jeg er dog ret sikker på, at dette var en unik spirituel oplevelse, som netop ramte mig på grund af branderten og det selskab, jeg befandt mig i, og jeg kan ikke forestille mig, at Ole Erlings hammondorgel vil have samme virkning på ret mange andre.

Music is the BEST! (FZ)

Gik fra at være dobblt A til at gå på dobbelt A. ahhhhha.
tror ikke Narian kan lærer mig noget.

tænk i giver spalter til ham- omfg.
i de selvsamme lokaler man jagtede jøder under besættelsen.

jeg er målløs. mand har givet verden finger og i giver ham et sølvfad.

waow.