Babysteg i napalmsovs

Litterære gennembrudsmyter har det med på et tidspunkt at blive, om ikke dementeret, så dog relativeret.

Inden for den danske digtekunst opererede vi længe med årstallene 1803 (Oehlenschläger og romantikken), 1871 (Georg Brandes’ indledningsforelæsning til Hovedstrømninger), 1948 (starten på tidsskriftet Heretica) og 1960 (Klaus Rifbjergs digtsamling Konfrontation og dermed modernismens endelige konsolidering); men så blev der unægtelig trængsel i kalenderen, først i kraft af »firserlyrikernes« fremkomst i 1981 og siden hen med Anne-Marie Mais forslag om fra og med 1965 at regne med det såkaldte »formelle gennembrud«, som i hendes optik gerne skulle overtrumfe både dét i 1960 og dét i 1981.

I islandsk litteraturhistorie er der nogenlunde enighed om at datere den lyriske modernismes gennembrud til slutningen af 1940’erne; men faktisk skete der allerede ti år senere, i 1958, en revolution i det små, da to markante og egensindige poeter fik deres debut og viste sig i stand til at gå nye veje. Þorsteinn Jónsson var den ene, noget så specielt som en original traditionalist, Dagur Sigurðarson var den anden, noget i islandsk sammenhæng så uhørt som beatdigter og lyrisk boheme.

Ingen af dem blev som forfatter kendt under sit egentlige navn. Den første (1938-2018) kaldte sig Þorsteinn frá Hamri efter fødeegnen i Borgarfjörður, den anden (1937-94) bortkastede slægtsnavnet Thoroddsen, der lugtede fælt af overklasse og embedsborgerskab.

Fælles for dem var, at fordi »atomdigterne« ti år forinden endegyldigt havde sagt farvel til den traditionelle rimede, allittererende og taktfast rytmiske poesi, kunne de ikke længere digte i de overleverede former. Gjorde de nemlig det, blev resultatet uvægerligt tvetydigt, ironisk. Men da de begge på den anden side også følte antipati over for den selvkredsende indadvendthed, som kendetegnede generationen før, kastede de sig over det, som den lidt ældre kollega Hannes Sigfússon i 1958 i en berømt erklæring døbte det ’åbne’, det ’frimodige’ eller det ’åbenhjertige’ digt. Sådan ét må gerne hos Þorsteinn tage sig ud så enkelt som her:

Det er mig om at gøre

at sætte verden sammen

Det lykkes kun fra tid til anden

I mine øjnes lys

ordner jeg på række

meget som jeg mindes

meget som jeg fandt var skrevet

og sagt så godt som gørligt

Bygger så broer og himle

Spænder broerne godt fast

sætter stjerner på himlene

tænder så liv i stjernerne:

væsener med følsom sjæl

og skabende evne

Står en tid tavs ved vejkanten

en indsamler af minder

en grundstøber for rædsler

en håbets søn

Og har pludselig

ingen til hjælp

Hos Þorsteinn frá Hamri blev det til tyve digtsamlinger, hvori han fra en lukket digterisk verden søger udad mod en mening med tilværelsen og typisk finder den i et rum lige ved siden af hverdagslivet.

Han er særlig optaget af de forandringer, som sker i samfundet og den enkelte, kredser typisk om krise, smerte, angst og bekymring, men forsøger samtidig at bevare orienteringen både socialt og personligt.

Den store faldgrube i hans digtning ligger i hans forkærlighed for det ældre landlige ordforråd og hans kolossale belæsthed i den islandske fortælle- og lyriktradition, men hvor han er allerbedst, opstår der tekster, som lidt plat formuleret lyder sådan som Egil Skallagrimsson ville have digtet i dag, fordi denne naturligvis som sin moderne kollega ville have været glødende national, kæmpet for en bedre verden og været en indædt modstander af højkapitalismen.

Hvor mærkværdigt det undertiden kunne lyde, fremgår af dette sene digt, trykt foran i en samling fra 2008, hvor Þorsteinn mobiliserer arkaiske kræfter og med allusioner til skæbnenornen Skuld og dværgen Fjalar fra den nordiske mytologi besynger selveste Ordet som modstandspotentiale:

Gyset går endnu gennem hele vor

slægt. Skuld gør som hun plejer.

Vi haster mod havet,

men må tåle byrden

på vore skuldre, åget

på vore gamle skuldre.

Lad os skubbe Fjalars flåde

frem. Lad os ro en kort tid.

Ord efter ord vil brat

forefalde dunkle.

Stig til nye højder,

stig op, du ord, et trin!

Sideløbende med sit lyriske forfatterskab var Þorsteinn aktiv som oversætter og udgav desuden i 1970’erne og 80’erne en række delvis formeksperimenterende romaner, hvor han kombinerer det folkeligt rodfæstede og politisk-ideologisk kritiske med overgiven humor. Men det siger meget om ham, at han i sene udgaver af sin poesi rensede ud blandt de sjove og de provokerende digte, så hans sortsyn og melankoli kom til at stå rent.

Lige modsat opererer Dagur Sigurðarson, en antisocial enfant terrible, der kalder sig gadedrengenes hofnar og fra begyndelsen med stor livsappetit kaster sig over det moderne byliv uden nogen henvisning til folkelig lærdom, døde digtere eller sagahelte. Hør selv det første digt i hans første bog:

Efterår

Det er sjovt at gå

i finregnen og kigge

ned i rendestenen

På jagt efter perler

eller en krone

eller bare en cigaretstump

I finregnen, badet

i Guds tårer

Ud at møde kærligheden

som tvivlsomme kilder

regner for større end døden

Ikke brokke sig over

gråden hos ham Gud

Beundre, hvor nydeligt

gadefejerne har samlet

nedfaldne blade

sammen i bunker

Teknikken kendetegnes ved så direkte en beskrivelse som muligt. Metaforer bruges kun sjældent, og sker det, skal de være transparente og funktionelle. Dagur hader lyriske klicheer, han nærer en grundlæggende tillid til sproget, og han henvender sig mere direkte til sin læser, end man havde været vant til på Island – vil tale tydeligere, lysere, søger at nå folk, som ikke tidligere har brudt sig om »frie« vers. På en af klapperne til hans anden bog Miljónaævintýrið (Millioneventyret) hedder det da også programmatisk:

»Jeg vil skrive om folk og for folk. Jeg vil fortælle læseren om adskilligt, som han halvt om halvt i forvejen ved, men ikke vover at gøre sig klart, give ham noget, som han kan bruge til hjælp på denne side døden. Digtekunsten er opstået af magien, men hvorfor man begyndte at besværge til ingen verdens nytte, det forbliver mig en gåde. Digtekunst burde fremme god høst og godt fiskeri. Besværgelser for deres egen skyld er tåbelige, det samme gælder kunst for kunstens skyld. Der findes ingen inaktiv digtekunst. Den såkaldte rene lyrik er et apparat til at forbedre fordøjelsen hos dem, der har råd til at forspise sig på hverdage, og få de andre til for et øjeblik at glemme deres utryghed i et forældet økonomisk system.«

Holdningen kan minde om den russiske futurisme (Majakovskij), om en beatdigter som Allen Ginsberg eller om en international revolutionær stemme som Pablo Neruda. Oversættelser af de to sidstnævnte indgår i en samling fra 1971, hvori vi også finder følgende direkte politiserende tekst:

Den nye ambassadør holder indendørsparty

Må jeg ikke byde

kagekonerne galde?

Må jeg byde ambassadørerne

babysteg i napalmsovs?

Måske a la vietnamienne?

Værsgo, de herrer generaler.

Træd indenfor. Sådan ser slottet ud.

Hvordan befinder De Dem?

Der er stil over muren, ikke sandt?

Vil De være så venlige

at stille Dem på rad op ad den?

F.eks. i en enkelt række a la militaire?

Må vi byde Dem bind for øjnene?

Hos Dagur tog sarkasmen, ironien og spotten med årene til, og det gjorde hans forbrug af stoffer og alkohol også. Efter ham ligger et flosset forfatterskab lidt i stil med finske Pentti Saarikoskis eller Charles Bukowskis, skabt af en frimodig og upoleret oprører, som samtidig i sig havde noget uendelig blidt og sensitivt, fyldt af kærlighedstrang som han var og stadig huskes af mange.

Uforglemmelig er hans hyldest til unge piger, der i tiden for vårens komme er taget på den obligate runde gennem Reykjaviks centrum og går rundt dér i deres korte nederdele og dingler omkring i røde bluser, blåøjede, brunøjede, langlemmede med overlæben vendt opefter, eller langfingrede med udstående underlæbe og en talje som en slynget bæk. Litteraturforskeren Bergljót S. Kristjánsdóttir har berettet, hvorledes han engang mødte op på hendes bopæl for at tigge, men i stedet for penge fik nystegt lammelår.

Hvad angår hans forhold til islandsk litterær tradition, forekommer han intetsteds mere eksplicit kritisk end i følgende tidlige digt fra 1963

Foråret ankom med tøvejr

Foråret ankom med tøvejr

og støvregn ligesom dig

som troede du var digter en dag i juni

og mindedes Jónas Hallgrímsson og

instituttet for nordiske studier

ligesom dig der havde økonomisk

frihed til at kravle på fire ben

i krattet og spilde

en hel arbejdsdag i juni

på at spadsere i parken ved

Koncertpavillonen

ligesom dig der hev

din elskerinde i håret og klemte

hendes fingerknogler og glemte

at bestige hende en dag i juni

mindedes Einar Benediktsson og

instituttet for nordiske studier

og troede du var digter

Med til historien om Dagur Sigurðarson hører, at han midt i 1970’erne blev centrum i en offentlig skandale, fordi et af kultur- og undervisningsministeriet nedsat udvalg besluttede at yde ham produktionspræmie for en bog, som kun indeholdt én enkelt, ganske kort tekst. Hele 15 landskendte kolleger protesterede. Dagurs næste udgivelse hed En ganske almindelig husmor og indeholdt udelukkende blanke sider.

Digtene af Þorsteinn frá Hamri stammer fra henholdsvis Sæfarinn sofandi (Den sovende søfarer, 1992) og Hvert orð er atvik (Hvert ord er en begivenhed, 2008).

Digtene af Dagur Sigurðarson er taget fra henholdsvis Hlutabréf í sólarlaginu (Aktier i solnedgangen, 1958), Rógmálmur og grásilfur (Guld og gråt sølv, 1971) og Hundabærinn eða Viðreisn efnahagslífsins (Hundebyen eller økonomiens genopbygning, 1963).

Alle citater er oversat af Erik Skyum-Nielsen.