Velkommen til en tid, hvor man overdriver sig selv med parodi eller inderlighed

Jeg var barn i 1994, da Jacob Haugaard ville i Folketinget. Jeg husker mest, at det var sådan noget, alle syntes var sjovt – at det var en introduktion til noget, ’vi danskere’ værdsatte; for en stund at opløse den alvorlige bekymring for det politiske system i lun fjol. At sige »prutterutte« til det hele.

Haugaard lovede mellemste invalidepension til folk uden humor; at Fregatten Jylland skulle gøres kampklar; han ville garantere medvind på cykelstierne, nutella i feltrationerne og ingen sex på lærerværelserne. Og blev så valgt ind.

I en artikel i Information udtalte vælgere sig. 19-årige Henrik Juul (der læste til informationsassistent, var politisk interesseret og i øvrigt »fascineret af Klaus Riskær Pedersen og Uffe Ellemann«) havde valgt at give sin stemme til Haugaard, der parodierer politik:

»Jeg respekterer ham, fordi han siger ligeud, at han vil være hofnar. Det er der ikke mange af de andre, der gør. Jeg synes, jeg kan se en alvor mellem linjerne hos ham. Det, han vil indføre, er meget konkret – for eksempel når han vil vende ristene på vejene, så man ikke cykler ned i dem.«

Siden fandt Haugaard ud af, at det måske ikke var så sjovt igen at have tilranet sig reel magt uden kundskaber til at håndtere den. Han havde lavet sjov med en form for alvor bag, men hvad ville han derfra? Og hvad ønskede hans 23.253 vælgere?

Og hvad ville i grunden de absurdistiske sketchkomikere i Lex og Klatten, Mandrilaftalen, Gramsespektrum og Det Brune Punktum, der i årene efter dominerede dansk humor, mens Haugaard ’spjældede’ den apatisk i Folketinget? Ikke det vilde. 

Jeg og mine venner var i hvert fald ikke personligt optaget af, hvad de parodierede og punkterede, men derimod i den absurde måde, de gjorde det på. Som min kollega Christian Bennike genkendeligt formulerede det, da vi sidste år skrev en humorkanon:

»Jeg var kun 12 år, da vi døde af grin på Christophers værelse. Vi lærte at forstå Gramsespektrums ironiske parodier, før vi kendte de kulturprodukter, de ironiserede over.« 

Således 90’erne. Et nihilistisk årti for ironien, hvor det meningsløse i sig selv føltes befriende, og hvor man punkterede alvoren ved ikke at forholde sig til den. Prutterutte.

Måske ’fucking grineren’

Og således spoler vi 20 år frem, hvor jeg og resten af redaktionen de seneste par uger har drejet rundt om os selv i forvirring over en lignende, men alligevel anderledes slags ironi i tiden: Filmskoleelev Anna Juul har via sin fiktive karakter Veronika Katinka Martzen skrevet en kritiker(vel)anmeldt »digtroman« med linjer som: 

»fucking grineren at være menneske
endnu mere fucking grineren at være Tayor Alison Swift
fucking grineren at tage stoffer
fucking grineren at lade være
fucking grineren at spise ost som et æble.«

Bogen er en parodi på samtidsdigtere, men det er også IKKE en parodi på samtidsdigtere, men en slags skriveøvelse og ny måde at udtrykke og overdrive sig selv på:

»På nogle punkter ville Anna enormt gerne ud gennem siderne, og så skulle jeg hele tiden tænke på, hvordan Veronika Katinka ville skrive, og hvad hun ville synes om det her«, forklarer(ish) Anna Juul i dagens tillæg.

»Det er endt med at blive en lidt mærkelig hybrid, hvor Anna nogle gange kigger frem, og det kan måske også noget.«

Måske kan det noget.

Alt holdes ud i meget strakt arm hos Juul. Og måske er – måske – kodeordet her. For tidens parodier virker netop til at ville lidt mere end ren prutterut. Deres parodiske figurer er ikke ren fis. Mændene inde i de kæmpehittende musikparodier Gulddreng og Kidd har efter eget udsagn villet udstille og latterliggøre musikbranchen, men blev også konger af den branche, mens de som musikere i egen ret aldrig er nået samme højder – kommercielt eller kunstnerisk.

Der var en oprigtig samtidskritik bag deres parodi, men de blev aldrig selv bedre end den parodi.

Bundet af ironi

Ifølge den hollandske forsker Robin van den Akker i dagens tillæg er de alle eksempler på en generation, der netop vil noget oprigtigt, men ikke kan undslippe sig 90’er-ironien.

»Nogle ønsker måske ligefrem at sætte den på hylden og lave noget entusiastisk, oprigtigt eller uskyldigt, men de er stadig bundet til ironien,« siger han.

Det paradoksale med de kunstnere er bare, at de er en del af en generation, der er alvorlig og inderlig på mange måder. De er del af en tiltagende etisk og politisk, inkluderende og samfundsvendt generation og af en meget, meget følsom generation. Det er det, de reagerer imod, men det er også det, de selv søger.

En dansk sangskriver som Katinka vil stave hvert ord ud i hendes sange og lægger soundtrack til hver anden ungdomsfilm og -serie for tiden, fordi hun på rammende dansk kan svinge seriernes små følelser op til noget storladent og universelt.

Og nogen synes måske, at Nik og Jay er en joke, men de er reelt så inderlige, at de fremkalder latter uden at opsøge det. Og Medina mener helt ind i smertehjertet alt det, hun synger. Man kan synes, det er lidt latterligt banalt, men det er også dejligt banalt på en og samme gang.

Faktisk er det svært at se – og mærke – forskellen på den inderlighed, der forstørres gennem kunsten, når Medina folder sig ud og synger »Er du ensom? Jeg håber du er ensom« og så den inderlighed, der også er at mærke, når Gulddreng synger »Er du okay, eller er du ked af det? For det er okay at være ked af det.«

Og når de teenagedrenge, vi har interviewet i dagens tillæg om fænomener som Gulddreng, fortæller, at de kun hører den slags for sjov og ikke alene derhjemme, men at de samtidig selv har lavet et parodiband, hvor deres følelser kunne være lidt mere stripperbars-stodderagtige, forklarer nu 17-årige Johan Dahlerup det sådan: 

»Det handlede om, at vi ville overdrive os selv.« 

Og måske er det det mest rammende, der er at sige om meget af inderligheden i tiden: Den vil overdrive sig selv – enten som parodi eller med ekstrem inderlighed.

Der er ingen Jacob Haugaard, der laver en joke, og som så pludseligt, sidder i fedtefadet, ingen modsætning mellem det ene og det andet. Og det kan vi egentligt godt manøvrere i.

Men er vi danskere bundet til ironien og forlegne over inderligheden?

Som forbrugere elsker vi måske bare selv at kunne vælge – at tage parodien alvorligt, hvis vi vil, og fnise ad det inderlige, hvis vi vil. Så kan kunstnerne sige, hvad de vil, om at de peger fingre ad nogen, eller at de ikke gør. Det gør ingen forskel, når man danser til enten Kidd eller Medina på dansegulvet og har det fjollet og følsomt.