Læsetid: 10 min.

Seks kunstværker, der hylder kunstens forvandlingskraft

Kunsten har til alle tider tematiseret sin egen betydning, indflydelse og magt. Her er seks værker, der alle handler om kunstens evne til at præge og forvandle os – lige fra ’Den Unge Werthers Lidelser’ i tysk romantik til Billy Elliots forbudte dansetrin i britisk socialrealisme
Kunsten har til alle tider tematiseret sin egen betydning, indflydelse og magt. Her er seks værker, der alle handler om kunstens evne til at præge og forvandle os – lige fra ’Den Unge Werthers Lidelser’ i tysk romantik til Billy Elliots forbudte dansetrin i britisk socialrealisme

Jesse Jacob

22. februar 2019

Store følelser tøjlet af Homer

Den unge Werther svælger i følelser, men i litteraturen – og særligt hos sin elskede Homer – finder han ro.

Den Unge Werthers Lidelser af Johann Wolfgang von Goethe fra 1774 er en fortælling om en ung mand med hjertet så fuldt, at det er lige ved at flyde over – og det gør det også, bl.a. i de breve, som Werther sender til vennen Wilhelm. Det er via disse breve, at læseren får adgang til den ulykkelige fortælling om Werther, der til sidst tager livet af sig selv i hjertesorg. I et af brevene fortæller han, hvordan han bruger litteraturen og særligt Homer til at stilne sit urolige følelsesliv.

»Du spørger, om du skal sende mine bøger? – Kære ven, for Guds skyld, hold mig dem fra livet! De skal ikke mere dirigere mig, opmuntre mig, opildne mig, hjertet herinde syder og bruser nok af sig selv; jeg trænger til vuggesang, og den har jeg i rigt maal fundet hos min Homer. Hvor ofte luller jeg ikke mit oprørte hjerte til ro, thi saa foranderligt, saa uroligt et hjerte som mit har du aldrig mødt.«

Joseph Karl Stielers portræt af Goethe.

Ritzau Scanpix
Goethes ikoniske roman blev eksponent for romantikkens Sturm und Drang-bevægelse i slutningen af 1700-tallet, der var en ekspressiv og aggressiv variant af tidens følelseskultur.

I Werther kunne læseren finde en lidelsesfælle, mens Werther selv finder lidelsesfælder i poesien. For eksempel skal Lotte (som han er ulykkeligt forelsket i) blot nævne navnet på digteren Klopstock (en tysk digter fra 1700-tallet), før følelserne med ét vælter ind over Werther: » … hun lagde sin haand paa min og sagde: ’Klopstock!’ Jeg huskede straks den herlige ode, hun havde i tankerne, og lod mig synke hen i den strøm af følelser, som hun ved at nævne dette navn fremkaldte hos mig.«

For Werther gør litteraturen og kunsten det, kunsten gør bedst: Den forklarer følelser og sindstilstande, som man ikke selv er i stand til at artikulere. Det fører til den til tider ganske ubehagelige erfaring, at andre mennesker har følt det samme som en selv. Werther beskriver det på følgende måde:

»Ofte siger jeg til mig selv: Din skæbne er enestaaende; pris de andre lykkelige – saadan er endnu ingen blevet pint og plaget. – Saa læser jeg en af fortidens digtere, og jeg føler det, som om jeg saa ind i mit eget hjerte.«

Den unge og lidende Werther bruger litteraturen til at tøjle sine følelser og til at finde ro. Han finder også trøst i litteraturen, når den formår at sætte ord på de uudtrykkelige følelser, han går rundt med. Alligevel ender det med, at den unge Werther tager livet af sig selv, fordi han ikke kan rumme den hjertesorg, at hans elskede Lotte allerede har en anden mand – Albert, som er et helt anderledes fornuftigt og rationelt væsen.

Hjulpet af ode til dødsdrift

I romanen Hærværk bliver den forhutlede journalist og drukkenbolt Ole Jastrau befriet af »et par ord i rytme« 

Ole Jastrau, hovedpersonen i Tom Kristensens roman Hærværk fra 1930, sejler gennem datidens København i en ulyksalig evighedsbrandert, der distraherer ham fra ubelejlige tanker om, hvordan han egentlig selv synes det går.

Det går i store træk dårligere og dårligere. Jastrau er midt i trediverne, litteraturredaktør på en avis, der minder meget om Politiken, men usikker på, hvor længe det vil vare; gift med en kvinde, der godt kan få nok af hans »forsoldede« ansigt, far til en dreng, han ikke lige kan overskue; tilsyneladende færdig med at skrive de revolutionære digte, han ellers havde hængt sin selvopfattelse op på, og ude af stand til at gå hen ad en gade uden at støde på en bekendt eller en bar eller begge dele og gå på druk.

Tom Kristensen.

Erik Petersen
Jastrau supplerer alkoholen med selvmedlidenhed og tænker ting som »En tænkende hjerne var en smertende sygdom.« Det hjælper en lille smule at høre jazz, især saxofonen, som »dyb og klagende« frigør »al det hæmmede« og får ham til at skrige sin sorg ud. Jastrau affinder sig ikke desto mindre med at gå i hundene.

I løbet af et år bliver han til grin i hele byen, forlades af sin kone og forlader sin stilling. Han ser sin lejlighed gå op i røg fra en prostituerets værelse på den anden side af gaden. En tidligere kollega prøver til sidst at få Jastrau på ret køl ved at hjælpe ham til et stille og roligt job i Berlin, men hver gang Jastrau skal købe en billet, drikker han pengene op.

Jastrau nøler med at komme ned i restauranten, hvor han har gemt den brandforsikringspolice, der kan redde hans røv og gør imens status over livet. Resultatet er ikke prangende, men så er det, at Jastrau kommer i tanker om den nu ikoniske ode til dødsdriften, som en ung digter skrev hjemme hos ham i begyndelsen af romanen:

»Jeg har længtes mod skibskatastrofer/ og mod hærværk og pludselig død.«

Jastrau ånder op: »Et par ord i rytme havde befriet ham. Nu kunne han endelig gå ned i restauranten.«

Om Jastrau fortsætter eller afslutter sin deroute fremgår dog ikke af romanen. 

Gennemskuet af Tove Ditlevsen

I ungdomsromanen ’Martin & Victoria’ får hovedpersonen punkteret sit selvbedrag i en dansktime.

Klaus Lynggaards Martin & Victoria (1985) er vel en af sidste århundredes vigtigste danske ungdomsromaner, og som i så mange andre generationsportrætter, er det musikken, der trækker en stor del af læsset. Ud over knallerter, hashrygning og modstand mod EF og andet borgerligt lort er det musikken, der forener den unge langhårede Martin og hans lige så langhårede nye venner på et forstadsgymnasium i 1972.

Klaus Lynggaard.

Sigrid Nygaard
Martins slæng hører Jimi Hendrix og Rolling Stones, prøver at imponere hinanden med guitarspil og går til koncert med Gasolin’ i en »beat-kreds« i gymnastiksalen på en skole i en nabokommune. Selv om de her er »helt på lakridserne«, finder romanens mest skelsættende kulturelle oplevelse først sted mandagen efter en dansktime. Her udsætter den kulturradikale dansklærer, Elbæk, Martins klasse for Tove Ditlevsens digt »De Evige Tre«:

»Der er to mænd i verden,/ der/ bestandig krydser min/ vej;/ den ene er ham jeg elsker,/ den anden elsker mig.«

Digtet gør noget »ubodeligt« ved Martin, som er kærester med en, der hedder Pia, fordi det er okay. Hun er meget forelsket i ham, og han vil ikke såre hendes følelser, men selv er Martin totalt forgabt i den utilnærmelige Victoria fra parallelklassen:

»Jeg fik både gåsehud og myrekryb. Hva fa’en, kunne Tove Ditlevsen glo lige ind i mig? Kunne Elbæk? Jeg kiggede rundt i klassen for at se, hvordan det virkede på de andre. De tog det meget roligt. Mikael pillede næse med en intensitet, der udelukkende var hans. Jeg var helt rystet, følte mig gennemskuet og klædt af til skindet – og Mikael pillede næse.«

Dansklæreren sender Martin hjem i den tro, at han er ved at få influenza, men som i en trance vader han op på skolebiblioteket for at låne alt af Tove Ditlevsen. Her taler han for første gang med Victoria og får sig således et nyt problem: At være en forelsket teenager, der skal leve med, at hans kæreste ikke altid vil og synes det samme som ham selv.

På flugt fra fortiden med Tjekhov

I filmen ’The Reader’ (2008) tematiseres den helende litteratur i mødet med umulig kærlighed.

Da den 15-årige Michael Berg står i en opgang i Berlin i 1958 og kaster op, kommer den 36-årige Hanna Schultz tilfældigt forbi og hjælper ham. De indleder en affære, som ud over den seksuelle udveksling også indebærer en anden form for aktivitet: højtlæsning. Hver gang de er sammen i Hannas lille lejlighed læser Michael op for hende af en lang række værker: Homers Odysseen, Tjekhovs Damen med Hunden og erotiske romaner, han har lånt af bekendte.

I en scene i filmens begyndelse ligger Hanna og Michael i badekarret: »You’re good at it, aren’t you?« siger Hanna. »At what?« spørger Michael. Hun sprøjter vand i hovedet på ham og fortsætter: »Reading.«

Still fra filmen ’The Reader’.

Ritzau Scanpix
Hanna er ikke selv god til at læse. Hun er analfabet, viser det sig, og har dermed aldrig haft adgang til at leve sig ind i den mangfoldighed af verdner, som litteraturen kan tilbyde. Når Michael læser højt, kan hun flygte ind i en verden, som er mere fortryllende end hendes eget temmelig slidsomme arbejde som billetkontrollør i sporvognene i Berlin. Men der er også en anden ting, Hanna kan flygte fra: fortiden. Hun bærer nemlig rundt på en dyster hemmelighed, som Michael først hører om flere år senere, da han som jurastuderende overværer en retssag med lige præcis Hanna på anklagebænken.

Under krigen – viser det sig – var hun fangevogter i en koncentrationslejr, hvor hun fik yngre kvindelige fanger til at læse højt for hende om aftenen – og pludselig går det op for Michael, hvad højtlæsningen også handlede om. Hun har brugt ham, ligesom hun dengang brugte dem.

Alligevel har Michael stadig en ømhed for Hanna, og mange år senere – da hun afsoner sin livstidsdom i et fængsel i Tyskland – sender han hende bunkevis af kassettebånd, hvorpå han har optaget sine egne højtlæsninger til hende. Med hans stemme i ørerne, lærer Hanna i en alder af 65 år for første gang at læse og skrive selv.

Og i filmen kommer den litterære højtlæsning til at repræsentere et frirum i Hannas liv, der lige fra fangelejren over elskovssengen til fængselscellen gør det muligt for hende overhovedet at leve.

Fri som en fugl gennem dansen

Det føles som elektricitet, når en følsom ung dreng i filmen ’Billy Elliot’ (2008) danser sig ud af kulminearbejdernes hårde maskulinitet.

Den 11-årige Billy Elliot bor i et fattigt arbejderkvarter i det nordøstlige England sammen med sin far og sin storebror, som begge er kulminearbejdere. Moren er død, og atmosfæren i det lille grå arbejderrækkehus bærer præg af, at moderens varme, farverigdom og sensibilitet har forladt hjemmet. Storebroren og faren er midt i den store kulminestrejke i firsernes England, og kvarteret er generelt præget af de voldsomme demonstrationer og arbejdernes hårde sprog.

Billy skal – på farens opfordring – ligesom byens andre drenge, gå til boksning en gang om ugen. Men Billy forstår ikke boksningens lukkede positurer og koreografi.

Still fra filmen ’Billy Elliot’.

Ritzau Scanpix
»Han ligner en kusse med kramper,« siger boksetræneren.

I den anden ende af hallen er byens ballethold imidlertid begyndt at træne, og her er Billys interesse anderledes vakt. Han tiltrækkes af den strenge kropslige disciplin, og han begynder langsomt at deltage i ballettræningen, mens han stadig foregiver at gå til boksning over for faren.

Det ender med, at Billy (som det store dansetalent, han er) kommer til optagelsesprøve på den kongelige balletskole i det store og urbane London, og da juryen spørger ham, hvordan det føles, når han danser, svarer han med den her vidunderlige monolog:

»Dunno … It sort of feels good … It’s sort of stiff and that … But once I get goin’ … Then, I forget everything … And … Sort of disappear. I sort of disappear … I can feel a change in my whole body. And … Like there is a fire in my body … [I’m] just there … Flyin’ … Like a bird … Like electricity … Yeah … Like electricity.«

Dansens alternative sprog giver Billy mulighed for at udtrykke sig på en anden måde, end de tilgængelige normer i kvarteret tillader. Og i stedet for at udtrykke sig ved at bande, ryge smøger eller slås, åbner dansen en sprække i det grå arbejderkvarter, der tillader Billy Elliot en anden form for sensibilitet.

Sovjetliggjort af Gorkij

I romanen ’Secondhand-tid’ vil ’sovjetmennesket’ hellere undvære en frakke end en roman

Gennem en række fiktionaliserede samtaler med mennesker, der har levet under sovjetstyret, forsøger den nobelprisvindende hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj i romanen Secondhand-tid at indfange kernen i det såkaldte sovjetmenneskes mentalitet: »På godt 70 år i marxisme-leninismens laboratorium frembragte man en særlig mennesketype: Homo sovieticus,« hedder det i romanen.

Sovjetmennesket er produktet af et brutalt totalitært regime, men det er samtidig rundet af en tid, hvor det var vigtigere at læse Tolstoj end at sikre sig materielle goder. Som en kvinde i romanen beskriver det:

»Vi havde ingenting. Men vi var lykkelige. […] Det vigtigste var det åndelige … bøgerne … Man kunne gå i det samme tøj i 20 år, og to frakker rakte til hele livet, men Pusjkin og Gorkijs samlede værker kunne man ikke leve uden.« 

Svetlana Aleksijevitj. 

Vilhelm Stokstad/ Ritzau Scanpix
I Aleksijevitjs fortælling om sovjetmennesket hænger litteratur og politik uløseligt sammen. Romaner og digte er ikke bare krymmel på toppen af kagen i nogle få borgerlige hjem. De russiske forfattere diskuteres ivrigt i helt almindelige sovjetiske køkkener til langt ud på natten – som i en scene i romanen, hvor et barn er faldet i søvn på køkkenbænken: »Vores køkken var ikke bare et madlavningssted, det var også spisesal, stue, kontor og talerstol. Et sted for psykologisk gruppeterapi,« fortæller en kvinde. 

Secondhand-tid skildrer sovjetmennesket som en særlig mennesketype, for hvem lykken ikke findes i penge, men i det åndelige, og hvor diskussionerne af litteraturen danner grundlag for mange sociale situationer. Netop derfor oplevede mange sovjetborgere også et tab af mening efter Sovjetunionens opløsning, fordi det ikke længere var tilstrækkeligt at leve for bøgerne og de intellektuelle samtaler – nu skulle man pludselig leve for pengene og personlig berigelse. Som en kvinde udtrykker det:

»Russiske romaner lærer os ikke, hvordan man får succes i livet, hvordan man bliver rig … Oblomov ligger bare på sin sofa, og Tjekhovs helte laver ikke andet end at drikke te og beklage sig over livet …«

Med andre ord er Secondhand-tid en historie om, hvordan den russiske litteratur var med til at forme ikke bare et enkelt menneske, men et arketypisk et af slagsen: sovjetmennesket. Og det er historien om dette menneskes forfald i en postsovjetisk, globaliseret og kapitalistisk virkelighed.

Serie

Kunstterapi: Kan kunst helbrede?

Et nyt fokus på kunstens helbredende virkninger har de senere år vundet indpas herhjemme. I kommuner og regioner ordineres der malerkunst til deprimerede, dans til demente og fælleslæsning til stressramte. Og flere og flere fondsmidler går til sundhedsfremmende kulturaktiviteter og forskning i ’Kultur & Sundhed’. Men hvad er egentlig fakta om de helbredende effekter af kunst? Kan kunst helbrede? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

Seneste artikler

  • Videnskabspodcast: Kan kultur helbrede? Og skal den overhovedet det?

    10. juli 2019
    I femte afsnit af Informations podcast ’Forskerens etiske dilemma’ fortæller postdoc Anita Jensen om det populære forskningsfelt Kultur og Sundhed – om kulturens helbredende potentiale. Her er mange lovende resultater og initiativer, men det rummer også udfordringer at forene så forskellige akademiske traditioner som kultur- og sundhedsvidenskab
  • Det er den fri kunst, der nytter

    10. april 2019
    Sundhedsfaglig forskning viser, at det er kunst af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn, skriver overlæge Birgit Bundesen i dette debatindlæg
  • Kunst skal både kunne helbrede os og fucke os op på altid nye måder

    1. april 2019
    Efter seks ugers afdækning af feltet Kultur og Sundhed kan vi slå fast, at kunst skal og kan både passe os og pleje os. Men den skal også udfordre os med ubehag, forvirring, ryste vores verdensbillede og virke som en langfinger til alt det i livet, der kan blive og bliver målt og vejet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Selvfølgelig virker det - også bare at opleve kunst. Se fx hvordan Huxi Bach er kommet i gang med at lave satire på tv igen, efter at have set på Rorschack-billeder. Nej, spøg til side, men en del af problemet ligger faktisk også hos alle os der producerer kunst og som derfor er tvunget til at være meget af tiden i vores egne forestillinger, rette som vrang. Hvordan slipper vi fri? Hvorfra hentede Homer sin inspiration?

Som billedkunstner, om end kun på hobbyplan, finder også jeg nogen ro i en Homer, dvs. den amerikanske maler Winslow Homers klassiske kunst. For skønhed har, som bekendt, alle dage virket saliggørende, alene ved sin perfektion, altså så længe den ikke efterstræbes med alt for stor ildhu. Det nytter fx ikke noget at du beskæftiger dig så meget med kunst, at du ikke har tid til at gå på arbejdet eller at dine omgivelser forekommer dig sølle, sammenlignet med de forestillinger om det gode liv som kunsten også tilbyder. Hvis du vil vide mere om forholdet mellem æstetik og etik så læs Søren Kierkegaards Forførerens Dagbog, som måske vil kunne lære dig at kunsten selv kan være en stor forfører.

Bjarne Toft Sørensen

Et supplerende bidrag:
W.G. Sebald: Austerlitz: Den æstetiske aktivitet ved beskæftigelsen med historiske bygninger som katalysator i en selvterapeutisk proces.

Romanen lader os få indblik i et menneskes søgen efter identitet i et selvterapeutisk forløb. Dette menneske er ikke fortælleren, men den, der fortælles om, nemlig historikeren Austerlitz.

Værkets særlige komposition kan sammenlignes med det at samle et puslespil, hvor man først samler brikker uden at vide, hvad det er for et billede, der på et tidspunkt vil afsløre sig, efterhånden som forfatteren, gennem sin fortæller, udleverer os brikkerne til spillet.

På et tidspunkt vil det sandsynligvis gå op for læseren, at det, der for hovedpersonen umiddelbart har karakter af en historikers professionelle undersøgelser, er en ubevidst styret selvterapeutisk proces, i søgen efter identitet, i en form for spil mellem fortrængning og afsløring. Der bliver dermed også tale om indre rejser.

Hovedpersonen beskæftiger sig med historiske bygninger af en bestemt karakter, hvoraf mange har forbindelse til transport. Han er meget interesseret i ikke kun det historiske, men også det æstetiske ved bygningerne (arkitekturæstetik) og dokumenterer flittigt sine historiske iagttagelser med fotografisk dokumentation.

Da værket rummer så meget mere end det ovenfor beskrevne, vil jeg også henvise til Peter Nielsens udmærkede anmeldelse.
https://www.information.dk/kultur/2016/10/romanen-auschwitz-naevner-ausc...