Baggrund
Læsetid: 10 min.

For børn og barnlige sjæle

Ved siden af 1970’ernes socialrealisme opstod der i islandsk litteratur en grinebidernes generation
Kultur
29. marts 2019

Såvel i folkeskolen som på gymnasier har lærere i faget islandsk traditionelt været flinke til at lade eleverne stifte bekendtskab med det ypperste af den nationale litteraturarv: Den poetiske Eddas kvad, Snorres Eddas gudefortællinger, Hallgrímur Péturssons salmer og de allermest elskede tekster fra 1800-tallets poeter med Jónas Hallgrímsson som det store hit. Trægere gik det i årtier med at indoptage samtidslitteraturen, som jo ifølge sagens natur endnu ikke var blevet kanoniseret som tilstrækkelig klassisk.

Dette misforhold blev der lavet eftertrykkeligt om på, efter at Pétur Gunnarsson (f. 1947, lyrikdebut 1973) i 1976 havde udgivet romanen Punktur punktur komma strik, en opvækstskildring fra Reykjavik og et smukt eksempel på den »nye enkelhed« og »nye følsomhed«, som kom til at kendetegne de følgende 10-15 år, og som her skal indkredses litteraturhistorisk. Ikke alene blev bogen en gevaldig sællert, den kom også hurtigt til at indgå i skolernes pensum. Og hvorfor så det?

Vel primært fordi den var så boblende morsom og så blændende skrevet med korte, springende sætninger, som konstant kom bag på én. Men også fordi den kom de ungdomsårgange i møde, som på dette tidspunkt voksede op i hovedstaden med pop, rock og nye amerikanske film.

Hovedpersonen, skilsmissebarnet Andri, er sådan set ikke noget specielt med sin retningsforvirrede usikkerhed og sin manglende tilpasning i forhold til skole og samfund, men netop derfor kunne alle uden videre spejle sig i hans undrende, spørgende møder med verden.

Succesen fortsatte i 1978 med fortsættelsen Ég um mig frá mér til min (skolens bøjningsparadigme for det personlige stedord i første person ental), hvor man indlevet følger Andri som rødmende pubertetsknægt:

»Generthed var hans daglige brød. Han skammede sig over sig selv, over sine forældre, og særligt over at hans mor arbejdede i et mælkeudsalg. Selvtilliden var pist forsvundet, og samtidig var han overladt til ’den almindelige mening’. Han var knap nok havnet i en større forsamling, før han begyndte at rødme, rødmede af frygt for at rødme, rødmede af skam over at rødme, rødmede, når der blev kigget på ham, rødmede, hvis man lod ham være upåagtet, rødmede for slet ingenting.«

Som man kan se, en måske traditionel, individuel, psykologisk realistisk tilgang, men hos Pétur Gunnarsson kombineret med afvæbnende nøgenhed og velgennemspillet naivitet, som gik rent hjem hos det publikum, der, som det fint hedder et sted, »tilhørte den første generation siden sagatiden, som aldrig havde oplevet at lide nød.«

Oven i dette kom så en vigtig vægtforskydning i forholdet mellem land og by: Hvor islandske opvækstskildringer som regel opererede med en dikotomisk modstilling, med den oprindelige landbo- og fiskerkultur over for en ny, mere eller mindre dekadent bykultur, som børnene helst på et tidspunkt skulle bringes væk fra og genopdrages af bedsteforældre eller af onkler og tanter i en afsides dal, tog 1970’ernes Vittige Generation uden videre udgangspunkt i moderniteten som et fælles, erfaret faktum.

Andri-serien fortsatte med Persónur og leikendur (dvs. Rollelisten eller De medvirkende, 1982) og Sagan öll (Hele historien, 1985), hvor man følger Andri op i voksenlivet, men hvor naiviteten også bliver et problem af både psykologisk og fortælleteknisk art, hvilket Pétur Gunnarsson søger at tackle først gennem opløsning af den genremæssige kohærens – via stilskift og spring mellem poesi og prosa samt leg med citater – senere i bind fire gennem en art fordobling af fiktionsrammen, idet han simpelthen opfinder en jegfortæller, som beretter om såvel antihelten som om sig selv, alt imens fiktionseksperimenterne tager til.

I 90’erne søgte forfatteren nye veje i hverdagsnære samtidsskildringer, og efter årtusindskiftet udsendtes en ambitiøs trilogi, som søger at spænde over intet mindre end verdenshistorien og Islands historie fra sagatid til nutid for endelig at slutte som familieroman, en bevægelse, som vel kan kaldes typisk for den besindelse på de store sammenhænge, som også andetsteds i islandsk litteratur fulgte efter postmodernismen, delvis som en reaktion på denne, men i hvert fald ikke bragte Pétur Gunnarsson i fornyet kontakt med de læsere, der i sin tid var faldet pladask for hans lethed og humor.

Populariteten har derimod været så godt som usvækket hos hans gamle fælle fra gruppen af Dårlige Digtere Thórarinn Eldjárn (f. 1949, debut med Kvædi (Digte) i 1974), måske fordi denne ikke alene er en uforlignelig humorist, men også hvad man på islandsk kalder ’hagmæltur’, altså udstyret med sikkert poetisk mæle eller på dansk en digterisk åre. Hos ham genopfindes traditionen for rytmiske, allittererende, både enderimende og indrimende strofer, blot med ironisk twist.

Debutbogen var politisk, med digte vendt mod kapitalismen, imperialismen og neokolonialismen, men dybt original forekommer stadig hans Disneyrimur (1978), som i seks blokke, holdt i lige så mange forskellige versemål, simpelthen fortæller historien om Walt Disney som lærestykke i moderne massekultur. At værket må kulminere i og med Carl Barks, siger vel næsten sig selv:

 

Fíkn sem nakin ædir út

upp er vakin, leitar marks.

Ad hurdarbaki í Hollywood

hann nær taki á Karli Barks.

 

Enginn veit jafnhaga hönd,

hvergi leit ég meiri snilld:

Fugl sem heitir Andrés önd

yrkir sleitulaust ad vild.

 

Skapar alla Andaborg

undrasnjalla höndin fim.

Byggir hallir hús og torg,

hæst á stalli er Jóakim.

 

Hvilket sådan omtrent betyder, at en nøgen mani farer ud, vågner op og søger et mål og finder det bag en dør i Hollywood i skikkelse af – Carl Barks. Ingen kender så behændig en tegner, intetsteds kan jeg finde så stor en virtuositet. En fugl ved navn Anders And digter ubesværet, skaber hele Andeby, denne vidunderligt ferme hånd: bygger slotte, huse og torve. Øverst troner Joakim.

Formmæssigt og sprogligt forekommer det forståeligt, at ingen har turdet give sig i kast med at oversætte Disneyrímur til et andet sprog. Men mindre begribeligt er det, at kun én bog af Thórarinn Eldjárn har fundet vej til det danske marked, nemlig Brotahöfud eller Blåtårn (1996, da. 2008), en velfortalt historisk roman fra det 17. århundrede.

Dens groteske handling kulminerer, da den stakkels islænding Gudmundur Andrésson, som sidder fængslet i København og gerne vil studere stjernernes gang og samtidig trække frisk luft, falder ned fra tårnet, lander på et tag og kravler ind ad en dør på slottet, »ind på gulvet hos en afklædt stadspige, som lå opknappet på sin seng, mens en parykprydet hofmand betjente hende bagfra. En lampe var tændt ved siden af sengen, og ved min ankomst fik deres fornøjelse en brat ende, eftersom jomfruen sprang skrigende op fra sengen. Jeg talte ydmygt til dem på det bedste dansk, jeg kunne præstere, og bad dem om forladelse for min frække indtrængen og bad dem om endelig at fortsætte, så at sige hvor de slap, for mit eneste ønske var at komme tilbage til min celle i tårnet«.

Hændelsen medfører stor opstandelse på slottet, herunder genoptagelse af islændingens sag, som ironisk nok har drejet sig om hans protestskrift mod Store Dom, den højst upopulære lov, som fastsatte strenge straffe for skørlevned og hor – på Island!

Romanen om fangen i Blåtårn er karakteristisk for forfatterens interesse for, hvad man kan kalde centrale outsidere, altså enegængere og excentrikere med potentiale i sig til at blive helte i historie og litteratur.

I sengescenen mærkes også den gennemgående humor, om hvilken han har udtalt, at han gerne vedkender sig at være komiker, hvis altså bare man tager ham alvorligt. Det har læserne i stort tal gjort, ikke mindst ud fra hans korte og ultrakorte fortællinger, hvor små ting får lov at vokse sig store, og hvor han uden besvær boltrer sig som sikker stilimitator og parodiker.

For børn har han udfoldet sig på lette, sjove vers, oftest akkompagneret af billedkunstneren Sigrún Eldjárn, der som han selv er barn af Islands præsident i årene 1968-80, rigsantikvar Kristján Eldjárn. Denne blev som bekendt efterfulgt af Vigdís Finnbogadóttir, om hvem forfatteren Steinunn Sigurdardottir (f. 1950) skrev en meget solgt bog.

Steinnun, der i 1975-76 var med i gruppen De Dårlige Digtere, er i øvrigt mange danske læsere bekendt, for selv om vi aldrig på vores sprog har fået hendes digte siden debuten i 1969 eller hendes genremæssigt og stilistisk formfornyende værker fra første halvdel af 80’erne – f.eks. Skáldsögur, 1983, som trods titlen, der betyder ’romaner’, udelukkende består af noveller! – indtager hun en synlig plads i kærlighedslitteraturen herhjemme, simpelthen fordi hun har rendyrket vanskeligheden ved, eller skulle vi sige umuligheden af at forene selvstændighed, rådighed over én selv, med betingelsesløs hengivelse og selvforglemmelse. Hendes hovedpersoner søger sig selv i tilværelsen og i tiden – og finder midlertidigt opfyldelse gennem mødet med den elskede anden. Derpå følger, og næsten hver gang, forkastelsen og bruddet, skildret ud fra den lidende part.

Men så sker der som regel det, at hele optikken vender, fordi Steinunn Sigurdardottir samtidig med indsigt i smerte og sorg råder over samme fyndighed og humor som Pétur Gunnarsson og Thorarinn Eldjárn. Hendes latter virker imidlertid tillige både mere bitter og mere sød, hvortil kommer, at hun som inkarneret poet ikke kan holde sig fra at bryde sine fortællinger op med lyriske indslag.

»Digtet er mit hjem og prosaen mit udland,« har hun udtalt.

Hvordan de to dimensioner spiller sammen, illustreres intetsteds bedre end i Tímathjófurinn (1987, på da. Tidsrøveren, 1992) om gymnasielæreren Alda, som forelsker sig hovedkulds og brændende i en kollega og når at bruge megen tid på forholdet til ham, inden dette går i stykker og hun indser, at han (eller var det mon selveste kærligheden?) bare har været en tidsrøver af rang. Opgøret eller selvopgøret gennemføres med herligt vid:

»Min elskede, der er noget jeg gerne vil have rede på. Jeg har så tit spurgt mig selv: Er det ikke mangel på fantasi der ødelægger folks liv? Bliver vores liv ikke levet i den forkerte form? Skulle det ikke være digte for at kunne kaldes et egentligt liv? Kærlighedsdigte, sonetter, lejlighedssange, højsange? / Jeg ved lige nøjagtig hvordan du var. Du havde en poetisk åre, men du var prosa og ville stå i bogskabet. Dér stod du så stille på din hylde (nu godt nok i embeds medfør i pragtfuldt skindbind) mens jeg humpede rundt i verden på halve vinger og nu går med stok. / En stækket hunengel. Som sagt med vingestumper. Og stok.«

Som man ser, indbefatter kærlighedsfortællingen en litterær metadimension, ja, man har endda betegnet Tidsrøveren som en postmodernistisk variant af Goethes Den unge Werthers lidelser.

Kærlighedsromanen som genre sættes under lup og stilles op til diskussion, en dobbelthed, som også præger miniromanen eller langnovellen Ástin fiskanna (1993, da. Fiskenes kærlighed, 1995), hvor Steinunn spiller på riddersagaer fra middelalderen, på Tristan og Isolde og islandsk litterær tradition, samtidig med at hun opsøger fint poetiske udtryk for eros som fysisk og åndelig praksis:

»Jeg skyndte mig at fæstne Hans Örlygsson i min hukommelse, der hvor han lå halvsovende eller snorksovende; den viljestærke hage, der ikke kunne hjælpe ham med at holde sig væk fra mig, jeg tilgav hagen, kyssede læberne lidt, trætte efter alt det kysseri, den nederste af læberne var tykkere end den øverste, selv i ukysset tilstand.«

Fortællingen slutter med det forudsigelige brud, efter at det har vist sig, at Hans sideløbende med forholdet til Samanta har planlagt et liv med en anden. Og da han så opsøger hende for at opnå et allersidste kærligt møde, sætter hun sig ud i en bil og kører langt nordpå – ud i den rige islandske natur, som forfatteren ofte benytter som scene for rejsen tilbage, således også i Hjertesteder (1992), hvor kærlighed som besættelse eller tvangstanke får modspil af venskabet mellem to kvinder, et motiv, vi også finder i Den gode elsker fra 2009 (da. 2011).

De ovenfor omtalte venner og generationsfæller Pétur, Thórarinn og Steinunn (som her kaldes ved fornavn, fordi dette er gængs islandsk praksis) var fra begyndelsen enige om at give fantasien og humoren chancen, men udmærkede sig samtidig ved i poesi som i prosa at formå at skræve mellem tradition og eksperimentel fornyelse, uden at bukserne sprak.

Det hører med til historien om dem, at de i samtiden var omgivet af en ofte nok så kedelig og forudsigelig social og feministisk realisme (eksempelvis lavet af Vésteinn Ludvíksson, Gudlaugur Arason, Ása Sólveig m.fl.), som langt hen ad vejen fulgte parolerne om forfatterens politiske og samtidskritiske forpligtelse.

Denne side af moderne islandsk litteratur kom vi aldrig rigtig til at se på dansk. At det til gengæld kun blev Steinunn og hverken Pétur eller Thórarinn, som kom til at slå igennem her, kan formentlig forklares med, at førstnævntes tidstypiske generationserfaring var en, han delte med unge i den vestlige verden og så blot gav et særligt islandsk udtryk på samme måde som Klaus Rifbjerg i Den kroniske uskyld og Klaus Lynggaard med Martin og Victoria, hvorimod sidstnævnte islænding med sin forankring i middelalderlitteraturen og folkedigtningen slet og ret må siges at være uegnet til eksport. Følsomheden og den spøjse, overgivne humor kan ingen tage fra nogen af de tre.

Citaterne fra Petur Gunnarssons Ég um mig frá mér til mín og Thórarinn Eldjárns Disneyrímur er (forsøgt) oversat af Erik Skyum-Nielsen.

Steinunn Sigurdardottirs romaner Tidsrøveren og Fiskenes kærlighed er begge oversat af Mette Fanø.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her