Læsetid: 5 min.

Hvad pokker stiller man op med den fiktive digter Veronika Katinka Martzen?

Veronika Katinka Martzen udstiller, at ironien er tilbage, men i en ny form
Veronika Katinka Martzen udstiller, at ironien er tilbage, men i en ny form

Fryd Frydendahl

22. februar 2019

Politikens Lilian Munk Rösing siger det i sin anmeldelse af Veronika Katinka Martzens debut Jeg bruger min krop som et møbel: »Fiktiv karakter fra ’Den korte radioavis’ har skrevet en rigtig god bog. Hvad pokker skal en anmelder stille op med det?«

Det er virkelig det rigtig gode spørgsmål, når det kommer til »digtromanen«, der er skrevet af manuskriptforfatteren Anna Juul i sit – hidtil mest satiriske – alter ego Veronika Katinka Martzens navn. Hvad stiller ikke bare anmeldere, men alle læsere egentlig op med et poetisk projekt, der måske bedst kan betegnes som for sjov for alvor?

Jeg bruger min krop som et møbel, der er blevet til på forlaget Gladiators opfordring, er på samme selvironiske tid en tyk parodi på tidens populære inderlige poesi og en ægte inderlig fortælling om at være en ung kvinde fuld af smerte, der forsøger at »finde sig selv«.

Anna Juuls alvorlige leg med sin performative persona har udspillet sig lige så meget uden om bogen som på selve dens sider. Martzen har sin egen blog og Instagram-profil, og i forbindelse med udgivelsen har forfatteren også spillet rollen som den karikeret selvhøjtidelige Martzen i de mere traditionelle medier. Men har også udtalt sig om rollespillet i eget navn.

Mens Berlingske-journalisten Mikkel Anderssons store interview med Veronika – eller Ironika, som vi ikke så sødt er kommet til at kalde hende på Informations kulturredaktion – Katinka Martzen indforstået bliver i parodien og tilsyneladende tager pis på poesi som sådan og unge digtere i særdeleshed, har Juul i andre sammenhænge forklaret, at hun kan »godt lide at lege med det sted, hvor man ikke ved, om man skal grine eller græde«.

Og at det, »der bliver taget pis på med Veronika Katinka«, er, at alle, inklusive hende selv, »har en tendens til at mangle selvironi og selvindsigt«.

»Der er meget af mig i Veronika Katinka,« som hun har sagt, så »jeg sparker sgu mest indad«.

Juul/Martzen

Mest og alligevel mindst forvirrende er måske Lucia Odooms interview i Politiken-podcasten Poptillægget, hvor Martzen ligesom i bogen glider sømløst over i Juul og bl.a. diskuterer forfatteren Christina Hagens nye bog Korrekthedsbibelen, hvis multimediale og flerstemmige satiriske spil Juuls ditto på mange måder synes beslægtet med.

Meningerne om, hvorvidt også Juul/Martzens bog, som Lilian Munk Rösing siger det, er rigtig god, har været lige så splittede som Juul/Martzen selv, og de meget forskellige måder, bogen er blevet modtaget på, har illustreret, hvor svært det – måske – er at få godt greb om dens særlige, men dog ret tidstypiske selvironi.

Munk Rösing sporede sig i sin anmeldelse detektivisk og ærligt ældre end bogens forfatter frem til, at Veronika Katinka Martzen ikke, som hun først mistænkte, var en af sin søns virkelige veninder, men Anna Juuls »avatar«.

For hende er det ikke entydigt satirisk, men derimod en »særligt produktiv« grundpoetisk og grundeksistentiel »selvfremmedgørende gestus«, når Juul via Martzen bl.a. omtaler sig selv som »Jeget« frem for »jeg«.

Frem for at afvige fra »en normal jegsituation« spejler den »svimlende gensidige spejling mellem bugtaler og bugtalt« ifølge Munk Rösing nemlig snarere den »udsigelsens grundsituation«, som digtere til alle tider har skrevet på og om, og som mennesker, ikke mindst i »vore dages net- og mediekultur fuld af rollespil« lever med.

I Nordjyske bemærkede Anne Skov Thomsen omvendt slet ikke Martzens maskespil, men bemærkede dog, at der »er noget i Martzens tone og sårbare ærlighed, som vækker associationer til digterkollegaen Caspar Eric«.

Alligevel mente hun nogenlunde på linje med Munk Rösing, at bogens fragmenterede form »sårbart og stilsikkert« spejlede »jegets personlighed eller mangel på fornemmelse af samme«, om end Skov Thomsen, der også kaldte Jeg bruger min krop som et møbel for en »fremragende debut, humoristisk og smertelig«, nøjedes med at se det som »en af de kedelige bivirkninger ved« jegets »psykiske sygdom«.

Parodi eller virkelighed

Mere skeptisk over for »den grelt genrehybride bog« og dens »attitude-stress« var Weekendavisens Lars Bukdahl, der – på linje med mig selv – var mere optaget af at afgøre blandingsforholdet mellem ironi og inderlighed, og hvad det egentlig er, der parodieres.

I længden, mente Bukdahl, bliver bogens hovedsageligt snakkesalige stil, som han lidt patroniserende kaldte en »naivistisk, selvsarkastisk slacker-friskfyragtighed«, »for både monotont og skramlet insisterende til at være inciterende og/eller underholdende i sig selv, selvom der hele tiden er fine, vittige greb«.

For ham bliver det et problem, »at Anna Juul slet ikke er ude på at parodiere ung, oprigtig digteragtighed, hun er ude på at være en ung, oprigtig digter, men føler sig alt for ironisk blufærdig til at være det straight (…) og så må hun opfinde hele det rungende, raslende dukkesystem, der er Veronika Katinka, og blive sin egen rundhylende støjsender«, før »spektaklet« i sidste ende kan afsløres som »en lang, omstændelig omvej« til at kunne skrive et alvorligt ømt og skrøbeligt kærestebrev.

Cirka det samme konkluderede jeg i min anmeldelse.

Selvfølgelig er den »sociale urealisme«, som bogen med egne ord bedriver, også en form for eksistentiel eller psykologisk realisme, sådan som Munk Rösing og Skov Thomsen peger på.

Men det spændende er jo u’et i den urealisme, for den er også en umulig realisme. Det er hverken muligt eller meningsfuldt at afgøre, hvor ironien ender og inderligheden begynder i Jeg bruger min krop som et møbel, sådan som bogen på spøgelsesagtig vis både slører og afslører, hvad der er virkeligt og fiktivt.

Juuls ambivalente omfavnelse af populærkulturens spektakel – inkarneret af »Jegets« hadede/elskede forbillede popsangerinden Taylor Swift – får mest af alt bogen til at føles som et møbiusbånd. Performance, parodi og ærlig patos, overflade og dybde, forside og bagside, virkelighed og fiktion befinder sig på samme snoede plan, og jokens alvorlige pointe er vel, at det er umuligt at orientere sig i.

Den udfordrende forvirring vidner alle anmeldelserne af bogen om. Det bedste spørgsmål, som ingen har stillet, er måske i sidste ende, om og hvordan den egentlig er produktivt forvirrende.

På tværs af de delte meninger har kritikken været så travlt optaget af at udrede præmisserne for rollespillet, at ingen helt har fået sat fingeren på, eller bedre, i bogens blødende sår af en kritik. Hvis Anna Juuls bog, sådan som den blev præsenteret i Poptillægget, »giver en vrængende stemme til en postironisk 90’er-generation«, hvad vrænger den så egentlig af, og ved den det overhovedet helt selv? Den selvoptagethed, Juul har talt om? Litterære tendenser, miljøer og fine fornemmelser? Det 21. århundredes multimedierede skuespilsamfunds smadring af sind, virkelighedsfølelse og ærlig snak? Den politiske korrektheds falskhed? Alt og intet?

Er det en demonstrativt tom kritik, der, ligesom at bogen omfavner det overfladiske og på den måde udstiller det, også udstiller det tomme og derfor netop ikke er tom? Er den umulige position det eneste mulige i dag, og hvad siger det om vores tid?

I alle tilfælde understreger performancen Veronika Katinka Martzen, at ironien er tilbage, men i en ny form, der måske ikke står i modsætning til det oprigtige.

’Jeg bruger min krop som et møbel’ gør grin med tidens inderlige poesi. Det er en joke, men en så indforstået en af slagsen, at det er svært at vurdere, hvor god joken er
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Hvad stiller man op med det? De fleste stiller vel ikke op. Og de, der gør det, gør det, vel vidende at de deltager i et ironisk maskespil og er en del af legen mellem indforståede, som aldrig når de udenforstående. Og så har de en fest med sig selv.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Er det en demonstrativt tom kritik, der, ligesom at bogen omfavner det overfladiske og på den måde udstiller det, også udstiller det tomme og derfor netop ikke er tom? Er den umulige position det eneste mulige i dag, og hvad siger det om vores tid?"

Man kunne også sige, at værket afspejler skismaet mellem, på den ene side, det nødvendige opgør med den personlige søgen efter identitet, at denne søgen, på baggrund af post - strukturalistiske erkendelser, er afsløret som ren bluff (en form for Christina Hagen position).

Og på den anden side, den eksistentielle umulighed af at kunne leve uden en sådan søgen efter identitet, der vel, på baggrund af førstnævnte erkendelse, altid vil få karakter af at være naiv, fordi den vil få karakter af at være iscenesat, uden selv at være bevidst om det (en form for Asta Olivia Nordenhof position).

En form for uenighed, der også kan siges at afspejle sig i en ordveksling mellem Lars Bukdahl og Asta Olivia Nordenhof, som den partisk fremstilles af Stefan Kjerkegaard i hans "Den menneskelige plet. Medialiseringen af litteratursystemet", og som den afspejlede sig i kritikken af Marianne Stidsens forsvar for sin doktorafhandling,

De to positioner, der står over for hinanden, er vel en post - strukturalistisk og en eksistentialistisk, og skismaet er, filosofisk set, er de begge er umulige at have med at gøre. Eksistentialismen må bygge på tro i stedet for viden, og post - strukturalismen er en bygning på sand.