Læsetid: 6 min.

Peter Peter: Der findes »kunstvold« – og så findes der »konfekt for de bittesmå hjerner«

Punkikon og filmkomponist Peter Peter mener, at det er nødvendigt med insisterende, realistisk filmvold, hvor seeren ikke får mulighed for at kigge væk. Det skal blive ubehageligt, så man kan mærke, hvorfor volden er forkert
Günter Lamprecht og Barbara Sukowa i ’Berlin Alexanderplatz’, hvor de i følge Peter Peter udfører en scene, han vil kalde »kunstvold« i rollerne som Mietze og Franz Biberkopf

Günter Lamprecht og Barbara Sukowa i ’Berlin Alexanderplatz’, hvor de i følge Peter Peter udfører en scene, han vil kalde »kunstvold« i rollerne som Mietze og Franz Biberkopf

Foto fra filmen

8. februar 2019

Han er bedst kendt som guitarist i det legendariske danske rockband Sort Sol. Men med den mere hårdtslående punkgruppe Bleeder – som han dannede i 1995 – har Peter Peter, hvis borgerlige navn er Peter Schneidermann, også sat et markant præg på dansk film.

Orkestret leverede væsentlige dele af lydsiden til Nikolaj Winding Refns moderne klassiker, Pusher, med numrene »Knucklehead« og »Jeg skal dø ved Arresø«.

Og Refns næste film blev ligefrem opkaldt efter gruppen; Bleeder, hed hans anden film fra 1999. Efterfølgende har Peter Peter desuden bidraget med musik til de øvrige film i Pusher-trilogien foruden bl.a. Refns blodsprøjtende eventyrdrama, Valhalla Rising. 

Peter Peter er med andre ord lyden af dansk filmvold. Og så eksperimenterede han også selv med at lave korte splatterfilm i midten af halvfemserne med obskure titler som Hov! Famous Last Words og Glubsk – Sultens Gud.

Den nu 58-årige guitarist holder gang i rockmaskineriet, arbejder i øjeblikket på et nyt Bleeder-album og har netop været i studiet med bandet Halshug for at indspille to numre til en kommende udgivelse, der skal markere 40-året for genreklassikeren Pære Punk fra 1979. Og han har også holdt sig aktiv på filmmusikfronten med lyd til blandt andet Ask Hasselbalchs Antboy-trilogi.

Men trods sin årelange erfaring har Peter Peter efter eget udsagn aldrig reflekteret over brugen af vold i film.

»Det tænker jeg slet ikke over. Volden er en del af filmen. Det er jo en del af livet, en del af virkeligheden. Det er en del af verdenshistorien, og derfor er der vold. Og det kan man ikke gøre noget ved,« siger Peter Peter, der samtidig afviser, at filmvold skulle være noget, der i sig selv kan have en negativ funktion i samfundet.

»I gamle dage var folk bange for, at hvis folk så nunchakuer i en Bruce Lee-film, så ville underklassen gå ud og bruge dem imod de rige. Men det er jo ikke sådan, det fungerer. Da man var lille, gik man måske ud og legede Tarzan efter at have set en Tarzan-film, men man ville jo aldrig gå ud og slå nogen ned,« siger Peter Peter.

Ubehagets nødvendighed

Peter Peter mener, at filmvold, når det kommer til sin ret, kan bruges til at belyse de dele af menneskets natur og psyke, som vi ikke almindeligvis konfronteres med – men som samtidig er en impuls, der ligger begravet i os alle.

Og han fremhæver særligt én scene fra Rainer Werner Fassbinders 1980-miniserie Berlin Alexanderplatz, sat i 1920’ernes Berlin, som et eksempel på vellykket filmvold.

I afsnittet »Wissen ist Macht und Morgenstund hat Gold im Mund« praler seriens hovedperson Franz Biberkopf over for vennen Reinhold Hoffmann med, hvor forblændet hans kæreste Mieze er af ham, og beslutter sig for at invitere Hoffmann med hjem for at vise, hvor vidunderlig hun er. Reinhold er gemt under sengen, da Mieze kommer hjem – og fortæller Franz, at hun er forelsket i en anden.

»Han tæver Mieze og er næsten ved at slå hende ihjel. Den scene virker meget stærkt på mig, fordi han er jaloux, og han ved ikke, hvad han gør. Han tæver bare løs, indtil Reinhold stopper ham. Det er så forfærdelig sørgeligt, at man har det inde i sig i lang tid efter,« siger Peter Peter.

Det er et sanseløst og ustyrligt voldsudbrud. Og netop voldens uagtsomme karakter er det, der ifølge Peter Peter gør den vigtig, fordi den udstiller en del af den menneskelige natur, som vi ikke altid selv kan styre. Scenen demonstrerer, at volden i nogle situationer er nærmest uomgængelig.

»Det er en vold, som han ikke kan styre – og så sker det bare. Han ved ikke, at han gør det. Og den slags vold, hvor folk ser rødt, er der sikkert rigtig meget af. Det er overhovedet ikke overvejet – det er sådan noget dagligdagsvold. Det er så trist og uundgåeligt,« siger Peter Peter og trækker samtidig pointen om voldens vilkår op på et mere abstrakt niveau:

»Det er den vej, verden altid vil gå. Det er menneskets natur – vi kan ikke styre det. Du skal ikke tro, at der nogensinde kommer et eller andet klogt space-råd og fortæller os alle sammen, hvor vi skal leve, så vi kan leve i fred og harmoni, fordi det kommer ikke til at ske, så længe folk er, som de er.«

Det kan umiddelbart lyde som et deprimerende udsyn, men Peter Peter mener stærkt foruroligende scener som den i Berlin Alexanderplatz netop ved at udstille menneskets natur samtidig gør os klogere på os selv. Derfor er filmvolden påkrævet.

»Det er ikke sådan noget med, at man bare ser en lille smule, og så klipper den ud ad vinduet, hvor man selv må tænke sig til, at han nok slår sin kæreste. Nej – han bliver bare ved og ved og ved. Scenen varer så lang tid, at det bliver ubehageligt.«

– Hvad får man ud af at se noget, der er så ubehageligt?

»Man tager ansvar. Man er med. Det bliver så ubehageligt, at vi kan mærke, det er dybt forkert. Man stopper op og tænker sig om. Og det er det, vi altid skal hen til – vi skal blive klogere. At vise vold for at belyse noget; dét, synes jeg, er fedt. Eller. Det er ikke fedt, men det kan være nødvendigt.«

Popcorn eller kunstvold

Lasse Spang Olsens film ’I Kina spiser de hunde’ fra 1999 indeholder i følge Peter Peter dum tabloidvold.

Foto fra filmen

Peter Peter mener omvendt, at filmvold bliver »åndssvagt«, når voldens alvor og konsekvenser ikke behandles med omhu; når volden ikke giver anledning til refleksion. Han mener, at Pusher – som han som sagt selv leverede musiksiden til – startede en bølge af film, hvor »volden var meget unødvendig« og først og fremmest var til stede, fordi »voldelige film pludselig var in«.

Specifikt fremhæver han en scene fra Lasse Spang Olsens actionkomedie I Kina spiser de hunde fra 1999.

»Der er en scene, hvor Peter Gantzler hopper op på bordet og sparker en dame i hovedet. Og der tænkte jeg: ’Det her har ikke noget formål – det er bare skrevet ind som en smart scene, for at nogen skal sige: »Wauw!«’ Man ser ikke konsekvenserne af det. Du ser ikke, hvor dårligt hende, der bliver sparket i hovedet, har det. Det er bare rent konfekt for de bittesmå hjerner. Og sådan noget filmvold hader jeg simpelthen.«

– Hvorfor?

»Fordi det er dumt. Det var ikke med til at opbygge hans karakter eller noget som helst – det er ren tabloid. Enhver kan jo sætte sig ned og skrive på et stykke papir: ’Okay – hvad er det værste, vi kunne vise her?’ Det kan folkeskolebørn i første klasse gøre.«

–Men kan det ekstreme ikke også have værdi i sig selv?

»Jo, men så skal man gøre det på en fed måde, som samtidig siger noget om, hvor latterlig vold er,« siger Peter Peter, der samtidig peger på, at den ureflekterede filmvold er med til at presse den slags vold i film, der rent faktisk giver anledning til eftertanke. Det, han kalder »kunstvold«.

»Folk vil gerne se noget med popcorn. Og så skal de jo gøre det. Men jeg synes, at de er nogle slapsvanse. Det bliver bare mere og mere popcorn – fordi det sælger, og der er penge i det – og til sidst er der ikke mere plads til kunsten,« siger Peter Peter.

»Kunstvold – det er virkelig vold. Og det andet: Det er bare for blockheads (idioter, red.).«

Serie

Vold i film

I forbindelse med Lars von Triers seriemorderthriller The House That Jack Built diskuterede vi i avisen den eksplicitte vold. Men kan man overhovedet diskutere vold i film, ikke som moralsk boksekamp, men på værkets egne præmisser? Vi har spurgt en række filmfolk om, hvad filmvold kan - og bedt dem om at udpege en scene, der virker, og en, der bestemt ikke gør.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu