Læsetid: 9 min.

Ungt jazztalent: »Man får også nogle gaver, når der er én, der impulsivt bryder ud i et eller andet fuldstændig vildt, så man bare sidder og tænker: ’shit mand’«

Information har mødt det unge, fremadstormende komponisttalent Laurits Hyllested, som har allieret sig med nogle af de største navne i dansk jazz i sin improvisatoriske udforskning af grænserne mellem rytmisk, klassisk og elektronisk musik. Et eksempel på den nye generation af nyskabende jazzkunstnere, som i disse dage bliver præsenteret på festivalen Vinterjazz
Det unge komponisttalent, Laurits Hyllested, spiller her koncert i Koncertkirken på Nørrebro i København i forbindelse med Vinterjazz 2019.

Det unge komponisttalent, Laurits Hyllested, spiller her koncert i Koncertkirken på Nørrebro i København i forbindelse med Vinterjazz 2019.

Peter Nygaard

16. februar 2019

Laurits Hyllested står med trommestikkerne i venstre hånd. Han knipser som en metronom med den højre og vugger elastisk med hovedet. Den 28-årige komponist er iført hvide gummisko og en mørkeblå sweatshirt. Orkestret er stillet op i en stor cirkel omkring ham. Yderst til venstre står det ubemandede trommesæt ved siden af en ung mand, installeret foran et bord med en bærbar computer og elektronisk habengut.

Til højre står trompetisten Kasper Tranberg med tykke briller og kasket og guitaristen Rasmus Oppenhagen Krogh, der spiller på en rød hulkropsguitar. Pianisten August Rosenbaum sidder ved et flygel, og ved siden af ham saxofonisten Lars Greve. Dernæst endnu et bord med en computer og lydgrej, og endelig – yderst til højre – strygekvartetten Halvcirkel.

Det er tirsdag aften i Koncertkirken på Nørrebro i København, og første gang, den 11 mand store besætning skal livefremføre Hyllesteds værk Darling River. Sidst, de var samlet, var under indspilningen af albummet i april sidste år. I dag er anledningen den landsdækkende musikfestival Vinterjazz, der løber frem til den 24. februar, og som præsenterer både unge, sprudlende jazzhåb og mere etablerede navne. Og her er Laurits Hyllested, som blev bachelor fra Rytmisk Musikkonservatorium i sommer, blandt de mest interessante i førstnævnte kategori. 

Hyllested bevæger sig fra punkt til punkt i cirkelkanten og instruerer. Han går mellem puder, tæpper og foldemadrasser. Det er meningen, at publikum skal sidde inde i cirklen – mellem musikerne – når koncerten går i gang om en halv times tid.

»Det var slet ikke meningen, at der skulle være så mange musikere med. Værket har udviklet sig gennem alle mulige former inde i mit hoved, og nu er det så blevet et 11-mandsband«, forklarer Hyllestad, da Information møder ham et par dage forinden.

Han tager en tår af sin øl. 

Peter Nygaard Christensen

»Det har potentialet til at gå fuldstændig galt.« 

Ambitionen med Darling River er at kombinere rytmisk, klassisk og elektronisk musik med improvisationen som »grundlæggende filosofi«. Hyllested ønskede at sammensætte et hold af musikere på tværs af genrer, udtryk og generationer, der kunne overskride de vanlige ordensskel. Det er i dén grad lykkedes: Tranberg, Rosenbaum, Greve, Krogh og Hyllested har baggrund i jazzmusikken; strygekvartetten Halvcirkel kommer fra en verden af klassisk musik, mens Valdemar Kragelund og Jakob Littauer bag computerskærmene tager udgangspunkt i den elektroniske musik. Et mikstur, som ifølge Hyllested er helt i jazzens ånd.

»Jazz bygger på et rytmisk og harmonisk fundament, som er noget helt særligt. Det her er helt klart jazzmusik – i hvert fald for mig. Det er improvisatorisk musik,« siger Hyllested.

Den næstbedste

Inden Laurits Hyllested begyndte at komponere genrevridende improvisationslandskaber, var han først og fremmest trommeslager. Han blev sendt i musikskole som syvårig, hvor han stiftede bekendtskab med slagtøjsinstrumentet sammen med sin bedste ven, der var »trommeslageren i klassen« – så rollefordelingen var, at Hyllested måtte være den næstbedste.

»Men langsomt fandt jeg bare ud af, at jeg havde utrolig nemt ved det. Lærerne sagde til mig, at jeg lærte enormt hurtigt, og så får man bare sådan en ’yes mand jeg kan det her agtig’-følelse,« siger Hyllested.

Som 12-årig fik han sit eget trommesæt, begyndte til soloundervisning og bevægede sig langsomt den slagne musikskolevej op igennem systemet med højniveau og talentlinje. Han øvede sig til lyden af danske rockorkestrer som Kashmir, Mew og Saybia, og trommeslageridentiteten var det, han klamrede sig til i teenageårenes turbulens af følelser.

Overgangen til jazzmusikken var både flydende og pludselig. Interessen opstod dels, fordi han løbende blev introduceret for sværere og mere komplekse rytmer af sin trommeunderviser, men det afgørende spring blev gymnasievenskabet med bassisten Anders Fjeldsted (der i dag også er aktiv jazzmusiker). Det hele startede med et youtubeklip af en festivalkoncert, hvor Herbie Hancock, Dave Holland, Pat Metheny og Jack DeJohnette optrådte med Hancocks jazzklassiker »Cantaloupe Island«:

»Vi tænkte bare: ’Fuck, et fedt nummer, mand’, og så lyttede vi det af og lavede et band, hvor vi kunne spille det oppe i musiklokalet. Vi lærte ligesom hinanden at spille jazz, øvede helt vildt og pushede hinanden,« siger Hyllested.

De to jazzkammerater blev optaget samme år på den konservatorieforberedende tillægsuddannelse til gymnasiet MGK (musikalsk grundkursus). Hyllested fremhæver særligt to plader, der i den periode gjorde stort indtryk på ham. Dels John Scofields 1989-album, Time on My Hands, som hans trommelærer introducerede ham for; dels Chick Corea-pladen Now He Sings, Now He Sobs fra 1968, hvor trommeslageren Roy Haynes akkompagnerer.

»Roy Haynes har været et stort forbillede; hans sprælskhed og energi; hans touch på trommerne er helt vildt,« siger Hyllested om den 93-årige, stadigt aktive jazzlegende.

Efter gymnasiet tog han til Sverige og begyndte på Skurups Folkhögskola, der ligger mellem Malmö og Ystad; en »hardcore jazzskole«. Og efter fem gange at have søgt ind på Rytmisk Musikkonservatorium i København, blev Hyllested optaget. En blåstempling, der både var forløsende og angstprovokerende.

»Det var først dér, at jeg slappede af i min egen musikalitet. Jeg skulle ligesom ikke bevise noget længere, og først tænkte jeg: ’fedt’, men bagefter slog det mig: ’fuck – hvad skal jeg nu?’« siger Hyllested.

Jazzens væsen

I kirkerummet på Nørrebro ligner Hyllested ikke en, der er i tvivl om, hvad han skal. Han har en naturlig autoritet og afbryder og korrigerer musikerne roligt, men bestemt. Fordi numrene i Darling River er komponeret med plads til den enkelte musikers improvisatoriske impulser, er det på forhånd ikke altid fastlåst, hvem der skal spille med på de forskellige passager, eller hvad de overhovedet skal spille. Selv partituret til strygerkvartetten er skrevet på en måde, så de visse steder på nodearket selv kan vælge mellem én af flere toner. Frit valg.

Den musikalske frirumsstemning betyder omvendt også, at Hyllested må være fuldstændig klar og tydelig, når musikerne er i tvivl om deres rolle eller spiller på en måde, han ikke synes om. Og dét at skulle sætte sig igennem over for garvede og mere erfarne kolleger er ikke altid lige let. Særligt ikke, når man samtidig skal overskue det samlede æstetiske udtryk.

»Det med at turde stole på min egen musikalitet; det, synes jeg, var hårdt. Til gengæld får man også nogle gaver, når der er én, der impulsivt bryder ud i et eller andet fuldstændig vildt, så man bare sidder og tænker: ’shit mand’,« siger Hyllested om indspilningsprocessen.  

»Så man får rigtig meget igen, men det er virkeligt svært at irettesætte nogen, der er mere etablerede end en selv.«

Peter Nygaard

Orkestret havde ikke øvet sammen, inden de troppede op i studiet for at indspille Darling River, og på grund af kompositionernes frie form, måtte Hyllested være ekstra forberedt og fuldt bevidst om, hvordan musikken skulle lyde. Samtidig var det vigtigt for ham, at numrene blev optaget, som de nu engang blev – med de enkelte musikeres særegne bidrag – når først de største tvivlsspørgsmål var afklaret; efterredigering var ikke en mulighed.

»Det er jazzens væsen, at alt er lavet i et eller to takes. Og at alting er lavet med folk, der spiller sammen live; der er ikke noget, der er dubbet, alle spiller på dét, de hører. Det var vigtigt for mig bare at få de her folk ind i et rum og lave et band for en stund,« siger Hyllested.

Da der er ti minutter til dørene åbner, splitter bandet op. Øveren er slut. Et par stykker går udenfor og ryger cigaretter, resten smutter om bag et forhæng, der er trukket foran alterrummet; der er en lyskilde bag det blå tæppe, så hulrummet med den krumme hvælving udefra ligner et stort blåt æg. Loftslyset bliver dæmpet, så væggene får et guldagtigt skær, og en ældre herre går og tænder små stearinlys.

Den middelmådige

Da Hyllested startede på MGK, var han så dårlig til musikteori, at han måtte tage soloundervisning hos trompetisten Flemming Agerskov – en person af »afgørende betydning« for hans musikalske udvikling – der pressede ham til at lave små kompositionsøvelser.

»Hvad er den fede akkord efter A-mol,« kunne Hyllested spørge. 

»Prøv med F-maj,« lød svaret.  

»Okay, F-maj – ah, det lyder fedt.«

Det blev en erfaring, som igangsatte en proces, hvor Hyllested langsomt begyndte at betragte sig selv som komponist frem for trommeslager. Noget, der accelererede på jazzskolen i Sverige, hvor komponistidentiteten blev en måde at overskride den hårde konkurrence med de mange teknisk dygtige jazzmusikere.

»Jeg prøvede at tabbe ud af hele det der jazzræs. Alle spillede jo sindssygt fedt, og så fandt jeg en stemme ved at skrive nogle smukke akkorder,« siger Hyllested.

Hvor det at spille trommer er en fysisk, eksplosiv og intuitionsdrevet beskæftigelse, er kompositionsarbejdet omvendt langstrakt, ofte over flere måneder, og kræver tålmodighed og rolig fordybelse. Men den vilde følelse af at have færdiggjort »et værk« var noget, Hyllested ikke kunne få som trommeslager.

På konservatoriet fik han »den store identitetskrise«, fordi han grundlæggende stadig tænkte sig selv som trommeslager. Men samtidig begyndte han at bruge mere og mere tid på at skrive musik. Og langsomt fik han også en del positiv respons på sit kompositionsarbejde, indtil hovedparten af hans musikalske indsats lå dér, og han ikke længere havde noget imod at være »en middelmådig trommeslager«. Alligevel har slagtøjsbaggrunden påvirket Hyllesteds tilgang til musikken.

»Som trommeslager har man måske en mere umiddelbar tilgang til toner, fordi det ikke er en del af ens oprindelige arsenal. Jeg har tænkt meget over musikkens tilgængelighed i det her projekt. Kompleksitet bliver nogle gange et værn, hvor man beskytter sig selv – det har jeg selv gjort, når jeg har tænkt: ’den her akkord er simpelthen for obvious – den kan jeg ikke bruge’, og så i stedet brugt en meget ’dyr’ akkord,« siger Hyllested.

»Det skjold – det tager virkelig lang tid både at få bygget op, men også at få det brudt ned.«

Det mest overraskende ved hans musik er, hvor lidt slagtøjet fylder. Kompositionerne er amorfe musikalske landskaber skrevet i rubato (et begreb, der dækker over at lade musikkens tempo og de enkelte stemmers udtryk være flydende), der er ingen fastlåst puls; ingen bow-bee-bop-bo-di-bap-basgang. I flere af numrene spiller Hyllested næsten eller slet ikke selv med på trommerne, og det er da også det sidste element, han tænker på, når man komponerer.

»Jeg havde brugt lang tid på numrene, som jeg skriver på klaver; men det var først, da vi var i studiet – hvor jeg spiller trommer – og lydmanden sagde ’go!’, at jeg tænke: ’fuck, hvad skal jeg spille?’« 

Kirkerummet er ved at være fyldt op. På gulvet mellem instrumenterne sidder der flest unge mennesker på puderne. Mindst tre i striktrøjer. Bagerst i lokalet sidder det ældre publikum om små runde caféborde, blandt andet to ubarberede ældre herrer med pastelfarvede halstørklæder og rektangelformede briller. Klientellet er bredt. Og rummet er proppet.

Musikerne dukker op. Hyllested har skiftet sweatshirten ud med en hvid skjorte og en vest. Han sætter sig bag trommesættet. Så rejser han sig op og siger, at han »egentlig ikke havde tænkt sig at sige noget«. Overvældet.

»Nu kører det. Og nu spiller vi.«

Fem Vinterjazz-anbefalinger fra Laurits Hyllested

19/2 kl. 20: Negari+Mazur, Anker+Puck Mintie – Klub Primi, H15, København V

»Mazur og Anker er to af mine helt store forbilleder, både som komponister og instrumentalister. Dette er en sjælden mulighed for at opleve dem sammen i duoformat. Not to miss!«

20/2 kl. 23: Kasper Tranberg Terzet – ILK, H15, København V

»Kasper er min helt! Både som musiker og menneske er han en driving force for alle omkring ham – en evig kilde til inspiration. Hans terzet er tre af de bedste venner, der bare kender hinanden ud og ind – interplay af højeste kvalitet.«

22/2 kl. 21: Maria Faust ‘Machina’ – Karens Minde Kulturhus, København SV

»Maria Faust er en fantastisk komponist og kapelmester! Totalt raffineret blik for stoflighed, struktur, sound og tekstur. ’Machina’ fremhæver en klar kompositorisk vision og faciliterer et drømmehold af musikere.«

23/2 kl. 15: Snorre Kirk Kvartet – Drop Inn, København K

»Snorre er en af mine helt store trommehelte – ultra elegant touch på instrumentet! Ud over det har han et knivskarpt kompositorisk sprog og virkelig en ’bandsound’ i alt, hvor han er kapelmester. Mega inspirerende.«

24/2 kl. 19: ØYA+Night Repair – Stengade, København N

»Jeg kan ikke anbefale Mathias Holms ØYA nok. Jeg hører nok pladen en gang om ugen, og det er simpelthen et værk! Kæmpestor kunstnerisk horisont, der trækker på et hav af referencer, og det musikalske overblik giver noget musik, som bare er gennemgribende dybt, opløftende, smukt – transcenderer tid og rum.«

Peter Nygaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu