Læsetid: 7 min.

Stuntmand: »Mine erfaringer med, hvad filmvold gør ved folk, har betydet, at jeg simpelthen har fået dårlig samvittighed«

Stig Günther var en af de første stuntmænd i Danmark og har blandt andet arbejdet på ’Pusher’, ’Adams Æbler’ og senest Lars von Triers ’The House That Jack Built’, som han har valgt ikke selv at se. For arbejdet med filmvold har givet samvittighedskvaler. Og det i en sådan grad, at han overvejer at forlade filmbranchen
Da stuntmand Stig Günther så Saving Private Ryan udvandrede han fra biografen. I filmen ser man amerikanske soldater under Anden Verdenskrig, der drukner, mens andre bliver skudt, så snart de stikker hovederne op af vandet. »Når der er så meget ondskab ude i verden, hvorfor gør vi så det her for underholdningens skyld,« spørger Günther.

Da stuntmand Stig Günther så Saving Private Ryan udvandrede han fra biografen. I filmen ser man amerikanske soldater under Anden Verdenskrig, der drukner, mens andre bliver skudt, så snart de stikker hovederne op af vandet. »Når der er så meget ondskab ude i verden, hvorfor gør vi så det her for underholdningens skyld,« spørger Günther.

Warner Bros.

15. februar 2019

Som dreng var Stig Günther typen, der altid skulle kravle op i det højeste træ og konkurrere med kammeraterne om, hvem der kunne springe over åen dér, hvor den var bredest. Når han sad med sine forældre og så de første cowboyfilm i fjernsynet, jublede han, når der var nogen, der blev skudt og faldt af hesten. Og det var endnu bedre, hvis skurken stod på et tag, blev ramt og faldt ned – så rejste Günther sig op i sofaen og klappede.

Senere læste han til tandlæge. Og til flyveleder. Og til ejendomsmægler. Og otte andre ting. Indtil han indså, at han ikke ville kunne finde ro med »et almindeligt job«. Og da det gik op for ham, at man måske kunne leve af at lave stunts, vidste han, at det var det, han skulle. Han havde mange års erfaring med kampsport, gymnastik og trampolin – og arbejdet som stuntmand var bare »at bygge en tryllekunst oven på den fysiske grundform«.

Siden har Günther været blandt de mest aktive stuntmænd i Danmark, hvor han har arbejdet på blandt andet Nicolas Winding Refns Pusher-trilogi, Anders Thomas Jensens Blinkende lygter, tv-serien Forbrydelsen og senest Lars von Triers The House That Jack Built. Og så er han desuden indehaver af Guinness-rekorden for højeste frit fald: 104,5 meter fra en kran ned i en kæmpemæssig hjemmelavet airbag.

Men der er sket meget i de 25 år, hvor Günther har arbejdet som stuntmand.

»Hvis du i dag ser slagsmålene i de gamle cowboyfilm eller de første James Bond-film, er det jo nærmest komisk. Vi er blevet så dygtige til at lave noget, der virker realistisk og troværdigt – og så går volden altså renere ind og dybere ind i os,« siger Stig Günther.

Det er en udvikling, som han grundlæggende finder problematisk, fordi det bliver sværere »for hjernen at skelne mellem fiktive og reelle ting«. Det er noget, han også har kunnet mærke på sig selv, da han efter at have set særligt voldelige film fik mareridt om at rende rundt og slå andre ihjel eller selv at være jaget vildt. Filmvolden er altså ifølge Günther blevet for realistisk, hvilket rent professionelt har sat ham i noget af et dilemma.

»Vold er jo 90 procent af det, man laver som stuntmand. Men mine erfaringer med, hvad filmvold gør ved folk, har betydet, at jeg simpelthen har fået dårlig samvittighed. Det er ligesom, hvis man er bondemand og sprøjter med pesticider, og så finder man ud af, at pesticiderne ødelægger insekter, bier og fødekæder og gør mennesker syge – kan du så som bonde blive ved med at sprøjte,« spørger Günther.

Det er et spørgsmål, som han selv har kæmpet med at håndtere – på flere forskellige måder. Dels prøver han i sit arbejde at påvirke de opgaver, han finder for makabre, ved at foreslå mildere versioner af »de grimmeste voldsscener«. Dels har han takket nej til at arbejde på visse film eller har bedt om ikke at blive krediteret, hvis det endelige resultat var »for modbydeligt«.

Efter at have læst manuskriptet til The House That Jack Built var Günther meget i tvivl, om han skulle sige ja til filmen. Han endte med at gøre det, men besluttede sig på forhånd for, at han aldrig ville se det færdige produkt.

»Det ville være for voldsomt for mig. Jeg er sikker på, at jeg ville sove dårligt i en uge, og at det ville sætte nogle billeder i hovedet på mig, som jeg aldrig ville kunne fjerne igen. Nogle billeder, som jeg ikke ønsker at have i mit hoved. Det svarer til, at jeg ikke ønsker at ryge for mine lunger, eller at jeg ikke ønsker at spise slik for mine tarme. Mit mentale helbred vil have det bedre, hvis jeg ikke ser de scener. Jeg ved jo, hvor slemt det er,« siger Günther.

Glasur og billige point

Følsomheden over for filmvold er for Günther blevet værre med tiden. I øjeblikket gennemgår han en genoptræningsperiode, hvor han tager sig af et par gamle fysiske skader – ligesom at tage bilen til eftersyn – men hans kvaler med filmvold betyder, at han overvejer ikke at komme tilbage til branchen efter sit operationsforløb.

»Det har været en glidende overgang, men første gang jeg virkelig kunne mærke, at jeg ikke havde godt af at se filmvold, var efter jeg så landgangsscenen i Saving Private Ryan. Der udvandrede jeg fra biografen og besluttede mig for, at sådan noget skulle jeg aldrig se igen,« siger Günther.

Det er en af de første scener i Steven Spielbergs 1998-klassiker, som Günther refererer til, hvor amerikanske soldater går i land på Omaha Beach under Anden Verdenskrig og brutalt nedkæmpes af tyskerne.

»Nogle drukner, og andre bliver skudt, så snart de stikker hovederne op af vandet. Det var så ubehageligt for mig, og jeg tænkte: ’Hvorfor skal jeg putte det her ind i mit hoved? Når der er så meget ondskab ude i verden, hvorfor gør vi så det her for underholdningens skyld?’« siger Günther.

Efterfølgende er han kommet til den konklusion, at den udpenslede filmvold i langt de fleste tilfælde er unødvendig – det er noget, der bare bliver smidt ind som ren underholdning, for man »behøver altså ikke vise tænderne, der knækker, når der bankes en geværkolbe ind i munden«.

»Meget ofte er volden noget glasur, man putter på det, der i forvejen er en god kage. Det bliver brugt ligesom nøgenscener, sex og eksplosioner – det er noget, der sælger. Man prøver jo at få følelser frem i folk. Og når folk sidder og væmmes, har du jo hevet en følelse frem. Jeg tror, der er mange, som ukritisk går ud af biografen og tænker, at de er blevet rystet følelsesmæssigt rundt, og at det derfor var en god film. Men for mig er det lidt billige point,« siger Günther.

– Har du selv været med til at lave scener, som du bagefter fortrød, at du var med til?

»Man lader sig ofte rive med, når man står i det. For det er aldrig slemt at lave det – det er lidt ligesom at lave en tryllekunst. Vi hælder kunstigt blod i munden og står og griner. Men når man ser det bagefter, så tænker man, at det godt kan virke lidt for autentisk. Og så kan jeg godt få dårlig samvittighed.«

En grad af humor

Til gengæld bliver filmvolden ifølge Stig Günther tålelig, når det er tydeligt, at man ikke ser »rigtig vold«. Det gælder i særdeleshed, når volden bliver overdrevet, folk flyver gennem luften eller ryger tre meter baglæns efter et enkelt slag i maven. Det skaber en afstand, der betyder, at »man ikke ligger søvnløs over det om natten«. Og samtidig er det den slags scener, som ofte imponerer Günther rent håndværksmæssigt. Som eksempel nævner han en længere sekvens fra 2007-filmen The Bourne Ultimatum, hvor hovedpersonen Jason Bourne er involveret i et »opfindsomt velkoreograferet« slagsmål, der ender på et badeværelse.

»Det var med til at hæve barren for, hvor vilde og underholdende slagsmål kunne være – hvor højt tempoet kunne være. Der sad jeg bare og tænkte: ’Wauw! Her er nogen, der kan noget, jeg ikke har lært endnu’, hvilket – i al beskedenhed – er sjældent. De udveksler flere slag i sekundet, ryger hele tiden ind i væggene og alt muligt. Det er en moderne klassiker. Og samtidig ved jeg godt, at jeg sidder og ser en film – præcis som da jeg sad og så de gamle westernslagsmål,« siger Günther.

Kigger han på sit eget arbejde, er de ting, som Günther er stoltest af, dem, hvor volden kommer lidt på afstand, »får en grad af humor« og bliver en slags »uskyldig underholdning«. Her nævner han specifikt de actionkomedier, han har lavet sammen med Lasse Spang Olsen – Gamle mænd i nye biler fra 2002 og Den sorte Madonna fra 2007 – samt Rasmus Heides Blå Mænd fra 2008 og Julefrokosten fra 2009. 

»Det er lidt ligesom i Olsen-banden, hvor de jo også slog hinanden ned. Der er noget vold, men man er ikke inde og se blodet sprøjte eller en mand, der ligger og kæmper for sit liv med en sikkerhedssele om halsen. Hvis du undgår at gå ind i de detaljer, kan du godt lave en masse vold, hvor jeg synes, det fungerer,« siger Günther.

»Derfor har jeg godt kunnet lide at lave film med Lasse Spang Olsen og Rasmus Heide, fordi de ikke er til det der med, at vi skal ind og se de sidste krampetrækninger eller folk, der ligger og lider. De film, jeg har lavet med dem, må stå som noget af det, jeg kan stå inde for.«

Serie

Vold i film

I forbindelse med Lars von Triers seriemorderthriller The House That Jack Built diskuterede vi i avisen den eksplicitte vold. Men kan man overhovedet diskutere vold i film, ikke som moralsk boksekamp, men på værkets egne præmisser? Vi har spurgt en række filmfolk om, hvad filmvold kan - og bedt dem om at udpege en scene, der virker, og en, der bestemt ikke gør.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • odd bjertnes
odd bjertnes anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu