Læsetid: 12 min.

Bergen har alt, hvad en krimi skal bruge: våde brosten, trange gyder og voldsomme begivenheder

Norges næststørste by er en film noir-kulisse, der bare venter på at blive brugt, mener Norges store krimiforfatter Gunnar Staalesen. Gennem de seneste 40 år har han set på sin hjemby med sin hovedperson, privatdetektiven Varg Veums blik. Et blik, der både er sarkastisk, socialt indigneret og i bund og grund forsonligt
’Jeg skriver ikke om onde mennesker, der begår mord, fordi det er deres natur som seriemordere. Jeg skriver om mennesker, der begår mord, fordi de af en eller anden grund er trængt op i et hjørne,’ fortæller Gunnar Staalesen om sine bevæggrunde for sit lange samliv med krimigenren.

’Jeg skriver ikke om onde mennesker, der begår mord, fordi det er deres natur som seriemordere. Jeg skriver om mennesker, der begår mord, fordi de af en eller anden grund er trængt op i et hjørne,’ fortæller Gunnar Staalesen om sine bevæggrunde for sit lange samliv med krimigenren.

Helge Skodvin

29. marts 2019

FANA BIBLIOTEK, BERGEN - Strengt taget var der ikke noget marked for privatdetektiver i Bergen i 1976, da Varg Veum begyndte at fungere som sådan. Privat efterforskning var knap nok et eksisterende fag i Norge. Godt nok fandtes der et ægtepar i Oslo, som syslede med overvågning af utro ægtefæller og opklaring af, hvem i firmaet der tog af kassen, men efterforskning af forbrydelser i større stil stod det norske politi for.

Privatdetektiver af samme garvede slags, som dem man møder i den amerikanske hårdkogte krimi, var der ingen af hverken i det norske samfund eller i den nordiske kriminallitteratur.

Det forklarer Varg Veums ophavsmand, Gunnar Staalesen, sit publikum på et bibliotek i Bergen en onsdag eftermiddag, hvor Informations udsendte har været så heldig at finde en taburet at sidde på.

For en gangs skyld regner det ikke udenfor. Alligevel er der fyldt op, primært af folk med sølvgråt hår og kvalitetsstriktrøjer. De eneste to, der ikke kan tie stille under foredraget, fortrækker efter nogle myndige blikke fra de omkringsiddende.

Staalesen er hjemmevant i foredragssituationen. Han er 71 år gammel, slank og rank, iført en tweedjakke og netop blevet færdig med at opridse krimiens historie i grove træk.

Om sin egen karriere som en af Norges største krimiforfattere (og nok den mest trofaste og grundige skildrer af Bergen og omegn de seneste 40 år) kan Gunnar Staalesen fortælle, at generel skrivelyst gjorde ham til forfatter af to romaner om en ung digterspires uskyldstab.

En krimikonkurrence udskrevet af Gyldendal gjorde ham til forfatter af politiromaner i den samfundsbevidste tradition, der udgår fra svenske Sjöwall & Wahlöö. Og en kombination af begejstring for den hårdkogte amerikanske detektivroman og utålmodighed med de omstændelige procedurer for efterforskning, som selv fiktive politifolk til en vis grad er underlagt, fik så i 1976 Staalesen til at opfinde Varg Veum.

Varg Veum, som Staalesen efterhånden har skrevet 19 romaner og to novellesamlinger om, er på mange måder en fornorskning af Raymond Chandlers L.A.-baserede privatdetektiv Philip Marlowe og Dashiell Hammetts Sam Spade fra San Francisco.

I den første roman om ham, Bukken til havresekken fra 1977 (på dansk: Manden med de to ansigter), er han en nyskilt og netop fyret socialrådgiver på 34 år, der jogger på en god dag og drikker for meget snaps på en dårlig. »Socialrådgiver var et erhverv i fremdrift i 1970’erne,« siger Staalesen.

»Og som socialrådgiver er man i kontakt med folk, der er kommet galt afsted, i besiddelse af socialt engagement og vant til at samarbejde med politiet. Det passede godt til en detektiv, syntes jeg.«

Navnet skulle være kort og lugte af ensom ulv, hvad det mere end gør, idet Varg simpelthen betyder ulv. Efternavnet kom af den norrøne talemåde varg i veum, der helt bogstaveligt betyder ulv i helligdommene, og som betegner en fredløs person. 

Efter foredraget kommer en jævnaldrende mandlig bekendt op til Gunnar Staalesen og sludrer om motionsløb. En ung bibliotekar fortæller mig, at hendes favoritbøger af Staalesen er den Bergen-trilogi, der udkom omkring årtusindskiftet og beskriver Bergen gennem hele det 20. århundrede. Når hun er oppe at gå i fjeldene, der omkranser Bergen, og kigger ned på byen, kommer hun tit i tanker om, hvordan den er beskrevet i de tre bøger, først med hattesaloner, fiskemarked og gademylder, senere med ruiner fra krigen.

Gunnar Staalesen har i mellemtiden fundet sin frakke og siger på gensyn. Vi skal ud at se på gerningssteder fra den kommende Varg Veum-roman, Udenfor er hundene.

En del af Staalesens seneste Varg Veum-roman foregår ved Frøviken, der ligger i udkanten af Bergen.

Helge Skodvin

På vej mod den lille vig Frøviken, hvor en tidligere dømt pædofil findes druknet i Udenfor er hundene, kører vi gennem kvarteret Fana, som engang var en selvstændig kommune med lidt lavere skat end resten af Bergen. Her boede direktørerne for de rederier og shippingvirksomheder, som har præget byen. Her boede også Gunnar Staalesens familie de første fem år af hans liv. Ikke i de store villaer, men i et mere ydmygt etagebyggeri.

Staalesen peger rundt og fortæller. Om trafikken, der ikke var der, da han var barn, så de kunne løbe rundt overalt. Om den endnu ikke fuldt udbyggede Bybane (svarende til Letbanen i Aarhus), der godt kunne være blevet etableret noget før.

I et essay om Bybanen, der findes på Staalesens hjemmeside, skriver han i øvrigt, at han altid har »svært ved at snakke om Bergen uden at begynde med isen«. Det tror man på. Essayet fortsætter med at reflektere over, hvordan isen har formet landskabet, som har formet byen, som i dag selv formes af jernbaner, tunneler og veje. Den historiske bevidsthed trænger hele tiden igennem, når Staalesen taler om, hvad vi ser.   

Frøviken ligger uden for Bergens centrum neden for en mos- og træbeklædt klippeskrænt, som Gunnar Staalesen forcerer mere elegant end Informations udsendte. Et villakvarter strækker sig op ad fjeldsiden, og ude på fjorden ligger der et rødt skib af den slags, der sejler forsyninger ud til boreplatforme.

Her drukner i Udenfor er hundene som sagt en lystfiskende mand, der har afsonet en dom for besiddelse af børneporno. Det regnes for en ulykke. En anden mand fra samme børnepornoring falder ud fra taget på højhuset, han bor i. Det regnes for et selvmord. De to mænd dør inden for få måneder. Det er næppe et tilfælde, men til gengæld en oplagt sag for Varg Veum, der i øvrigt selv (uretmæssigt) var indblandet i sagen i forrige bind i serien.

I Udenfor er hundene fortæller en pårørende til den druknede pædofile lystfisker, at det sandsynligvis også var i Frøviken, at forlægget for romankarakteren Sjur Gabriel i Amalie Skrams slægtskrønike Hellemyrsfolket (1887) gik og fiskede. Det er heller ikke et tilfælde, at det lige er den roman, der bliver fremhævet. Selv om slægtskabet til krimiforfattere som Raymond Chandler, Dashiell Hammett og Ross MacDonald er åbenlyst, er Staalesen mindst lige så inspireret af Amalie Skram, der også er fra Bergen:

»Jeg var 20, da jeg læste Hellemyrsfolket første gang. Jeg læste for at lære, hvordan andre forfattere gjorde, og det imponerede mig, hvordan man bliver draget ind i slægtshistorien. Det er næsten som at læse en krimi; man læser og læser og læser for at finde ud af, hvad det hele ender med.«

Ud over fremdriften i fortællingen er Amalie Skrams evne til at beskrive et sted og et lokalmiljø sanseligt og detaljeret også et ideal for Staalesen: 

»Så sent som i går læste jeg hendes beskrivelse af arbejdsdagens begyndelse på Bryggen (den havnefront i Bergen, hvor skibene i gamle dage lagde til, og hvor turisterne i dag flokkes, red.) omkring 1860. Her gik hun forbi som skolepige, og så sidder hun 25 år senere i København og genkalder sig lydene, lugtene og menneskene. Det er så fotografisk. På den måde bliver hendes beskrivelser af Bergen (der trods alt i verdens målestok er en lille by), landskabet rundt om og disse fattige mennesker til verdenslitteratur.«

Et tredje træk ved Skrams forfatterskab, Staalesen beundrer, er den indlevelse, hun har med sine personer. 

»Også personer, der i udgangspunktet måske er lidt usympatiske og gør forkerte ting.«

Det samme nogenlunde forsonlige blik går igen i Staalesens bøger (selv om Varg Veum godt kan blive grundigt anfægtet af de forbrydere, han møder):

»Jeg skriver ikke om onde mennesker, der begår mord, fordi det er deres natur som seriemordere. Jeg skriver om mennesker, der begår mord, fordi de af en eller anden grund er trængt op i et hjørne.«

Bergen har alt, man behøver

Ind imellem Varg Veum-romanerne arbejder Gunnar Staalesen som dramatiker, og Hellemyrsfolket har han dramatiseret to gange. Både som en 8,5 time lang teaterforestilling og som en musical. Begge dele var publikumssucceser, forklarer han, mens vi kører videre forbi Bergens første højhuse i Fyllingsdalen, hvor romanens iscenesatte selvmord finder sted, og ind til byens centrum, hvor Varg Veum har sit kontor.

Gunnar Staalesen har boet i Bergen hele sit liv og virker komplet uforstående, hvis man spørger ham, om han aldrig har længtes væk. Her er, hvad man skal bruge. Teaterforestillinger og jazzkoncerter og et fjeld at gå op i om søndagen.

Han er omhyggelig med at skildre byen præcist og geografisk korrekt. En del kommer let til ham, fordi han hele sit liv har færdedes i byen og dens omegn, men efter 19 romaner, to novellesamlinger, en slægtskrønike i tre bind og et antal børnebøger er kataloget »stort set opbrugt. Jeg har nok i mine bøger været de fleste steder i Bergen efterhånden.«

Så må der laves opsøgende arbejde i de mindre kendte afkroge:

»Jeg kender byen meget godt, men når man skriver, må man jo opsøge steder og løfte blikket. Når vi går nede på gaden, kigger vi almindeligvis ind ad vinduerne, måske registrerer vi facaden, men vi kigger ikke helt op under taget. Specielt den del af Bergen, der er bygget fra 1880’erne og frem til Anden Verdenskrig har ofte stukkatur og forskellig type udsmykning. Sådan noget har Varg Veum tit en kommentar til, når han passerer det.«

Gunnar Staalesen har boet i Bergen hele sit liv, og derfor er han ude i byens afkroge, når han skal finde scenerier til sine romaner, og han er omhyggelig med at skildre byen præcist og geografisk korrekt. En del kommer let til ham, fordi han hele sit liv har færdedes i byen og dens omegn, men efter 19 romaner, to novellesamlinger, en slægtskrønike i tre bind og et antal børnebøger er kataloget »stort set opbrugt. Jeg har nok i mine bøger været de fleste steder i Bergen efterhånden«, siger han.

Helge Skodvin

Litteraturprofessoren Willy Dahl, der selv er fra Bergen, har i artiklen ’Gunnar Staalesens Bergen’ beskrevet, hvordan hans ven Staalesen ikke skal forstyrres, når han går rundt i Bergen og kigger sig omkring, for så ved man, han er på arbejde. I samme artikel viser han, hvordan Varg Veum-bøgernes beskrivelser af byen gennem tiden kan bruges som byhistorisk dokumentation.

Gunnar Staalesen fik for alvor status som skønlitterær lokalhistoriker, da han skrev Bergen-trilogien (bestående af romanerne Morgenrøde, High Noon og Aftensang) omkring årtusindskiftet.

Igen var det Hellemyrsfolket, som inspirerede ham til at skildre hele livsforløb fra fødsel til død frem for de punkter i et menneskeliv, en krimi beskriver. I den forbindelse lavede Staalesen en ekstremt omfattende research. Han læste gamle aviser på mikrofilm for at vide, præcist hvordan vejret var de dage, han skildrer, hvilke film, der gik i biografen, og ikke mindst hvilke store og dramatiske hændelser der prægede folks liv.

Siden da har Gunnar Staalesen været Bergen-ekspert, og i godt 15 år lavede han guidede byvandringer i Varg Veums fodspor. Det er han imidlertid stoppet med for at koncentrere kræfterne om at arbejde og løbe ture og gå i fjeldet med sin kone.

Der er dog andre, der udbyder Varg Veum-ture, og et fast stop på ruten er Strandkaien 2, hvor Varg Veums kontor ligger i en opgang, der engang primært husede kontorer, men som nu er overtaget af et hotel. Op ad den ene væg i porten står en messingudgave af Varg Veum og kigger ud på havnen.

Det er ikke mange fiktive detektiver, der har fået rejst en statue, forklarer Staalesen. Af andre hædersbevisninger kan han nævne, at der findes en særlig Varg Veum-akvavit. Den drikker man hvert år den 15. oktober, når det er Varg Veums fødselsdag. Festen plejede at blive holdt på en bar i samme opgang som kontoret, men den er lukket nu.   

Staalesen foreslår, at vi går på Holbergstuen og spiser bacalao. Det er en gammel beværtning, hvor man i Staalesens ungdom kom for at drikke øl. Nu er det et stille og nydeligt spisested. Varg Veum kommer her også. Ejeren hilser på Staalesen, som fortæller videre om Bergens historie, mens en gøgler i hvidstribet trøje står med et stort rødt hjerte på pladsen udenfor og venter på, at nogen vil lade sig fotografere med ham for penge.

Det er endnu ikke sæson for krydstogtturisme.

Faste skabeloner

Efter klipfisken i tomatsovs med oliven fortsætter vi forbi træhusene og gennem smøgerne i den gamle del af bymidten, der ikke som resten af bymidten brændte i 1915, ud til Nordnes, hvor Gunnar Staalesen tilbragte størstedelen af sin opvækst.

Vi passerer byens første brandstation, et tidligere alderdomshjem for søfolk, et par mindeplader for Amalie Skram (henholdsvis en med korrekte og en med ukorrekte årstal på, fortæller Staalesen), og en statue af Amalie Skram med rank ryg og en krave, der blæser bagud, som stod hun ret op mod vinden. 

Det er også her, Varg Veum er vokset op. Så behøvede Staalesen ikke researche på sin hovedpersons barndomslandskab, han kender det ud og ind. Ellers har de to mænd ikke så meget til fælles. Med vilje udstyrede Staalesen Veum med en anden familiehistorie, uddannelsesbaggrund, livsstil og temperament.

Mens Varg Veum har levet et turbulent liv med alkoholmisbrug og forskellige damebekendtskaber, har Gunnar Staalesen levet mere roligt. Han giftede sig tidligt med sin nuværende kone, der arbejdede som blomsterdekoratør, stiftede familie, passede sit arbejde og tog på udflugt på fjeldet om søndagen.

Det er ikke Gunnar Staalesens ambition at få succes som en »intellektuel og eksperimenterende forfatter, der bare bliver læst af folk på universitetet«. Hvis det nogensinde har været det, er det mange år siden.

Han vil gerne belyse problemer i samfundet, og han kan nå mange flere med sine budskaber, hvis han pakker dem ind i en krimi. Udenfor er hundene handler ligesom de sidste par Varg Veum-bøger om børneporno og pædofile overgreb. Hans håb er, at folk vil blive mere opmærksomme på, at det er et problem, der findes. Siden Ingen er så tryg i fare udkom, har politiet i Bergen oprettet en specialgruppe, der efterforsker børnepornosager. Deres arbejde har ført til en del retssager.

»Det, jeg skriver i bøgerne, er ikke i nærheden af, hvad der sker af voldsomme ting i virkeligheden,« siger Staalesen.

Efterhånden har Gunnar Staalesen udarbejdet 40-50 krimiintriger, og det er hver gang en udfordring at finde et originalt tvist. Men det generer ham ikke at arbejde ud fra faste skabeloner:

»Som krimiforfatter går man ind i en tradition og arbejder med den. Jeg sammenligner af og til det med at skrive krimier med at være en jazzmusiker, der står og improviserer. Man genkender den samme gamle melodi, men den er ny hver gang, fordi man altid griber den an på en ny måde. Ligesom en tryllekunstner distraherer publikum med den ene hånd, mens man laver tricket med den anden, henleder man som krimiforfatter opmærksomheden på ét element i plottet, mens man lige så diskret får fortalt det, der skal til, for at man (helst senere) kan forstå, at det var et helt andet element, det handlede om.«

»Jeg ved udmærket, hvad det er, jeg har lagt ud for at distrahere i bogen, men det vil jeg helst ikke sige,« svarer Staalesen, da jeg spørger, hvad bogens bedste afledningsmanøvre efter hans egen mening er.

Gunnar Staalesens hovedperson bliver ældre fra bog til bog, og i den nyeste, ’Udenfor er hundene’, der foregår i 2004, hvor man skulle på biblioteket for at slå noget op på nettet, er Varg Veum er på vej mod de 60. Planen er at holde Varg Veum under 70 år, siger Staalesen: »Når man er kommet i min alder, ved man ikke, hvor mange år man har tilbage at skrive i. Jeg håber på en lille håndfuld bøger til.«

Helge Skodvin

Varg Veum er en af de fiktive detektiver, der – i modsætning til kolleger som Hercule Poirot og Sherlock Holmes – faktisk bliver ældre. Gunnar Staalesen skriver for tiden cirka én bog om ham om året, og idet Varg Veum er født fem år før ham selv, var der en vis risiko for, at han for troværdighedens skyld måtte pensionere sin hovedperson, før han selv var færdig med at arbejde. Men fordi der omkring Bergen-trilogien var en længere pause i Varg Veum-serien, fik Staalesen mulighed for at sætte Varg Veums aldring i bero.

Romanerne om ham tog fat samme årstal, som han slap, og således foregår Udenfor er hundene tilbage i 2004, hvor man skulle på biblioteket for at slå noget op på nettet. Varg Veum er på vej mod de 60, men holder sig i god form. Han er ikke så konfrontatorisk som tidligere, og hans alkoholmisbrug er (i hvert fald i begyndelsen af den nye bog) under kontrol. Planen er at holde Varg Veum under 70 år, siger Staalesen:

»Når man er kommet i min alder, ved man ikke, hvor mange år man har tilbage at skrive i. Jeg håber på en lille håndfuld bøger til.«

Fra toppen af Nordnes kan man se ud over fjorden. Staalesen peger på en bænk på en udsigtsplads, hvor søfolkene fra alderdomshjemmet sad og fortalte røverhistorier i hans barndom. Han udpeger en lille bakketop med en mindesten for »350 bålofre for justitsmord 1550-1700« og ryster på hovedet af eufemismen for hekseafbrændinger. Neden for bakken ligger Bergens Akvarium. Her fandt Varg Veum engang et mordoffer med hovedet hængende ned i et af bassinerne.

Det er meget let at få øje på idyllen, nu hvor solen skinner, men for Gunnar Staalesen er Bergen den perfekte ramme om hans historier om en ensom ulv, der forsøger at kaste lidt lys over menneskets og samfundets skyggesider:

»På en normal dag i Bergen er der mørke, tunge grå skyer, det regner, asfalt og brosten er våde, der er trange gyder – det er jo en film noir-kulisse.«

’Udenfor er hundene’ udkom den 22. marts. Gunnar Staalesen optræder på krimimessen i Horsens i samtale med Bo Tao Michaëlis.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu