Læsetid: 7 min.

Afskaf døden, genopliv alle og koloniser så rummet

Ifølge kunstneren Anton Vidokle er utopisk tænkning en næsten uddød dyreart. Derfor dyrker han i sit kunstneriske arbejde den russiske kosmisme – en utopisk bevægelse, hvis langsigtede mål var at indføre udødelighed og genopstandelse for alle mennesker. Samt at gøre rummet beboeligt og give universet bevidsthed. Så var barren ligesom sat. Ikke ulig den, Elon Musk og Peter Thiel sætter i dag, mener han
’Anton Vidokle – This is Cosmos’ kan ses til 2. maj på Gentofte Hovedbibliotek

’Anton Vidokle – This is Cosmos’ kan ses til 2. maj på Gentofte Hovedbibliotek

David Stjernholm

15. marts 2019

I det rummelige hjørne af Gentofte Hovedbibliotek, der udgør udstillingsstedet Tranen, er en medarbejder ved at sikre, at de futuristiske glaskuglestole med skinnende sølvhynder indeni hænger symmetrisk ned fra det høje loft. Det er her, man skal sætte sig, hvis man vil se den russisk-amerikanske kunstner Anton Vidokles filmtrilogi Immortality for All: a film trilogy on Russian Cosmism, som bliver vist på to skærme midt i rummet.

De tre film på hver en halv time kører i loop og behandler tanker og ideer fra den russiske kosmisme – en utopisk bevægelse, der i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. kombinerede en ekstrem tiltro til de teknologiske fremskridt med en tilsvarende optimistisk tillid til menneskets evne til fredelig sameksistens.   

Imens går kuratoren rundt om sig selv i energiske cirkler, et par timer inden ferniseringen på udstillingen Anton Vidokle This is Cosmos begynder. Den ene væg i rummet er dækket af en omfattende tidslinje over den russiske kosmismes historie.

Tidslinjen strækker sig fra 1772, hvor man observerede en komet med en tilsyneladende faretruende kurs mod Jorden, hvad der fremprovokerede en del ønsker om at få verdensrummet og dets himmellegemer under kontrol, til årtusindskiftet, hvor den russiske kosmisme så småt begynder at blive synlig igen efter trekvart århundredes glemsel.

Sci-fi-plot med plads til alle

Der vil nok være ny viden at hente på den tidslinje for de fleste.

Anton Vidokle selv hørte – til trods for en barndom i Sovjetrusland – først om den russiske kosmisme for godt ti år siden fra vennen og kunstnerkollegaen Boris Grojs. Den russisk-amerikanske 54-årige kunstner sidder oppe i bibliotekets kantine og tager den med ro inden ferniseringen. Han er lige fløjet ind fra New York, hvor han bor.

Til at begynde med var Vidokle ikke helt sikker på, om den gruppe filosoffer, kunstnere og videnskabsfolk, som i årene op til og umiddelbart efter revolutionen forskede i udødelighed og rumrejser, var ægte historiske skikkelser, eller om det var »et vidunderligt plot fra en science fiction-roman,« fortæller han.

Først da endnu en russisk kunstnerkollega ved navn Ilja Kabakov lidt senere talte om den samme radikalt utopiske bevægelse, forstod Vidokle, at den var et reelt historisk fænomen. Der havde faktisk eksisteret mennesker, hvis ambitioner rakte så vidt som til at gøre alle levende mennesker udødelige, lade alle døde mennesker genopstå og skabe et nyt samfund, der strækker sig langt ud over planeten Jorden. 

Hvis der skal være plads til alle (og det skal der i den grad ifølge den kosmistiske tankegang), er menneskeheden selvfølgelig nødt til at tage en større del af universet i brug.   

Vidokle blev optaget af kosmismen og har siden læst tekster af og om bevægelsens fyrtårne. Den kosmistiske faderfigur, som Vidokle bliver ved med at vende tilbage til (og som den første af de tre 30 minutter lange film tager udgangspunkt i), er Nikolaj Fedorov (1829-1903).

Det var Fedorov, der i sit posthumt udgivne hovedværk The Common Task (Den fælles opgave) skitserer den ovenstående vision om at indføre udødelighed for alle ved hjælp af teknologiske og videnskabelige landvindinger. Men visionen stopper ikke der. Fedorov regnede med, at der, fra det øjeblik hvor man opnår udødelighed, vil gå 7.000 år med at genoplive alle, der nogensinde har levet. Det manglede bare, forklarer Vidokle:

»Etisk set mente Fedorov ikke, at det var acceptabelt at nøjes med selv at være udødelig. Man har jo fået sit liv foræret af en uendelig række forfædre. Den gæld må man betale ved at genoplive alle, der kom før en selv.«

Fedorovs vision stopper heller ikke ved genoplivelsen af alle, der nogensinde har levet, og den deraf nødvendiggjorte kolonisering af rummet. Når man har opbygget et samfund af udødelige og genopstandne mennesker, er spørgsmålet selvfølgelig, hvad alle disse evigtlevende mennesker skal stille op med sig selv. Fedorovs svar på det spørgsmål var, at den fjerne fremtids mennesker skulle lære resten af universet at have en bevidsthed og på den måde skabe et stort gudelignende kosmos. 

»Det er én måde at håndtere guds død på,« bemærker Vidokle og tilføjer, at Fedorov var trofast tilhænger af den ortodokse kristendom hele sit liv. Måske var det derfor, han ingen bøger udgav i sin levetid, for alle hans ideer var dybt kætterske: Menneskene skulle ved hjælp af videnskaben overtage ansvaret for skaberværket fra gud, og evigt liv skulle også være for syndere.

»Måske havde han en mistanke om, at gud var død, selv om han aldrig skrev det i sine tekster. Men han var fascineret af Nietzsche, der turde sige det åbent.«

I størstedelen af sit liv arbejdede Fedorov som bibliotekar i Moskva. Her holdt han ifølge Vidokle øje med, hvem der kom på biblioteket, og hvad de var interesserede i, og han diskuterede gerne sine tanker med bibliotekets gæster. På den måde opstod der en uformel intellektuel gruppering omkring Fedorov, der bl.a. talte matematikeren Konstantin Tsiolkovskij, som senere leverede matematiske grundlag for bemandet rumfart. Gennem flere år kom Tolstoj også forbi en gang om måneden for at lade sig inspirere af Fedorov.

Revolution forårsaget af solen

De tre film i Vidokles trilogi er ikke dokumentarer i traditionel forstand. Man får ikke det samme at vide, som Vidokle sidder oppe i bibliotekets kantine og forklarer, af at se dem. I stedet blander han tekstbidder fra forskellige kosmister sammen med forskellige scenarier, der udspiller sig der, hvor de levede.

I This is Cosmos er Fedorov omdrejningspunktet. Anden del af trilogien hedder The Communist Revolution Was Caused By The Sun og tager udgangspunkt i den soldyrkende videnskabsmand Alexander Chizhevskij, der udviklede en teori om, at store politiske og militære sammenstød kunne forklares med forøget stråling fra solen. Den teori fik han lov at turnere med i mange dele af verden, inden Stalin i 1940’erne blev opmærksom på den. Stalin var ikke begejstret og forviste Chizhevskij til Kasakhstan, hvor han blev i 30 år.

I filmen ser man bl.a. nogle umælende mennesker på den kasakhiske steppe i færd med at rekonstruere en stor metalkonstruktion, som Chizhevskij opfandt under sit eksil der. De lokale lejrfanger arbejdede i kulminer og døde som fluer, og metalkonstruktionen skulle skabe et helbredende elektrisk spændingsfelt. Tredje del af trilogien, Immortality and Resurrection for All!, er en (lettere kryptisk) udforskning af kosmisternes opfattelse af museet som et sted, hvorfra genopstandelsesprojektet skulle udgå. 

Kosmisterne var dog langtfra enige, fortæller Vidokle. Bevægelsen nåede aldrig til det stadie, hvor man kommer over de indbyrdes modstridende ideer og finder et fælles fodslag, for efter Stalin kom til magten, blev dens vidtløftige visioner skubbet ud i kulden. Det nærmeste, de nåede på politisk repræsentation, var det lille parti Biokosmisterne, som umiddelbart efter revolutionen forsøgte at få skrevet universel ret til foryngelse og udødelighed og fri bevægelighed i rummet ind i den første sovjetforfatning. Uden held.

Ikke engang udødelighed kunne kosmisterne blive enige om at have som mål; førnævnte raketfartsmatematiker Tsiolkovskij betragtede eksempelvis døden som en ekstatisk begivenhed for alle de partikler, der bliver frigjort til at indgå i andre former. 

Visionerne havde dog det til fælles, at videnskaben og den teknologiske udvikling skulle mobiliseres for at ændre hele menneskehedens vilkår til det bedre. Til forskel fra de nutidige forsøg på at sprænge rammerne for et menneskeliv var det centralt for kosmisterne, at det skulle komme alle mennesker til gode frem for nogle få enkelte.

Vidokle nævner de excentriske techmilliardærer fra Silicon Valley Elon Musk og Peter Thiel som eksempler på nulevende mennesker, hvis bestræbelser er parallelle med kosmismens. 

»Elon Musk forsøger at kolonisere Mars, mens Peter Thiel forsøger at blive udødelig (eller bare meget, meget gammel) ved hjælp af eksperimentel behandling, hvor han får tilført blodplasma fra teenagere,« siger Vidokle.

Han er ikke særlig begejstret ved tanken: 

»Hvis det bærer frugt, risikerer vi at ende med en kaste af udødelige milliardærer – hvilket sikkert ville være en katastrofe at dømme ud fra den ulighed og undertrykkelse, der allerede finder sted.«

Helt andre muligheder

Anton Vidokle har gennem det seneste årti beskæftiget sig med den russiske kosmisme, men han er ikke meget for at skulle svare på, hvad vi egentlig kan bruge den til i vore dage. Det er med hans ord »at se på fortiden gennem nutidens prisme.« Som om historien skal besvare de spørgsmål, der er aktuelle lige nu. 

»Folk spørger mig altid om det. Der er en form for nutidens tyranni, altid er man optaget af, hvad noget betyder for os lige nu.«

Vidokle vil hellere slå et slag for, at man interesserer sig for, hvor anderledes alting kunne have været:

»Nogle gange er der et øjeblik i historien med en usædvanlig spænding i kulturen og i forståelsen af verden. At se på de øjeblikke kan åbne op til nogle helt andre muligheder og forestillinger. Historien kunne være gået i mange forskellige retninger. Jeg tror, at ting, der ikke skete eller lykkedes, har fortjent lige så meget opmærksomhed som de ting, der førte til den virkelighed, vi har nu.«

Vidokle ser altså ikke kosmismens visioner som nogen værktøjskasse til løsning af nutidige kriser, men snarere som en inspiration til at tænke i større skala:

»Lige nu er utopisk tænkning en uddød dyreart. Og kosmisme er sådan en kraftfuld utopisk tænkning. De spring, de her kunstnere, tænkere og videnskabsfolk, foretager, er nærmest chokerende. Deres projekt var hverken begrænset til filosofi, kunst eller videnskab, men dækker næsten alle aspekter af menneskeligt liv. Det er svært at finde et andet øjeblik i verdenshistorien, der er præget af så væsentligt et paradigme, og som samtidig er så legesygt.«

’Anton Vidokle – This is Cosmos’ kan ses til 2. maj på udstillingsstedet Tranen på Gentofte Hovedbibliotek.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu