Læsetid: 6 min.

Op, op, min sjæl

Sognepræst Hallgrímur Pétursson skabte for mere end 350 år siden en udødelig klassiker i nordisk poesi
Hallgrimskirkja i Reykjavik er opkaldt efter digteren og sognepræsten Hallgrímur Pétursson. Han skabte udødelige klassikere i nordisk poesi for mere end 350 år siden.

Hallgrimskirkja i Reykjavik er opkaldt efter digteren og sognepræsten Hallgrímur Pétursson. Han skabte udødelige klassikere i nordisk poesi for mere end 350 år siden.

Peter Marling

8. februar 2019

Ønsker man et klart vidnesbyrd om det dybe tag, som litteratur – men udover sagaer især rytmisk og rimet poesi – traditionelt har haft i den islandske befolkning, får man næppe noget bedre bevis end det faktum, at Hallgrímur Péturssons 50 passionssalmer siden førstetrykket 1666 har kunnet udsendes i mere end 90 nye udgaver og oplag.

Mange har før i tiden kunnet dem alle eller de vigtigste udenad. Hvert år fra fastelavn til påske læses de op én for én i radioen, og langfredag bliver hele striben sunget i den monstrøse og nok ikke ubetinget kønne betonkirke midt i hovedstaden, som bærer salmedigterens navn.

Hallgrímur Pétursson (1614-74) tilhører den bevægelse eller strømning, man i dag fortrinsvis betegner som den lærde epoke, og som strækker sig fra slutningen af 1500-tallet og ind i 1700-tallet. Han er samtidig med filologen og historikeren Arngrímur Jónsson, men også med de to navnkundige, indflydelsesrige biskopper Guðbrandur Þorláksson (Hólar på Nordlandet) og Brynjólfur Sveinsson (Skálholt på Sydisland).

Generelt er tiden kendetegnet ved intellektuel blomstring, både på bispesæderne og i den særlige islandske decentrale lærdomskultur. Faglighed, fordybelse og flid går hånd i hånd med fromhed og folkelig forankring.

I en international kontekst ville man uden vanskeligheder kunne kalde Hallgrímur Pétursson barokdigter og anbringe ham i kategori med Thomas Kingo og norske Petter Dass. Men periodeafgrænsningerne falder lidt anderledes på Island. Han har også elementer i sig af renæssancehumanismen, og den fine enkelhed i hans digtning kombineret med inderlighed og dyb lidenskab kunne for danske læsere godt minde om Brorson og dermed pietisme og rokoko.

Snævert lyrikhistorisk bestod hans indsats i, at han helt ligesom Kingo, Dass og Brorson m.fl. suverænt fik demonstreret, at der kan laves smukke, sangbare vers på vore germanske sprog, skønt disse markerer rytme gennem stavelsestryk og ikke som græsk og latin via stavelsernes længde.

Meditativ åbning

En fryd er det således at vandre igennem de 50 salmer og nyde, hvordan Hallgrímur ustandselig varierer sit lyriske udtryk. Nogle strofer har kun fire verslinjer, andre fem, seks, syv, otte eller hele ni, og rimene skifter fra salme til salme, ikke bare for afvekslingens egen skyld, men også fordi Faderen, Sønnen og Helligånden selvsagt fortjener, at digteren yder sit ypperste. Derfor indleder han da også med at tage et ordentligt tag i sig selv:

»Op, op min sjæl og al min ånd,
op, op min tunge, stemmebånd,
mit sind, mit hjerte, hjælp mig nu
at komme Herrens kval i hu.«

Bid her især mærke i tiltaleformen. Salmerne er ikke alene henvendt til Gud eller specifikt til Jesus/Kristus, de udgøres også af sjælens samtale med sig selv.

Deres styrende hensigt er gudfrygtig fordybelse i Herren Jesu pine og død, men de gennemfører samtidig så at sige en meditativ åbning af jeget, som så igen svarer til den effekt, som salmedigteren ønsker at opnå hos den, der læser eller synger.

Rent kompositorisk følger hver af de 50 passionssalmer et nogenlunde fast mønster, som begynder med, hvad man kan kalde en kort indholdspræsentation: Vi skal nu høre om tilfangetagelsen i Getsemane Have eller Peters fornægtelse eller forhøret hos ypperstepræsten eller Jesu forhånelse. Så følger der en konkret beskrivelse i form af en sansende iagttagelse, som bringer os tæt ind på kroppen af Frelseren, men samtidig minder os om vores egen krop. Næste led består i en fortolkende applicering af den teologiske indsigt, som så fører over i dvælende, personlig refleksion. Endelig slutter den enkelte salme med en personlig bøn, som her i nr. 14, lige efter at Jesus er blevet hånet og vanæret:

»Men dig til ære derimod
jeg angerfuld vil gøre bod,
mit kød, min vilje er så svag,
o Jesus giv mig kraft hver dag.«

Genremæssigt er der måske ikke noget afgørende ’nyt’ i Hallgrimur Péturssons kompositionsform, som ret trofast følger den såkaldte firfoldige fremgangsmåde i bibelsk tekstforståelse fra billede over udlægning og fortolkning videre til refleksion og personlig tilegnelse.

Han løfter som så mange andre salmedigtere før og siden betragtningen over i en belæring, han drager kristelig konsekvens af sin meditation over hvert enkelt led i lidelseshistorien.

At Jesus åbent giver sig til kende ved sin arrestation, svarer således nøje til, at han til den kristne siger:

»Det er mig,
som fjernet har al skyld fra dig«.

Over for Judas’ penge stiller digteren helt tilsvarende den kristnes læggen afstand til det jordiske guld:

»Lad hånt om penges flok.
Om du tilfreds forbliver
med det, som Herren giver,
så har du mer’ end nok.«

Når folkemassen enigt råber: »Korsfæst!«, besinder det kristne jeg sig på, at hvor han eller hun end går hen, »vil hvert mit råb og hver min bøn
gi’ mig en himmelsk nådeløn.«

Ydmyg enkelthed

Som eksemplerne viser, foretager Hallgrímur, helt i traditionens ånd, en motivisk parallelføring af skriftens ’Da’ og salmesangens ’Nu’, alt imens han med episk fasthed lader lidelseshistorien skride frem. Hvert øjeblik i forløbet udnyttes til sindbilledlig opbyggelse.

Men der er samtidig meget andet på færde. En sans for og glæde ved det konkrete. En ør lidenskabelighed. Noget dybtfølt oprigtigt. Samt en mærkværdig kombination af råhed og forsigtig humor. Alt sammen træk, som gør Hallgrímurs kristelige digtning unik.

Vi er fjernt fra barokkens velkendte trang til det overlæssede, overfladisk pyntende, eller vi kan snarere sige, at salmedigteren måske nok har barokkens kropslighed, men nedforstørrer den, så resultatet bliver en ydmyg enkelthed.

Det er nærliggende at betragte disse egenskaber i lyset af digterens specielle biografi. Hallgrímur Pétursson blev formentlig født på en gård i nærheden af Hólar, hvor hans far gjorde tjeneste som ringer.

Som 18-årig var han i lære som grovsmed i København, men blev tilfældigt »opdaget« af Skálholtbispen og sattes i Vor Frues Skole. Hvor meget han dér fik lært af latin og teologi, står ikke ganske klart, men i hvert fald nok til, at han i 1636 kom til at undervise i kristendom for ca. 30 islændinge, som i 1627 var blevet bortført af pirater fra Algier og siden hen løskøbt.

Blandt eleverne var den 16 år ældre Guðridur Símonardóttir, som han snart blev kærester med og gjorde gravid, og eftersom hun på papiret var gift, så længe hendes ægtemand endnu ikke var erklæret død, måtte det måske lidt umage par tåle at blive forhånet, udstødt og straffet med bøde for hor.

Tilbage på Island blev Hallgrímur ordineret som præst, selv om han ikke havde taget teologisk eksamen, og fik på Hvalsnes på sydvestranden af landet ry som en blændende prædikant. Derfor kunne biskop Brynjólfur i 1650 flytte ham til et federe kald i Saurbær i Hvalfjörður, og det var her, at sognepræsten i 1656 pludselig afbrød et arbejde med at versificere Samuels Bog for i stedet at give sig i kast med den inderlige fordybelse i Kristi lidelse.

Sine egne pinsler havde han tydeligvis ikke glemt. De indre husker han, når han drager en parallel fra mørket i Getsemane Have til mørket i sin menneskesjæl, og når han sammenligner Jesu sved med syndens svien hos den enkelte. Men heller ikke de ydre, verdslige magthavere får lov at gå ram forbi. Lidt forenklet kan man sige, at passionssalmerne artikulerer en samfundskritik, når det hedder, at al magt har sine grænser, eller når vi ved mødet mellem Pilatus og Kristus direkte kan læse denne formaning:

»Men magten bag ved loven,
ja, husk det, øvrighed,
er givet dig fra oven
og rakt til dig herned.
Gud gav dig magtens hæder,
så bør du hædre ham.
Og vær på alle steder
et værn for gode sæder.«

Heri ligger underforstået, at samtidens danske og islandske myndighedspersoner nok kunne fortjene solid kristelig belæring. I den henseende forekommer Hallgrímur Pétursson såmænd stadigvæk sørgeligt aktuel.

Selv nåede han – heldigvis – at fornemme sine salmers hurtigt voksende popularitet. Hans sidste år blev dog drøje. 1662 brændte hans kirke, og i 1667 måtte han tage sin afsked, ramt som han var af spedalskhed. Han døde i 1674. Efter ham står lyslevende et fuldtonende salmeværk, en klassiker i islandsk og nordisk poesi.

Hallgrímur Péturssons Passionssalmer blev oversat til dansk i 1930 af Thordur Thomsen, som respekterede originalens allitterationer. Friere på det punkt, men til gengæld tro mod værkets rytmer og rim, virker Bjørn Sigurbjörnssons oversættelse, udgivet i samarbejde mellem Hallgrímskirken og Forlaget ANIS, Frederiksberg i 1996 og citeret ovenfor.

To af Hallgrímurs tekster har fundet vej til Den Danske Salmebog, nemlig dennes nr. 60, »Jesus, min drot«, og nr. 532, »Nu ledet er min lille i Herrens lystgård ind«, begge fordansket af C.J. Brandt.

Til salmernes nutidige popularitet har sangeren Megas bidraget aktivt, desuden Sigurður Sævarsson i 2007 med oratoriet »Hallgrímspassia«.

Serie

Islands litterære mirakel

I Island er sprog og litteratur ægte sammenhængskraft. På tværs af politisk overbevisning, sociale skel og epoker er litteraturen det, der forener. Islands litteratur har ikke kun syntes så stor og rig i de senere årtier med et væld af forfatterskaber, der har gjort stort indtryk i hele verden – den har i mere end tusind år gennem Edda-digtningen og sagaerne påvirket og ændret verdenslitteraturen. Information præsenterer i den kommende tid et udvalg af de værker, der for mere end tusinde år siden gjorde islandsk litteratur til noget helt særligt i verdenslitteraturen og stadig påvirker vores forestillinger i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Grethe Preisler
Trond Meiring og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stefan Wolffbrandt

En fantastisk sætning: "Heri ligger underforstået, at samtidens danske og islandske myndighedspersoner nok kunne fortjene solid kristelig belæring. I den henseende forekommer Hallgrímur Pétursson såmænd stadigvæk sørgeligt aktuel"... Tak for den :-)

Steen Hardenberg

Og undertegnede vil såmænd takke for en glimrende serie om Islands litteratur(-historie). En stor fornøjelse at læse!
Kan man håbe på at serien kommer i bogform (i lighed med ‘de øvrige’)?
Hilsen Steen H