Fra arkivet: »Det varer noget, inden vor mandsprægede Verden vænner sig til at betragte Kvinden som ligestillet«

Fra arkivet: På denne plads dykker vi hver uge en tur ned i Informations arkiv og finder en gammel vinkel på en aktuel begivenhed.
I dag er det den 8 marts, Kvindernes Internationale Kampdag. Vi har været i arkiverne og fundet den første artikel i Dagbladet Information, der bruger ordet feminisme. Artiklen var i avisen den 25. oktober 1945. »Millioner af kvinder kan aldrig blive gift« lyder overskriften, og ifølge skribenten står Europa med det yderst påtrængende problem, at Anden Verdenskrig har efterladt langt færre mænd end kvinder, og netop derfor er kvinders ligestilling strengt nødvendig:
»Naar man taler om Kvindens Ligeberettigelse med Mænd, er det ikke kun et Spørgsmaal om Feminisme eller Magtbegær fra Kvindens side. Det er en tvingende Nødvendighed, som er blevet højaktual nu efter Krigen. I England er der over 3 Mill. flere Kvinder end Mænd, men ikke alene det, ca. 17 pCt. af Mændene, i 1939, var Ungkarle […] Derfor er det af saa stor Vigtighed, at Kvindens Stilling i Samfundet ikke er ringere end Mandens […] England er maaske ogsaa det Land, hvor den enlige Kvinde har de bedste Vilkaar, og i hvert Fald bliver respekteret lige saa meget som den gifte. Det ligger først og fremmest i Mændenes Indstilling til Kvinderne […] Man behøver blot en enkelt Gang at have hørt, hvordan en engelsk Mand taler om sin Søster, for at være klar over, at hun for ham er et Menneske, der har den samme Ret som han. Og heldigvis har næsten enhver Englænder en Søster. [...] Med det samme ufortrødne Mod, hvormed de under Krigen paatog sig store Dele af Mandens Arbejde, vil de nu fortsætte deres eget Arbejde. Men det vil sikkert ikke alle Steder gaa lige gnidningsløst af, for det varer noget, inden vor mandsprægede Verden vænner sig til at betragte Kvinden som ligestillet.«
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »