Stolte vandfaldsvisioner

Endnu i 1970’erne kunne man på en bestemt bar nær Reykjaviks centrum møde certificerede alkoholister, som ud af hukommelsen var i stand til at recitere særlig skønhedsberuste strofer, ja, tilmed hele alenlange digte af Islands senromantiske mester Einar Benediktsson (1864-1940). I dag er spisestedet lukket, og baren for længst borte, til gengæld bærer en gourmetrestaurant hans kælenavn Einar Ben.

Dyrkere af hans poesi kan valfarte til Herdísarvík på sydkysten, hvor han tilbragte sine sidste år i en ydmyg hytte med fri udsigt til Atlanterhavet, eller man kan bese hans grav på Þingvellirsletten, hvor han hviler i tosom majestæt, side om side med ærkeromantiske Jónas Hallgrímsson. De to kan siges at stå eller rettere ligge godt til hinanden, for så vidt som de begge med ånden og ordet som våben kæmpede for selvstændighed og søgte at vække deres folk til fornyet stolthed.

Blot var Einar Benediktsson tillige det tekniske fremskridts mand. Han begyndte sin løbebane med at følge i farens fodspor og i 1892 tage juridisk embedseksamen, men i sine mest aktive – eller skulle man måske sige mest vidtløftige? – år fra midten af 90’erne og frem til suveræniteten i 1918 arbejdede han ihærdigt på at få vakt udenlandske kapitalisters risikovillige appetit på islandsk vandkraft, minedrift og gødningsproduktion.

Hans storhedsperiode falder sammen med, hvad man har kaldt »det andet landnam«, dvs. de år, da landet brød ud af sin isolation teknologisk, økonomisk og politisk; hvor bønder begyndte at bruge plov, bygge huse af beton og så småt lave egen strøm; hvor små fiskekuttere afløstes af effektive trawlere; hvor dampskibe med islandske kaptajner krydsede Nordatlanten.

I denne opbrudstid fører Einar sig frem som den genfødte Egill Skallagrímsson, der ikke bøjer sig for nogen konge og aldrig viger for overmagt.

Hans højstemte digte, som genoptager, men samtidig forfiner teknikker fra middelalderpoesi og mundtligt traderet folkelig digtning, bliver til som sejrssange for og fra et vågnende folk, og selv når han digter om Rom og Themsen, er Island aldrig langt borte. Han forener traditionsbevidst tilbageskuen med optimistisk fremskridtstro, og han har som digter på én gang begge ben (nogenlunde tæt) på jorden og blikket fast rettet mod stjernerne.

Karakteristisk for hans patetisk visionære digtning er »Nordlys«, fire storladne strofer, som han selv trykte i sin avis Dagskrá (Dagsorden) i 1896. Han forestiller sig her nordlysenes bølgende, strømmende draperinger som skibe sejlende hen over himlen. Støvets søn, altså mennesket, begejstres af synet, opmærksomheden drages bort fra dagligt jordisk fjas og tant, alt imens naturkræfterne åbenbarer en anden verden, en højere sfære af vidunderlig vælde:

»Véd Støvets Søn en saa storladen Pragt
som Gudernes Højsal i Polnattens Lue?
Se Marker og Fjord under guldhvælvet Bue!
Hvem gi’r nu paa Vin og Kortspil Agt?
Alt jordisk er Underet underlagt:
Se, Straalernes Tropper sig melder i Rader
til Nathimlens Faner; hvert Fjeld staar forsagt,
mens Bæk favner Bæk under sølvfromme Lader.
Ved Udhavets Bryn møder Øjet et Syn
af flammende Nordlyskaskader.«

I de følgende to strofer skuer »jordens fange« op mod lysslørdansens tusinde farvenuancer. Alt, hvad han ellers er optaget af, forekommer med ét bare usselt og småt, for nu ånder Guds kraft bag ved støvets flige, han føler, at han i nat er borger i lysets rige. Slutstrofen genoptager så billedet af de på himlen henfarende skuder:

»Hvor vældigt et Hav er ej Himmelens Blaa,
og højmastet Flaaden, som Vejen plejler.
For Havnen de pejler, hvad enten de sejler
den lige Kurs, eller vende maa.
Men Øjets Skaber jo ingen saa,
og Lysets Ophav – hvem magter de Gaader?
Med bøjede Knæ man banker paa
hvert Tempel og søger den Naade, der baader.
Tom Scene! Alt borte! Og stængt hver Port,
og stum den Aand, som her raader.«

Salg af nordlys

Et hårdnakket rygte påstår, at Einar Benediktsson engang havde den frækhed at sælge nordlysene til et hold britiske rigmænd. Dokumenterbart er det imidlertid, at han i 1906 gik ind i store vandkraftprojekter, som omfattede bygning af dæmninger over elvene Skjálfandafljót og Jökulsá á Fjöllum. I vinteren 1907-08 var han med til at købe selveste vandfaldet Dettifoss, 44 meter højt og over 100 meter bredt, og i 1917, via firmaet Titan, var han på temmelig uklædelig vis indblandet i den store såkaldte Vandfaldsaffære.

Besynderligt er det på denne baggrund at læse teksten »Dettifoss« (trykt 1906 i et tidsskrift og samme år i hans digtsamling Hafblik):

»Syng, Dettifoss. Syng højt mod Himlens Sol.
Skin, Lysets Drot, paa Skyggens Kongestol.
Mægted du, Gny, min Sang din Kraft at give!
Jeg staar paa vore Fossers Kapitol.
Bevæg min Aand ved egne Aandedrag,
du som faar Klippen rørt og vakt til Live.«

Her forenes faktisk guddomskraft og vandkraft, Island med Antiken (Capitol i Rom) samt naturen med digterens skaberevne:

»Jeg føler, gennem dine Styrketag
kan Mandeviljen ildnes. Højn dit Slag,
Foshjerte. Styrk min Aand og Haand at skrive.«

Og ikke nok med det. Flodtitanens brus skal skaffe folket fremtidig energi, gennem tankens magt, teknikkens triumf:

Det er som Drømmesyn mig drog forbi:
jeg dæmre ser en ny Tids Energi,
naar Kraften, som i Hjernens Fibre flyder,
ved dybere Belæring gøres fri.
Naar Tankemagtens store Time slaar,
naar Synet af vor Gud ej Død betyder,
naar Øjets Sekraft hver en Afstand naar,
naar Evighedens Gaade vi forstaar,
og Sennepskorn af Vilje Bjerge bryder.

Bemærk, at der for digteren tilsyneladende ingen modsætning findes mellem tilliden til fremskridtet og en panteistisk gudstro. Ligesom i »Nordlys« udgør himlens magt en uhåndgribelig og uudgrundelig urkraft. Det er næppe forkert at tale om en slags industriel vitalisme – men altså, som ovenfor nævnt, kombineret med en stærk islandsk nationalisme.

Jo, Einar Benediktsson forblev så sandelig en modsætningsfyldt figur, med voldsomt stor distance mellem åndelige ekstremer. Der er også i fysisk forstand langt mellem hans sidste bolig nær havet og hans statelige villa Höfði i Reykjavik, hvor hans statue knejser i dag, og hvor Reagan og Gorbatjov i sin tid holdt et historisk møde. Ligeledes må der siges at være en betydelig afstand fra den gudbenådede ordbeherskelse, hvormed han lovpriser det islandske landskab, og til alle hans fejlslagne forsøg på at betvinge og kapitalisere naturen.

En betydelig, ganske vist ret venstreorienteret litteraturhistoriker, Kristinn E. Andrésson, skrev engang om Einar Benediktsson, at han med årene gled over i en art spekulativ filosofisk idealisme, ikke ubeslægtet med dele af Nietzsches filosofi, og at han i sin sene lyrik fjernede sig fra den almindelige befolkning. Det skal nok være rigtigt. Men drukmåsene og de svorne lyrikentusiaster (to nok delvis sammenfaldende segmenter) har aldrig sluppet ham.

Digtene »Nordlys« og »Dettifoss« er citeret efter Guðmundur Kambans oversættelser i hans antologi Hvide Falke, 1944.