Læsetid: 36 min.

Her er trygt og pik: Uddrag af ’En fandens mand’

Her er en rigtig stereotyp manderolle: ældre mænd, der er sammen med yngre kvinder. Men lad os tilføje nogle nye nuancer. Her er et kapitel fra Anders Haahr Rasmussens nye bog ’En fandens mand’, der udkommer i dag
Her er en rigtig stereotyp manderolle: ældre mænd, der er sammen med yngre kvinder. Men lad os tilføje nogle nye nuancer. Her er et kapitel fra Anders Haahr Rasmussens nye bog ’En fandens mand’, der udkommer i dag

Emilie Noer Bobek

8. februar 2019

Okay, lad os fylde noget i den manderolle. Gøre den spraglet og levende. Gøre noget ved alle de stivnede identiteter. Her er en stereotyp manderolle, jeg godt kunne tænke mig at hælde noget indhold i: Ældre mænd, der er sammen med yngre kvinder.

Først fire klip fra dagspressen for at vise, hvordan der vanligvis snakkes om den slags mænd:

  1. Psykologen: »Når jeg ser alle de ældre mænd med deres »kuvøseguf« i billedugebladene, kan jeg ikke lade være med at grine. Der er noget infantilt over mange mænds måde at handle på.« 


  2. Forfatteren: »Det handler også meget om prestige.« 


  3. Ægteskabsrådgiveren: »Mange danske mænd er svage, fordi de har haft meget stærke og dominerende mødre. Det er med til at forklare deres valg af partnere.« Hun forklarer, at det ofte er følelsesmæssigt umodne mænd, der falder for unge kvinder. Mænd, der ikke kan, ikke vil opfylde de krav, kvinder på deres egen alder stiller.

  4. Den ældre mand selv: »Jeg har altid selv haft afsky for midaldrende mænd, der jagtede unge kvinder, det er for plat,« siger Eddie Skoller, der var 45 år, da han blev forelsket i 20-årige Sissel Kyrkjebø.

Jeg vil gerne sige noget om at være sammen med yngre kvinder. Inspireret af historien om manden med paraplyen har jeg fundet mikroskopet frem for at se igennem mønstrene, forbi klicheerne, ned til alt det underlige og vildtvoksende, til handlingerne, og ikke mindst til intentionerne. Hvorfor er mænd sammen med yngre kvinder? Hvorfor var jeg?

Det handlede ikke om prestige. Det var heller ikke et spørgsmål om dødsangst. I hvert fald ikke kun.

Jeg kender godt klicheen. Mand begynder at få grå hår i siderne, hæmorider, en knæskade, der ikke går væk, åh nej, de unge laver fede ting, han ikke forstår, ikke orker at forstå, han er træt, han skal dø en dag, han vil ikke dø, han må væk fra sin midaldrende hverdag, sin midaldrende kone, han skal mærke livet, mærke solen skinne, men den skinner ikke på ham længere, den stråler ikke i ham, han har mistet sin sol, så han må stjæle andres.

Solstråletyve, som Lena Dunham kalder dem i sin bog Not That Kind of Girl, hvor hun skriver om de mænd i branchen, der ser muligheder i hende, mange slags muligheder, hvis du forstår, hvad jeg mener.

»Mænd der har været i gang lidt for længe, som er trætte af legen, men ikke kan stoppe mens den er god. De leder efter en ny slags energi, efter bekræftelse. Det hænger sammen med sex, men det er ikke det samme. Det de vil have fra dig, er langt værre end en g-streng på bagsædet er deres Lexus. Det er idéer, nysgerrighed, den spændende følelse det er at stå op om morgenen og skabe noget.«

Det er ikke, fordi det er forkert. Det kan være en genvej til sin egen forsvundne ungdom. Sikkert lidt ligesom, da min veninde Katrine fortalte mig, at noget af det hun glædede sig allermest til ved at skulle have et barn, var at opleve verden gennem det barns øjne, besøge sin egen barndoms blik, det friske, uspolerede, nysgerrige blik.

Sikkert lidt ligesom Mathilde, der syntes det var overdrevet fedt, da jeg en dag hentede hende i bil. Kunne vi ikke bare køre rundt i byen lidt, spurgte hun, køre en tur, til højre, til venstre, rulle vinduet ned, bare ligesom køre bil! Det elskede hun, og det skete så sjældent.

Mathilde var 21 år, jeg var 34. Hun havde ikke bil. Eller kørekort. Hun havde til gengæld Harry Potter-plakater på væggen over sin seng. Vi havde datet et par måneder. Hun elskede pizza, og hun elskede især at spise det i sengen, mens hun så tv-serier og smaskede. Når hun gav mig et kram, gik hun ind i mig med hele sin krop for så at lægge armene om mig, som for at forhindre mig i at blive skubbet væk.

Det var en genvej. Til glæden ved bare at køre bil, til glæden ved at have sex, fordi, hallo, vi har sex! Og det må vi godt, bare spis løs, ligesom den måde hun åd pizza på i sengen, den fråden, helt opslugt, som et barn med en slikskål, og det bar ligesom over, sex var en forlængelse af lysten til at smovse, til at have det lækkert, ikke som de utallige dates med jævnaldrende kvinder, der har spillet spillet for længe, kender manuskriptet, skal vi drikke en øl hjemme hos mig, det bliver let så alvorligt, alle gør deres pligt, først står man i køkkenet og kysser, nu går man ind på soveværelset, nu skal det ske, nu skal sex gøres.

Det føles farligt at nævne børn i samme sætning som sex, men der noget omkring det barnlige, det udydende, det grænseløse, det selvoptagede og umiddelbare, kombinationen af den voksne kvindekrop og den infantile måde at være i den på, uendelig blød hud, spændt ud, yde rundt, følge lysterne, pizza er lækkert, din pik er lækker, jeg er sulten.

Ifølge den klassiske fortælling er rollefordelingen sådan, at hun tilbyder ham en genvej til barndommens energi, mens han tilbyder hende en genvej til voksenlivets indsigter. Nogle gange mere bogstaveligt end andre: Da unge Tove Ditlevsen giftede sig med gamle Viggo F. Møller gav han hende lektier for. Det kunne være en bog om den franske revolution. »Mit dannelsesgrundlag«, kaldte Tove det, og hun sørgede pligtskyldigt for at læse et par sider om dagen, så hun kunne svare for sig, når han hørte hende i det.

Den ældre mand som læremester, overhoved, far.

Sådan var det ikke med Mathilde. Når jeg lagde mig til at sove, tog hun en bog i min reol, og når jeg vågnede lå den på natbordet, slået op på side 73 eller 87, hun slugte bøger, hun forstod bøger, som om hun læste dem med en slags røntgensyn, der gjorde hende i stand til at se gennem litterære trends, plot og pompøse sætninger, se ind i deres sjæl, både svære bøger og sjove bøger, tykke bøger, tynde bøger, gode bøger, dårlige bøger, og så sov hun til klokken 10, nogle gange 11, væltede ud af sengen, for sent på den, hun skulle øve, hun spillede klarinet, hun drømte om at komme ind på konservatoriet.

En aften lå vi i min sofa (»Du har en sofa!«) og så en romcom, What if?, med Daniel Radcliffe, en piratversion uden undertekster, hvor Radcliffe spiller en lettere neurotisk ung mand, der snakker virkelig hurtigt, så det var svært at få det hele med, i hvert fald for mig.

'Mathilde lod ikke til at have de store vanskeligheder, så da hun grinede højt efter en ordveksling, jeg ikke havde forstået, andet end at den handlede om, at Bruce Willis var en mand, der ikke viste følelser, spurgte jeg, »Hvad sagde han? Hvad sagde han?« Og Mathilde forklarede mig, mens hun stadig klukkede, at han sagde:

»The most you ever get out of Bruce is a hint of melancholy at the edge of a smirk

Jeg skulle lige bruge et par sekunder på først at oversætte og siden at se »a hint of melancholy at the edge of a smirk« for mig, og så slog det mig, at 1) det var en virkelig præcis beskrivelse af Bruce Willis’ smørrede smil, og 2) der blev kombineret temmelig hurtigt i Mathildes hoved, selv om 3) det var mig, der havde boet tre år i USA og fået min Master i Sociology med udmærkelse, mens Mathilde stadig sled i det med sine hf-enkeltfag på skolen rundt om hjørnet.

Heller ikke når det gjaldt den modne håndtering af følelseslivet stod det helt klart, hvem der dannede hvem. En lørdag aften havde jeg samlet en flok venner til mad og drinks. Jeg havde spurgt Mathilde, om hun ville være med, men hun skulle hænge ud med sin veninde Eva. De ville måske kigge over senere, skrev hun.

Jeg hørte ikke fra hende igen, så da jeg ved halvtotiden havde sagt farvel til de sidste gæster og var på vej i seng, skrev jeg en muggen besked til hende om, hvor mærkeligt jeg synes det var, at hun blev væk uden at give lyd fra sig. Hun svarede et par minutter senere.

»Jeg er ked af, du har det sådan. Jeg har haft en hyggelig aften med Eva – lad os snakkes ved i morgen.«

Det gjorde vi så, og jeg uddybede min kritik ved at forklare hende, at når vi sådan havde skrevet sammen, og hun havde givet udtryk for gerne at ville komme forbi i løbet af aftenen, så følte jeg mig meget lidt vigtig, når hun sådan blev væk uden et ord. Som om jeg bare var en af fem mulige ting at gøre en lørdag aften.

Sådan havde hun det ikke, forklarede hun mig. Det havde været planen at komme over forbi, men de var blevet småfulde, Eva havde haft heftige ting på hjerte, og sådan var timerne gået.

»Hvorfor skrev du ikke?« spurgte jeg. »Jeg havde glædet mig til at se dig. Jeg sad og ventede på at høre fra dig.«

»Hvorfor skrev du så ikke bare til mig?« spurgte hun tilbage.

»Hvad skulle jeg skrive? Du vidste, jeg gerne ville se dig.«

»Jeg vidste ikke du sad og ventede på mig. Jeg tænkte, du havde det sjovt med dine venner.«

»Det havde jeg også. Men du havde jo sagt, at I nok ville kigge forbi, så det så jeg da frem til.«

»Jeg havde ikke forstået det som en aftale. Det kunne være. Afhængig af hvordan aftenen udviklede sig.«

»Fair nok, men du kunne da i det mindste give lyd.«

Mathilde sad lidt. Kiggede roligt på mig.

»Jeg forstår ikke, at du accepterede at være i den følelse.«

»Hvad?«

»Du sad og blev irriteret. Hvorfor gjorde du ikke noget? Hvorfor accepterede du at være i den følelse?«

Ja, det ved jeg da ved Gud ikke! Sikkert fordi det er tusind gange nemmere ikke at tage ansvar for mine egne følelser, og så er jeg også en smule usikker på dine følelser for mig, så det føles tryggere at spille fornærmet end sårbar.

Det sidste her sagde jeg ikke. Jeg sad bare tavs og prøvede at forstå, hvordan det var lykkedes hende på tyve sekunder at pille al min selvretfærdighed fra hinanden.

Måske var det mine oplevelser med Mathilde, der fik Susan Sontags første dagbogsoptegnelse til at vække sådan genklang i mig. Her er den, fra den 23. november 1947, Sontag er 14 år gammel:

Jeg tror på:

(a) At der ikke findes nogen personlig Gud eller noget liv efter døden

(b) At det vigtigste (most desirable) i verden er friheden til at være tro mod sig selv, altså Ærlighed

(c) At den eneste forskel mellem mennesker er intelligens.

Det var især (c) der ramte mig. Fordi det er så voldsomt et udsagn. Som overhovedet ikke passer, for der er mange andre forskelle mellem mennesker, værdier for eksempel. Eller humor. Hvilket godt nok ofte, i min erfaring, hænger sammen med intelligens. Så måske er der noget om det.

Alle de aldersmarkører, bygninger man færdes i, transportmidler, tøj, gestik, plakater på væggen, musik i ørerne, hvor mange gange man har været på Mallorca, at man ikke bare skriver, men siger »lol«, når noget er sjovt. Det betyder selvfølgelig noget, men det er snefnug i forhold til den lavine, der rammer, når jeg connecter med nogens hoved. Den følelse af at møde en, som kombinerer på samme frekvens. »Two hearts beating in just one mind,« som Phil Collins synger. Ikke at Mathilde kendte noget til Phil Collins. Men så fik jeg lært Miley Cyrus at kende.

Okay, så hvis vi siger, at Sontag har fat i noget – det havde hun som regel – altså at den eneste, eller i hvert fald primære, forskel mellem mennesker er intelligens, så er det opsigtsvækkende måske ikke, at jeg var sammen med Mathilde. Modspil, blød hud og ærlighed. Pizzafrådersex og god litteratur. Jeg gjorde det vel, fordi … jeg kunne.

Måske var det bemærkelsesværdige ikke, at jeg havde lyst, men at jeg havde mulighed for det. Måske er det et spørgsmål om udbud og efterspørgsel.

Her er en anden fortælling om udbud og efterspørgsel:

Min veninde Elisabeth er på Tinder. Tinder, hvis nogen skulle være i tvivl, er sådan en datingapp, hvor man bliver præsenteret for folk med navn, alder og ansigt, og så skal man vælge dem til eller fra. De ligger som en bunke kort med billedsiden opad. Man kommer igennem ved at swipe dem, man kan lide, ud til højre, og dem, man ikke kan lide, ud til venstre. Når så Elisabeth swiper en fyr til højre, som også har swipet hende til højre, så får de hver især besked på, at de har matchet.

Elisabeth er 28 år og pæn. Ikke catwalkmodel eller noget, men hun har store, flotte øjne og slangekrøllet hår, der ser skidegodt ud, både i virkeligheden og på billeder. Hendes oplevelse af Tinder er sådan, at hun stort set matcher med alle fyre, hun swiper til højre. Det sker kun sjældent, at de ikke også har sagt ja til hende. Så hun er lidt forsigtig med at swipe fyre til højre. Det er ikke en håbefuld handling, som når jeg siger ja tak til en flot pige og drømmer om, at hun måske er en af de få, der gengælder interessen. Nej, det kan Elisabeth tage for givet.

Spørgsmålet for hende er: Vil jeg matche med ham, chatte med ham, ud med ham? Jeg kan swipe gennem kortbunken i en halv time, køre 20 kvinder ud til højre og sidde tilbage med ét match. Så jeg swiper lystigt til højre. Hellere en for meget end en for lidt, det giver et lille skud dopamin, når der er bid, sådan, »Hey, hun synes jeg ser sød ud«.

Elisabeth tager den med ro. Hun har match nok, og de skriver stort set alle sammen til hende. For Elisabeth består udvælgelsesarbejdet i at sortere blandt de mange forskellige fyre, som hun har matchet med, og som nu forsøger sig med sjove/kække/frække/forsigtige beskeder for at få en samtale i gang med hende.

Jeg har prøvet at spille kostbar på Tinder. Jeg har siddet med flere møjsommeligt indhentede match og ventet på, at de skrev til mig. Det gjorde de ikke. Og jeg har tænkt: Jøsses, hvor er det dog klichéfyldt, hvor er det stereotypt, hvordan kan de damer, der himler op om ligestilling og diskrimination, se sig selv i øjnene, når de bare sådan læner sig tilbage og forventer at blive kurtiseret a la 1950’erne.

Men det er sgu da klart. Elisabeth gør det, fordi hun kan. Hun har ikke som sådan noget problem med at henvende sig til en fyr, hun forventer ikke døre åbnet, drinks betalt. Men når nu de står der, flotte og interesserede, hvorfor så ikke bruge tiden på at svare dem, der skriver til hende, og se, hvad der sker. Hvorfor begynde at grave rundt blandt de tavse. De ser jo alle sammen søde ud. Alt andet lige kan initiativrige fyre vel være lige så gode som tilbageholdende fyre. Hvorfor gøre det sværere, end det behøver at være.

Hvis man står foran en buffet af lækre retter, der byder sig til, hvem fanden skulle så gide at gå ud i køkkenet og lede højt og lavt efter en kasse med grøntsager, som måske er økologiske og med en lille indsats kan gå hen og blive et ganske glimrende måltid. Hvorfor ikke bare sætte sig ned og spise den lakseceviche med granatæbler som står lige foran snuden på en? En lille crème brûlée med knasende sukkerkant til dessert. Hvorfor ikke have det lidt godt?

Man kan, hvis man vil, klandre Elisabeth for at reproducere kønsstereotyper, men det er jo ikke mere hendes skyld, end det er alle de højreswipende fyre, der skriver løs til hende. Det er sådan, spillet er skruet sammen. Don’t blame the player, blame the game.

Så er der selvfølgelig den pointe, at spillereglerne ikke rigtig findes, i hvert fald ikke som lov, de er snarere resultatet af den måde, vi hver især opfører os på, og jeg kan svagt i baghovedet høre et lille foredrag af Judith Butler om køn og performativitet, for hvis nu en masse mennesker hver især gjorde deres køn lidt forkert, lidt skævt, ikke nogen revolution, bare en lille bøjning, så kunne det godt ende med at ændre selve spillet. Eller som Jacko sang:

»If you wanna make the world a better place take a look at yourself and make that … change!«

Og det er sikkert rigtigt. Men det gælder vel ikke Elisabeth, mere end det gælder ham fyren, der swiper revl og krat til højre og skriver til alle, han matcher med.

Kan I mærke min empati? Min forståelse for Elisabeths handlinger, selv om jeg drømmer om et andet sted, en verden hvor rollefordelingen ikke var så forudsigelig.

Lad os overføre logikken til spørgsmålet om alder. Jeg bliver ved Tinder, fordi de forskellige vilkår bliver så udkrystalliserede i den lille app. Som sagt var min oplevelse af Tinder ikke, at jeg matchede til højre og venstre. Til gengæld var det en oplevelse af, i en alder af 35, 36, 37 år, at matche, når det endelig sker, ikke bare med jævnaldrende, men med kvinder på 25, 26, 27 år. Smukke, unge kvinder. Og smukke, unge kvinder er dejlige at kigge på. Som regel dejligere at kigge på end kvinder omkring 40.

Jeg ved ikke, om det er en naturlov, eller om jeg taler ud fra en livslang eksponering for glittede magasiner, dameblade sågar, med teenagepigemodeller på forsiderne. Det er standard. Jeg har set Pretty Woman de første ti gange, og jeg har altid tænkt, det var en historie om en rig forretningsmand, der blev forelsket i en gadeprostitueret. Jeg har aldrig tænkt, at det var historien om en midaldrende mand, der blev forelsket i en ung kvinde, han kunne være far til. Richard Gere var 40, Julia Roberts 22, og det var ikke bemærkelsesværdigt.

Jeg kan også huske Den engelske patient, mest fordi jeg havde et lille crush på Kristin Scott Thomas, der spiller Katharine Clifton, som bliver forelsket i og har en affære med greve Almásy spillet af Ralph Fiennes. Og så var det lidt sjovt, for da de stod over for hinanden igen i Den usynlige kvinde, 18 år senere, der var Scott Thomas sat til at spille Fiennes mor, mens han knaldede Felicity Jones, der er 21 år yngre end ham. Det er ikke engang usædvanligt. Sally Field oplevede det samme med Tom Hanks fra Punchline til Forrest Gump. Ja, og Maggie Gyllenhaal fortalte for et par år siden, at hun i en alder af 37 år var blevet vurderet til at være for gammel til at kunne spille en 55-årig mands elskerinde.

Det billede, man engang havde af et pigebarn, der stiller sig ind foran mors spejl og tager kjole og øreringe på for at klæde sig ud som voksen, virker som en anakronisme. Nu er det snarere mor, der sniger sig ind på teenageværelset for at lure nogle tricks af. Og det er ikke så mærkeligt.

Den størrelse 30, der i dag er almindelig på catwalken, svarer til det typiske taljemål for en syvårig pige. Eller som den danske topmodel Josephine Skriver forklarede det, da jeg interviewede hende i New York for et par år siden, så »skal du helst have en 11-årig drengekrop«. Det er nok en kende overdrevet, mest fordi 11-årige drenge sjældent er særlig høje, men hvis vi for eksempel siger 14-årig drengekrop, så nærmer vi os det langlemmede, formløse ideal, der efterspørges. Og som Josephine Skriver levede op til.

»Jeg har stort set ikke nogen hofter, så på den måde har jeg været heldig,« sagde hun.

Skrivers problem var hendes ansigt. Det var rundt og pænt, men på sådan en cute måde, der fik hende til at se for ung ud. Paradoksalt nok skal hun have en barnlig krop, men et voksent ansigt, hvilket måske ikke er så paradoksalt igen, for hun skal appellere til voksne mennesker. Det går ikke at forstyrre deres følelse af legitimt begær. Publikum skal have mulighed for at kigge lystfuldt på unge pigekroppe uden at blive mindet om, hvor unge de er, og at det juridisk set ofte vil være kriminelt at udleve de våde drømme. Som hun selv udtrykte det, Skriver:

»Sex er jo stort set det, der sælger hele tiden, og hvis du så putter en lillebitte pige forrest, så nytter det ikke så meget.«

Måske er det ikke så mærkeligt, hvis nogle kvinder længes efter deres teenagekrop, hyldet som den er. Som Ingvild Lothe, norsk poet årgang 1990, udtrykker det i sit hæfte med 21 digte under titlen Litt lyst til å pule, litt lyst til å dø, her nr. 8:

jeg burde hatt mer sex som barn. jeg hadde en fantastisk kropp.

Det er ikke kun mænd, der bedst kan lide at kigge på unge kvinder. Selv de rene kvindeuniverser dyrker det. For et par år siden undersøgte DR forsidemodellerne på en række dameblade. Blandt andet IN og Alt for damerne. Gennemsnitsalderen for deres målgruppe er 40 år. Gennemsnitsalderen for deres forsidemodeller var ikke 40 år. Eller 35. Eller 30. Den var, for INs vedkommende, 23 år, Alt for damerne, 26 år.

Så måske er det ikke så underligt, at mange af mine veninder gør, hvad de kan for at se ud, som de gjorde for ti år siden. Og måske er det ikke så underligt, at jeg alt andet lige finder kvinder på 25 mere attraktive, end kvinder på 38. Og alt andet er lige til at begynde med. Især på Tinder. Der er ikke plads til de tusindvis af detaljer, der gør folk uendeligt forskellige. Der er kun det billede af hende i en løs top med slanke arme og bryster, der stadig har et overlegent forhold til tyngdekraften. Et stort smil og hud, der hverken er furet eller fuld af spartelmasse.

Jeg har med begejstret undren kunne konstatere, år efter år, at der bliver ved med at være 25-årige match i min indbakke. 23-årige smil på bar. Så i stedet for at spørge, hvorfor mænd finder sammen med yngre kvinder, kunne man spørge, hvorfor ikke?

Et udbredt svar handler om ulighed. Der er en forestilling om, at man går på rov blandt sagesløse. At man udnytter en magtposition til at rage noget til sig, som man ellers ikke ville have adgang til. Og den er ikke uden historisk belæg.

Tilbage til Tove Ditlevsen, så var det ikke uvæsentligt, at hendes første ægtemand var redaktør med erfaring og forbindelser i et litterært miljø, hvor unge kvinder havde svært ved at opnå anerkendelse. Han hjalp hendes karriere på vej. Kunsthistorien er fuld af kvinder, der har giftet sig til adgang. Til et hjørne af et atelier, til en væg på et galleri, til en skammel i det offentlige rum.

Måske er det stadig sådan, nogle steder. Men fra mit lille hjørne af virkeligheden opleves det anderledes. Jo, Mathilde og jeg var på bar med en flok af mine venner, og iblandt dem var hendes yndlingsdigter. Så sad hun der med sine drømme om at vinde DM i poetry slam og var mundlam.

Jeg tjente flere penge end hende og boede i en større lejlighed, men det var mere en udfordring for vores gensidige tiltrækning end en forudsætning for den. Hun blev ikke kåd af at drikke på min regning. Jeg blev ikke kåd af at give.

»Kommer du ikke herover,« sagde hun, hvis vi havde aftalt at spise sammen. »Ja, dit sted er nice, men vi skal også være hos mig.«

Og jeg var enig, så vi snittede gulerødder og kogte spinat til lasagne i hendes frimærke af et køkken, mens jeg småsludrede med hendes pothoved af en sambo. Det var hendes eneste ret, grøntsagslasagne. Hjemmelavet Twix til dessert, det smagte glimrende, men så var repertoiret også udtømt.

En dag, da vi vaskede op efter en omgang aftensmad, hældte jeg et lille skvæt opvaskemiddel ned i en skål, blandede med lidt vand, og så dyppede jeg børsten en gang imellem, så der altid var sæbe i spil, uden at jeg skulle stå og hælde en nøje afmålt dråbe ud på hver enkelt tallerken og hver enkelt glas.

»Det er genialt,« sagde Mathilde.
 »Man sparer tid, man sparer opvaskemiddel.« 


Så der var oplevelser af, hvad skal vi kalde det, ulige erfaringshorisonter. Men de hang ikke sammen med oplevelsen af at føle mig overlegen. Eller maskulin. Eller særlig sexet. Jeg tænder på blød hud og følelsen af makkerskab. Sådan, hvad så, buddy, du er fucking dejlig, skal vi ikke være nøgne? Ikke sådan, lille pus, kom i fars trygge favn, lad mig holde dig, sky dig for den slemme verden, her er trygt og pik. Ikke sådan, ja, lille føl, spring du kun kåd rundt, ud på græsset, jeg ordner bøgerne, betaler regningen, du bringer livsgnisten, jeg bygger huset.

Folk siger magt er et turn-on, men er det ikke mere magtspil? Udvekslingen. Afvekslingen. Sådan er det i hvert fald for mig. Jeg tænder på selvtillid. Selvsikkerhed. Kvinder, der føler sig berettigede til deres plads i verden. Om det så er Mathilde på 21 eller Erica på 70.

Det var en torsdag formiddag i oktober på Manhattans Upper East Side. Min veninde Stéphanie var i New York for at interviewe en række kulturpersonligheder til sit program på TV2 News i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg. Jeg boede i Brooklyn på det tidspunkt, så Stéphanie havde spurgt, om jeg gad hjælpe hende med at få nogle aftaler på plads, sørge for det praktiske.

Sådan gik det til, at vi lidt i elleve trådte ind ad døren til Imperial House på 69. gade, ind i en håndboldbanestor lobby med installationskunst, spejle fra gulv til loft og lige så store vinduer ud mod en baghave, hvor det rislede fra et springvand i en sø med en lille bro over.

Døren på 27. etage blev åbnet af en ung kvinde med kort, sort, uglet hår og løst tøj. Jenny, hed hun, personlig assistent for Erica Jong og, efter udseendet at dømme, med ambitioner om selv at blive kunstner.

»Kaffe? Latte? Cappuccino?« spurgte Jenny, mens en ældre kvinde farede rundt fra det ene rum til det andet i bare tæer og en florlet gullig natkjole til lige over knæene.

Erica Jong er født i 40’ernes New York som datter af en jødisk forretningsmand, der solgte porcelænsdukker, og en mor, der malede. Selv blev hun forfatter.

Jong har skrevet essays, udgivet antologier, debatbøger, memoirer, syv digtsamlinger og mindst ti romaner, hvoraf den første, Luft under vingerne, gjorde hende til en litterær superstjerne. Historien om den 29-årige digter, Isadora Wing, der rejser gennem Europa i et ulykkeligt ægteskab, har en affære og drømmer om det gnidningsløse knald fri fra skyld og skam, er en feministisk klassiker, der har solgt over tyve millioner eksemplarer verden rundt takket være sætninger som:

Jeg strålede af sundhed og velvære, sådan som en kvinde stråler når hun er blevet kneppet fire gange på en dag af to forskellige mænd. (s. 190)

Erica Jong er blevet besunget af Bob Dylan, hyldet af John Updike og har modtaget nogle af de mest prominente litterære hædersbevisninger i USA, Italien og Frankrig.

»Hej Stéphanie,« sagde hun og gav et kindkys. »Du dufter vidunderligt.«

Stephanie fortalte, hvilken Chanel-parfume hun brugte.

»Jeg elsker den,« sagde Jong. »Nogle gange bruger jeg Coco. Jeg køber den i Paris eller nede hos Michael Kors.«

Jong havde bedt os medbringe en sminkør, som kunne gøre hende klar til interviewet. De satte sig i spisestuen og brugte cirka halvanden time, blandt andet fordi Jong sjældent sad stille.

Først sad hun og snakkede i fastnettelefon med en redaktør om et essay, hun snart skulle aflevere til Corriera della Sera, en af Italiens største aviser, og så om en Kindle-single hun havde skrevet om kvinder og præsidentvalget, som stod til at skulle udgives dagen inden valget. Med en pludselig indskydelse rejste hun sig for at hente en Malene Birger-bog, og ellers sad hun der, omgivet af pudder og kvaste, drejede hovedet til højre og venstre for at snakke med Stéphanie eller assistent-Jenny, som havde travlt med de sidste forberedelser til den konference i Indien, som Jong skulle rejse til om mandagen.

»Jeg gider ikke have kreditkortet op af lommen på hotellet,« sagde hun til Jenny.

»Og heller ingen kuponer, det hele skal bare køre og være betalt for, og jeg ved godt, at arrangørerne nogle gange er bange for at man går i den dyre whisky, men jeg drikker ikke, og nu har de fløjet mig halvvejs rundt om jorden, så alt skal køre, jeg skal have adgang til alt på konferencen, jeg skal have sådan et navneskilt, hvor der står ‘Taler’ på, og ingen kreditkort, Jenny, jeg vil ikke have mit kreditkort frem, for hvis først det fucker op, så tager det en evighed at unfucke med advokater i Indien og pis og lort.«

Jeg husker hendes arbejdsværelse, nordvendt, med et tungt, mørkt skrivebord foran vinduet og en bogreol langs hele den ene væg med sjældne førsteudgaver af James Joyce, Samuel Beckett, Charles Dickens, Henry Miller, T.S. Eliot, Vladimir Nabokov, og så Ken Follett, en af hendes gode venner gennem snart 30 år, hun havde samtlige af hans bøger.

»Zipless Granny,« kalder han hende, den gnidningsløse bedstemor.

Jeg husker gæstebadeværelset, der mindede om et boudoir, med mørkerøde vægge og dybgrønne væg til væg-tæpper, små kunstværker på væggene, tegninger og kulskitser, tyve små flakoner ved siden af håndvasken.

Jeg husker hushjælpen, der sad ude i køkkenet og snakkede i telefon på spansk. Jeg husker et Larry Rivers-maleri i entreen, en Tom Wesselman-tegning af nøgne damer og en Botero-skulptur af Eva med slange og æble. Jeg husker en mørkeblå chaiselong, hvide orkideer og udsigten over Central Parks efterårsfarvede trækroner.

Men tydeligst af alt husker jeg Erica Jong, da hun hilste på mig. Det tog noget tid, men så kiggede hun mig i øjnene. Hendes blik var intenst, hun havde et lille nysgerrigt smil om munden. Fra at have følt mig ignoreret havde jeg nu oplevelsen af at være den vigtigste, hvis ikke den eneste person i Erica Jongs verden. Hun gav mig hånden uden at slippe øjenkontakten.

»Anders,« sagde jeg. »En fornøjelse at møde dig.«

»Anders,« sagde hun.
 Hun blev stående.
 »Anders,« gentog hun, langsomt, som om hun smagte på ordet.
 »Sikke et fascinerende navn. En rigtig skandinav. »


Jeg smilede fåret. Erica Jong kiggede på mig, som om jeg var et måltid. Hun var lige fyldt 70, og jeg var nærmest klar til at smide bukserne.

Jeg har kun en gang tidligere oplevet nogen hilse så lummert på en fremmed. Det var under Odense International Filmfestival, hvor jeg som medlem af juryen var ude og spise med arrangørerne, nogle instruktører og de andre jurymedlemmer, deriblandt Rachel Shane, amerikansk producer, fløjet ind fra Hollywood, hvor hun boede og arbejdede og løb ture og badede og blev solbrun, lyst hår, hvide tænder, Rachel Shane var 39 år gammel og så godt ud.

Jeg var hendes bordherre, og ind ad døren trådte Jørgen Leth. Han ankom behørigt forsinket og hilste på alle ved bordene, venligt og lettere fraværende, indtil han hilste på Rachel Shane. Så lyste hans øjne op. Hans mund formede sig til et skævt smil. Han spurgte nysgerrigt til hendes baggrund for at være her i Odense, hele vejen fra Californien, hvad lavede hun der.

Han havde øjenkontakt med hende hele tiden. Og det var alligevel et stykke tid. Længe nok til at vi andre begyndte at rykke os i stolen og smile akavet til hinanden, mens vi ventede på, at det var forbi. Jørgen Leth var ligeglad. Om så hele verden havde kigget på, tror jeg ikke han havde ladet sig påvirke af det. Han flirtede så længe, som det passede ham.

»Wauw,« sagde Rachel, da det var forbi, smilende og rødmende.

Selvfølgelig gør det en forskel, om det er Jørgen Leth eller Erica Jong, der opfører sig sådan. De bærer forskellige historier med sig. Hver sit køn, hver sin arv. Det er mere oplagt for ham end for hende. Han følger manuskriptet, hun omskriver det. Han spiller spillet til perfektion, hun disrupter det. Han bliver kaldt en gemen liderbasse og gammel gris, mens hun bliver hyldet for at være frigjort og modig.

Det var ikke helt parallelle situationer, vi oplevede, Rachel og jeg over for Jørgen og Erica. Men jeg bilder mig ind, at hun oplevede noget af det samme på restauranten i Odense, som jeg gjorde på Upper East Side: Hvor livgivende og inspirerende det kan være at møde nogen, der med legende lethed føler sig berettiget til at være i ens verden.

Og det var sådan, det begyndte. En fredag aften, da jeg fik en besked fra et ukendt nummer:

»Er du ude? Jeg giver en øl.«

Jeg lå i min seng og så X-Factor, men det ville jeg nødig afsløre, så jeg svarede, at jeg fik mig lidt god rom i privaten, og hvem skrev i øvrigt? Det gjorde en pige, der hed Mathilde. Hun havde set mig optræde på Gamle scene nogle uger forinden. Hun kunne lide hvad hun så, så hun opsnusede mit nummer, og nu skrev hun så til mig. Legende let og selvsikkert.

Jeg holdt mig foran fjernsynet den aften, men ugen efter var jeg ude. Det skrev jeg til hende. Jeg stod på Hviids vinstue og drak gløgg sammen med en håndfuld kolleger fra Dagbladet Information. Det var en fredag i november, vi havde lige lagt avisen i seng, humøret var højt, det var lidt tryggere rammer at møde en fremmed i, end hvad end byliv hun havde inviteret mig til ugen forinden.

»Jeg er der om en halv time,« svarede hun.

Og det var hun. Vadede lige ind af døren til en blind date med en 13 år ældre fyr og hans crew af storbyjournalister.

»Hej,« sagde hun og smilede.

To timer senere kyssede hun mig. Vi tog til Blågårdsgade og drak drinks og snakkede om Don Rosa-tegneserier og klarinetspil, inden vi tog hjem til mig, og da jeg vågnede næste morgen, føltes det, som om jeg havde mødt det måske sejeste menneske på kloden.

Det sejeste menneske på kloden, som var virkelig pæn at se på og utrolig dejlig at røre ved, sådan fresh og blød og lækker, og jeg forstod ikke helt, hvordan det var faldet ned i skødet på mig, jeg forstod ikke, hvad hun ville med mig og mit grånende hår, mine venner med børn, men det ville hun, og der har du den, forklaringen: Det er muligt.

Det er ikke altid nemt. Folk er skeptiske. Så sent som i forgårs sad jeg til fødselsdagsvin og ost hjemme hos en god ven, hvor snakken så gik på et billede, som Mads Fuglede stolt havde lagt op på Instagram af sin kæreste, som netop havde fået hue på. Jeg tænkte på Mathilde, der tog HF-enkeltfag på Det Fri, hvis skolegård jeg kunne kigge ned på fra min altan. Ost og vinsnakken førte videre til Lasse Rimmer, som vistnok var kæreste med en 23-årig ekspedient i Matas. 23 år. Og så Matas.

Jeg sad tavs og tænkte på en aften, jeg stod med Mathilde på en bar i Stefansgade og drak øl ved et højbord. Vi snakkede om Eddie Izzard og grinede og snavede. Hun gik på toilettet. En fyr kom op til mig.

»Undskyld, må jeg spørge … hende pigen, der stod her før … hvor gammel er hun?«

Jeg var for paf til at give ham andet end det svar, han kom efter.

»21.«

Han gik tilbage til sit bord, hvor han delte oplysningen med vennerne, der grinede. Den ene pegede på den anden. Det lignede afgørelsen på et gættekonkurrence, hvis ikke et væddemål.

Mathilde kom tilbage, og jeg smilede til hende. Hun havde lige nået at se fyren snakke med mig.

»Hvad så?« spurgte hun.


»Ikke noget – skal vi rafle?« 

»Totalt,« svarede hun og gik i baren efter bægre.

Ting ligner ting. Vi lignede en gammel historie. Jeg brød mig ikke om den historie. Jeg holdt hende ud i strakt arm, så alle kunne se, at jeg selvfølgelig ikke var seriøst involveret, vel, nej, det var underholdning, og det var acceptabel underholdning, adspredelse, det var en uskyldig historie, jeg var ikke for gammel til at more mig, og hun var selv lige kommet ud af noget heftigt, så vi gik begge to rundt og legede hverken-eller, en ufarlig leg med sikker udløbsdato.

»Jeg har lidt svært ved at mærke dig,« sagde jeg til hende en torsdag morgen, hvor jeg kørte forbi hendes lejlighed på vej hjem fra fodbold.

Hun lå og sov, da jeg ringede på.

»Ja,« sagde hun, groggy og ærlig. »Jeg har nok været lidt fraværende i det.«

»Af nogen bestemt grund?«

»Njaa, det er lidt svært, synes jeg. At der er nogle forventninger, som om vi var kærester, men at … altså, vi er jo ikke kærester.«

»Nej. Det er ikke mit indtryk, at du har lyst at blive det,« sagde jeg, spurgte jeg, umodigt.

»Det er nok rigtigt,« sagde hun. Vi krammede. Jeg gik.

Og så mødte jeg hende tilfældigt, otte måneder senere, en tirsdag aften, tyve meter fra min hoveddør på vej hjem fra Safir med en jumboservering af Ankara-frikadeller i hånden. Hun havde lige været ovre og øve.

Jeg blev så glad over at se hende. Og det sagde jeg, og hun sagde i lige måde, alt for højt, smilede over hele femøren og spurgte, om jeg skulle spise alle de Ankara-frikadeller selv, så før vi vidste af det, sad vi i mit køkken, og før vi vidste af det, lå vi på min sofa, og den her gang skulle det ikke have lov til at se ud, det skrev jeg også til min kammerat, da han spurgte, om jeg var gået tilbage til en fuser, aldrig gå tilbage til en fuser, jeg skrev, at hvis der havde været en fuser, så var det mig, for altså, jeg kunne mærke det, uden helt at forstå det, hun gjorde mig totalt glad i låget, det skrev jeg også til ham, og jeg skrev til hende, om hun ikke kom ned til fest i foyeren efter et show på Bremen, hvor det halve medie-København drak g/t og dansede moderne, et ocean af venner og bekendte, redaktører og en enkelt minister, der også var henne og hilse på, fordi jeg havde optrådt, og det var gået godt, og det føltes vigtigt, men ikke vigtigere end at Mathilde kom forbi, og det gjorde hun, sgu nærmest på slaget midnat, norm to the core og med store svedpletter under armene på sin slidte T-shirt.

Jeg viste hende rundt bag scenen, vi drak en øl i baren, snakkede om det nemme ved at optræde med nyt materiale, premieren, energien og uskylden, det svære ved at gentage sig, gøre det samme uden at gentage sig, blive ved og blive bedre, og jeg husker, at hun sagde, det var fedt det her, og jeg spurgte, hvad det var, og hun sagde, at det var at snakke med en, der forstod, hvad hun sagde.

Og jeg husker, at vi dansede, først sjovt, så tæt, så frækt, og jeg husker at stå midt på gulvet og teenagesnave til et remix af La Roux’s »Bulletproof«, bortset fra at This time, baby, I’ll be … anything but bulletproof, jeg følte mig blottet og sårbar og vidunderligt ligeglad, for det var lige her, jeg skulle være, og det var hende, jeg skulle være her med, og jeg havde lyst til at sige det til alle på Bremen:

Jeg er forelsket i Mathilde, som er måske den sejeste, dejligste, klogeste, ærligste pige i verden, ja, det er hende her med sødmælkskinder og lektier for og daggammel svedlugt under armene, I må tænke om os, lige hvad I vil.

Hvilket nok for cirka alle på Bremen var lige præcis ingenting, men sådan kan det føles, når man gør noget grænseoverskridende, noget lidt faux pas, sådan føltes det for mig, der på gulvet, og når jeg skriver det nu, så tænker jeg på min onkel Mortens beskrivelser af at være forvirret ung mand, medlem af Mandebevægelsen, vi er tilbage i 70’erne her, december 76 for at være helt præcis, og Morten er til weekendseminar i Bregninge, ude på landet, og lørdag aften står Bent Petersen i spidsen for en fællesmassage, der går ud på, at alle mændene deler sig op i grupper af fem, hvoraf fire masserer og én tager imod, alle sammen splitterravende Hans Jørgen og på skift smurt ind i olie, også Morten, som altid havde haft et lidt vanskeligt forhold til sin krop og til piger og sex, hæmmet og usikker, og den lørdag aften i Bregninge var han da også rædselsslagen for at få jern på i plenum, men efterhånden som de otte stærke mandehænder arbejder sig ned i kødet på ham, ælter hans lårmuskler og sænker hans skuldre, varmer hans lænd og blødgør hans fødder, giver Mortens krop slip, den bliver låst op, der er ikke flere gemmesteder, ingen vej tilbage, og til festen samme aften lader Morten sig forføre af Finn, og allerede søndag aften hjemme i kollektivet på Amalievej plaprer han løs til Gitte og Viggo om, at han er forelsket i en fyr, han er ude af skabet, han er fri.

Og jeg ved godt, at det er lige flot nok at sammenligne mit Mathilde-snav med at springe ud som bøsse i 70’erne, for fx risikerede jeg nok ikke at miste mit arbejde eller få tæsk, og jeg kunne nok også, i modsætning til onkel Morten, være ret sikker på at fortælle mine forældre om min nye kærlighed uden så at modtage et otte sider langt brev fra min far med åbningssætningen, »Det er den tungeste og mørkeste dag i mit snart lange liv«.

Man kan faktisk, sådan, overhovedet ikke sammenligne det, næsten tværtimod, at springe ud som bøsse i et homofobisk samfund og så være ombejlet mand, lige trådt ned fra scenen, score meget yngre kvinde, jeg mener, hvor standard kan det blive? Hvor sikkert kan man spille? Det står da skrevet i manuskriptet og har gjort det i hundredvis af år, jeg satte mig sgu da i hvert fald ikke op mod nogen magt, nej, jeg udnyttede den magt jeg sad på, og nu påstår jeg så, at der skulle være noget modigt eller grænseskridende over det?

Nej, eller jo, eller, altså, for mig, ikk, og det er da måske en lille pointe værd, at der inde i hånddukkerne, mellem linjerne, bag symbolerne, nogle gange kan gemme sig noget ret andet, end der ser ud til, noget mudret og magisk, og det er ikke for at fratage mig og andre ansvaret for at genopføre relationer med nederen historik, og det er heller ikke, fordi jeg vil på podiet i Oppression Olympics, men nok mere for at sige, at minoritetserfaringer kan opstå ud af mange situationer. Også situationer der ligner det modsatte. Og måske kunne det være en erfaring, der ikke skulle bruges i en kamp om at have det svært for på den måde at få taletid, men mere bare for bedre at forstå hinanden.

For hvis mit standardsnav med Mathilde på Bremen forbandt mig til onkel Mortens frigørelse i Bregninge, kunne der så ikke være mulighed for returløb? Kunne forbindelsen gå begge veje? Det er ikke for at mase verden ad og sige Alle Har Det Svært, det er ikke for at nivellere folks historier, men formålet med at fortælle sin historie er vel at gøre den levende. For andre. Få dem til at høre og se. Måske endda forstå.

Det er svært at forstå hinanden. Oplevelsen af at være en bestemt slags mand i dag kan godt være oplevelsen af at skulle forstå en masse svære ting, fremmede liv, nye historier. Det er hårdt arbejde, men det skal gøres, for det er vigtigt arbejde, og det ville måske være endnu mere motiverende, hvis følelsen af interesse løb begge veje, hvilket nok lyder som den ynkeligste klynk i verden, nu hvor folk ikke har lavet andet gennem de seneste par tusind års civilisationshistorie end at høre om mig og mines bedrifter, tanker og følelser, og som om det ikke stadig er mig og mine, der fortæller Historien, det er rigtigt, det er ikke fedt, men det, jeg snakker om her, er ikke historier som Historien, ligesom historien om Mathilde og mig ikke kun var Historien om en ældre mand og en yngre kvinde, det var også bare et lille stykke virkelighed, en skive levet liv, pissesvært og selvmodsigende, svær at drage Sandheder ud af, men måske alligevel lærerig.

Jeg lærte det på den hårde måde weekenden efter. Mathilde var kigget over forbi til pizza. Vi lå i sofaen og så film. Vi kyssede. Så trak hun sig tilbage og kiggede på mig.

»Jeg kan ikke det her.«

Der gik et par sekunder. Jeg kendte svaret, men spurgte alligevel.

»Kan ikke hvad?«

»Det her. Os.«

»Hvad er det, du ikke kan?«

»Jeg kan ikke være kærester.«


Jeg greb efter noget at holde i, hvad som helst.


»Okay, men hvad er det, du ikke kan – uden at bruge ordet ‘kærester’.«

Hun sad lidt.

»Jeg kan ikke være sammen kun med dig.«

»Okay. Altså … er det monogami det handler om?«

Hvad som helst.


»Er det fordi, du vil have et åbent forhold?«

Mathilde svarede ikke.


»Eller er det, fordi følelserne ikke er der?«

»Det er nok det sidste,« sagde hun.


Fem lange minutter senere gik hun ud af døren.

Det er snart fem år siden nu, og det er egentlig sjovt, for jeg er blevet ved med at bilde mig selv ind, at den var der. At den var god nok. Men at hun var for rodet et sted i livet til at ville noget stabilt. Hvilket jo nok en dag ville ændre sig, og det er ikke sådan, at jeg har gået og ventet, men måske alligevel haft en tanke i baghovedet og et halvårligt blik på hendes Facebook-profil, set, at hun kom ind på konservatoriet, at hun var med i en koncert, og så, her for et halvt år siden, at hun var i et forhold. Med en fyr, jeg selvfølgelig lige måtte tjekke ud. 25 år, ligesom hende, han studerer elektronisk lydkunst og er dj og med i alle mulige blærede projekter og/eller fester, jeg har svært ved at afkode den verden, men han virker til at være både sej og dygtig, med et venligt smil og en dunet friskhed, der fik mig til at tænke, let vemodigt, at Mathilde er lige, hvor hun skal være.

Og så tænkte jeg på et par linjer i Miranda Julys roman Den første onde mand. Om Cheryl Glickman, en sær snegl i 40’erne, der arbejder i en nonprofitorganisation, hvor hun underviser kvinder i selvforsvar og bor alene, indtil chefens datter, 20-årige Clee, lejer et værelse.

Clee er en lejer fra helvede, et rodehoved af rang med voldelige tendenser og fødder, der stinker, så det svier. Hun er også, viser det sig, lige hvad den småneurotiske enspænder Cheryl har brug for til at komme ud af sit hoved og få bugt med den globus hystericus, hun mener at have siddende i halsen.

Det er en af de nemmeste, mest usandsynlige kærlighedshistorier, jeg længe har læst. På et tidspunkt i bogen henvender Cheryl Glickman – eller Miranda July, vel rettere – sig til dem, der stiller spørgsmål ved den tilfredsstillelse, der ligger i at have en ung kæreste.

De kan, skriver hun, »under ingen omstændigheder have prøvet det selv. Det føles fantastisk. Det er som at have det flotteste tøj på og spise noget virkelig lækkert samtidig, hele tiden«.

Selvfølgelig gør man det. Fordi man kan. Eller også bare, fordi man blev forelsket.

Anders Haahr Rasmussen finkæmmer sine prøvelser som heteromand og spørger, hvordan vi nedbryder kønsstereotyperne. Han finder ganske få svar. Men han formidler sin tvivl så veloplagt, at man alligevel går beriget fra læsningen
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • ingemaje lange
  • Michael Friis
  • David Zennaro
Ejvind Larsen, ingemaje lange, Michael Friis og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu