Læsetid: 9 min.

Brexit lægger kimen til en genoplivelse af protestsange og politisk rock

I Thatchers firsere var der schwung over britisk, politisk rock. Under Blair blev både britpoppen og rock’n’roll derimod apolitisk i sit oprør, erindrer London-korrespondent Jakob Illeborg. Nu skaber Brexit røre i musikbranchen – fra Morrissey som kalder den ’magnificent’ til bekymrede stjerner som Damon Albarn, der genopliver protestsangen
Den 13. juli 1985 var et højdepunkt for den politiske musik, da Bob Geldof (th.) fik stablet den første Live Aid-koncert på benene på Wembley i London med verdensnavne som David Bowie (th.) og Paul McCartney (i midten). Det forholder sig anderledes i dag, hvor Brexit reelt er protesten, som de færreste kunstnere støtter. 

Den 13. juli 1985 var et højdepunkt for den politiske musik, da Bob Geldof (th.) fik stablet den første Live Aid-koncert på benene på Wembley i London med verdensnavne som David Bowie (th.) og Paul McCartney (i midten). Det forholder sig anderledes i dag, hvor Brexit reelt er protesten, som de færreste kunstnere støtter. 

Joe Schaber / Ritzau/Scanpix

18. marts 2019

Prodigy-sangeren Keith Flint, der sidste uge tog sit eget liv ved at hænge sig kun 49 år gammel, var på sin vis en god eksponent for sin generations autoritetsoprør, der snarere end at være politisk motiveret var et opgør med ordentlighed og småborgerlighed.

At Flint i lange perioder, ligesom mange andre fra musikmiljøet, hengav sig fuldstændigt til den moderne udgave af sex, drugs and rock’n’roll, gjorde næppe hans hverdag nemmere. Sange som ’Firestarter’ og ’Smack My Bitch Up’ blev, i deres udpenslede enkelhed, generationsdefinerende og opnåede lige præcis den tilsigtede forargelse i Tony Blair og New Labours ombejlede Middle England.

Den eneste tekst i ’Smack My Bitch Up’ er »Smack my bitch up, change my pitch up«. Den blev forbudt på flere radiostationer, men faktisk betyder smack my bitch up på slang i virkeligheden bare at fyre den af – en klar reference til rave-kulturen.

Harmen var dog stor i det borgerlige England, hvor blot tanken om en bas så høj, at den nærmest puster luften ud af lungerne, dunkende dancerytmer, tekster om ødelæggelse for ødelæggelsens skyld og bands og publikum omtrent lige høje på bajere, piller og kokain var cirka lige så tillokkende, som en spytklat fra Sid Vicious var det for Londons borgerskab i sluthalvfjerdserne.

Hvis man som jeg har opholdt sig i London i perioden fra midthalvfemserne op igennem nullerne, har man ikke kunnet undgå at stifte bekendtskab med Prodigys snerrende rave-rocks konstante fuckfinger til normaliteten. Deri lå oprøret – ikke bare for dem, men for mange i den generation. For politisk var musikken ikke. Adspurgt om bandets holdning til Brexit svarede Prodigys Liam Howlett: 

»Jeg er bedøvende ligeglad. Men tag dog i det mindste en beslutning, og kom videre i teksten.«

Cool Britannia

Forklaringen på britpop- og rave-generationens apati over for politiske budskaber skal nok både findes i arven fra ’frelser’-generationen før dem og i skuffelsen over New Labours regeringstid.

Tony Blair fejede i 1997 al modstand fra ungdommen af banen og indtog Downing Street 10 med en smittende ungdommelighed. Han spillede fodbold med David Beckham og var på fornavn med tidens store rockstjerner.

Cool Britannia gik sin sejrsgang, ikke bare i Storbritannien. Oasis og Blur fejrede triumfer i USA og andre dele af verden. Et klassisk London vs. Manchester-opgør var omdrejningspunktet – snarere end teksternes budskab. Ikke at musikken ikke var god, personligt holder jeg meget af britpop. Men meget politisk oprør var der ikke over det. Musikbranchen var pludselig med om bord og en del af magtholdet.

Blair inviterede i 1997 toppen af rocken til Downing Street. Oasis’ guitarist og sanger, Noel Gallagher, fortalte bagefter, at han havde taget kokain på premierministerens toilet, som om det i sig selv var et vigtigt budskab.

Hedonismen var i fuldt flor, og det var Beatles-romantikken også. Økonomisk var det opgangstider, og forventningerne til, at Blairs regering ville skabe et bedre Storbritannien, var på sit højeste. Som Blairs rådgiver, sociologen Anthony Giddens, senere fortalte mig i et interview:

»Målet var en radikal forandring af det britiske klassesamfund på en skala, som ingen havde set før.«

Som årene gik, fes luften også ud af Cool Britannia-ballonen. Jovist, det lykkedes at skabe forbedringer på en række områder, ikke mindst blev udsigten til uddannelse og arbejde for den lavere middelklasse forbedret. Men uligheden og klasseskellet forblev uændret. Faktisk blev de rigeste endnu rigere.

Anthony Giddens beskrev det sådan:

»Vi troede, at vi kunne gøre det ulige lige igen med et snuptag – boy were we wrong

Radiohead var blandt de bands, der skrev protestsange mod Irak-krigen. Her er det forsanger Thom Yorke til en koncert i Belfort, Frankrig.

Thomas Wirth
Kritikken mod Blair-regeringen tog til. Kultureliten, der havde støttet op om New Labour, følte sig udnyttet. Utilfredsheden kulminerede, da Tony Blair trak briterne ind i Irakkrigen i 2003, selv om en meget stor del af Labours vælgerskare var imod og gik på gaderne i den største demonstration i nyere tid for at forhindre krigen.

Der blev også afholdt protestkoncerter, men det er svært at være rigtig vred på noget, man selv har været en del af. I stedet gav kulturen op og gav i stedet blot politikerne den meget britiske tofingers-fuckhilsen (der ikke skal forveksles med Churchills V-tegn).

Bands som Radiohead og de ægte røde Manic Street Preachers skrev protestsange mod den ’krigsliderlige’ regering, mens langt de fleste kunstnere trak sig fra det politiske og i stedet skrev om det nære, om at blive ældre, om byerne man boede i, foruden selvfølgelig om kærlighed. Altså bortset fra dem, der som Keith Flint dyrkede den evige rock’n’roll-fest.

Stamp the dirt down

Så var der anderledes politisk schwung over musikken i firserne, hvor fjenden var til at få øje på.

Margaret Thatchers overtagelse af regeringsmagten i 1979 blev startskuddet til en mere end ti år lang kulturkamp mellem en liberalistisk økonomisk tankegang med stærk traditionsbunden moral på den ene side og på den anden side en række forskellige befolkningsgrupper rundt omkring i Storbritannien, der følte sig uønskede og oversete – sidstnævnte med musikere og sange som talerør.

Nedturen i de gamle industriområder med medfølgende lukning af miner og fabrikker skabte det perfekte grundlag for politisk rock. Referencer til minearbejderstrejken og Falklandskrigen kan høres hos bands som Pink Floyd i firserne. Skinheads og hooligans hærgede britiske fodboldstadioner og kappedes med venstreorienterede protestgrupper om ejerskab til musikken.

De offentlige nedskæringer ramte især ungdomsgenerationerne hårdt, og Thatchers uforsonlighed gjorde hende hurtigt til et hadeobjekt. Her er det Elvis Costellos ’Tramp the dirt down’:

»There’s one thing I know, I’d like to live long enough to savour that when they finally put you in the ground I’ll stand on your grave and tramp the dirt down«.

I begyndelsen af firserne bredte gadevold og optøjer sig til en række britiske byer. Vildest gik det til i den indvandrertunge London-bydel Brixton i 1981. The Brixton Riots, hvor politiet for særdeles hårdt frem, er beskrevet i en række af tidens sange. Startfirsernes frygt og håbløshed er enkelt og smukt beskrevet i The SpecialsGhost Town’.

Krydset mellem Atlantic Road og Brixton Road under The Brixton Riots i 1981.

PA

Faktisk er en forholdsvis stor del af firsernes musik politisk ladet. U2 blev kæmpestore med sangen om ’Bloody Sunday’ fra albummet War fra 1983. Sangen handler om, hvordan britisk politi i 1972 åbnede ild mod en gruppe demonstranter i Derry i Nordirland og dræbte 14 mennesker.

I stigende grad brugte toppen af det britiske rockmiljø sin status til at sende politiske budskaber. Live Aid-indsamlingskoncerten for nødhjælp i 1985 er stadig historiens største globale musiktransmission, ’Free Nelson Mandela’-koncerten i 1988 var også en verdensbegivenhed, ligeså var Amnesty-koncerterne.

Enhver musiker med respekt for sig selv var engageret i et godgørende politisk anliggende. Med tiden fik mange mistanke om, at de gode sager måske i lige så høj grad tjente kunstnernes egne promoveringsinteresser. I hvert fald fordampede den store politiske indignation nogenlunde samtidig med, at Margaret Thatcher stoppede som premierminister i 1990.

The London Riots

Og væk var de så, de store musik-do-good-happenings. Mange af firsernes helte, som Bono, Sting og Bob Geldof blev nærmest latterliggjort som ’frelsere’ og hyklere, og den næste generation skulle ikke nyde noget af, at få ørene i maskinen på en lignende måde. Selvfølgelig forsvandt den politiske musik ikke fuldstændigt, men den gemte sig godt.

I 2010 blev den konservative David Cameron premierminister. Det var kort efter finanskrisen, og hans regering igangsatte et ambitiøst spareprogram.

Cameron mindede på mange måder om Tony Blair. Han var ikke nødvendigvis elsket i kulturkredse, men heller ikke en ny Thatcher. I sommeren 2011 brød nye ophøjer ud rundt om i landet. De startede i Tottenham, og den konkrete årsag var politibrutalitet. Men til forskel fra The Brixton Riots i 1981, der i høj grad drejede sig om institutionaliseret racisme, og hvor demonstranterne havde klare politiske paroler, så var optøjerne i 2011 kendetegnet ved ikke rigtig at have en fælles agenda.

Jeg dækkede den som korrespondent, og jeg kan huske, at jeg så nogle unge mænd smadre vinduet til en skobutik for så at bryde ind og omhyggeligt udvælge de dyreste designersko. Det var ikke et politisk oprør som sådan, snarere et forbruger-misundelsesoprør, hvor fattige unge, der ønskede del i den store velstand, de så rundt om i London, simpelthen tog sagen i egen hånd.

Opstanden blev også dækket i særligt grime og hiphopmiljøet, men nogen stor folkelig opbakning til optøjerne kom der af naturlige grunde aldrig. Camerons nedskæringer har efterfølgende i den grad kunnet mærkes rundt om i landet og har også affødt protestkoncerter. Men utilfredsheden med nedskæringerne har ikke sat gang i en musikalsk politisk vækkelse.

Brexit-guldalder?

Og hvad så nu? Storbritannien befinder sig med Brexit midt i den største samfundskrise i mange generationer. Langt de fleste unge stemte i 2016 for at forblive i EU, og de ville gøre det igen.

Den kaotiske Brexit-debat og den kendsgerning, at den ældre generation har stemt de unge ud af EU, mens det bliver de unge, der skal håndtere beslutningen, har vakt vrede blandt mange. I oktober 2018 demonstrerede op mod 700.000 mennesker i Parliament Square i protest mod Brexit og for en ny folkeafstemning.

På mange måder har Brexit flere af de elementer, der kan sætte gang i processer, der kan sammenlignes med firserne. Brexit-tilhængerne er typisk en ældre generation. Nogle er også konservative, ovenikøbet fra den højreorienterede nationalistiske fløj af partiet. Der er mange brexiteers, der ønsker et stop for indvandring – så der er nok at tage fat på, hvis man vil skrive politiske sange. Og der er skrevet Brexit-protestsange. Ovenikøbet af kompetente folk.

Selveste Mick Jagger har skrevet sangen ’England Lost’, også Blurs Damon Albarn har Brexit i sine tekster, bl.a. med sangen ’Merrie Land’:

»If you're leaving please still say goodbye? And if you are leaving can you leave me my silver jubilee mug? My old flag? My dark woods? My sunrise?«

En stribe af Storbritanniens største stjerner har skrevet til Theresa May med deres bekymringer om konsekvensen af Brexit for musikindustrien. Disse inkluderer Damon Albarn, Jarvis Cocker, Brian Eno, John Eliot Gardiner, Bobby Gillespie, Howard Goodall, Johnny Marr, Nick Mason, Alan McGee, Rita Ora, William Orbit, Simon Rattle, Ed Sheeran, Paul Simon, Neil Tennant, Roger Taylor og Sting. I brevet står blandt andet:

»Vores musikere dominerer det internationale marked, og vores bands, sangere, komponister, producere og teknikere arbejder overalt i Europa – og Europa og resten af verden kommer også her med deres musik. Hvorfor? Fordi vi er fremragende til det, vi gør. Vores musik rækker ud til alle og velkommer alle og enhver. For det er dét, Storbritannien handler om.« 

Med udsigten til yderligere usikkerhed om Brexit er der næsten statsgaranti for flere og store demonstrationer den næste tid. Spørgsmålet er, om vi kan samles om politiske budskaber i sange, som man kunne før? Professor i musik og aktivisme ved East Anglia University John Street siger:

»Jeg tror ikke, at protestsangene er døde. Musik har altid været en måde at samle folk om et budskab, når der er brug for det, og det vil vi også se i denne anledning.«

Protestsange er dog nemmere, når der er en klar fornemmelse af et oprør mod en uretfærdighed.

Problemet her er, at Brexit i sig selv er en protest. Altid kontroversielle Morrisey har f.eks. udtalt, at han synes, at Brexit er »magnificent«, og for mange briter var Brexit-afstemningen i lige så høj grad et oprør med eliten i London. Problematikken er nærmest personificeret i Labours leder, Jeremy Corbyn, der er EU-skeptiker.

I 2017 blev han modtaget på Glastonbury, som var han en rockstjerne. Det er nok en type som ham, der kunne være med til at sætte skub i en musikalsk folkelig bevægelse. Men det er svært, når man ikke selv er afklaret. Vi får se, om den kaotiske politiske udvikling for alvor får tag i musikbranchen og får skabt engagerede sange, der vil huskes af fremtidige generationer.

Muligheden er i hvert fald til stede. I de hektiske dage op mod den oprindelige udtrædelsesdag den 29. marts er der allerede planlagt store marcher og demonstrationer i London. Mon ikke musikken også vil spille en rolle ved den lejlighed?

Prodigy-medlemmet Liam Howletts udtalelse om Brexit er i en tidligere version af denne artikel tilskrevet DJ'en Calvin Harris. Information beklager fejlen.  

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Bo Stefan Nielsen
  • ingemaje lange
  • Runa Lystlund
Bo Stefan Nielsen, ingemaje lange og Runa Lystlund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lotte Skovbo Hansen

Fin artikel, Jakob Illeborg, men der er nu ingen af medlemmerne i Prodigy, der hedder Calvin Harris. Han er derimod en EDM-musiker fra Skotland.

Kasper Philbert

Super dejlig artikel - gerne flere af dem<3

Men britpoppen dømmes lidt hårdt - orkestre som Pulp og omtalte Manic Street Preachers holdt igennem halvfemserne den politiske fane højt.

Bo Stefan Nielsen, Ole Frank og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Ja, lad os få lidt mere lort at skrive om. Det er så kedeligt, når det går godt. Ingen god kunst er bygget på tilfredshed; den bedste kunst skabes af djævelen.

Lad os håbe, at verden styrter sammen, mens god kunst skabes.

Jørgen Christian Wind Nielsen

Sunday Bloody Sunday: Det er værd ikke at glemme John Lennons version:

"Well it was Sunday bloody Sunday
When they shot the people there
The crys of thirteen martyrs
Filled the Free Derry air".

På billedet er det i øvrigt Pete Townshend fra the Who ude til venstre.

Bo Stefan Nielsen

Jarvis Cocker (Pulp) – Running The World (2006)

https://www.youtube.com/watch?v=monyiOsoKxg

Well did you hear, there's a natural order
Those most deserving will end up with the most
That the cream cannot help but always rise up to the top
Well I say, "Shit floats"
If you thought things had changed
Friend, you'd better think again
Bluntly put, in the fewest of words:
Cunts are still running the world (x2)
Now the working classes are obsolete
They are surplus to society's needs
So let 'em all kill each other
And get it made overseas.
That's the word, don't you know
From the guys that's running the show
Let's be perfectly clear boys and girls,
Cunts are still running the world [Repeat: x 2]
Oh feed your children on crayfish and lobster tails,
Find a school near the top of the league
In theory I respect your right to exist
I will kill you if you move in next to me
Ah, it stinks, it sucks, it's anthropologically unjust
Oh, but the takings are up by a third, oh so
Cunts are still running the world [Repeat: x 2]
The free market is perfectly natural
Do you think that I'm some kind of dummy?
It's the ideal way to order the world
"Fuck the morals, does it make any money?"
And if you don't like it, then leave
Or use your right to protest on the street.
Yeah use your right, but don't imagine that it's heard
Cunts are still running the world [[Repeat: x 6]